Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
(Dear friends in India and abroad,)

Medens jeg i mit sidste brev til Dem berørte de tre fundamentale kategorier af mennesker man bør kende, inden man for alvor omtaler sin indstilling til tilværelsens åndelige side til sine nærmeste venner, vil jeg benytte dette brev til i korthed at berøre et andet yderst vigtigt problem, nemlig den faktor, som skjuler sig bag ordet eller begrebet "intolerance".

Som jeg omtalte i mit sidste brev til Dem, udgør forholdet mellem den mentale kraft, vi kalder "følelse" og den, vi kalder "intelligens", den bestemmende faktor bag det, vi i daglig tale kalder "vor vilje". Repræsenterer det indbyrdes sammenspil mellem disse to førende mentale kræfter i vor bevidsthed et ligevægtsforhold, således at følelsen er under intelligensens kontrol, vil resultatet altid blive en klog, mådeholden og yderst tolerant vurdering af andre menneskers liv og væremåde. Mennesket, der er i besiddelse af mental ligevægt og altid evner at forestille sig den omtrentlige yderste konsekvens af sin egen optræden på livets store scene, falder ikke nær så let i intolerancens allestedsnærværende faldgruber som mennesket, i hvis bevidsthed følelsen dominerer på intelligensens bekostning. Det er vidunderligt at være i besiddelse af megen følelse, specielt hvis man samtidigt disponerer over en intelligensmæssig evne til at dirigere denne udviklede følelse ind i baner, der både er frugtbare for en selv såvel som for ens omgivelser. Men har man ikke denne evne, viser det sig, at en stærk følelse mere end noget andet i livet, formår at bringe et menneske ind i frygtelige mentale konflikter. Akkurat det samme, omend på en anden måde, er tilfældet, dersom et menneske har en altfor udviklet intelligens i forhold til sin følelse. Også denne mennesketype er af natur prædestineret til at blive et offer for intolerancens onde ild.

Om selve begrebet intolerance skriver Martinus i "Livets Bog I" stk.159" at: "Intolerancen udgår fra dyriske bevidsthedstendenser og udgør "tærskelens største vogter". Ethvert individ, der udviser intolerance er en dyrerigets repræsentant, hvilket vil sige, at det endnu i virkeligheden er henhørende under det rige, hvor rovdyr, orme og padder hører hjemme." Dette kan lyde meget hårdt, men når man betænker, hvor megen lidelse denne egenskab ved vor natur afstedkommer, er det absolut nødvendigt, at vi som åndsforskere gør os klart, at den aldrig har haft og aldrig vil få noget som helst med det menneskelige i vort væsen at gøre. Ligegyldigt hvor raffineret intolerancen end optræder, så søger den sin næring fra junglementalitetens gemene område og afslører sig derigennem som renlivet inhumanitet.

Intolerancen udgør således den mentale grundkraft bag vor evne til at udløse had eller indignation imod et andet menneske, fordi det lever på andre opfattelser, andre idealer, end de, vi selv mener, er rigtige, At denne evne naturnødvendigt må få de frygteligste konsekvenser, viser historien os med al ønskelig tydelighed. Intolerancens virkeområder synes ubegrænsede. De religiøse, de politiske, de ægteskabelige såvel som de mere ordinære forretningsmæssige områder udgør hver for sig en af de "slagmarker", hvor menneskelig lykke destrueres af denne nedbrydende kraft. Her udkæmpes dagligt både skjult og åbenlyst de livsdramaer, der gang på gang giver anledning til fede overskrifter i dagens avis. Teoretisk ønsker vi alle at repræsentere den humanisme eller næstekærlighed, vi bekender os til, men i daglig livspraksis bekræfter vor handlemåde endnu altfor ofte vort tilhørsforhold til den zone, hvor "rovdyr, orme og padder hører hjemme."

Årsagen hertil er den enkle kendsgerning, at vi endnu ikke er færdigudviklede mennesker. Vi repræsenterer stadigt, som Martinus udtrykker det: "en såret flygtning mellem to riger". Vi er endnu, mentalt set, formeget dyr til at kunne repræsentere den sande, menneskelige væremåde. På den anden side er vi nu såmeget mennesker, at vi, ihvert fald teoretisk, helst vil optræde som uangribelige gentlemen. Da vor væremåde imidlertid ikke alene udgør frugten af vort nuværende liv, men i virkeligheden i langt højere grad skyldes evner og anlæg erhvervede i tidligere liv, har vi ingen ret til at forvente, at vore omgivelser skal følge eller i det mindste akceptere det livsmønster, vi på nuværende tidspunkt selv føler os mest forbundne med. Altfor mange mennesker lever på den illusion, at det, de selv opfatter som "retfærdighed", er virkelig retfærdighed. Og tilsvarende med det religiøse liv. Også her oplever vi, hvorledes mennesker altfor let falder som offer for den illusion, at netop deres specielle tro eller opfattelse af guddommen og universet er den eneste rigtige, den eneste "saliggørende", og at enhver afvigelse fra denne tro eller opfattelse ikke alene er ren hedenskab, men selve "djævelen"s værk. Resultatet af disse indstillinger kender vi i form af den intolerance, der kommer til udtryk gennem begreber som "retfærdig harme", "hellig vrede" etc. Men da både vrede og harme er sjælelige uligevægtstilstande, er det let at gennemskue deres sande natur som ren intolerance. Sandt nok påberåber man sig, at selv Kristus kunne blive vred og gribe til svøben, såvel som han også spiste kød og drak vin. I sin iver for at forsvare sin egen mangel på sjælelig ligevægt og dyb kosmisk indsigt griber man til den "billige løsning" på problemerne at sigte den, der her i Vesten mere end nogen anden forsøgte at lære os aldrig at dømme, hade, hævne eller forfølge, men tværtimod prøve at elske dem, der hader, slår og forfølger os, for at være ligeså åndeligt uudviklet som en selv. Det er dette forhold, der idag koster kirken flere tilhængere end noget som helst andet. Thi en religion, der kan tages til indtægt for selv den svageste form for intolerance, har ikke alene overlevet sig selv, den har mistet sin indre inspirationskraft i vor aldrig hvilende kamp imod det i os, som stadigt er altfor levende forbundet med det dyrerige, vi ønsker at frigøre os fra.

Som berørt i tidligere breve er det jordiske menneske idag i kontakt med ikke mindre end tre store kosmiske impulser, hvoraf den ældste udgør den dybestliggende årsag til vor medfødte evne til at udløse had og hævn. Der har virkelig været et tidspunkt i vor åndelige udvikling, hvor hadet og dermed evnen til at dræbe var moralsk og således livets inderste inspiration. Sandt nok er vi idag langt fra denne indstilling, som det store flertal forlængst har forkastet som værende primitiv og menneskelig uværdig, men en opfattelse, som een gang har båret hele ens mentalitet, har dybe rødder i ens sjæl. Hvor dybe oplever vi netop, når livet går os imod. Thi her er det, at vi altfor ofte reagerer helt anderledes end i de situationer, hvor livet tilsmiler os. Dette vidste selv en Paulus, der med sine berømte ord: "Det gode jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, gør jeg", har understreget den sandhed om os, der fik en Kristus til at forme sit berømte: "Hvo, som synes at stå, se vel til, han ikke falder!"

Intolerancens onde ild kan kun slukkes af een kraft, nemlig den blide, tilgivende og altforstående kærlighed. Thi virkeligt at forstå, vil altid være ensbetydende med en ubegrænset evne til at tilgive. Det er dette budskab, som udgør essensen af både den kosmiske impuls, der bragte os vore største åndelige lærere både i Øst og Vest og af den, der nu stråler ind over vor klode, og som ikke vil have fuldbyrdet sin mission, før den har gjort tolerancens og næstekærlighedens mysterium til uangribelig videnskab for os. Intuitivt føler de fleste af os, at sådan må det være, og langt de fleste af os ønsker inderligt, at vi virkeligt formåede at udløse en altomfattende tolerance og en næstekærlighed på højeste plan. Men dette vil være en umulighed for os, sålænge vi ikke tilbunds kender vor egen kosmiske struktur, vor egen virkelig kosmiske eksistens som "søn af Gud". Vi er idag eksperter i at behandle tilværelsens materielle side og behersker naturens kræfter i en grad som aldrig før. Men i vort forhold til de kræfter, vi hver eneste dag anvender i al vor tænkning, i al vor skabelse af opfattelser, står vi næsten på bar bund. Der er vi næsten som et menneske, der er kommet ind i en kemikers laboratorium og nu ser sig omgivet af utallige flasker og krukker med stoffer, hvis natur han intet som helst kendskab har til. Og dog ønsker ethvert udviklet menneske brændende, at det kendte netop de stoffer, af hvilke dets tanker består. Thi alle har vi en følelse af, at kendte vi hemmeligheden bag det tankeblandingsmysterium, vi dagligt oplever både i og uden for os selv, ville vi være den sjælelige fred, ligevægt og dermed harmoni, vi alle drømmer om at opleve, betydeligt nærmere, end vi er nu.

I vor åndelige udvikling er vi nu nået dertil, at tilværelsens fjerde kosmiske grundkraft: intelligensenergien, nu er under en meget stærk udvikling, og det er derfor ganske naturligt, at alle udviklede mennesker idag ønsker forstandsmæssigt at begribe den side af deres eget liv, der knytter sig til forestillingen om en evig tilværelse. Det er for at imødekomme denne stadigt voksende intellektuelle hunger, at Martinus har udformet sit verdensbillede som en strålende kosmisk kemi, hvis analyser og "formler" ethvert udviklet menneske kan efterprøve i sit eget private liv. Og her er det, at han som indledning til dette studium, der aldrig slutter, men som tværtimod for hvert år, der går, bliver mere og mere inciterende, gør os opmærksom på, at vi i dette studium ingen frygteligere modstander har, end vor egen medfødte trang til at udløse intolerance imod anderledes tænkende. Selvom vort åndsvidenskabelige studium ikke fører til et officielt eksamensbevis, så afslører den grad af dette studium, vi virkelig har forstået, sig alligevel på en højst officiel måde, nemlig gennem vore egne handlinger! Afslører disse handlinger, vor måde at være på, at vi ikke har forandret os, at vi stadigt er bundet til gamle vaner, stadigt handler udfra forestillinger der kosmisk set er imod de love, vi nu teoretisk er fortrolige med, har vort studium kun nyttet os ringe. Da er vi som de mennesker, Kristus i sin lignelse om "Sædemanden" karakteriserede som "den stenede grund". Men repræsenterer vi "den gode jord", vil de kosmiske analyser, Martinus nu har givet os adgang til, simpelthen revolutionere vort liv. Vi vil da muligvis tale mindre end før, men i vort øje vil der stråle et lys og fra vort væsen udgå en varme, der spreder liv og glæde omkring os og gør os elskede af alle, med hvem vi kommer i berøring. Og er det, når alt kommer til alt, ikke netop det der er livets dybeste mening med os?

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien.