Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
(Dear friends in India and abroad,)

For få måneder siden stod jeg på en af de broer, der ved Hardwar fører over Ganges. Under mig badede tusinder af pilgrimme i floden, og over mig lyste og funklede Himalayas sneklædte tinder i solen. Jeg var sammen med tre elskelige indiske venner, der havde inviteret mig med på mit livs hidtil mest vidunderlige ferie til Rishikesh og områderne deromkring. Oplevelse på oplevelse havde afløst hinanden, den ene mere fantastisk end den anden, men den oplevelse, jeg her berører, synes mig stadigt at være den, der gjorde dybest indtryk på mig. Thi de tusinder af bedende mennesker i floden og ved dens bredder dannede sammen med de lysende sneklædte bjergtoppe et billede af uudslettelig skønhed. Det var mennesket og dets mål i een eneste sum. Alle lever vi endnu i dalens relative tryghed, men dybt i vor sjæl brænder der en uudslukkelig længsel efter den renhed og skønhed, vi fornemmer eksisterer deroppe, hvor ingen mørk bjergvæg spærrer udsigten, og hvor alt er dyb fred og harmoni.

Når jeg her beretter om denne oplevelse, der gjorde et så stærkt indtryk på mit sind, er det, fordi den forekommer mig at være den bedste introduktion til det afsnit i "Livets Bog" 1.del, Martinus har kaldt "Fra Dyr til Menneske" Thi i dette afsnit, som jeg rent personlig anser for at være en næsten selvstændig "bog" i Martinus store hovedværk, skildrer han netop for os den forvandling vort sind må undergå, før vi er åndeligt modne til at skue det virkelige himmelske lys. Hvor gerne jeg end ville fordybe mig i Martinus kosmiske analyser i disse mine korte breve til Dem, må jeg dog hele tiden holde mig for øje, at de dybest set kun kan og skal tjene det formål, at gøre Dem selv interesseret i det studium, der har skabt mit eget livs urokkelige åndelige fundament. Men jeg ved, at det menneske, der eengang for alvor har læst blot dette afsnit i "Livets Bog" aldrig mere vil være den samme som før. Da jeg første gang læste det, – jeg var meget ung dengang, – virkede det på mig som en skærende lysstråle ud i et vældigt mørkt rum. Thi hvem af os har ikke anvendt utallige timer til at gruble over det mysterium, der skjuler sig bag både vor psykiske og rent fysiske tilsynekomst her i verden? Såmange mennesker begår i deres åndelige søgen den store fejl helt at rette deres bevidsthed mod tilværelsens rent psykiske side. De vil så gerne vide noget om "livet efter døden", og jeg forstår dem. For det vil vi alle! Men som vi her i vor verden altid må kende den sande baggrund for ethvert fysisk problems regulære erkendelse, må vi også indstille os på, at det er i vor evige fortid, vi skal søge forklaringen både på vor nutid og vor evige fremtid. Thi det er vor evige fortid, der har givet os de erfaringer, der må danne den naturlige og urokkelige baggrund for vor virkelige forståelse af det liv, vi er på vej imod og af det liv, der idag omgiver os på alle sider.

Intet trætter vel i almindelighed det voksne menneske mere end en lille drengs eller piges ihærdige spørgen. Mangen en far og mor er blevet desperat ved dette evige "hvorfor det?" og "hvordan det?" På akkurat samme måde som enhver virkelig far og mor giver sig tid til tålmodigt at besvare deres barns spørgsmål, har Martinus i sit hovedværk anvendt den fremgangsmåde omhyggeligt at imødegå enhver tvivl, enhver virkelig intellektuel indvending. Det tjener ham til uvisnelig hæder, at han aldrig i sit liv har valgt den åndeligt billige løsning at give os et værk, som i renlivet postulatform har fortalt os, at sådan og sådan er livet. Jeg tvivler nemlig ikke om, at det faktisk er muligt at skrive en bog om tilværelsesmysteriets løsning i såkaldt "moderne form", altså utrolig spændende, let læst, – og meget hurtigt glemt! Jeg ved det, fordi jeg i virkeligheden har læst en utrolig mængde af disse bøger, der, medens Jeg læste dem, forekom mig uhyre spændende og også meget berigende, men som bagefter havde det ved sig, at de så at sige blev glemt i samme øjeblik, jeg havde en ny bog af samme type i hånden! Martinus livsværk sker det, at man raser over, fordi det er så omstændeligt. "Hvortil alle de gentagelser?" stønner den utålmodige, der prøver på at jage igennem dette værk for blot at opleve, at hans forsøg fører til, at hovedet begynder at nikke, og den blide hjernelammelse, man kalder "søvn", overvælder ham. Og godt for ham! Thi "Livets Bog" er ikke en bog i almindelig forstand. Den er på en måde et hav af bøger indeni bøger. Uafhængigt af det såkaldt "moderne menneske"s hastværk har Martinus netop udformet sit livsværk som et kosmisk Himalaya, til hvis top kun den når, i hvis sjæl en aldrig slukket tørst ustandseligt kræver tilfredsstillelse. I en verden, hvor alle gør krav på at være "åndeligt interesserede", er det en vederkvægelse for sjælen at vide, at der stadigt eksisterer et vist og absolut urokkeligt forhold, mellem det man søger, og det man opnår. Søger man en "billig løsning" på sit problem, nuvel, så får man den. Får den, for blot ret hurtigt at opdage, at man intet fik. Men har man mod til at løfte sit blik mod det åndelige Himalaya, vi alle må bestige, om vi virkelig vil skue det himmelske lys, nuvel, så er man også moden til for alvor at gå i gang med studiet af "Livets Bog".

I mine forrige breve berørte jeg ganske kort nogle af hovedtankerne i indledningen til "Livets Bog". Også kapitlet "Fra Dyr til Menneske" hører til denne indledning, men her går Martinus for første gang helt ind på de problemer, som angår skabelsen af vor nuværende fysiske og psykiske struktur. Som De vil have forstået, er Martinus blottet for interesse i det, vi kalder "sukces"! Han har aldrig søgt imod at blive anerkendt som en "åndelig mester" og ønsker hverken tilhængere i dette ords almindelige betydning eller noget af al den offentlighed, der for ham mere er identisk med massemenneskets "billige løsning" på de problemer" der aldrig kan løses "en masse". Nej, hvad Martinus ønsker, er kun det ene at række sin hånd ud imod det menneske, hvis åndelige hunger er dyb nok til at følge ham op imod de højder, hvor opnået erkendelse omsat i praktisk væremåde, er den eneste "nøgle" til ny viden, ny erkendelse.

For Martinus er det jordiske menneskes legeme andet og mere end blot en "krop", hvis form enhver er fortrolig med. Både fysisk og psykisk udgør det for ham selve "nøglen" til livsmysteriets virkelige løsning. Og medens vi er så vante til at opfatte os selv som noget aldeles enestående, som "verdensaltets ypperste produkt" og vor klode, vor planet, som verdensaltets eneste beboede, eneste belivede, så opfatter Martinus os kun som et overgangsvæsen mellem det almindelige dyr og en kommende væsenstype, som han betegner som "det virkelige menneske", såvel som han opfatter vor klode som blot een af utalte milliarder af beboede eller belivede kloder i verdensaltet. Alene disse to opfattelser afslører dybden i forskellen mellem det perspektiv, vi lever under og det, Martinus skildrer livet udfra. Men Martinus går langt videre. Med urokkelig logik påviser han, at vort fysiske legeme i virkeligheden er en "biting", og at "hovedtingen" er de evner, anlæg eller talenter, der afslører sig gennem den form, vi selv regner for så meget, at vi tror, at livet ophører for os den dag, denne form bryder sammen og går i opløsning. For Martinus er det fysiske legeme – og det ligegyldigt hvilken form det har, om det er et plante-, et dyre- eller et menneskelegeme, – kun et "instrument", ved hvis hjælp det levende væsen bag formen oplever og udløser de kræfter, vi tilsammen har givet navnet "livet". Det vil altså sige, at livet for Martinus er af ren åndelig natur. Det udgør en slags' "elektricitet". For ham er det, vi kalder vor "hjerne" og vore "nerver" kun det "antennesystem", der udgør forudsætningen for at kunne modtage, omsætte og afsende de elektriske vibrationer, vi har givet navnene: instinktenergi, tyngde- eller eksplosionsenergi, følelsesenergi, intelligensenergi, intuitionsenergi og hukommelsesenergi. For ham repræsenterer de her nævnte kosmiske energier eller kræfter i virkeligheden "kosmisk elektricitet" med hver sine begrænsede "bølgeområder". Det i daglig livspraksis nu så ofte anvendte udtryk om "at være på bølgelængde med hinanden" får således i Martinus verdensbillede pludselig både mening og indhold.

For Martinus er det levende væsen således i virkeligheden både en "sender" og en "modtager", og udviklingen ytrer sig således for ham udelukkende derigennem, at livet består af utallige grader af "modtagere" og "sendere". Længst nede på denne "stige" finder vi de væsener, vi kalder "planter". Disse væseners modtager– og sendersystem tillader dem kun at korrespondere med tilværelsens eller universets mest begrænsede bølgeområde. Derefter følger det væsen, vi kalder "dyr", og som afviger fra planten ved at kunne korrespondere med et mere udvidet bølgeområde. Og så først kommer mennesket, der foruden at kunne korrespondere med de bølgeområder, både planten og dyret anvender, nu også svagt begynder at kunne korrespondere med universets virkelig langtrækkende bølgeområder, hvorfor dets evne til at "se" og "forstå" livet naturnødvendigt ligger på et langt højere plan, end tilfældet er for plantens og dyrets vedkommende. Men medens plantens og dyrets sanseoplevelse endnu helt er undergivet det, Martinus betegner som "kosmisk automatik", idet disse væsener endnu ikke har oplevet det, han har givet navnet "Jeg–bevidsthed", er forholdet et ganske andet med det jordiske menneske, der netop i sin voksende evne til at korrespondere med universets finere og mere gennemtrængende "kosmiske bølgeområder" ikke alene har oplevet at blive "Jeg–bevidst", men også at få udvidet denne Jeg–bevidsthed indtil en sådan grad, at det nu begynder at komme på sporet af sin virkelig evige og udødelige natur som "søn af Gud" eller som en evig og uopløselig del af det åndelige verdensalt, der i alt skjuler sig bag det fysiske.

Da det jordiske menneske i sin udvikling har passeret både plante– og dyrerige og endnu med en overvældende del af sit bevidsthedsliv er knyttet til det sidstnævnte, er det klart, at både dets sender- og modtagerforhold må bære spor af denne udvikling. Og vi ser da også, at medens både plantevæsenet og dyrevæsenet på sin vis er i harmoni med deres egen natur og derfor sender og modtager kosmiske energier på en sådan måde, at resultatet i virkeligheden udtrykker skønhed og ynde – her naturligvis bortset fra de processer, der i dyreriget medfører drab og undergang,– så besidder endnu kun få mennesker et sender- og modtagerapparat, der formår at udstråle konstant harmoni. Hvor plantevæsenet således normalt permanent udstråler skønhed og salighed og i virkeligheden udgør et af livets mest velsignede "kærtegn", og hvor dyret, sålænge det lever i sin egen natur, også udgør en repræsentant for en vis indre balance og harmoni, der udgør det jordiske menneske, ved sin mangel på kendskab til de kosmiske energier det både modtager og sender, en kosmisk "livsenhed" af ganske speciel art. Det kan udløse de mest livgivende og inspirerende vibrationer, der får alt og alle i dets omgivelser til at lyse og funkle af næstekærlighed og livsglæde. Men på sekunder kan dette billede ændres til at blive et kosmisk uvejr af så frygtelige dimensioner, at død og lemlæstelse er resultatet. I modsætning til disse mennesker, som Martinus kalder "jordmennesker", står de "rigtige mennesker" eller de, vi har givet navnet "verdensgenløsere", "vismænd" eller "kosmisk bevidste", der i den grad har disse kosmiske kræfter under kontrol, at de i alle livets forhold formår kun at udsende energier eller kræfter, der lyser og stråler af indbyrdes harmoni. Disse mennesker udgør i virkeligheden "blomsten" af den udvikling, vi idag befinder os midt i. Og alle har de det tilfælles, at de, på hver sit trin og på hver den plads, livet anbragte dem, kun har været besjælet af eet eneste ønske, det at lære alle, med hvem de kom i berøring, kunsten at blande deres tanker på samme måde som den, de selv anvendte. Disse strålende vise var således livets virkelige "kosmiske kemikere". Det, de havde opnået, var intet "overnaturligt". De havde blot "fuldendt løbet og nået målet", nemlig det at have den absolutte og urokkelige magt over deres egen bevidsthed, hvilket jo blot vil sige: de kosmiske kræfter, både de og alle vi andre permanent er i berøring med. Men i modsætning til os kendte fortidens mennesker hverken til "elektricitet" eller "bølgelængder", de kendte simpelthen ikke til materiens fjerde grundform: den stråleformige! De kendte kun den faste, flydende og dampformige materie. Men idag er vi alle fuldt fortrolige med materiens fjerde grundform: den stråleformige, og det er på denne viden, Martinus baserer hele sin undervisning. Og her er det altså, at vi i kapitlet "Fra Dyr til Menneske" finder den første indføring i den videnskab, som gennem de kommende århundreder vil komme til at udgøre det absolut urokkelige åndelige fundament for en helt ny, hele verden omfattende kultur, i hvilken hvert eneste menneske allerede fra skoleårene bliver indstillet på, at virkelig stor i livet er kun det menneske, som i alle forhold formår at beherske sit eget sind, hvilket så igen vil sige: formår at modtage og omforme alle de kosmiske kræfter med hvilke det er i berøring på en sådan måde, at resultatet bliver een eneste lysende udstråling af de energier eller kræfter, vi idag udtrykker ved ordene humanitet eller næstekærlighed.

I mit følgende brev skal jeg gå endnu dybere ind på de analyser, jeg i dette brev har måttet nøjes med at beskrive rent periferisk!

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien.