Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En hvirvel af begivenheder ligger mellem mit sidste brev til Dem og så dette, og det er faktisk ikke så let at udvælge netop den eller de oplevelser, som må skønnes at interessere Dem mest. Jeg har igen oplevet "The Republic Day" med al dens udfoldelse af pragt og farver og igen været gæst hos Indiens præsident, hvor jeg også denne gang oplevede at møde en af verdens såkaldt "store", nemlig Ruslands præsident, Vorosjilov, der iøvrigt var forbløffende almindelig at se til. Det eneste, jeg virkelig vil erindre fra de dage, var den kolossale forskel i modtagelse, der blev henholdsvis Amerikas og Ruslands præsidenter til del. Udtrykt i kolde tal var forholdet 15 til 1. Og mon De ikke selv evner at forestille Dem, hvad det vil sige, når talen drejer sig om en by på henved to millioner? Men også selve modtagelsen var en fantastisk kosmisk-kemisk oplevelse. Thi hvor følelsen så absolut dominerede ved Eisenhowers ankomst – bevar mig for et overskud af følelse! – så dominerede intelligensen så absolut ved den russiske præsidents ankomst. Det var efter recepten: O.K.! Han skal få al den hyldest, vi er i stand til at give ham, men – – ! Der var ingen vinkende hænder, ingen overstadig jubel, blot en relativ beskeden menneskemængdes lidt vel passive reaktion. Jeg oplevede det hele på meget nært hold. Den russiske præsident så desorienteret ud og Nehru nærmest eksplosiv. Når man så næste dag læste i aviserne!!! – ja, så er det ens egen tur til at se desorienteret ud! Politik synes at være et såre forunderligt spil! I hvert fald var det almindeligt samtaleemne, den dag den russiske præsident forlod Indien, hvordan Nehru dog skulle klare "det sidste farvel", der netop faldt sammen med kommunisternes drønende nederlag i staten Kerala – men efter billederne at dømme forløb det hele "på højeste plan"! – hvad de ord så end betyder.

Og akkurat som det gik Ruslands præsident, er det netop gået dets berømte premierminister. Også her var modtagelsen lagt op til det helt store – og også her faldt det alt sammen meget mat ud. Men måske udtrykkes det hele bedst med en højtstående politiofficers ord til mig, da vi stod og ventede på den berømte gæst: "Det er umuligt at være i velkomst stemning hver uge!" For nægtes kan det jo ikke, at Delhi p.t. oplever "et rend" af alverdens store mænd! For få aftener siden var jeg inviteret til at møde Finlands premierminister dr. Sukselainen, der viste sig at være en meget charmerende, noget forretningsmæssigt udseende mand. Min største glæde den aften var at hilse på Nehru og bringe ham en hjertelig hilsen fra Anna Ørnsholt, til hvem han spurgte med stor interesse. Han fortalte mig om sit besøg hos hende, som havde været ham en meget stor glæde. Men hvor ser han dog træt ud. Intet under, at de fleste indere med bekymring spørger om, hvor længe han vil være i stand til at holde til det uhyre pres, han lever under.

Måske bør jeg også nævne for Dem, at jeg har haft den glæde at hilse på vor store landsmand professor Niels Bohr, der herude har været udsat for en hyldest, der må have glædet hans hjerte. Medens jeg var i Bombay, blev han ved universitetet der udnævnt til æresdoktor, og her i Delhi er han også blevet hyldet i meget stor stil. Han har været Nehru's private gæst, og en af mine venner betroede mig, at premierministeren havde fortalt ham, at en mere beskeden og tiltalende gæst havde han aldrig haft! Den slags varmer nu en om hjertet! Den danske ambassade gav en fest til ære for ham, og da både professoren og jeg ved et tilfælde ankom længe før alle andre, fik vi rig lejlighed til en samtale, især om Kosmos Ferieby, som Niels Bohr erindrede meget vel fra den tid, han selv havde sommerhus i Klint.

Men alligevel er det ikke det officielle liv herude, der optager mig. Det er vort arbejdes støtte og rolige vækst, der uafbrudt bringer mig i berøring med nye interessante mennesker. Om et af disse mennesker må De høre, fordi han så absolut udgør en af den slags, man kun sjældent har lejlighed til at møde. Jeg blev ringet op en dag af en af mine venner, der bad mig komme til middag hos ham, hvor jeg ville møde en mand, der var uhyre interesseret i Martinus tanker. Jeg kom og blev præsenteret for en midaldrende, meget mørk og meget levende inder, Mr. R. Bhonsle, Nehru's private læge. "Jeg har hørt en masse om Dem alle vegne Mr. Larsson", indledte han, " så derfor bad jeg min ven om at arrangere denne middag for os!" Dr. Bhonsle var levende interesseret i Martinus Kosmologi, og resultatet blev, at han i stedet for at vende tilbage til Bombay den følgende dag, som det var hans oprindelige plan, bad om at få lov til at følges med mig til Agra, hvor jeg skulle holde foredrag for en gruppe Martinus-interesserede.

Mødet med Agra og gensynet med Taj Mahal var en oplevelse i sig selv. Jeg havde fået flere meget tiltalende breve fra en "Mr. Harmohan Lal" i Agra, der gang på gang følte trang til at takke mig for de tilsendte kontaktbreve. Men hvem "Mr. Harmohan Lal" var, og hvor han boede, havde jeg faktisk ikke megen idé om. Stor var derfor min overraskelse, da Mr. Lal viste sig at være en af Indiens største juvelerer og medlem af det juvelérdynasti, der har frembragt "verdens ottende underværk", det fantastiske "diamanttæppe", som er blevet verdensberømt under navnet "The Pride of India" – Indiens stolthed! Nuvel, inderne har faktisk grund til at være stolte af dette tæppe. Det er på størrelse med et almindeligt sengetæppe, og på denne flade er der i de skønneste mønstre indbroderet i alt 18.000 – atten tusinde – diamanter, brillianter og rubiner, ja alt, hvad der findes af ædle stene plus utallige perler. Jeg har filmet dette tæppe og håber ad den vej at kunne vise Dem blot et glimt at dette ubeskriveligt skønne stykke juvelérkunst.

Ankomsten til Mr. Lal's hjem i Agra var i sig selv en oplevelse, jeg aldrig vil kunne glemme. Vi blev ført gennem en række rum, hvor såvel vægge som gulv og lofter var overfyldt med skønne kunstværker, for endelig at stå foran en såre beskeden dør, hvor tjeneren lod os vente, medens han selv forsvandt. Få minutter efter blev jeg hilst på ægte østerlandsk vis af Mr. Harmohan Lal, der viste sig at være en meget slank inder på min egen alder. Beskedent førte han os ind i sit kontor, hvor han netop havde siddet og læst i – Livets Bog! Med stolthed viste han mig det afsnit, han netop var fordybet i – "Fra dyr til menneske" – et afsnit, der for ham var en hel Livets Bog i sig selv.

Personligt havde jeg troet, at dr. Bhonsle skulle bo på hotel, men nu viste det sig, hvad ingen havde fortalt mig, at han var en gammel ven af huset, og inden jeg så mig for, var jeg omgivet af en række indere, der alle var sprængfyldte med spørgsmål. Vi var med det samme "på bølgelængde" med hinanden, og det blev sent, før vi brød op. Og så skete der igen en af de ting, der altid vil få mit ophold herude til at stå i eventyrets glans for mig selv. Thi da vi kom ud i den friske luft, skinnede månen over vore hoveder, og pludseligt følte jeg, at jeg simpelthen måtte gense Taj Mahal, såfremt det var muligt. Jeg spurgte min vært, om der var langt til Taj Mahal fra hans hjem, og han erklærede med et smil, at jeg skulle blive bragt dertil omgående. En af hans nevøer fulgte mig, og kl. ca. 23 ankom vi til porten til dette enestående gravmæle. Men porten var lukket. Der stod vi. En energisk banken tilkaldte endelig vagten, som for gode ord plus lidt mere lod mig gå alene ind til denne – som inderne selv kalder det – drøm i marmor og juveler! Beskrive denne vandring i den stille, månelyse nat kan jeg ikke. For ord er simpelthen for fattige til at beskrive de følelser, der overvælder en, når man ser Taj Mahals ubeskriveligt skønne konturer sløret af månelysets sølv. Ånd og materie går her op i en enhed, der er hinsides ordenes verden. Man står som tryllebundet og ønsker end ikke selv at få sine følelser overført til ord. Thi de følelser, man i et sådant øjeblik er besjælet af, har intet med denne verden at gøre. De er ånd i dette ords mest sublime betydning.

Jeg genså Taj Mahal dagen efter. Da lå det badet i strålende sol, og jeg tog en mængde billeder. Men hvor skøn også denne oplevelse end var, så vil erindringen om min natlige vandring omkring dette underværk høre til de minder her ude fra, som aldrig vil forgå. Indien omkring os her er i opbrud, er inde i en forrygende forvandlingsproces, som på få årtier vil gøre dette land til en mægtig industristat og ødelægge enhver romantisk forestilling om "det mystiske Østen" – men så længe Taj Mahal består, vil der altid i dette vældige land være i det mindste en plet, hvor det Østen, der var, aldrig vil forsvinde!

Jeg blev i Agra nogle dage og fik lejlighed til at se alle de skønne minder fra stormogulernes dage, som dette sted er så rig på. Templer, moskeer og begge dele i ruiner er jo en væsentlig del af det Indien, enhver turist må se. Jeg vil ikke sige, at jeg har fået nok, men blot, at vi vel alle i forholdet til disse ofte meget smukke ting hver især er i besiddelse af en given "træthedsgrad". I hvert fald er jeg nu så mæt af ruiner, at jeg kan klare mig et godt stykke tid fremover. Hvad jeg derimod aldrig bliver mæt af, er samtalerne med de mennesker, der lever her. Thi uanset de mange lighedspunkter med menneskene hjemme, er de alligevel så anderledes, at det at være her er som at leve i en anden verden. For selv om Indien er inde i en rivende industriel udvikling, der helt vil ændre landets sociale struktur, er det indiske menneske på en mærkelig måde hævet over denne rent ydre forvandling. Årsagen til dette forhold må søges i reinkarnationstanken, der her ude spiller den altdominerende rolle. Inderen har ingen særlig tillid til sit nuværende rent fysiske liv. Han ved på en måde, kun den kan vide, for hvem evigheden er mere end timeligheden, at vort fysiske liv kun er at regne "for en skygge på væggen", og mødet i Agra lærte mig én ting, jeg aldrig vil kunne glemme, og det er, at for den virkelige hindu er både kristendommen, muhammedanismen og buddhismen døde religioner i den forstand, at de er afsluttede, Man kan enten tro på dem og " gå i himlen", eller tvivle på dem "gå til helvede". Sandt nok har buddhismen også reinkarnationstanken, men negativt i den forstand, at buddhismen lærer mennesket, at det skal bekæmpe ethvert begær. Kun hinduismen er hævet over alt dette. Men hinduismen er ingen religion med profeter, den er klar psykologi. Alle dens lærere har erklæret, at de vil vende tilbage og dermed ladet enhver forstå, at der stadigvæk var mere at lære. Derfor optager Martinus dem så meget. De ser ikke i ham en "vesterlænding" De ser i ham en af deres egne store, der naturligvis måtte blive født i Vesten, fordi al interesse her koncentrerer sig om Vesten. Ungdommen her spejder mod vest. At de først er tiltrukket af Vestens materialisme, er forståeligt. Men de er orientalere, og deres øjne vil hurtigt finde Martinus – når vi altså ved "hurtigt" vil forstå, at det åndelige liv har sine processer at måtte gennemløbe, som det fysiske liv har sine.

Mit liv her ude i disse tre vintre har været "at så en sæd". Dette har jeg gjort, og netop i denne måned har jeg oplevet – takket være Dem – at kunne lægge alle de hidtil udkomne kontaktbreve i bogform foran mine venner. Det var ingen let opgave for mig at få trykt denne bog, for Indien er ikke Danmark. Bogtrykkerfagets standard her har intet med vor standard at gøre, med mindre man er i stand til at se bort fra enhver udgift. Jeg havde valget mellem at få trykt et begrænset antal kopier i vor udførelse, eller de 2000 jeg har fået trykt i indisk udførelse, Jeg valgte det sidste, og mange hjemme vil vel rynke lidt på næsen ved synet af min bog. Men jeg gør det ikke. For indiske bøger er ikke danske bøger, og min bog er sine fejl til trods betydeligt over gennemsnittet. Og denne bog er bestemt til at gøre et meget stort arbejde. Gennem den vil ikke alene min egen, men i langt højere grad Martinus stemme tale til indiske venner hver eneste dag. Og med denne bogs udgivelse er min opgave her ude foreløbig løst. Jeg kan virkelig rejse hjem med tryghed i sindet, Vort center her i Indien er ikke alene skabt, det er skabt på en sådan måde, at der står stor respekt om det alle vegne. Men æren for dette tilkommer ikke mig. Det tilkommer mine indiske venner og her i første række Mr. Mathur, hvis indsats ikke kan vurderes højt nok. Aldeles uselvisk har han arbejdet nat og dag for dette centers skabelse. Og på hans skuldre vil det kommende arbejde her ude hvile. Jeg har sagt det før og vil gentage det her: Indien gav mig meget, men det største mirakel blev for mig mødet med denne alvorlige inder, der aldrig har skyet den mindste anstrengelse for at hjælpe mig. Ens i sind og indstilling har vi følt os som to brødre, der skulle og måtte nå et bestemt mål. Vi har nået det, og jeg ved, at den dag, jeg rejser, vil der stadig være én tilbage her, for hvem arbejdet i Østen betyder det samme, som det har betydet for mig selv!

– – – – – – –

Foråret er kommet til Delhi nu! Jeg mødte det allerede i december i Madras og Bombay, men undveg det igen et kort stykke tid. Nu har det indhentet mig, og vi stønner af varme. 30 grader er dejligt hjemme, når vi oplever det som en kortvarig hedebølge, men her ude er det ingen hedebølge, her er det en normaltemperatur, som nu øger sig selv uge for uge, og som langsomt stjæler al ens energi. Det første tegn var svalerne. Pludseligt var de her i store flokke, men de er forlængst draget videre nordpå. Det næste tegn var løvfaldet. Med et blev de fleste træers blade brungule som hjemme i oktober, og så faldt de af. Men ikke som hos os, nej, simpelthen skubbet væk af det næste hold blade, der nu lyser grønt og frisk i den stærke sol. Men ak, så kort, så kort. På få dage bliver det lysegrønne dybt mørkegrønt. Hvor vi synger "Kom maj, du søde milde!", gyser inderen ved tanken om maj, årets forfærdeligste måned for ham. Men til den tid vil jeg for længst være hjemme og i fuld sving i Kosmos Ferieby.

Min vej hjem vil gå over Rom, og jeg ser allerede nu frem til den dag, hvor jeg ved, at mit ophold langt borte fra mit eget lands grænser vil være afsluttet med en vandring ad Via Appia – den vej, hvor jeg først forsøgte at lægge en plan for mit liv her. Når jeg fra højderne der igen ser nedover Rom, ved jeg, at en opgave, Jeg med angst i hjertet tog mig på, vil være løst og løst på en måde, som kun den opgave bliver løst, der har Forsynets velsignelse, Ingen, der har levet det liv, jeg har levet herude, forbliver den samme, men nu, hvor mit indiske timeglas langsomt løber ud, ved jeg, at nye opgaver venter på deres løsning, At disse opgaver foreløbig bliver hjemme, gør kun min glæde ved dem større, Det er sandt, at Martinus tanker skal spredes ud over verden, og også at jeg er villig til at udføre min part af dette arbejde. Men dette ændrer ikke for mig den kendsgerning, at vort arbejdes hjerte af Forsynet blev anbragt i Danmark, og at dette hjerte for altid må beskyttes således, at det i al fremtid kan banke ungt □g levende i det, vi med både stolthed og ydmyghed kalder "vor sag"s efterhånden store og vidtforgrenede organisme.