Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind stk. 724 og 725.
 

"At der netop ligger et ønske bag organismeskabelsen af så store dimensioner, at det ikke kan løbe sin line ud eller tilendebringe sit kredsløb og nå sin ligevægt (tilfredsstillelsen) i den enkelte organismes eksistenstid, bliver jo til kendsgerning igennem organismernes fremtræden som trin i skalaen for ikke at tale om den kendsgerning, at intet normalt væsen ønsker at "dø", og det ser med rædsel henimod organismens undergang, sålænge det endnu ikke har "kosmisk bevidsthed" og derfor tror, at nævnte undergang betyder dets livs ophør. At organismerne er fortsættende trin i en skala, viser jo en idés, et ønskes eller en plans gradvise udvikling hen imod sin opfyldelse igennem organismerne, og rædslen for døden beviser tilstedeværelsen af det nævnte, udover den nuværende organismes eksistenstid, fortsættende ønske om oplevelse af liv. I dette ønske, der eksisterer som kontrasten til dødsfrygten, finder vi den fysiske refleks af den plan eller idé, der ligger bag ved organismeskabelsen, som har sæde i individets overbevidsthed. At denne refleks ikke er særlig detaljeret hos jordmenneskene, sålænge de endnu kun er fostervæsener, hvis kosmiske mentalitet befinder sig i sin allerførste spæde opvågnen, er ganske naturligt. Men også her ser vi en gradvis udvikling af viden igennem organismerne, der tilsidst bliver så omfattende, at væsenet kan se eller opleve sin egen udødelighed eller gennemskuer og dermed afslører sit livs mysterium.

At det er således, kan ses igennem alle de udødelige facitter eller sætninger, der er bragt ind i verden af dens største vise, og trods årtusinders og atter årtusinders modvind står endnu mere funklende og strålende end nogen sinde, ja, er endog tiltagende i glans og vælde. Skønt kanonade, bombning, materialisme og overtro åbenbarer de sig stadig mere og mere lysende og har forlængst gjort det til kendsgerning, at de udgør den lægedom, som alle væsener urokkeligt til slut søger hen imod i nødens, farens, sorgens og lidelsens værste stunder. For absolut alle går den sidste vandring til denne havn. Verden kan derfor ikke slette denne havn ud, men denne havn vil i kraft af sin identitet som sandhed og dens heraf følgende videnskabelige betydning komme til at frelse verden. Hvad er væsenernes udviklingsbane andet end en opfyldelse af de sande "profeter"s og "verdensgenløsere"s ord? – Hvem vil påstå, at det ikke netop er disse ords opfyldelse, hvilket vil sige: kærlighed, kultur, oplysning og visdom, de i virkeligheden hungrer og tørster efter? – Hvem tør råbe det ud, at de hader denne opfyldelse? – Ja, er det ikke netop samme opfyldelse alle krigsførende magter påberåber sig som basis for deres kamp? – Må de ikke alle docere denne som deres absolutte fremtidsmål? – Må de ikke alle søge mental balsam, beroligelse og lægedom for samvittigheden i denne docering? – Hvem tør i det tyvende århundrede direkte råbe det ud, at de udelukkende kæmper for at hade og forfølge, nedbryde og besværliggøre al kultur og virkelige menneskelige idealer? – Hvem tør proklamere, at de fører krig udelukkende som sportsmæssigt tidsfordriv eller med henblik på at komme til Odin i Valhal? – Ja, er det ikke netop således, at selv de, der dræber og myrder, fordi den seksuelle vellyst i stor udstrækning kun kan udløses hos disse væsener igennem synet af deres ofres rædsel og dødskvaler, før eller senere råber til himlen i fortvivlelse over deres ulykkelige tilstand? – Så langt er opfyldelsen af de evige forskrifter og idealer altså fremskreden i sin udvikling på jorden, at alle må søge til denne opfyldelse som absolut eneste beskyttende og rolige havn imod alle mentale storme, naturkatastrofer, cykloner og jordskælv. Det er denne havns rolige og fredfyldte vande, alle slagmarkers lemlæstede og lidende sønner skimter hinsides deres egen blodige dødningedans. Over landsmænds, kammeraters og venners tårer, hæse dødsskrig, bristende blikke og lemlæstede lig bliver råbet efter det evige lys: "Elsker hverandre" endnu mere gennemtrængende, inderligt og levende og dermed tilsvarende mere underminerende eller dødbringende for krigens eller det dræbende princips egen sfære, Jo, krigen fremskynder sin egen undergang, jo mere den tærer på sine kræfter. Jo mere der spises, jo hurtigere mættelse. Det er loven. Verden står således allerede nu, skønt omspændt af krigens fortærende luer, i lysets tegn. Blikke skuer imod den store befrielse. Alle drømmer om den forjættede "ny himmel" og "ny jord" mere end nogen sinde. Opfyldelsen af julens budskab "fred på jorden" iler alle bevidst eller ubevidst imod. Men deres veje er blot forskellige. Og her er vi ved selve krigens sande årsag. Jordmenneskenes idealer og længsler er dybest set de samme. Her kan der i virkeligheden ikke mere opstå divergenser. Så langt har de evige sandheder eller de af verdensgenløsningen skænkede højeste livsfacitter ført den største part af jordens mennesker, Nu er det blot vejene til lyset eller idealerne, de kæmper om. Men når de er nået så langt i udviklingen, så har lyset allerede sejret. Når masserne ikke mere kæmper om selve det højeste ideal eller evige lys, men alle vil i samme retning, skal en sådan bagatel, som et vejspørgsmål må siges at være i det panorama, nok blive løst."