Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Selv om vi alle – inderst inde – ønsker, at vor sommerferie, hvad vejr angår, må blive som sidste år, sol fra morgen til aften, så er vi heroppe alligevel lykkelige for al den regn, vi den sidste tid har fået, selv om det altså er gået lidt ud over dem, der netop nu har ferie. For, ærlig talt, området her har aldrig set så medtaget ud som i dette forår. I hundredvis af gran og fyr er døet bort som et resultat af sidste års tørke og har efterladt sig huller i beplantningerne, som det vil tage år at udfylde. Og havde vi fået en sommer til af den slags, er det tvivlsomt, om den resterende beplantning havde overlevet. Jorden her er jo ikke det store hartkorn!

Noget andet er, at den betydelige regnmængde, vi lige har fået, har genskabt den vidunderlige flora, vi altid har kunnet glæde os over. De få vidunderlige aftener, vi indtil nu har oplevet, har faktisk været et orgie i berusende blomsterdufte – og dét savnede vi sidste år!

Vi går nu mod højsæsonens kulmination, og vi er påny inde i en tid, hvor livet her ligervis som en anden blomst for alvor folder sig ud. Morsomme mennesker fra alle dele af Danmark og Sverige befolk er området, og ind imellem dukker helt andre typer op – typer fra så fjerne strande som Marokko og Palitana i Indien. Hver dag har sin lille spændende oplevelse, sit lille lysglimt, der gør livet her anderledes end de fleste andre steder. Feriebyen er – for den dels vedkommende, der hører direkte under sagen – helt udbygget nu og stråler, takket være gode venners indsats, skønnere end nogensinde. Det øvrige område er inde i en næsten fantastisk skabelsesproces. Der bygges huse heroppe i år i et tempo, vi kun sjældent har set. At jeg ikke overdriver, vil fremgå af, at den sum, der i år investeres alene i nye huse, ligger langt over hundrede tusinde kroner – en sum, der fortæller lidt om den glæde, sagens interesserede føler ved feriebyen. Af andet glædeligt nyt er der det store ungdomshus, som grundejerforeningen er i færd med at opføre, og som, når det står færdigt, vil blive en meget smuk ramme om det liv, vi alle her ønsker for vore børn og ganske unge. Det har manglet i alle årene og vil, når det står færdigt, udfylde et meget stærkt savn – jo, feriebyens femogtyveårige beståen bekræfter tilfulde, at ideen med dens skabelse har mødt al den velsignelse, Forsynet har kunnet give den.

For den, der gør hele sæsonen med, rummer den på en måde det mærkeligste liv, man kan forestille sig. For det publikum, der er her i øjeblikket, ved kun på andenhånd, at der allerede er én sæson bag os. Samtlige lejligheder og værelser har været i fuld funktion fra først i maj. Der har dels været vore sædvanlige ældre venner, der har nydt den solrige forsæson, men også den store gruppe scleroseramte og den tilsvarende gruppe leddegigtramte. Hver for sig har disse grupper ligesom andel i livet her. Ganske vist kender kun få af dem vor indstilling til livet, idet vi jo ikke holder foredrag for dem. Men alligevel møder de et "foredrag" om vort arbejde i form af det, deres ophold betyder for dem. Gennem dette "foredrag" er der opstået en sympati for Martinus og hans tanker, man ikke bør underkende, samtidigt med at alle vi andre, der har den store glæde at kunne gøre dette for ofte forfærdende vanskeligt stillede medmennesker, i vort indre har lov til at føle en stor glæde over, at vor ferieby her er taget i en virkelig sand humanismes tjeneste.

– – – – – – –

Men feriebyen er mere end "blot til lyst". I mit velkomstforedrag til det første hold gæster udtrykte jeg den som en slags "kinesisk æske", hvor den yderste rummede alle dem, der på grund af dens nuværende størrelse alene kom her for feriens skyld, uden anelse om dens indre idé og mening, medens den inderste – den allermindste – rummede dem, for hvem de svundne femogtyve år blot udgør stadier på vej frem imod det, der må være dens sidste og endelige mål, nemlig et sted, hvor mennesker fra hele verden kommer for at modtage en kortvarig undervisning i Martinus kosmologi sammen med ligesindede. Idag befolkes pladsen af alle typer og udgør derved i sig selv en heltud fantastisk undervisning for den, der har "øjne at se med og øren at høre med". Alle meninger og alle afskygninger af meninger kan høres her, og det er i sig selv et mentalt eventyr, der næppe kan opleves andre steder i vort land. Men grundtonen er alligevel den dybe tolerance, der i de mange år har præget livet her, og dette udgør, når alt skal tages i betragtning, vel nok den største glæde ved et ophold her.

Tiden er jo en hastig rytter og tvinger os uundgåeligt til at stille spørgsmål, der ikke var aktuelle for år tilbage. 25 år er en såkaldt "menneskealder", og mange har stillet spørgsmålet: "Hvad når Martinus ikke mere er iblandt os, vil feriebyen så kunne bestå?" Jeg prøvede at besvare dette spørgsmål i mit foredrag. Martinus fylder i år 70 år, og vi glæder os alle til at fejre ham. Hverken han eller vi andre er længere "unge mænd", og vi ved ganske nøje, at vi er flygtige gæster i denne verden – og skjuler det ikke for os selv. Men et menneske er ikke formen alene, eller rettere sagt: formen er det mindste ved et menneske, især når talen er om en Martinus, hvis ånd af Forsynet er bestemt til at have en stor indflydelse, ikke alene på os, der har mødt ham, men i virkeligheden i langt højere grad på fremtidens mennesker. Endnu vandrer han iblandt os med sit blide og forstående smil og vil forhåbentlig gøre det mange, mange år endnu. Men hvor væsentligt dette end er for os, for hvem den modsatte tanke er meget svær at tænke, så må vi inderst inde vide, at enhver form har sin begrænsede tid. Og her er det, at i hvert fald jeg er uden frygt. Som feriebyen idag er en frugt af Martinus ånd og takket være ham har gennemlevet og overlevet enhver af de kriser, der altid vil true enhver form for fysisk skabelse, vil den også overleve, at alle vi, der gav, hvad vi evnede at give for dens tilblivelse, går bort. Den gamle sætning: "For de gamle, som faldt, er der ny overalt!" gælder mere for Martinus arbejde end for noget andet, jeg har mødt i livet. Det var dette, jeg havde i mine tanker, da jeg i mit foredrag nævnte den "kinesiske æske"s allerinderste, lille æske. Thi denne lille "æske" rummer den kosmiske talentkerne, der skal føre sagen videre efter os. Og denne kosmiske talentkernes enkelte bestanddele skal livet nok selv sørge for at prøve af, derom behøver intet menneske at tvivle.

Når jeg her føler mig på så sikker grund, skyldes det ganske enkelt, at noget af det første, Martinus belærte mig om, da jeg traf ham, var, at hver eneste betydende del af hans arbejdes fysiske manifestation var tilrettelagt længe før han fødtes, og at alle vi, der idag slutter os til ham, i virkeligheden udfører på sin vis forudbestemte funktioner, som intet eksisterende menneske kan få blot den mindste indflydelse på. At det kan se anderledes ud her og nu, skyldes kun, at langt de fleste mennesker lidt for let glemmer den kosmisk-kemiske formel, at "intet af det vi ser, er det, det ser ud til at være!" Den indre sandhed i denne formel kan kun være den, at der bag alt, hvad vi foretager os, eksisterer en højere plan, hvis natur kun åbenbares for os i glimt, og her slet ikke for dem, der ikke er i kontakt med dens virkelige eksistens. Disse mennesker vil kun se tingene, men ikke den tingene iboende dybere plan eller kosmiske hensigt.

Og retter tanken sig ind på feriebyens dybeste plan eller hensigt, kan der her kun være tale om én, nemlig skabelsen af den kosmiske sommerskole, som det var Martinus ønske, at den skulle blive. Men dette mål, denne hensigt, må i sig selv være tidløs. Vi kan ønske den meget nær, ja allerede fuldbyrdet, men dette vort ønske har ingen indflydelse på dagen og timen, ønsket er fuldbyrdet. Denne dag og denne time indtræffer først i det øjeblik, det mål, vi kun kan ane, virkelig er nået.

Martinus arbejde er endnu så ungt – Livets Bog – som udgør selve dets urokkelige fundament, bliver først færdig i dette år, så det siger sig selv, at ligegyldigt hvor meget vi end får at se af det i dette liv, bliver det kun dets mest primære fostertilstand, vi denne gang får lov til at opleve. Og en fostertilstand har dog ikke det fuldkomnes karakter! Men det, vi allerede har set af dette arbejdes fremvækst i verden, giver os ret til at se lyst på den fremtid, der venter det. Sandt nok må også en hel del af Martinus ord falde på "stenet grund", men allerede nu er der faldet så mange i "den gode muld", at al frygt for dette arbejdes fremtid er inderlig overflødig. Over hele verden gror det sagte i menneskehjerter og måske mest der, hvor vi ved mindst om det. Fra Indien er der netop kommet meddelelse om, at alle de unge i Mathurs hus nu står sammen om at fortsætte arbejdet dér under Advanis ledelse, og at vi intet her behøver at frygte for dets fremtid, og sådan tror jeg, det vil gå overalt, hvor disse tanker vinder frem, det være sig i enkelte hjem eller i nationer!

– – – – – – –

Idag stråler solen over Kosmos Ferieby, og et nyt hold er netop i færd med at rykke ind i huse og lejligheder. Allerede nu går dagene med foredrag, kursus, spørgetimer og film, et så afvekslende liv, at langt de fleste er forfærdede over, med hvilken fart otte eller fjorten dage kan forsvinde. Men det er godt således. Og skulle dagene mod vore ønsker rent fysisk blive lidt anderledes end ønsket, så kan ikke selv det tungeste gråvejr hindre det sjælens solskin, vi selv er i stand til at producere. Og her er mange smil og megen munterhed netop nu. En meget talrig og meget levende ungdom vokser op omkring os i disse år, og selvom det begynder at knibe med at vide, hvorfra de kommer, og til hvem de forskellige hører, så ved vi dog, at hver og en af dem her oplever ting, der kan blive dem til stor hjælp og nytte i årene fremover!

25 år kan synes en lang tid. Men den kan også synes kort! For alle os, der gjorde de første skabelsens år med, var feriebyen altid et eventyr, vi aldrig vil kunne glemme. Når de næste 25 år rundes, vil de fleste af os være borte. En mærkelig tanke netop nu, men alligevel en tanke, der kan rumme en meget dyb skønhed, om vi, den dag vi skal gå, i vort hjerte kan vide, at vi i fort forhold til den skønne idé, feriebyen udtrykker, i såvel store som små ting gjorde vor pligt.