Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 739 og 740.
 

"Talentet er ikke noget, der mirakuløst springer frem af "intet", ligesom det heller ikke er en realitet, vi kan få foræret som en medfødt vuggegave. Talentet er "C. viden" eller væsenets egen fra fortiden nedarvede mentalitet. At denne mentalitet kan overføres fra det ene fysiske jordliv til det andet uafhængig af den fysiske organismes undergang, bliver meget let forståeligt og selvfølgeligt, når man kender jeg'ets og dets overbevidstheds over den fysiske organisme hævede evige struktur og ser, at samme jeg i kraft af sit skæbneelement og i form af talentkerner kan overføre vanefunktionerne eller sin "C. viden" fra den ene fysiske organisme til den anden og helt udforme samme organisme i disse medfødte funktioners eller talenters favør.

Hvis genfødelsen ikke eksisterede, og væsenerne således udelukkende kun eksisterede i deres nuværende fysiske jordliv, ville den her analyserede talentudvikling umuligt kunne finde sted. Og dette, at væsenerne ikke desto mindre befinder sig på højst forskellige stadier, kunne ikke være et resultat af deres egen handle- eller manifestationskraft. Det væsen, der er mere begavet end det andet, ja, er geni, har i så tilfælde ikke ved nogen som helst form for egen anstrengelse eller viljeudfoldelse medvirket eller gjort sig fortjent til denne sin mentale pragtudfoldelse. Og det væsen, der er blevet født som arving til en overdådig lys og lykkelig skæbne, både hvad økonomi, mentalitet og legemlig sundhed og skønhed angår, og den forkælelse af omgivelserne, en sådan skæbneposition afstedkommer, er også ganske uden nogen som helst, ved eget initiativ opstået, adkomst eller berettigelse til en sådan skæbne. Ligeledes fødes der væsener, der helt fra vuggen til graven er arving til en skæbne, der er udløsningen af intet mindre end selve helvedes mest raffinerede rædsler, såsom: en i sin helhed meget defekt eller vanfør organisme med mere eller mindre uduelige, syge sanseredskaber, organer og lemmer, eller med en defekt mentalitet, der ytrer sig i form af åndsvaghed, idioti og sindssyge samt mange andre former for lidelser, sorg, armod og elendighed, uden at disse væsener på nogen som helst måde selv kan have skabt selv den mindste form for skyld i denne deres skæbne. Og den sande årsag til denne måtte så udelukkende være en blot og bar "nedarvning" fra fædrene, hvilket igen vil sige: frembragt af "intet" ved et mirakuløst, mystisk magtbud fra Forsynet. Og selve livet eller vor daglige tilværelse måtte da være selve kulminationen af uretfærdighed, uden på nogen som helst måde at udtrykke selv det mindste mikroskopiske undskyldende eller retfærdiggørende moment. Dette vil altså sige, at selve tilværelsen eller væsenernes fremtræden ville være åbenbaringen af den mest perverse foreteelse, der overhovedet kunne tænkes, ja, en foreteelse, der ville være så meget desto mere rædselsvækkende, eftersom den ikke, som den kendte perversitet, ville kunne påvises at skyldes en midlertidig sygelighed eller abnorm organvirksomhed, men ville være naturens absolutte normale skabefunktion. Mon der er nogen, der kan leve på en sådan erkendelse eller føle salighed ved dette naturens værk? –"