Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når jeg indledte min foredragsrække her på Instituttet med et foredrag om "Martinus Verdensbillede og den øjeblikkelige Verdenssituation", skyldes det, at jeg finder de nuværende forhold i verden så forvirrende, at jeg faktisk dybt beklager de mennesker, der i dag må leve uden et "fast punkt", ud fra hvilket de kan vurdere disse begivenheder. Nu kan man ganske vist hævde, at Martinus opfattelse udgør et postulat – en tanke eller indstilling, man må bøje sig for – men selvom man gør dette, så udgør denne opfattelse lige fuldt et syn, der bedre end noget andet, vi i dag kender, sætter tingene på en sådan plads, at man kan skimte en mening bag al forvirringen.

De respektive ideologier understreger i disse år deres meninger med tykke, røde streger. Militært støvletramp og mere eller mindre uforblommede trusler om anvendelse af magt, såfremt "man" ikke får sin vilje, er atter blevet fremtrædende detaljer i det billede af livet, den daglige avis giver os, og mange mennesker føler med stadigt voksende ængstelse i sindet, at udviklingen påny synes at glide ind i det spor, der fører direkte til slagmarkerne.

Akkurat som den første verdenskrig førte også den anden til en hele kloden omfattende begejstring for tanken om et verdensforbund, der for altid skulle forhindre kommende krige og altså garantere en permanent verdensfred. Og akkurat – desværre – afslører livet selv, at den øgede afstand fra rædslerne svækker denne strålende tankes magt. I lyset af den anden verdenskrigs flyvebombardementer af civilbefolkninger jorden over virker beskrivelserne af første verdenskrig næsten idylliske. Krigsteknikken havde på det tidspunkt noget nærmest amatøragtigt over sig, noget man kun dårligt kan sige om anden verdenskrig. Og dog! Når man nøgternt betragter de våben, tiden siden fredsslutningen har givet os i hænde, dæmrer det alligevel for en og anden, at verdenskrig nr. 3 – om den kommer – formodentlig vil udtrykke den tekniske krigs totale blomstring. To gange har råbet "Aldrig mere Krig!" nu lydt gennem verden, et råb, der var udløst på grund af lidelser, den daværende menneskehed fandt så forfærdelige, at en gentagelse simpelthen ikke måtte finde sted. Og alligevel føler mange intellektuelle mennesker jorden over i dag, at gentagelsen ikke alene er tænkelig, men desværre så sandsynlig, at det forekommer mange tåbeligt at tro på den varige fred, der for blot 15 år siden blev stillet os alle i udsigt.

Hvad er det da, der sker i verden? Havde den store franske forfatter Flammarion ret, da han sagde, at "dersom de andre kloder i universet er beboede, må jorden være deres galeanstalt!"? Er menneskeheden syg, og er det tænkbart, at en ny krig virkelig vil være i stand til at udslette alt liv, sådan som den berømte engelsk-australske forfatter Nevil Shute beskriver det i sin for få år siden udkomne bog "On the beach"? Naturligvis er alt tænkbart. Livet sætter jo ingen grænser for, hvilke sindssyge tanker man ikke alene kan få, men også basere sit liv på. Men ét er, hvad man i sin ængstelse forestiller sig, et andet det, der virkeligt vil ske. En klog mand har engang både sagt og påvist, at ca. 90 % af de bekymringer, vi gør os i vort eget liv, er helt ubegrundede, og om vi sparede al den energi, vi anvender til disse bekymringer, til at møde de virkelige bekymringer, den virkelige modgang med, ville denne modgang være for intet at regne. Hver for sig må vi give denne mand ret. Vor mistillid til livet er sådan, at vi har gjort os selv til rene eksperter i kunsten at tage forskud på morgendagens formodede vanskeligheder indtil en sådan grad, at denne morgendag næsten ingen chancer får for at lade sit solskin stråle ind i vor sjæl. Og ser vi på verdensbegivenhederne, er forholdet her omtrent det samme. Vi ikke alene ser det eksisterende mørke, men vi konstruerer derudover et mørke så tæt, at langt de fleste på grund af selvskabt ængstelse næsten er uden evne til at se, ikke alene det lys, der allerede er skabt, men også det strålende lys, der er på vej!

Hvad er det da, der ifølge Martinus er ved at ske? Ja, hvor vi tænker i "dommedagstanker" og "ragnarok", i "total udslettelse" og "menneskehedens undergang", der tænker Martinus udelukkende på "fødselsveer" og "fødselsvanskeligheder"! Dybt i sit hjerte ved han – og vi kan her tro det eller lade være – at verden er på vej ind i en ny åndelig guldalder, men også, at den ikke kan nå denne guldalder uden først at frigøre sig for de tanker, ideer og forestillinger, der udgør denne nye verdens bitreste fjende. Martinus ved, at natten altid er mørkest lige før daggry, og da han ved, at vi netop nu er indspundet i de absolut mørkeste "nattetanker", føler han det som sit livs mission at vise os, at Gud også eksisterer i dette mørke, ja, at han ikke alene eksisterer, men har sin dybe mening, sin dybe hensigt med dette mørke.

To syner eller opfattelser står her skarpt imod hinanden. Det materialistiske, der i sit kortsyn alene accepterer stoffets verden som eneste reelle virkelighed, og det kosmiske, for hvem det samme stof blot er midlet til den livsforvandling, der skal lede mennesket frem til en helt ny "jord" med en helt ny "himmel", eller sagt i vort eget sprog: til en helt ny tingenes tilstand, i hvilken de høje kosmiske eller moralske love påny er blevet både det enkelte menneskes såvel som alle staters regulære livsfundament. Martinus bestrider ikke menneskenes kosmiske afsporethed. Lige så klart som vi andre ser han, at vi går imod en periode, hvor "djævelen skal rase i al sin vælde", men "djævelen" er ikke for ham en person, der på en måde er Guds jævnbyrdige, men derimod, lidt mindre romantisk ganske vist, men nok så nøgternt og køligt, vore egne ufuldkomne naturer, vor egen manglende evne til at realisere de idealer, vi råber så højt om. Teoretisk vil de fleste mennesker i dag freden. Men også kun teoretisk. For undersøger man situationen, ser man, at de ideer, de forestillinger, de fleste lever på, er meget lidt fredsbefordrende, og det hvad enten det drejer sig om det private eller det rent statslige liv.

Men hvor vi, til skade for os selv, alt for ofte er arresteret i vore egne sympatiske eller antipatiske fornemmelser, lever Martinus konstant i den empati, der alene udgør den urokkelige, sjælelige balance. I sin vurdering af de stedfindende begivenheder anvender han i alle forhold det kosmiske perspektiv, der alene placerer tingene i de rette indbyrdes forhold. Hvor vi ser politiske og racemæssige komplikationer og med eller uden vor egen vilje finder os engagerede i et "for" eller "imod", der ikke altid kan stå for en nøjere logisk prøvelse, følger han i sin vurdering ene den indstilling til livet, der er udtrykt i ordene: "– end ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje!" – Hvor vi med andre ord kun i glimt – og ofte meget små glimt – kan se den Guds vilje, vi postulerer at tro på, ser Martinus i alt, selv de mindste og tilsyneladende ret ligegyldige forhold, denne vilje i form af en plan, der holder på at materialisere sig. Hvor vi dunkelt kan ane konturerne på denne nye verden, som, om den bliver født, synes os realiseringen af en vidunderlig drøm, der "ser" Martinus denne verden som en for ham aldeles selvfølgelig realitet, der oven i købet – for ham altså – blot udgør en svag begyndelse til endnu skønnere og – stadigt for ham – lige så realistiske verdener.

Vender vi os direkte imod den øjeblikkelige situation i verden, udgør den altså, for Martinus, en slags verdensstatslig fostertilstand, men vel at mærke netop på det stadium, hvor fostrets udvikling varsler den nære fødsel. For Martinus er hvert eneste land i denne nye stat "organer ', der ifølge deres natur ikke alle endnu er lige udviklede. Nogle er meget nær fuldendelsen (velfærdsstaterne), andre befinder sig under den hastige udvikling, ethvert organ gennemgår umiddelbart før en fødsel (de nye afrikanske stater). For Martinus er situationen ikke et ydre, men derimod et indre anliggende, For ham er kloden et levende væsen, i hvilket to hinanden modsatte viljestrømninger gør sig gældende. For ham er det jordiske menneske blot et "mikroindivid" i denne vældige klodeorganisme, men selv i denne vor lidenhed øver vi alligevel indflydelse på selve udviklingen ved vor egen indstilling. Vi kan – ifølge hans opfattelse – være med de kræfter i klodens bevidsthed, der befordrer udviklingen frem imod en altomfattende verdens stat, og vi kan være imod denne udvikling. Er vi det sidste, repræsenterer vi den reaktionære eller konservative tilstand, som samlet udgør de kræfter, der fungerer som bremser på menneskehedens march frem imod målet: verdens forenede stater.

Det forunderlige i Martinus verdensbillede er, at selvom man kun accepterer det som et blot og bart postulat, så dækker det samtlige vore erfaringer samtidigt med, at det klart tegner de retningslinier, flertallet i dag må leve foruden. Thi Martinus ser ikke i og for sig noget overvældende i, at verden rent fysisk forenes i én stat. Hvor dette forekommer så mange af os andre en næsten ufattelig lykke, udgør det for Martinus kun en tilstand, som vil stille os over for andre og nok så alvorlige prøver som den nuværende tilstand. I modsætning til os, som ingen chance har haft for at gøre os tanken klar, ser Martinus meget skarpt, at det endnu ikke er altfor mange, der af natur er egnet til at opleve rigdommen som en selvfølge, altså som noget, der føles og fornemmes ganske naturligt. Han ved meget vel, at det stadigt i vor verden gælder, at "når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være!" og ser derfor klart, at menneskene altfor let overser en meget væsentlig faktor i den udviklingsproces, de i dag er undergivet, og det er den, vi har givet navnet "den personlige, selvoplevede lidelse". Denne faktor opfatter de fleste som "djævelens værk", altså noget uforskyldt. Modsat denne opfattelse står den, Martinus i sit livsværk giver udtryk for, og som måske kort kan udtrykkes på den måde, at for ham udgør det, vi kalder lidelse, kun den kosmiske uvidenheds eller den åndelige umodenheds bitre, men nødvendige konsekvens. At blive født som åndelig umoden borger i en fysisk moden, altså gennemført og på alle områder fuldt udarbejdet velfærdsstat, kan udmærket tænkes at blive følt som oplevelsen af et regulært og yderst raffineret helvede. Med den trang til at bestemme, dominere, spille overlegen, betydningsfuld, altså den trang til selvhævdelse, som præger langt de fleste nutidsmennesker, kan det udmærket tænkes, at livet i en verden af bar åndeligt modne mennesker kan blive ulige mere besværligt, end livet er i verden af i dag. Thi vor evne til praktisk at udløse næstekærlighed, tolerance eller, kort sagt, alle de egenskaber, vi knytter til forestillingen om "det fuldkomne menneske", er faktisk så meget i svøb, at man begynder at forstå Martinus, når han hævder, at det, vi oplever, mindre har med "undergang" og "destruktion" at gøre end med den naturlige, af Gud bestemte "undervisning", der i sig selv udgør forudsætningen for vor personlige tilsynekomst som fuldkomment menneske. At tilværelsen uden reinkarnationstanken som urokkelig baggrund for vort evige liv forekommer Martinus både barnlig og latterlig, er han ikke ene om – den deles, når man et øjeblik har mod til at se bort fra Østens "underudviklethed", faktisk af jordens store flertal. Men Martinus har afklædt denne strålende tanke alt det barnagtige vedhæng, der ikke alene har gjort den, men også mange andre store tanker uacceptable for intelligens og intuition. Selvom Martinus aldrig i ord har givet udtryk derfor – og heller aldrig vil – er der næppe nogen tvivl om, at vi i forholdet til det syn på livet, der udgør grundlaget for hans eget liv, alle er så temmeligt underudviklede! Men dette er der ikke i sig selv noget ondt i. Ond bliver denne tanke først i vores mund der, hvor vi bruger den til at sætte skel mellem os og mennesker af anden hudfarve og anden livsindstilling. At vi er født med hvid hud, er trods alt ikke det samme, som vi er født med et kærligere hjerte end disse mennesker, ejheller at vi er bedre begavede – kun at vi er nået lidt længere frem, socialt og teknisk set! Holdt vi os altid dette for øje, kunne det tænkes, at vi udviklede netop det talent for tolerance, der alene kan føre os ud af det mørke, der i dag både omgiver og truer os. Det er her, Martinus verdensbillede kan være os til større hjælp end noget andet, i hvert tilfælde jeg har mødt. For hvordan man så end opfatter dette verdensbillede, som oplevet virkelighed eller højintellektuel hypotese, udgør det en fantastisk inspiration til på én og samme tid både at være med i kampen og alligevel uden for i den betydning, at man ikke længere hverken ønsker eller evner at anvende tid og kræfter på endeløse, negative diskussioner. Da er man nået til, med Konfutse, at erkende, at "det er bedre at tænde et nok så lille lys end at forbande mørket!"