Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 750.
 

"Da ethvert væsens nuværende jordliv således her bliver synligt som udgørende et brudstykke af denne evige oplevelse af livet, bliver ethvert væsens skæbne retfærdiggjort. Det bliver selvfølgeligt, at væsenet nærer ønsker og længsler af sådanne formater, at de ikke kan tilfredsstilles i et sådant brudstykke som det førnævnte, men kræver flere fortsættende liv for deres kredsløbs totale fuldbyrdelse. At disse væseners enkelte lokale liv eller "brudstykker" af deres evige tilværelse ikke alle kan være hundrede procents strålende velvære, bliver også ganske naturligt. Det vil udelukkende afhænge af, hvilke bevidsthedsmæssige foreteelser væsenet i tidligere liv har beskæftiget sig med og det pågældende lokale liv er en fortsættelse af. Det kan i disse tidligere liv have haft begær, ønsker og længsler, hvis opfyldelse ikke har været af en særlig sundhedsmæssig natur for bevidsthed og sjæleliv. Det kan have tilegnet sig meget uheldige vaner og tilbøjeligheder, hvis meget besværlige bekæmpelse er en større eller mindre forstyrrelse af dets nuværende liv eller gør dette til en ren lidelseskulmination. Men det kan også i fortidige liv have opelsket glimrende vaner og tilbøjeligheder, foreteelser som ikke på nogen som helst måde kan undgå at betyde en overordentlig sund, bevidsthedsmæssig og legemlig fremtræden i det nuværende liv, ja, er selve kulminationen af velvære.

Men når ethvert væsens skæbne i dets nuværende liv således er en reaktion, en eftervirkning eller et resultat af dets tanker og viljemæssige fremtræden i fortidige liv, vil dets tanke- og viljemæssige fremtræden i dets nuværende liv jo ligeledes blive af afgørende betydning for skabelsen af dets skæbne i fremtidige. Vi får altså her bekræftet, at væsenet er sin egen skæbnes absolutte skaber. Dets udødelige Jeg i forbindelse med dets overbevidsthed overlever sine fysiske jordliv og overfører erfaringer og de utilfredsstillede ønsker og længsler til efterfølgende liv. At disse jordliv derved kommer til at fremtræde som trin eller grader i en skala af fuldkommenhed, bliver ligeledes selvfølgeligt. Livene er nødsaget til at blive fuldkomnere og fuldkomnere for hvert liv, der går, så længe væsenets ønsker og længsler bringer dets viljeføring til skabelse af ting, der kan føre til højere bevidsthedsmæssig position eller til selve genialiteten, der i dette tilfælde er det samme som hundrede procents intellektualitet.

At væsenet ikke kan komme uden om disse trin, men at ethvert enkelt væsen må gennemgå disse for at nå genialiteten eller den absolutte fuldkommenhed, bliver også selvfølgeligt, idet genialiteten eller fuldkommenheden ikke er andet end udtryk for en dygtigheds grad, og denne igen kun kan eksistere som et resultat af en forudgående øvelse, træning og erfaring. Og da ethvert normalt jordliv netop udgør et trin eller en fuldkommenhedsgrad, er det dermed synligt som en kendsgerning, at det samme væsen har haft en forudgående tilværelse. Hvorledes skulle det ellers have oplevet den øvelse, træning eller erfaring, af hvilken dets nuværende trin er et resultat, og uden hvilken samme trin altså ville være en umulighed.

Men når alle foreteelser i det daglige liv således gør det til kendsgerning, at væsenet er sin egen skæbnes absolutte skaber og ophav, og at samme skæbne udelukkende er reaktioner af væsenets egne tanke- og viljemæssige manifestationer, bliver det gamle ord: "Det et væsen sår, skal det høste", til levende uomstødelig virkelighed."