Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvordan kan man nu vide, at dette princip er det rette, og at dette virkeligt vil føre væsenerne frem til den totale lykke eller kulminerende salighed? – Det tyvende århundredes mennesker er så intellektuelle, at de kan lære selv at læse svaret i naturens eller livets egne manifestationer. Og her vil de ikke kunne undgå at få at se, at naturen på alle måder viser det udviklede menneske, at dette "hellere at give end at tage" er selve livets grundfundament. Det er den absolutte hovedbetingelse for at skabe den virkelige fuldkomne lykke og glæde eller salighed. Men for at komme til at opleve dette livets eget svar må vi studere de foreteelser, igennem hvilke livet skaber væsenernes bevidsthed. Ser vi på planterne, ser vi her de første svage former for livsudtryk. Inden for plantelivsformerne kan vi se, at disse udvikler sig til større og større aktivitet. Iagttager vi de kødædende planter, ser vi her, at i disses livsformer begynder de evner og egenskaber, der senere bliver til dyrets fordøjelsesorganer, mavesæk o.s.v. Planten udvikler sig således, at den tilsidst bliver til et dyr. Inden for dyret udvikler sig det dræbende princip, som udgør en stor del af den kødædende plantes liv. Hos dyret bliver dette princip til en livsbetingelse. Men her ser vi, at dyret også udvikler sig og bliver til det jordiske menneske. At det jordiske menneske udvikler sig fra den dyriske tilstand til den menneskelige bliver til kendsgerning igennem dette, at jo mindre udviklet et menneske er, desto mere er dets bevidsthed identisk med dyrets bevidsthed. Desuden er de jordiske menneskers parrings- eller forplantningsdrift identisk med pattedyrets. Jo mindre det jordiske menneske er udviklet, desto mere finder vi dets psyke identisk med dyrets. Dyrets bevidsthed strækker sig hovedsageligt kun til befordringen af parringsdriften, beskyttelse og ernæring af afkommet og det selv og beskyttelsen imod fjender. Disse drifter befordres i stor udstrækning igennem instinktet og et lille kvantum bevidste viljeshandlinger. Ud over dette har det ingen spekulation eller tænkning. Hos mennesket finder vi lige akkurat de samme foreteelser. Her forekommer også parringsdriften, beskyttelse af afkommet og bjærgningen af føden og beskyttelsen imod fjender. Disse ting har mennesket således tilfælles med dyret. Og i de manifestationsprincipper, der er nøjagtigt som dyrenes, er mennesket altså identisk med dyret. Og her afviger det meget primitive menneske ikke ret meget fra dyret. Det har blot et lidt større dagsbevidst viljefelt end dyret.

Da livsprincippet i dyreriget er dette: "At dræbe for at leve", er dyret nødsaget til helt og holdent at være koncentreret på at være garderet imod dette princip, ligesom det er nødsaget til at bruge den lille bevidsthed, det har, til dels selv at fage eller skaffe sig det bytte, der er føde for det selv, og dels at beskytte sig imod de dyr, der stræber det selv efter livet. Det har absolut ingen som helst tid eller kræfter til overs, så det kan være noget for andre dyr ud over dets parringstilstand og de hermed forbundne manifestationer og livsbetingelser. Derfor er det normale dyrs livsbetingelse baseret på selviskhed. Loven: du skal ikke dræbe, gælder ikke her, ligesom påbudet: du skal elske din næste som dig selv, absolut heller ikke gælder her. Dyret har absolut ingen anden adgang til at bevare sit fysiske liv end dette: at dræbe for at leve. Dets livsbetingelse kræver alle dets kræfter, dets instinkt og den lille smule dagsbevidst indsigt i sin tilstand, det besidder. Dyrets fornemste egenskab, rent bortset fra dets parringsdrift og de hermed forbundne foreteelser, er egoisme eller selviskhed. Dyret kan ikke være det modsatte, så blev det hurtigt udryddet af de andre dyr. Her må man ikke regne med de dyr, der er blevet påvirket og forkælet af mennesker. Disse er på en måde blevet til unormale dyr, der i mange tilfælde slet ikke kan klare sig selv, hvis de blev lukket ud i livet og henvist til deres eget forgodtbefindende.

Ser vi på mennesket, kan det ikke undgås, at vi ser, at det i større eller mindre grad beherskes af disse dyriske egenskaber: egoisme eller selviskhed, ligesom det også i stor udstrækning griber til våben, vil forsvare sig over for sine fjender på samme måde som dyrene. Det dræbende princip er således heller ikke udelukket af den jordmenneskelige psyke. Jo mindre udviklet det er, desto mindre kan det gøre for fremmede. Her er dets næstekærlighed også i stor udstrækning indskrænket til kun at gælde inden for dets parringsdrift og afkom. Vi ser således her, at der er mange fundamentale livsprincipper, der er de samme i dette begyndende jordmenneske som dem, der findes i dyrets psyke. Men samtidigt med, at det begyndende menneske således lever under de samme principper som dyret, ser vi, at der vokser nye egenskaber eller anlæg frem i mennesket. Der begynder at udvikle sig intelligens. Det fik derved evne til at kunne forske og dermed tilegne sig viden. Med denne evnes udvikling er mennesket blevet de almindelige dyr meget overlegen, ligesom det også har udviklet sig til at kunne beherske millioner af hestekræfter fra naturens område. Mennesket adskiller sig således fra dyret, ikke så meget med sin parringsdrift eller forplantningsprincip, men derimod ved den stadigt tiltagende intelligens. Med denne intelligensudvikling har det fået en i forhold til dyret kolossal intellektuel side og de heraf følgende nye evner til at kunne beherske materien og heraf udvikle sig kolossale materielle goder.

Men udviklingen af disse menneskelige evner er sket i et langt hurtigere tempo end de andre menneskelige evner. For at blive et fuldkomment menneske er det ikke nok, at man har en kolossal intellektuel, materialistisk bevidsthed og kan beherske et stort område af fysiske manifestationer og materie. Den menneskelige mentalitet, altså kristusmentaliteten eller den, der gør væsenet til det fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse, føres udelukkende i kraft af intellektualiseret humanisme eller næstekærlighed. Denne side af kristusmentaliteten er også under udvikling i den menneskelige psyke, men den er som nævnt gået meget langsommere end den intellektuelle eller intelligensmæssige udvikling. Det vil altså sige, at det jordiske menneske nok har fået menneskelig intelligens, men det har ikke fået menneskelig humanitet. Egoisme eller selviskheden er endnu hos millioner og atter millioner af mennesker den absolut førende kraft bag væsenernes viljeføring. Det betyder altså, at deres intellektuelle manifestationer er i selviskhedens eller egoismens tjeneste. Væsenerne søger mere eller mindre hensynsløst at udnytte de mindre kloge. Alt i deres manifestation drejer sig mere eller mindre kun om at skaffe behageligheder for dem selv, ligegyldigt hvad det koster andre mennesker af besværligheder, sorger og bekymringer. Vi har set, at de ikke viger tilbage fra at myrde og dræbe, ja, er det ikke således, at deres mest geniale evne netop er blevet dette at dræbe, skønt det i virkeligheden slet ikke mere er en livsbetingelse for menneskene at dræbe for at leve? –

Medens dette princip for dyrene er en absolut livsbetingelse, og at de kun dræber for at skaffe sig føde, er denne betingelse i virkeligheden forlængst hævet for menneskets vedkommende, eftersom den normale føde for dette væsen er vegetarisk. Den animalske føde bliver mere og mere skadelig, eftersom væsenet bliver udviklet i menneskelig eller human retning. Men ikke desto mindre dræber menneskene dyr i millionvis og tror, dette er den fuldkomneste livsform. Men denne situation kan absolut ikke bebrejdes nogen. Den udtrykkes kun her for at vise et særligt stadium i menneskenes udvikling. Menneskene har altså fået udviklet et stort bevidsthedsfelt, som dyrene ikke har, men dette felt bliver farligt for menneskene, idet de dirigeres i større eller mindre udstrækning af den endnu temmelig dyriske natur i mennesket. Den store intellektualitet sætter dem i stand til at sætte farlige, egoistiske manifestationer i scene, så længe deres humane sans endnu er for lille i forhold til denne overordentligt store kunnen, som jordmenneskene på deres nuværende stadium repræsenterer. Det er derfor, de uden skrupler fabrikerer atom- og brintvåben, med hvilke de i givne situationer kan udslette millionbyer i løbet af sekunder. Alene dette at prøve disse våben har allerede vist sig at være farligt. Som våben imod mennesker er de ligeså overdimensionerede og dermed ulogiske, som en kanon ville være, hvis den blev brugt til at skyde en flue med.

Her ser vi, hvorledes den store fabelagtige fysiske begavelse og viden, menneskene er kommet i besiddelse af, hæver dem himmelhøjt op i udfoldelsen af de inhumane eller dyriske tendenser. Vi bliver således vidne til, at menneskene her udgør en egen slags væsener. Vi kan ikke kalde dem dyr, for dyrene har absolut ikke en sådan bevidsthed. Det er rigtigt, at de har de dyriske anlæg og selviskhed, men disse dødbringende eller dræbende anlæg er mennesket i stand til at manifestere i en udfoldelse, der er millioner af gange større end den, dyrene kan praktisere. Man kan derfor heller ikke kalde disse væsener for dyr. Vi bliver igennem menneskene på dette trin vidne til en bevidsthedstilstand, dyrene absolut ikke har mage til. Men man kan heller ikke kalde disse væsener for mennesker, for der er ligeså stor en forskel på dem og det virkeligt fuldkomne menneske, eller det virkelige kristusvæsen, som den, der var på dyret og dette overdimensionerede dræbende væsen eller ufærdige menneske. Hvad kan vi da kalde denne bevidsthedstilstand, i kraft af hvilken mennesket ikke føler noget som helst dødbringende og lidelsesbefordrende våben grusomt eller effektivt nok, men arbejder på stadigt at skabe dødsvåben med en endnu større kapacitet? – Den udgør en ren og skær "djævlebevidsthed". Ved djævlebevidsthed forstår man netop en bevidsthed, i hvilken selve det onde kan kulminere. Denne bevidsthedstilstand opretholdes absolut ikke af princippet "hellere at give end at tage".

Jordmenneskene har det således på samme måde som den rige yngling. De vil gerne have en varig verdensfred, men de vil ikke give afkald på princippet "hellere at tage end at give". Og så er verdensfreden eller saligheden en umulighed. Men da alle handlinger kommer tilbage til sine ophav i form af skæbne, og denne skæbne bliver død og lemlæstelse i samme grad, som man selv har spredt død og rædsel overfor sine omgivelser, kan menneskene kun arbejde sig længere og længere ind i lidelsesskæbner i samme grad, som de selv lever i princippet "hellere at tage end at give". Dommedagen er det helvede, der opstår for menneskene, der lever højt på princippet "hellere at tage end at give". Men dette helvede, hvilket vil sige alle de lidelser, som egoismen og hensynsløsheden over for sine medvæsener i tilværelsen afføder, befordrer udviklingen af den side i den menneskelige natur, som hedder humanitet eller næstekærlighed. Efterhånden som lidelserne opleves, afføder de i væsenet netop den humane evne, evnen til ikke at kunne nænne "hellere at tage end at give", men derimod "hellere at give end at tage". Og med denne voksende indstilling i væremåden begynder væsenet at være til glæde og velsignelse for sine omgivelser. Da begynder det også at få sympati tilbage fra medvæsenerne. Det bliver afholdt.

Efterhånden som næstekærlighedsevnen bliver mere og mere fuldkommen, afføder den tilsidst i væsenets bevidsthed udviklingen af intuitions evnen, hvilket vil sige, den evne i kraft af hvilken væsenet får "kosmisk bevidsthed", får evne til, igennem sit eget indre, at opleve livsmysteriets løsning, sin egen udødelighed, bliver ét med vejen, ét med sandheden, ét med evigheden og dermed ét med Gud. Guds plan er sket fyldest. Det er blevet til det absolutte "menneske i Guds billede efter hans lignelse". Og således fører dette "hellere at give end at tage" væsenet bort fra djævlebevidsthedens natsorte mørke til kristusbevidsthedens altoverstrålende himmelske lys.