Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Vel hænder det en, at man af skæbnen bliver skrækkelig tærsket, men den hensynsløse skæbne knuser kun strået; kornene mærker intet dertil og springer lystigt i loen" – citatet er af Goethe og faldt mig ind, netop som jeg skulle til at skrive dette brev til Dem. For intet optager det enkelte menneske mere end dets egen skæbne. Den er så at sige den akse, hvorom dets liv drejer sig. Er skæbnen os god, finder vi livet "lyst og dejligt", men går den os imod, da er livet "ikke værd at leve!" Hver og en kender vi disse tilstande, og hver og en har vi svinget imellem dem. Det er jo netop dette forhold, der får det mere modne menneske til en dag at standse op og spørge sig selv, hvor det "faste punkt" mellem disse to yderpunkter egentlig findes. Og den, der har taget dette skridt, føler det ofte, som om han eller hun er stået af en karussel og kan i det øjeblik føle en direkte lettelse ved at opdage, at også det faktisk kunne lade sig gøre!

Martinus kalder denne proces for bevidst at gå fra det timelige til det evige og viser os, at den er det første virkelige skridt på vejen imod den indre fred, den indre balance, alle udviklede mennesker hungrer efter. Vi er så engagerede i livets stadigt hastigere roterende karussel, at mange overhovedet ikke ville mærke deres dages gang, om ikke netop skæbnen greb ind og af og til gjorde "karusselturen" lidt for drastisk, lidt for "kvalmefremkaldende". Så er det, "man står af" – om man altså gør det! – og opdager den sandhed, Goethe i ovennævnte citat giver udtryk for! Placeret "udenfor sig selv", altså som en rolig, objektiv betragter af det, man nylig har gennemgået, oplever man gang på gang, hvorledes "kornene springer lystigt i loen". Man ser, om man da ellers har udviklet den evne i sig, at det ikke var oplevelsernes ydre detaljer, dem man under selve oplevelsen var så engageret i, der er det egentlige. De er kun det "strå", som skæbnens "tærskeværk" har kunnet muntre sig med. Det egentlige er den indsigt, den livsforståelse, som "tærskningen" afstedkom.

Jeg har ofte givet udtryk for, at vi rent fysisk kom nøgne og vil gå nøgne. Takket være en alvorlig sygdom som ganske ung lærte jeg meget tidligt denne sandhed så grundigt at kende, at den kom til at øve dyb indflydelse på min indstilling både til mennesker og ting. Vi er ikke her for at blive. Vi er tværtimod meget flygtige gæster, og for langt de fleste af os er det altid "senere, end vi tror". Men min indstilling til livet har aldrig gjort mig hverken til mørkemand eller pessimist. Tværtimod har jeg altid fundet livet dejligt, mest måske fordi jeg så tidligt lærte kunsten bevidst at kunne gå fra det timelige til det evige. Bevidst at kunne abstrahere fra det rent øjeblikkelige og ret køligt vurdere det, jeg stod i, fra et så fjernt punkt, at det ligesom var mig selv, min egen person, uvedkommende. At jeg skylder Martinus denne kunnen, har jeg aldrig skjult, hverken for mig selv eller andre, og da jeg af selvoplevet livspraksis ved, hvor umådelig værdifuld denne evne er, har jeg ønsket at berøre den i dette brev – og er faktisk Goethe taknemmelig for, at han med sin tanke hjalp mig i gang. Langt de fleste mennesker lever i alt for udpræget "nærhorisontforhold" til deres egen skæbne. For disse mennesker er deres skæbne ikke en i virkeligheden mikroskopisk del af deres reelle evighedsliv. De forstørrer denne skæbne op til helt urimelige dimensioner, dramatiserer den udover alle grænser og glemmer ganske, at der vil komme en dag, hvor det, de i øjeblikket synes overskygger samtlige verdensproblemer, blot vil være mikrodele af det livsmønster, deres evige væren er ophav til. Ingen kan bebrejde nogen dette forhold, der udelukkende har rod i den enkle kendsgerning, at flertallet af os er vokset op uden virkeligt kendskab til tilværelsens evige kosmiske principper og love. Vi har ingen kosmologi i vore skoler, og vore børn forlader samtlige undervisningsanstalter, fra de mindste til de største, uden virkeligt kendskab til dem selv, til deres egen kosmiske struktur. For denne struktur er så at sige "uopdaget" endnu. Man aner dens eksistens, men det er i virkeligheden først gennem Martinus klare kosmiske analyser, at fundamentet for denne nye videnskab er blevet skabt. Men livet er evigt. Vi vil altid være "lige midt i det", så hvad vi ikke har i dag, vil vi have " i morgen". En dag vil alle mennesker allerede fra de tidligste barneår blive gjort bekendt med, at de altid har været til og altid vil være til, og at det liv, de i øjeblikket oplever, ikke alene er et resultat af deres egen evige fortid, men også udgør fundamentet for deres kommende evige fremtid. Der vil intet sensationelt være i dette forhold, selv om det kan synes sådan i øjeblikket. Det vil være lige så naturligt for enhver som dette, at jorden er rund – en tanke, der også engang var så sensationel, at man dårligt turde tænke den!

Og en af de tanker, et af de principper, som da vil komme til at beherske ethvert udviklet menneske, vil da netop blive perspektivprincippet. Vil blive dette at vide, at farligst af alt er det ud af tilsyneladende "virkelige" oplevelser at drage de slutninger, der holder denne "virkelighedsoplevelse" i gang ud over dens egen indre kosmiske bestemmelse. Tag f. eks. det personlige had. Ligegyldigt hvordan vi end bærer os ad, vil der altid være mennesker, der ikke kan lide os, ikke kan "fordrage" os. Men angår det egentlig os? Bestemt ikke længere end vi selv vil!!! For år tilbage kendte jeg nogle mennesker, som beærede mig med en, syntes jeg selv, helt usandsynlig uvilje og befandt mig, kort sagt, i den proces, vi alle kender. For uvilje eller modvilje avler som bekendt samme følelser. Da jeg en dag talte med Martinus om denne sag, svarede han mig til min store forbavselse, at han undrede sig over så stor en kompliment, jeg ydede disse mennesker. Kompliment?? Jeg var rystet. Det var dog det sidste, jeg agtede at yde dem. Men så bragte Martinus orden i mit sind med ordene: "Jo, jeg mente, hvad jeg sagde. For det er en stor kompliment at yde de mennesker, der ikke kan lide en, at man giver dem retten til at tage ens fred og glæde ved livet. Ser du ikke, at du altid bliver i dårligt humør, når du tænker på dem. Så længe du gør det, har de sejret over dig. Da er det dem, der bestemmer, om du skal være glad eller ej. Da er det dem, der har den virkelige magt over dit liv – ikke dig selv!" Denne samtale blev mig en lære for livet. Den lod mig pludselig i et lysende glimt se årsagen til den vidunderlige sjælelige frihed, jeg i alle disse mange år har set Martinus selv leve i. Den fantastiske uafhængighed af mennesker og oplevelser – også meget ubehagelige – der altid har præget ham.

For Martinus er livet udelukkende et korrespondanceforhold mellem ham selv og Gud. For ham er enhver oplevelse, ethvert menneske, ja alt, hvad han møder på sin vej, enten bogstaver eller sætninger i denne samtale. Ikke et sekund ophøjer han noget enkelt væsen til at spille hovedrollen som Gud. Han ved, hvad vi endnu kun kan ane, at der kun eksisterer to levende væsener af betydning i universet: Gud og gudesønnen! Og at livets inderste hensigt eller mål først er nået den dag, alle mennesker forstår dette. Indtil da vil vi overvurdere og og undervurdere vore oplevelser alt efter den stemning, der behersker os. Da vil vi ride hårdt og heftigt på sympatiens og antipatiens altid urolige hest – den Martinus forlængst er stået af!

I stedet for at opfatte vort liv som dette evige korrespondanceforhold mellem "Fader og søn", opfatter vi alt det gode, vi oplever, som kommende fra Gud – og resten som én stor personlig fornærmelse! Hvor tåbeligt – og hvor barnligt! Vi vil have eventyr uden skurke, dramaer uden kontrast, liv uden kolorit – eller alt det, Gud hverken kan eller vil give os. For han vil ikke tage livet fra os, blot lære os at administrere det. Og oven i købet til egen fordel. Dertil skabte han kærligheden og holder aldrig op med at lære os, at vil vi endelig tage en nederdrægtig hævn over vore fjender, skal vi kun gøre én eneste lille ting, men til gengæld også en ting, der helt tager vejret – for ikke at sige livet – fra dem, nemlig elske dem højere end os selv. Tjene dem og gøre deres liv lyst og dejligt. Jeg troede engang, dette var helt og aldeles umuligt. Men det er det ikke. For ét forlanger livet nemlig ikke af os, og det er at være påtrængende! Kan mennesker ikke lide os, lad os da blidt følge Abrahams ord til Lot: "Går du til højre, så går jeg til venstre – der er plads nok til os begge!" Abraham gik – men han smak ikke døren i efter sig med et gevaldigt brag!!! Og sådan har vi alle ret til at gå – også selv om vi skal forblive i stue sammen med vedkommende! For vi er ikke alene evige væsener, vi er også, om vi vil det, helt usynlige væsener! Vi kan være fysisk nær og dog millioner af mile borte! Og vi har ret til at være det, om vi blot er det på en kærlig måde. For alt kan andre herske over, blot ikke over vor sjæl. "For", siger Martinus, "det er ikke os, men de andre, der bestemmer, hvor meget vi må elske dem! Er vores kærlighed dem imod eller vil den ødelægge dem, er det os, der bærer ansvaret for, hvorledes vi bruger vore egne kærlighedskræfter. I mange tilfælde elsker vi dem mest ved at holde os borte fra dem og nøjes med at kærtegne dem i vore tanker!" Og her står vi. Her har vi en virkelig mulighed for at afprøve vort eget sind – og for at træne det i en for os selv måske helt ny væremåde, den "at elske vore fjender. At elske dem, som hader os og forfølger os!"

Et gammelt ord siger: "Sid din ven nær, men sid ikke lårene af ham!" Gamle ord siger ofte dejlige ting. Dyb livsvisdom stråler således ud af det her citerede. Livet har lært mig, at bedst er de venskaber, der ikke kræver permanent omgang for at bestå. Mange vil vel finde Martinus eget liv ensomt trods det, at det i alt udgør selve ensomhedens absolutte modsætning. Vi kan føle os ensomme, for vi ophøjer altfor ofte mennesker til guder, og når vi mister deres venskab, synes vi at have mistet alt. Martinus har aldrig hævet noget menneske over vedkommendes naturlige og dermed af Gud bestemte plads. Mennesker er tilsyneladende gået fra ham, enkelte i vrede. Men hver gang har jeg hørt Martinus sige det samme, enten med et smil eller også lidt vemodigt: "De skal alle komme tilbage til mig – for de skal alle komme tilbage til den sandhed, det er min mission at lære menneskene!" Prøv at forestille Dem den styrke og den indre frihed, denne indstilling giver! Martinus ved med hver en fiber i sin sjæl, at der er kun én, vi virkeligt evner at gøre fortræd – og det er os selv! Vi kan tro, at vi kan "gå bort fra livet", for vi er meget barnlige og derfor meget uvidende. Men den kosmisk bevidste ved, at livet – eller Gud – er i alt og over alt og altså ikke noget, man kan flygte fra!

Bevidst at opøve i sig evnen til i enhver ubehagelig situation at kunne anvende tilværelsens kosmiske perspektivprincip udgør således et af de første virkelige skridt på vor vej frem imod det lys, vi alle søger. Vi bruger udtrykket "lys", men kunne ligeså vel anvende udtrykket "fred". For hvor har man det dog dejligt, når man har "fred med sin Gud og fred med sin næste!" Når man er nået dertil, at man ikke alene ikke vil krigen, men bevidst undgår den, ja, bruger hele sit intellekt på at finde andre veje end netop dem, der fører ud der, hvor eksplosionsenergien hersker. Og her finder jeg det guddommeligt, at ingen af os skal vente på "de andre". Hver og en af os ejer en guddommelig ret til at "gå bort fra vejen". Gå bort fra den vej, der fører til nye komplikationer, nye smerter, nyt "halm, der skal tærskes". Det er en virkelig stor dag i ens liv, den dag man bevidst forstår, at Gud aldrig har krævet, at vi skal lave de andre om, men at vi i alt har hans velsignelse, når vi udelukkende koncentrerer os om at søge at fjerne det ved os selv, der ikke repræsenterer HAM på værdig vis!