Ældre Kosmos og Kontaktbreve

tredie bind, stk. 782 og 783.

" "X. 3" udgør et område, i hvilket der ikke findes noget som helst "fast punkt". Der findes som før nævnt ganske vist en hel del foreteelser, vi udtrykker ved nævnte betegnelse, men disse er i virkeligheden kun relative. Vi er alle vante til at betragte jorden som et "fast punkt", men det er forlængst blevet en videnskabelig kendsgerning, at denne er en klode, der bevæger sig, og at dette såkaldte "faste punkt" fører os, fra et vist synspunkt set, med en fart af ca. 30 kilometer i sekundet fremad i rummet. Men når kloden, som er vort særlige tilflugtssted, ikke i sig selv kan udgøre noget "fast punkt", vil det være umuligt for en hvilken som helst anden ting, der har denne klode til underlag, at være et absolut "fast punkt". Alt tager den med sig i dette sit gigantiske løb.

Her vil man måske hævde, at rent bortset fra denne jordklodens bevægelse, er det dog en kendsgerning, at vi indenfor dens område eller på dens overflade dog har udmærkede "faste punkter". Vi har således ingen særlige vanskeligheder ved at finde gode underlag eller grundvolde for vore bygninger, kulturens skyskrabere såvel som eskimoens snehytter. Store broer hviler på solide sænkekasser fæstet i jordens skød. Lyntog farer hen over solidt funderet skinneveje såvel som store autobusser kører hundreder af kilometer frem over ligeså solidt og fast anlagte autostradaer. Det er rigtigt, at disse foreteelser kun er mulige i kraft af såkaldte "faste underlag". Men hvad er disse underlag andet end menneskenes "møblering" af deres store "himmelvogn": jordkloden? – De repræsenterer jo ikke anden fasthed eller stilleståen end den, det indre af en jernbanekupé i et kørende tog tilsyneladende også repræsenterer, når man ikke ser ud af dens vinduer. Ser man ud af dens vinduer, ser man togets og dermed kupeens eller vort "faste punkt"s fart hen over kontinentet. Men er det ikke netop på denne måde, at alle "faste punkter" konstateres? – Er det ikke netop der, hvor vi ingen bevægelse ser, at vi udtrykker tingen som stillestående? – Og hvorledes skal tingene kunne tage sig anderledes ud i en sådan situation? – Når en bevægelse ikke kan konstateres, må dens kontrast jo blive hundrede procents herskende overfor sanserne. Og det er netop denne kontrast, vi kalder "stilstand". Set på denne måde bliver der indenfor "X. 3" ingen som helst form for absolut "faste punkter". Alle de foreteelser, vi i den daglige tilværelse betragter som sådanne, er således i virkeligheden slet ikke udgørende nogen "stilstand", men er i allerhøjeste grad udtryk for "bevægelse". Når vi ikke desto mindre opfatter disse foreteelser som "stillestående" og dermed som "faste punkter", skyldes det den omstændighed, at vi ikke ser den bevægelsesform eller de energisvingninger, der er knyttede til tingene. Vi er her i det "frembrusende togs kupé", men denne har "tilslørede vinduer". Vi kan ikke "se ud" og opfatter derfor ikke tingenes "fart" eller "bevægelse". De synes derfor stadig at være i det nøjagtige samme forhold eller den samme position til os. Og vi opfatter dem derfor som "faste" eller "stillestående". De "faste punkter", vi ser eller sanser, er altså alle uden undtagelse illusioner. De udgør "skjulte bevægelser"."