Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af vore læsere har bedt mig prøve at forklare, hvorledes det – rent kosmisk – kan gå til, at et enkelt menneske, i dette tilfælde Adolf Eichmann, kan få en så frygtelig magt over andre mennesker, at han kan udslette millioner af tilsyneladende uskyldige menneskers liv. Spørgsmålet er forståeligt, for Eichmann-sagen må ryste enhver, der forsøger at tænke dybere over det, livet her lader os opleve. I hundredtusindvis er mænd, kvinder og børn som slagtekvæg blevet drevet til de efterhånden uhyggeligt berømte gaskamre for ganske simpelt at blive udslettede, og vel at mærke drevet af mennesker, som bagefter hver og én skyder sig ind under dette, at "de handlede efter ordre!" og derfor nu føler sig uskyldige! Tanken kan synes horribel – er i sig selv horribel – men ligefuldt skete dette, og vi står nu overfor en rettergang, hvor man søger at gøre et enkelt menneske ansvarligt for al denne bestialitet.

Nuvel, om udgangen på denne retssag hersker der ingen tvivl. Eichmann vil formentlig selv under en eller anden form møde døden i en meget nær fremtid, og dermed vil den såkaldte "jordiske retfærdighed" være sket fyldest. Men hans død løser ikke problemet for det menneske, der, foruden den jordiske retfærdighed, søger at fatte den kosmiske retfærdighed bag dette drama, der ikke alene angår Tyskland, men derimod hele menneskeheden.

På en måde vil jeg tro, at en hindu har lettere ved at forstå problemets kosmiske side end en kristen. Thi for en kristen er et barn noget absolut uskyldigt. Vi er alle vokset op i den forestilling, at dette liv er vort eneste fysiske liv, og at barndommen altså udgør den absolutte begyndelse på dette liv. Som kristne er vi alle uden evig fortid. Dette er noget meget fundamentalt i vort liv og ligger, ofte os selv aldeles uafvidende, til grund for vor vurdering af de begivenheder, vi bliver vidne til. Men denne forestilling har intet med virkeligheden at gøre. Evigheden er ikke noget, der har en begyndelse. Enten er vi evige i dette ords virkelige betydning, eller også er vi "skabte ting" med enhver skabt tings skæbne, nemlig: begyndelse, kulmination og afslutning. At vi som kristne erstatter tanken om afslutning med håbet om en evig eksistens efter døden, afslører kun, at noget i os er imod den specielle form for logik, der gør vor fysiske død til en urokkelig afslutning på vort liv. Det menneske er næppe født, der for alvor kan forestille sig en ikke-væren for sig selv, selvom det kan forestille sig det for andre.

Hinduen derimod er vokset op i en helt anden forestilling, nemlig den Martinus så skarpt har præciseret med ordene: "Intet levende væsen kan opleve noget som helst, til hvilket det ikke selv udgør den første udløsende årsag!" For hinduen er livet klart tredelt. Han accepterer sin evige fortid som udgørende en nødvendig forudsætning for den nutid, han oplever, og for den fremtid, han går i møde. Derfor bliver hans opfattelse af begrebet "uskyldighed" en helt anden end vor. For ham er et nyfødt barn ikke et uskyldigt væsen. Det er et væsen med sin evige fortids skyldbyrde indbygget i det, Martinus har givet navnet "skæbneelementet", en faktor, der virker som en magnet på den række af begivenheder, som samlet vil omforme eller omdanne mennesket til det, som er dets foreløbige kosmiske bestemmelse, nemlig "det rigtige menneske" eller mennesket med "loven skrevet i sit hjerte".

Når jeg har nævnt dette, er det for med det samme at gøre det klart, at selvom det er en meget smuk og meget værdifuld følelse at opfatte for eks. børn og kvinder som uskyldige i denne eller hin grusomme skæbne, der kan overgå dem, så er denne følelse mere udsprunget af sentimentalitet end af kendskab til de faktiske forhold bag vor skæbne. Ordene: "Som et menneske sår, skal det og høste", har et dybere perspektiv, end mennesket i Vesten i almindelighed gør sig klart.

Vender vi os nu mod den bestialitet, som forsøget på at udslette det jødiske folk virkeligt var, må vi altså på den ene side undersøge dette folks evige fortid samtidigt med, at vi på den anden side må undersøge, hvorledes det kan gå til, at der midt i en tid, som smykker sig med navnet "civiliseret", kan opstå kræfter, der fører til udløsningen af den utrolige råhed, de tyske udslettelseslejre vitterligt var. I det første tilfælde er vi i den ejendommelige situation, at jødernes historie gennem det såkaldte "Gamle Testamente" er en af de mest åbenbarede historier, der findes. Og læsningen af denne historie efterlader ingen tvivl i læserens sind. Som folk betragtet har jøderne ikke været mindre grusomme end andre folkeslag i verden og har derfor, også som andre folkeslag, opbygget sig en kollektiv skæbne, om hvis indre natur der ikke kan herske tvivl. Men modsat så mange andre folkeslag har det jødiske folks skæbne udspillet sig for "åbent tæppe". Den har næsten virket som en verdensomspændende kosmisk undervisning for enhver, der virkeligt kan både høre og se. I den retning har det jødiske folk virkeligt haft den tragiske skæbne at være udvalgt på en måde, ingen anden folkegruppe behøver at misunde det.

En af årsagerne til dette folks så åbenlyst ulykkelige skæbne blev denne, at det for lange tider blev et folk uden fædreland. Overalt blev jøden et fremmedelement i de befolkninger, hvor han slog sig ned. Dette rummer i sig selv en udfordring til almenmenneskelig sjælelig primitivitet. Når man betænker, i hvor frygtelig en grad den nationale tanke eller idé har behersket – og fremdeles behersker – mange folkeslag, kunne det simpelthen ikke undgås, at det, der har fået navnet "antisemitisme", opstod. For ethvert samfund har i krisetider brug for en "syndebuk", og her vil enten et element som det jødiske eller et nationalt mindretal altid være i farezonen.

Set i kosmisk belysning udgør den nationale tanke eller idé i sin oprindelige primitive udformning vor tids største fare, idet den mere end noget andet står i vejen for den udvikling, der vil føre til skabelsen af "Verdens forenede Stater". Nationalismen, som den én gang opfattedes, er i dag døende. Men som alt, hvad der skal dø, har også den døende nationalisme en sidste voldsom opblusning af liv. Denne opblusning oplever vi i vor tid, og et af dens symptomer var netop nazismen, hvis inderste idemateriale var hundrede procent forbundet med en fortid, der uigenkaldeligt er forbi. Hitler skabte myten om det tyske "Herrefolk", en idé, der hverken er stor eller original, eftersom hver eneste nation i større eller mindre grad har repeteret dette mentale stadium. Men mange tyskere greb denne idé med sand religiøs entusiasme. At regere over hele verden og forme den i sit eget billede er faktisk ethvert primitivt menneskes drøm, men farlig bliver denne drøm først i det øjeblik, den, som i tilfældet Hitler, Mussolini og andre, tager fast form og bliver en massebevægelse. Da bliver drømmen andet og mere end noget, der angår dette folk alene. Da bliver den en "svulst" i det samlede menneskesamfunds klodeomspændende organisme. Nazismen blev en sådan svulst. Som en magnet drog den ethvert med sig selv beslægtet individ ind i sin stadigt voksende organisme, og uanset hvad man end vil mene, måtte disse individer hver for sig få den opfattelse, at de alene var de "sunde celler" i jordens organisme – alle andre var syge, var degenerede, var fødte til at blive beherskede af disse selvbestaltede "overmennesker". Det er dette, man må vide for at kunne forstå, hvorfor en Adolf Eichmann sandsynligvis vil gå i døden, overbevist om sin egen uskyld!

Vi ved alle i dag, at nazismen behøvede en syndebuk, og at denne syndebuk blev det jødiske folk, der fik skyld for at være den virkelige årsag til al elendigheden i verden. Vi ved også, at Guddommen – eller livet – hvad man nu vil kalde det, "opererede" den nazistiske svulst ud af den samlede jordiske organisme. Men hvad mange ikke tænker på er, at enhver svulst har en vis evne til at metastasere, d.v.s. sætte "aflæggere". Nazismen døde, men døde hadet mod jøderne med den? Hadet imod dette folk var i verden før Hitlers tid, men døde det med Hitler? Satte den svulst, som nazismen virkeligt var, ikke små aflæggere hist og her jorden over? Lever der stadigvæk ikke en vis uvilje mod dette folk, som har lidt så grænseløst meget, at man skulle synes, at tiden nu var inde til, at denne uvilje af sig selv kunne dø bort?

Vi kender alle svaret! Hadet imod jøderne eksisterer den dag i dag. Den "lille antisemitisme", som udgør en hæslig aflægger af den store, eksisterer i altfor mange menneskers sind, og her kan der nok være grund til at advare. Det ligger fremdeles i den menneskelige natur at søge "syndebukke" for eksisterende vanskeligheder, og takket være Adolf Hitler og mange andre finder et uhyggeligt antal mennesker jorden over det stadig lettest at rette deres uvilje mod mennesker, der ikke er af "samme blod og samme race" som dem selv. Hvor mange har her hjemme ikke store vanskeligheder med dem selv ved at skulle betragte tyskerne med øjne, der så godt som intet har tilfælles med de øjne, de betragtede dem med i 1940-45?

Nej, verdens problemer afklares ikke gennem nationale syner. Vil man virkeligt have "fred med sin Gud og fred med sin næste", må man vandre den besværlige vej, det er at tilegne sig det kosmiske overblik, der alene sætter tingene på plads. Vi er alle gudesønner i dette ords dybeste betydning, og uanset verdens nuværende situation har vi hver for sig vor egen personlige skæbne, der helt er et resultat af vor egen evige fortid, og som i sig rummer selve betingelsen for den evige fremtid, vi er på vej imod. Problemet er ikke jøde eller ikke-jøde, problemet er helt enkelt menneske eller ikke-menneske! Der bor noget af en Hitler i enhver af os, og det er fra den side i vor bevidsthed han har magten over, at faren truer os. Det er dette Jesus hentydede til med ordene: "Hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder!" Fysisk hovmod er en trist sag, men værre end den er det åndelige hovmod, er ideen om, at "vi" er bedre end "de andre", eller som jeg en dag med rædsel hørte det udtrykt: "Vi højintellektuelle – !"

De onde -ismers tid er endnu ikke forbi. Det samlede menneskesamfunds organisme er fremdeles fyldt med "svulster" af alvorligste art. Og tegnet på, om man selv, med hele sin sjæl, tilhører en sådan ond svulst, bør være kendt af enhver, thi det ytrer sig derigennem, at man, muligvis fantastisk godt skjult eller velcamoufleret, nærer en sådan uvilje mod anderledes tænkende og værende, at man i virkeligheden accepterer tanken om deres udslettelse. Det er her, det enkelte menneskes største selvprøvelse bør finde sted. I dag forfærdes tyskerne over det, der fandt sted i deres eget land, og tager med afsky afstand derfra. Men det, de oplevede, truer ethvert folk. Politisk fanatisme, religiøs fanatisme, ja, fanatisme af enhver art lever og trives fremdeles overalt i verden af i dag. Men fanatisme er svulstdannende, og intet kan vist i dag være visere end dette at advare enhver imod fanatismens "vildtvoksende celler", thi før man får set sig for, griber de en. – Det er måske sådanne tanker, der i dette nu beskæftiger en Adolf Eichmann, der foruden at være en af nazismens største bødler også var en hyggelig og jævn tysk husfader, der bl.a. elskede at spille Beethoven –.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!