Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 816 og 817.

"At sanse relativiteterne "kosmisk vil altså igen være det samme som at være bevidst i sin "overbevidsthed". Som læserne vil erindre, har vi tidligere påpeget, at det levende væsen har en "underbevidsthed" og en "overbevidsthed". "Underbevidstheden" består af "dagsbevidstheden" og "natbevidstheden" og bæres igen af individets seks forskellige bevidsthedsorganismer eller legemer. Den er sanseoplevelsernes første instans. Og det er i denne første instans, at alle oplevelserne er "relative". Her sanser væsenerne nemlig kun reaktionerne af "bevægelserne" i den "ydre verden". De bedømmer og opfatter disse reaktioner som absolutte og lever derved på en illusion. De ser kun "begyndelser" og "afslutninger", "kulminationer" og "degenerationer" og betragter disse som deres eget "Jeg"s eller "Selv"s altudtømmende analyser. De opfatter eller ser derfor kun sig selv som identisk med blot og bar bevægelse, materie eller stof. De ser på livet, men erkender kun "døden". Deres erkendelses analyser er kun mål og vægt for materie eller syn af hastigheder, tæthedsgrader, tid og rum. De ser kun "det dirigerede", "det viljebundne", "det skabte", men benægter en "skaber" eller erkender de nævnte foreteelser som udgørende "skaberen". Intet under, at denne "skaber" i deres opfattelse kun kan erkendes som en "dødelig" foreteelse. Men denne "dødelige skaber" er heldigvis kun et "relativt" syn. Det har derfor ikke noget som helst at gøre med den absolutte virkelighed.

Men det levende væsen skal heldigvis ikke blive ved med at leve i en blot og bar "relativ" opfattelse af sig selv. Takket være Jeg-fornemmelsen eller det "blinde punkt" i dets egen livsfornemmelse, der altid vil forekomme bag en hvilken som helst tanke eller forestilling, kan individet ikke hvile, før dets begær efter at "veje" og "måle", bestemme "alder", "hastighed" eller "bevægelse" for selve Jeg'et også er tilfredsstillet. Men her sker der, som læseren allerede ved, det mærkelige, at nævnte "blinde punkt" eller Jeg'et i kraft af, at det netop ikke eksisterer som en reaktion af to bevægelsers berøring med hinanden, ikke kan "ses" eller "sanses". Men så kan dets erkendelse jo heller ikke blive afhængig af noget "øje, der ser". Enten opfatter væsenet det slet ikke, og det bliver da i sig selv et "X". Og hvis det opfatter det, bliver det, som vi allerede her i "Livets Bog" har set, et "blindpunkt" og vil da også i sig selv være lig "X". Dets analyse kan kun blive et "X", men et "X", der ikke kan udslettes. Det vil derfor altid eksistere som "Noget som er". Og her er væsenet stillet overfor en opfattelse, der ikke på nogen som helst måde er "relativ". Men endnu inden nævnte "Noget" bliver opfattet som et uudsletteligt "X", er dets eksistens dog på et felt allerede urokkeligt indgået i væsenets dagsbevidste erkendelse. Dette felt udgøres, som vi før har nævnt, af det, der ligger lige akkurat i dets sanseevnes "billedpunkt". Her opfatter det på en måde det nævnte "X" eller navnløse "Noget". Når det ikke vil acceptere, at et hus eller en klædning kan blive til uden henholdsvis en bygmester og en skrædder, så skyldes dette jo udelukkende, at det i dette felt klart ser "et villieførende ophav"s absolutte nødvendighed bag skabelsen af disse foreteelser. Det samme nødvendige ophav ser det bag alle foreteelser, det erkender som frembragt af medvæsener. At det giver denne sin "kosmiske" oplevelse eller erkendelse "relative" udtryk forandrer ikke selve erkendelsens "kosmiske" identitet eller natur. Når det udtrykker bygmesteren og skrædderen eller de "villieførende ophav" bag huset og klædningen som "mennesker", fornemmer det udmærket, at denne betegnelse ikke er fuldt udtømmende for dets erkendelse, for spørgsmålet står jo stadig åbent: hvad er et menneske, eller hvad er et levende væsen? – Her er problemet atter gledet udenfor dets sanseevnes "brændpunkt", er blevet uklart, er blevet "relativt"."