Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når dette brev er Dem i hænde, er vi midt i årets største feriemåned. Mange vil til den tid have talt både dage og timer, til de kan pakke deres kufferter og forsvinde fra den hverdag, der ikke alene udgør feriens største kontrast, men også den dybeste årsag til, at dette begreb overhovedet eksisterer. År for år bliver den enkeltes feriekrav større og større, og med den tekniske udvikling, vi nu befinder os i, bliver den ferieradius, der for blot få årtier siden helt var begrænset af de daværende primitive befordringsmidler, øget i et omfang, ingen tidligere havde turdet vovet at drømme om. Verden står i dag mennesket åben i en udstrækning, der af og til forekommer aldeles fantastisk – hvad rummer fremtiden inden for dette område dog ikke i sit skød!

Men ferie er ikke alene et spørgsmål om tid og penge. Det er også et spørgsmål om sind! Og her skiller vejene på en måde, der for den, der som jeg har med ferieproblemet at gøre som dagligt arbejde, af og til virker næsten chokerende. For hvor er det dog få mennesker, der evner at holde ferie, evner at gøre sig fri af dagliglivets trummerum, evner at rejse ud uden at slæbe hverdagens trivielle problemer og indstilling med sig. Vi ser det heroppe, hvor mange hundrede mennesker hvert år ankommer for at feriere. I for- og eftersæsonen har vi jo et meget specielt klientel, for størstedelen syge mennesker, der netop mere end andre trænger til at blive taget ud af hverdagsrammen for blot at få nye indtryk, der kan gøre kommende hverdage udholdelige. Og dog oplever man på hvert eneste hold mennesker, der helt er blottet for evnen til at feriere. De er i den grad groet sammen med det sted og de forhold, hvor de kommer fra, at det ikke er helt forkert at hævde, at de nærmest er ulykkelige over at skulle være her. For dem kan solen skinne, blomsterne dufte og hele naturen folde sig ud i al sin pragt, uden at de føler større glæde derved. I deres øjne tændes glædens lys først i den time, de atter skal hjem til den for os at se meget triste tilværelse, der venter dem i den baggård eller på den fjerdesal, hvorfra kærlige mennesker har hentet dem ud.

Forholdet er ikke enestående. Jeg har oplevet sunde og raske mennesker her, der, så snart de første par feriedage er overståede, ikke aner, hvad de skal stille op med dem selv, og jeg har på denne plads gjort adskillige lykkelige ved at give dem et eller andet lille job, de kan slå tiden ihjel med. "Slå tiden ihjel"! Mon ikke det er her, at selve problemets kerne findes? Jeg tror det! For som allerede skrevet: ferie er et spørgsmål om sind. Om sjælelig elasticitet, om medfødt eller udviklet evne til på sin viljes bud at bringe afstand, bringe perspektiv mellem sig selv og det, man kommer fra og det, man kommer til. Selv om det kan lyde lidt søgt eller mærkeligt, vil jeg hævde, at der findes mennesker, der har "feriesind" hele året igennem, og mennesker, der er så blottet for det, at de kan rejse verden rundt og dødkede sig og først leve op igen, når de, som dyrene, er hjemme i den vante bås!

Og hvad er så feriesind andet end dette altid at kunne se på verden med unge og forelskede øjne? Er man overbevist om, at verden er en trist affære, så er den en trist affære – alt omkring en vil bekræfte det! Men er man forelsket i verden, er dén ny og spændende – også det vil omgivelserne formå at bekræfte uafbrudt! Verden taler altid sandt, for verden vil altid være en afspejling af det sind, hvormed den betragtes. Og her er det, at jeg gerne vil fortælle Dem lidt om et andet syn på verden end det, vi oplever gennem synet af en vidunderlig solnedgang over blodrøde bjerge eller om synet af Middelhavet, hvis dybe blå altid vil betage sjælen. For hvor skøn den fysiske verden end kan være – og den kan være overjordisk skøn – så udgør synet af den dog altid blot en nøgle til det, der er endnu skønnere, nemlig den åndelige verden, af hvilken den udgør en svag afglans! For dyret er vor verden ikke det, den er for os. For dyret udgør vor verden mere et hav af bevægelsesarter, hvis farlighed det altid frygter, og det samme er tilfældet for det vilde menneske. Og hvorfor? Fordi disse væsener endnu ikke har fået "øjne at se med" og "øren at høre med". De ser kun fysiske foreteelser, som for dem har med alt andet end den skønhed at gøre, de samme foreteelser har for os. Sandt nok jubler fuglene ved forårets indtræden, men det ville de også gøre, om parringsdriften satte ind på den mest råkolde vinterdag. Nu er det anderledes. Det kosmiske bevidsthedsliv følger – Gud være lovet – sin egen rytme og mikser ikke tingene på en sådan måde, at resultatet ville blive negativt. For løvspring, blomsterduft og fuglesang udgør nu engang nogle af de vigtigste af de ingredienser, af hvilke foråret fremstår. Men taget hver for sig udgør de i virkeligheden blot funktioner, hvis virkelige hensigt er en ganske anden end den, vi digter ind i dem. Og her nærmer vi os det, jeg gerne vil udtrykke med dette brev.

Hvor mange mennesker tænker mon egentlig på, at det guddommelige liv – Guds egen bevidsthed – er så rig, så altomfattende kærlig i hele sin natur, at det er den, der "dekorerer" verden for den gudesøn, hvis egen "dekorationsevne" endnu nærmest er sovende? Og dog er det for det kosmisk indstillede menneske en urokkelig kendsgerning, at den fysiske verden, sådan som vi oplever den, er en verden for den kosmisk slumrende livskunstner. Vor andel i den skønhed, der omgiver os, er endnu så ringe, at man her med sit hjertes hele overbevisning kan udbryde: "Gud alene æren!" Om menneskeslægten pludselig døde bort fra jorden, ville sporene efter den slettes hastigere ud, end de fleste forestiller sig – så lidt har denne slægt trods alt grebet ind i den vældige skabelse, der omgiver den på alle sider. Men det gør menneskeslægten ikke. Thi den verden, der omgiver den, er andet og mere end noget, der har med mål, vægt og fysiske reaktioner at gøre. Den er, skjult bag alt dette, en bevidsthed af så overvældende en karakter, at den udgør den store lærer for hver eneste af os. Liv efter liv har den undervist os, og ingen dage i menneskeslægtens historie er vel større end dem, hvor det er lykkedes én af denne slægts store sjæle at aflokke eller aftvinge denne vældige, allestedsnærværende bevidsthed en af dens virkeligt betydningsfulde hemmeligheder? Hvad vi ved i dag, beror helt og aldeles på det, vi i vor vekselvirkning med denne bevidsthed har fravristet den. Derfor udgør vor viden indtil den grænse, den repræsenterer, blot en beskeden afspejling af denne vældige bevidsthed. Vi har nu loddet verdenshavenes dybder og målt bjergenes højder. Overalt har vi været og ud af vore oplevelser, vore erfaringer dannet os vore forestillinger om det, vi har været vidne til. Og nu mener vi at kende denne verden så godt, at det næste objekt for vore anstrengelser skal være erobringen af den stjerneverden, der funkler os i møde, når solens lyshav viger for nattens fødsel.

Men kender vi den verden, der omgiver os? Har vi i vor trang til at efterligne hin guddommelige skaber, af hvilken vor egen verden udgør et forsvindende fnug i det uendelige univers, nået en sådan grad af guddommelig skaberkraft, at vor egen skabelse kan begynde at tåle sammenligning med den dybe kærlighed, den dybe hensigt, der toner os i møde fra hver eneste lille del af det univers, vi i dag mener at kende? Har vor sjæl virkelig nået et så højt trin i vor evige, kosmiske udvikling, at vi kan begynde at gøre Guddommen kunsten efter? Kan vi begynde at "dekorere" verden med nyskabelser, der tåler sammenligning med det, HAN har frembragt? Hvilke guddommelige farver har den jordmenneskelige gudesøn på sin palet, at han i dag skulle evne at forbedre det, Guddommen i form af den fysiske verden gav ham?

Hvis vi virkelig prøver at danne os den forestilling, at det lykkes en gruppe mennesker fra vor planet at lande på en anden planet, beboet af væsener, med hvem de kunne komme i kontakt, hvad ville denne gruppe mennesker så have at fortælle disse fjerne væsener om livet på vor klode? Kunne de stå frem og fortælle, at vi i tidernes morgen overtog en klode, der fra naturens hånd var rå og uforarbejdet, men at vi – hele menneskeheden – i samdrægtig enighed havde evnet at omforme denne grove og uforarbejdede materie til en verden af lys og skønhed, til et kærlighedens rige, hvor hver eneste sjæl ikke alene selv frembragte lys, men fra sin fødsel til sin død badede sig i et hav af lysende kærlighed. En verden uden sorg, uden svig, uden tårer og uden blot antydningen af den elendighed, man dunkelt erindrede sig fra den tid, vor klode endnu var ung og ufærdig. Ville disse mennesker blive budbringere af det kærlighedens budskab, der alene må forudsættes at være velkommen på selv den fjerneste planet i det uendelige univers?

Lad os være ærlige! Om de blot medbragte ét eneste lydbånd fra vor normale rarioavis, ville blodet formentlig stivne i årerne på de sjæle, der her for første gang hørte om livet på vor planet, og var de så fornuftige, som man må håbe for dem, de er, så ville de formentlig bede disse ubudne gæster forsvinde lige så hurtigt, som de var kommet. For røsten, de ville høre fra vor jord, ville helt enkelt være en røst fra helvede. Ville være en røst fra en verden, hvor hadet, mistænksomheden og ondskaben i alle dens uhyggelige aspekter tilsyneladende har fri udfoldelse.

Mon ikke det er klogt at se den sandhed i øjnene, at selv om mennesket i sin udvikling har hævet sig over det egentlige dyrerige og nu, rent fysisk, fremtræder i en form, der indtil forveksling kan ligne et rigtigt menneske, så er dets evne til rent skabemæssigt at repræsentere sit kosmisk set skabermæssige ophav endnu så ringe, at det så at sige kun evner at anvende hadets, mordets, drabets og destruktionens mørke farver i sin livskunstneriske udfoldelse. Det er ikke kærlighedens lys og livgivende kræfter, der mest af alt stråler ud fra verdens enkelte samfund eller dens enkeltindivider, og den "dekoration", vi hidtil mest har været specialister i at frembringe, er ruinhobe og milevide krigergrave.

Og her står jeg så igen ved det feriesind, der for mig selv udgør en aldrig ophørt inspiration. Thi den ferie, vi alle mest af alt trænger til, er simpelthen ferien fra dyret i os selv! Til denne ferieform blev Kosmos Ferieby skabt. Midt i den jordmenneskelige mentale jungle ønskede vi, da feriebyen blev grundlagt, at skabe et sted, hvor det i os, hver og en af os kender alt for godt, midlertidigt kunne sættes i bur og dermed for en stund blive uskadeliggjort. Thi det, vi ville, var på denne plads at søge at gøre Guddommen kunsten efter. At skabe et sted, hvor kærlighedens og tolerancens rene flamme kunne lyse og varme enhver nyankommen gæst i møde. Vi ville genskabe det paradis, hvis drøm aldrig vil dø i menneskets hjerte. Vi ville – med vore egne evner – dekorere denne lille plet med kærlighedens lyse farver og gøre et, måske overmenneskeligt, forsøg på at holde "slangen" borte herfra.

Var målet for højt, drømmen for stor? Lad den sag blive afgjort, når alle vi, der blev årsag til dette forsøg, forlængst hviler under mulde. I dag lyser solen ned over vor ferieby, der er skønnere end nogen sinde, og fra selv fjerne lande kommer mennesker, draget af den ånd, i hvilken denne ferieby blev skabt. Medbringer de det rigtige feriesind, vil ingen af dem blive skuffet! For da vil de lytte, ikke til ligegyldighedernes overfladebrus, men til de dybe toner, der har lydt på denne plads fra dens første time, de toner, der bringer bud fra den verden, der er på vej. Alle ejer vi to sind, men følger vi Martinus ønske om at lade junglesindet blive hjemme og alene lade godhedens, næstekærlighedens og den ubegrænsede tolerances ånd stråle hvert eneste menneske i møde, som vi træffer på denne plads, vil den ferie, som opleves her, blive en af de erindringsperler, der fra dybet af vor sjæl vil lyse og varme i tiden, der kommer!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!