Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 827-831.

"Med hensyn til at opfatte de levende væseners tilkendegivelser af dem selv, alle deres manifestationer eller udtryk som identisk med seksuel nydelse, vil dette muligvis her bringe læseren til at studse. Det almene jordmenneske er endnu så lidt hjemme i seksualismens mysterium eller "den højeste ild"s store ocean, at det dagsbevidst kun opfatter en enkelt særlig nuance af dette som "seksualisme", nemlig den intime kønslige forbindelse mellem han- og hunvæsenerne, igennem hvilken forplantningen af de fysiske organismer foregår. De skelner skarpt imellem de tanker og funktioner, der udtrykker nævnte kønslige forbindelse og deres øvrige tanker og funktioner og betragter de to tankegrupper som højst forskellige, ja, som hinanden totalt uvedkommende.

At seksualismen således fremtræder spaltet i to mentale grupperinger i jordmenneskets bevidsthed, hvoraf den ene gruppering kun opfattes af væserne som "seksualisme", medens den anden opfattes som "seksualismen" ganske uvedkommende, er ikke så mærkeligt. Det jordiske menneske er et væsen, der befinder sig i en, i form af udvikling foregående, langsom opvågnen fra "dyreriget". Og dette rige er jo udelukkende baseret på netop den form for "seksualisme", som det jordiske menneskes organismeforplantning endnu er afhængig af. Hos dyret udfylder denne side ved "seksualismen" hele dets bevidsthed. Det lever udelukkende kun for at befordre og værne artens beståen. Og da nævnte "seksualisme" ydermere kun udløser sig i form af "énpolede" væsener, hvilket vil sige: specielle "hanvæsener" og specielle "hunvæsener", er disse væseners interessesfære på forhånd tilsvarende stærkt afgrænset. Ved et specielt "hanvæsen" må man her forstå et væsen, hvis bevidsthed kun er domæne for den "maskuline pol", medens det specielle "hunvæsen" er et væsen, hvis bevidsthed kun er domæne for den "feminine pol".

Ved den "maskuline pol" vil her være at forstå alle sådanne tanker, der udtrykker begær efter, og sådanne bevidsthedsfunktioner, der befordrer overlegenhed i styrke og magt. Derfor er sådanne væseners bevidsthed på forhånd af naturen nødsaget til at være fjendtlig stemt imod ligesindede væsener, hvilket vil sige deres "eget køn", thi disse væsener har jo samme begær eller bevidsthedsindstilling og vil derfor altid være fødte konkurrenter til eller rivaler om enevældet og magten. "Maskuline" væsener eller "hanvæsener" i renkultur er således "specielle kampvæsener". Ved at skabe "specielle kampvæsener" og lade dem leve side om side har Forsynet dermed skabt betingelser for udfoldelsen af "det dræbende princip" eller den bevidstheds side ved livet, der udgør kontrasten til lyset eller kærligheden, og uden hvilken kontrast denne aldrig i noget som helst tilfælde ville kunne opleves.

Som udtryk for den "feminine pol" fremtræder alle sådanne tankearter og bevidsthedsfunktioner, der befordrer lykkefornemmelse ved at være beskyttet, ved at være i yndest hos et overlegent magtvæsen. At et sådant væsen også af naturen er skabt til at være mere eller mindre fjendtligt stemt mod sine ligesindede eller sit "eget køn" ses også her som givet. Thi disse væsener er jo ligesom "hanvæsenerne" indbyrdes rivaliserende. De egenskaber, de foreløbig er fødte til at beundre, og som udgør hele deres livsfylde eller lykke, finder de jo ikke i særlig grad hos deres "eget køn". Og hvis de finder dem her, vilde kun kunne betragte disse som abnorme og endnu mindre beundringsværdige.

Idet væsenerne således er inddelt i "specielle hanvæsener" og "specielle hunvæsener", er det blevet et hovedbegær for de samme væsener hver især at opnå et samliv med mindst ét væsen af modsat køn. Kun dette samliv kan udfylde den livshunger eller det begær efter at udfolde de bevidsthedsegenskaber, de af naturen er udstyret med. Og kun denne livshungers tilfredsstillelse kan udgøre den livsfylde, der betyder glæde og lykke ved at være til. Et "hanvæsen" hungrer efter et væsen, der kan beundre dets maskuline egenskaber og i denne beundringsrus ønsker at eje ham som den absolut eneste genstand for al dets tilbedelse, hengivenhed og underkastelse. Hvorledes skal et "hanvæsen" finde et sådant væsen blandt sit eget køn? – Disse væsener har jo akkurat den samme hunger. Hvilket andet væsen kan være tilfredsstillelse for denne hunger end det feminine væsen? – Det har jo som medfødte talenter alle betingelser for at kunne udfylde denne tilfredsstillelse samtidig med, at hele dette væsens livshunger netop kun kan tilfredsstilles i opnåelsen af at være denne tilfredsstillelse af et maskulint væsens livshunger. Det feminine væsen kan ligeså lidt som det maskuline væsen få sin livshunger tilfredsstillet hos sit "eget køn". De er alle væsener, der er fødte til at nære den samme sult. Vi ser således her, at de to køn, i henhold til de særlige tankearter eller livssubstanser deres bevidsthed er bygget op af, passer nøjagtig ind i hinanden som to tandhjul i en maskine. Og jo bedre nævnte hjuls tænder passer ind i hinanden, desto mere fuldkomment og lydløst går maskinen. Der, hvor to væsener af modsat køn har indgået et samliv med hinanden, vil dette samliv blive en desto fuldkomnere og større tilfredsstillelse af hinandens gensidige livshunger, desto mere de hver især repræsenterer deres køns renkultur. Og vi har her for os det, vi kalder "et lykkeligt ægteskab"."