Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Om ganske få døgn er feriebyens 27. sæson forbi, og vi befinder os da i den mærkelige situation at kunne se tilbage på vel nok den mest regnfulde sommer, vi hidtil har oplevet heroppe. Der kan siges – og er blevet sagt – mange ubehagelige ting om denne sommer, netop derfor føler jeg mig faktisk ualmindelig godt tilmode ved at kunne erklære, at selvom også vi hellere havde set mange sollyse dage i stedet for den megen regn, så har det ydre klima haft en forbavsende ringe indflydelse på feriebyens liv. Modsat andre steder, hvor mennesker er flygtet hjem, har vi i år gang på gang haft store vanskeligheder med at imødekomme de forskelliges ønske om at få lov til at blive "bare et par dage mere!"

Nuvel, man kommer, som en af vore gæster udtrykte det, ikke til Kosmos Ferieby bare for feriens skyld. Og det mærkes! Interessen for foredrag og kursus har aldrig været større end i år, og dagene er simpelthen fløjet med gennemgang af problemer, der aldrig bliver gamle, aldrig mister deres aktualitet. Vi havde i år den store glæde igen at opleve Martinus i foredragssalen, og alle de, der oplevede hans foredrag om "Guds Bevidsthed", vil næppe kunne glemme denne fantastiske, på én gang kølige og nøgterne og dog så fascinerende beskrivelse af et problem, Martinus formentlig ene af alle mennesker er i stand til at give os. I en verden, hvor dagliglivets små detaljer ofte pustes op til rene sensationer, virker det sjæleligt befriende og uendeligt inspirerende at lytte til et menneske, der i løbet af blot en enkelt time sprænger alle hidtil accepterede horisonter og lader os se ind i en verden af et så overdådigt lys, en så eventyrlig fuldkommenhed, at man, da det hele var fordi, havde lidt svært ved at finde sig tilrette i sin egen, pludselig så snævre og begrænsede mentalitet.

Fra mange sider ved jeg, at opholdet her af talrige mennesker betragtes som det åndelige fornyelsens bad, der igen gør livet værd at leve. Og mon ikke det er dette forhold, der udgør den inderste hemmelighed bag den kendsgerning, at Martinus tanker og ideer fornemmes evigt unge, evigt nye og evigt inspirerende? Alle lever vi i dag i en verden, der uundgåeligt må gå os på nerverne. Overalt føles det, som om en usynlig pyroman bevæger sig fra land til land og lægger bål efter bål tilrette for så i en time, der formentlig vil komme bag på os alle, at sætte den kædereaktion i gang, der helt og aldeles vil ændre verdens struktur. At være født som tænkende menneske i en sådan verden vil uundgåeligt føre den enkelte til den oplevelse af begrebet ensomhed, der gør tanken om Gud og vort eget evige liv mere aktuel end nogen sinde før i vor lange historie. Den mere barnlige sjæl evner vel at drukne sjælens angst i alt det tekniske legetøj, verden af i dag er rigere på end nogen sinde før. Og godt for den! Men mennesket, der i sig ejer evnen til at se tværs igennem alt det forkromede, ryster ofte af kulde over al den tomhed, øjet her møder. Det ser en verden jage efter skygger og gribes gang på gang af følelsen af at være vidne til en gigantisk narredans. Det er for dette menneskes skyld, de kosmiske analyser er blevet skabt. Gennem dem får det ikke alene mod til at se sin egen absolutte ensomhed lige i øjnene, det bliver sig også bevidst, at det alene er i denne ensomhed, at den lykke, det higer imod, eksisterer. Alle kom vi nøgne, og alle vil vi en dag gå nøgne. Men nogle mennesker fødes med et strålende smil på læben, hvor andre blot skriger, og også i afskedens time findes der mennesker, der smiler, hvor andres øjne er én stor rædsel.

Fra utallige sider ved vi, at atmosfæren i Kosmos Ferieby, dens åndelige klima, er af en sådan karakter, at alene den ustandseligt vil drage mennesker tilbage hertil. Mere end noget andet er det dette forhold, der af alle os, der bærer ansvaret for dens tilblivelse og eksistens, føles som den virkelige løn for vor indsats. Thi det var, når alt kommer til alt, ikke en ferieby, vi ønskede at skabe. Dem har vort land nok af i forvejen. Vi ønskede at skabe en skole for den ånd, der lyser ud fra hver eneste side i Martinus hovedværk: "Livets Bog", og denne skole har gennem alle årene været det mål, vi har stræbt og fremdeles stræber frem imod. For denne skole behøves. Mennesket af i dag har kirker, templer og moskeer nok, men endnu har det ikke blot ét sted, hvor visdommen i udkrystalliseret intuitiv form har antaget karakteren af en undervisning på linie med al anden undervisning. Visdommen i verden har op til vor egen tid ført et mærkeligt liv. På én og samme tid anerkendt som det vigtigste af alt har den ustandseligt måttet se sig selv distanceret af følelsens vældige katedraler og intelligensens imponerende universiteter og tekniske læreanstalter. Visdom var noget, alderdommen gav os, ikke noget man bygger skoler for, højst noget man drøfter i livets aftenstund – ikke noget man belemrer ungdommen med.

Engang regeredes mennesket af den kombination af eksplosion, primitiv følelse og endnu primitivere intelligens, der lod verden fremstå som det brutalitetens eldorado, i hvilket "døden på ærens mark" var selve nøglen til saligheden. Så ændredes kombinationen, og eksplosionen kom så meget under kontrol af den voksende følelse og intelligens, at man fik mod til at tale om humanisme og næstekærlighed. Verden blev romantisk, og religiøsiteten blev moder til idealer, alle førte på læben, og som kun tåben tog alvorlig. Så tonede en ny kombination frem, i hvilken intelligensen blev den alt dominerende faktor. "Materialisme" blev feltråbet. Ikke hvad du er, men hvad du har, blev det nye idol. Gud og det evige liv, menneskets evige kosmiske bestemmelse blev distanceret af gener og kromosomer, af arvelighedslove, man en dag håber at kunne kontrollere ved hjælp af elektronhjerner.

Men livet har andre kosmiske kombinationer end dem, der hidtil har formet massernes liv. Henover jorden vibrerer i dag en ny kosmisk kraftkoncentration, og ud af virvaret begynder nye idealer, nye livsmønstre at tage form. En kraft, stærkere end nogen anden, begynder at stråle ind i det fremskredne menneskes hjerne. Vi kalder den intuition, og det fremskredne menneske aner, at den i bogstaveligste forstand vil sønderbryde "templets søjler" og bringe os en "ny himmel og en ny jord". Mennesket af i dag er uden Gud, uden indre kontakt med livets virkelige mening og hensigt. Det skaber sig sine egne mål og føler sig så stærk i sin kosmiske uvidenhed, at det tror at kunne magte alverdens problemer, medens sandheden er, at frygtens terror i dag har nået et klimaks, ingen slægt før os har oplevet magen til.

Det er i denne verden og på denne baggrund, at vi ønsker at skabe den skole for kosmologi, for læren om det evige verdensbillede, som vi så brændende føler, verden behøver. For det evige verdensbillede er ikke alene et produkt af intelligens. Det er i langt højere grad en frugt af den intuition, der i sin dybeste natur er al visdoms sande moder. At visdommen engang måtte vandre verden rundt i fragmentarisk form, være de lysende punkter, de inspirerende kraftcentre i alt det, man kalder religion, ændrer ikke den kendsgerning, at den i organiseret form udgør det højeste billede af livet og dermed af den Gud, man engang tilbad, men i dag fornægter.

Kan mennesket leve uden Gud? Er det muligt at blive et absolut lykkeligt menneske uden at besidde den indre kontakt med helheden, det kosmisk bevidste menneske påstår at eje? For en tid måske, men også kun for en tid. Selv den mest eventyrlige fysiske verden må følge loven for hunger og mættelse. Mennesket lever ikke af brød, ej heller af skuespil alene. Dybt i enhver af os, hos nogle næsten sovende, hos andre i mere eller mindre opvågnende tilstand, lever drømmen om hin evige ungdom, der aldrig kan høre en fysisk verden til. Drømmen om en verden, som i alt udgør kontrasten til det liv, vi her oplever. Utalte millioner har drømt denne drøm, hvorved den har bekræftet sig selv som værende en del af selve livet, som værende en tågeagtig vision af en verden, hvis eksistens vi kun har kunnet ane, men som vi hidtil ingen mulighed har haft for helt at forstå.

Og så sker der det, at et menneske oplever at se sløret mellem ham selv og denne verden bryde sammen. Oplever at se i strålende klare og rene visioner alt det, vi andre i glimt har anet, men aldrig evnet at gengive i ord. Et livseventyr af ufattelige dimensioner er ikke alene hændt i vor egen tid, men også, inden for vort eget livsområde. Alle har vi modtaget livsvarende inspiration gennem det, som hændte dette ene menneske, og det er denne inspiration, vi ønsker at viderebringe til enhver, der har den behov, til enhver, for hvem den kan få samme betydning, som den har fået for os selv. Derfor skabte vi denne ferieby, og derfor arbejder vi uafbrudt med nye planer for dens fremtidige vækst og form – en form, der for hver ny ændring vil bringe os målet: en moderne sommerskole i Martinus Kosmologi, et hanefjed nærmere!

– – – – – – – – – –

Feriebyens for- og højsæson ligger om ganske få dage bag os. Men livet på denne plads er ikke endt dermed. Kun ét døgn senere vil samtlige værelser og lejligheder påny være beboet, denne gang af sclerose- og leddegigtramte mennesker, for hvem feriebyen er blevet årets store oplevelse. Dybt i mig selv bærer jeg på håbet om, at disse mennesker må få lov til at opleve den ydre sommer, der ikke blev vore højsæsongæster til del. For jeg ved i hvor høj en grad, de trænger til sol og varme. Kun få af dem kender lidt til vore forestillinger om livet, de fleste ved kun, at vor store ferieby er stillet til rådighed for dem af mennesker, som ønsker hver og en af dem en række lyse og gode dage inden for dens område. Og godt således. Thi netop dette, at vi i fællesskab evner at hjælpe disse så hårdt ramte medborgere, udgør i sig selv en opfyldt drøm, den, at vort arbejde ikke alene psykisk, men også rent fysisk er skabt for at være til glæde og velsignelse for enhver, der kommer i berøring med det.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!