Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Gang på gang hænder det, at mennesker sætter mig i den penible situation at skulle besvare spørgsmålet: "Hvad mener De om astrologi?" Oprigtigt talt, jeg kan hverken lide spørgsmålet eller det svar, jeg føler, jeg må give. Spørgsmålet, fordi det forudsætter et kort og konkret svar, og svaret, fordi det meget sjældent tilfredsstiller spørgeren. For blev spørgsmålet formuleret anderledes, f. eks.: "Kan De lide astrologi?", så kunne man ærligt svare: "Nej" uden at behøve at uddybe dette "nej" nærmere, hvorimod spørgsmålet stillet i den her angivne form kræver en forklaring af mere vidtgående karakter, end spørgeren almindeligvis er indstillet på.

Nej, jeg kan ikke lide astrologi af den simple grund, at jeg ikke forstår disse mange besynderlige forklaringer, disse "udregninger" og hele den mærkelige terminologi, der knytter sig til denne begrebsverden. Men derfra og så til at erklære det hele for humbug og svindel er alligevel et for langt spring for mig. For noget, der ikke alene er i verden, men som har haft indflydelse i så lang tid, som tilfældet her er, og som fremdeles øver indflydelse på utalte millioner af mennesker, behøver ikke at være forkert, fordi jeg ikke forstår det og ej heller føler nogen interesse for det. Dermed være ikke sagt, at jeg end ikke nærer blot antydning af tvivl om, at der svindles horribelt jorden over med horoskopmageri, og at denne svindel er en af de mørkeste pletter på det åndelige liv, der bevæger sig uden for det én gang vedtagne.

Overalt i Østen er det så at sige livspraksis, at man ikke gifter en datter bort uden først at have rådspurgt stjernerne. Ligeledes kræver man i almindelighed ved besættelse af stillinger, foruden ansøgerens eksamenspapirer og øvrige anbefalinger, også hans horoskop. Man lammes en smule første gang, man oplever dette på nærmeste hold, for det er, trods alt, meget fjernt fra vesterlandske metoder. Men når det anvendes i den udstrækning, tilfældet virkeligt er, må det betyde andet og mere end en kuriositet. Der må ligge realitetsbetonede erfaringer bag dette forhold, ellers var det næppe så fantastisk udbredt, som en blot elementær undersøgelse vil afsløre, at det er.

Personligt evner jeg ikke at tro på astrologiske udregninger. Om de er nonsens, ved jeg ikke, jeg ved kun, at sådan virker disse udregninger på mig, og jeg ville intet øjeblik have mod til at basere min handlemåde på råd fra den kant. Men da jeg imidlertid har set, hvilken enorm betydning andre mennesker, og her altså især østerlændinge, tillægger begrebet "horoskoper", er det klart, at jeg forsigtigt har spurgt mig for, for i det mindste at prøve at danne mig én mening om denne sag. Og her er det, at jeg i hvert fald er kommet på sporet af et forhold, som måske kan have interesse for andre end mig selv. De af Dem, som modtog mine breve fra Indien, vil måske erindre, at jeg i et af disse breve har skildret et møde med en indisk astrolog, som forudsagde krig mellem Kina og Indien på et bestemt tidspunkt. Jeg vil aldrig kunne glemme denne oplevelse, der gjorde et stærkt indtryk på mig. Han var Brahmin, meget mørk og med et blik så fanatisk, som jeg sjældent har mødt det. Med korslagte ben sad han på gulvet og var, syntes det mig, nærmest i halvtrance. Hans skildringer af det, som skulle komme, savnede intet hvad gru og rædsel angik, og de fleste af os var temmelig påvirkede af den sikkerhed, hvormed han "læste i stjernerne". Han var en kendt horoskopmager, havde oven i købet besøgt andre verdensdele og var i det hele taget højt estimeret. Man havde således valget mellem at opfatte ham enten som en virkelig seer eller en ukristelig løgnhals. Nuvel, intet af det, han forudsagde, gik i opfyldelse, og nar jeg nu på vedlagte bilag læser, at en forsamling af "førende astrologer" i Calcutta har udtalt, at jorden den 4. februar næste år delvis går sin undergang i møde på grund af stjernernes infame stilling til hinanden på den dag eller i den periode, ja, så tilstår jeg, at jeg ikke hører til dem, der krydser denne dag af på min almanak og ellers beskikker mit bo.

Nej, det jeg mener at være kommet på sporet af er, at der i verden findes en hel del mennesker, hvis intuitionsevne er så fremragende udviklet, at de, når de koncentrerer sig på et enkelt menneskes skæbne, kan se denne skæbne i åndelige skyggerids og ud fra disse iagttagelser lave et såkaldt horoskop, der for den, der tror på det, kan have en vis vejledende betydning. Og jeg tror, det er disse intuitive anelsesoplevelser, der ligger til grund for respekten for fortidens astrologi. At en astrolog plus en regnemaskine ved hjælp af mit fødselsår og min fødselstime skulle kunne "forudse" min kommende skæbne (og de utalte andres, der ankom samtidigt med mig), forekommer mig så absurd, at jeg kun i denne forbindelse evner at blive forbløffet over, at andre kan tro det. Det andet bilag overlader jeg til Dem selv at studere. Hvor det første neutralt gengiver, hvad der blev meddelt på hin fantastiske pressekonference, fortæller det andet blot om en formentlig meget jordbunden jornalists reaktioner over en såkaldt astrologs mærkværdige udregninger og opfattelser. Men begge dele forekommer mig interessante og et udpræget tidens tegn.

I ældgamle tider havde enhver regerende fyrste sin egen private astrolog og fulgte sikkert mange gange hans råd og vejledning. Men kan det ikke tænkes, at netop disse mennesker opnåede deres store indflydelse på grund af et begreb, man hører meget lidt om i moderne astrologi, nemlig en meget høj moral og deraf flydende evne til intuitivt at kontakte de psykiske kræfter eller det psykiske kraftfelt, den regerende fyrste enten gav udtryk for eller var i berøring med?

Astrologien har et langt liv bag sig og sikkert også et stykke tid foran sig, før denne "videnskab" må vige for en mere nøgtern, en mere realitetsbetonet åndelig indstilling. Selvom de fleste af os har en vis medfødt trang til at "kigge lidt" ind i fremtiden, så tror jeg nu, det er en stor lykke for os, at de "syner", vi ad denne vej kan opnå, er så tågeagtigt udflydende, som tilfældet er. Thi i dag at forudsige, at jorden er på vej ind i en periode af frygtelig karakter, kræver hverken profetiske evner eller anden mediumistisk udrustning. Det kan ethvert klarttænkende menneske se. At denne tilstand skulle nå sin klimaks nøjagtigt den 4. februar 1962, forekommer sikkert de fleste nøgterne mennesker at være en så ubehagelig spekulation i den sensationshunger, der også er et udpræget tidens tegn, at de uvilkårligt reagerer kontra.

"Flyvende tallerkener", horoskoper og yoga er pludseligt blevet dele af vort hverdagsliv. Vi hører om disse ting næsten dagligt, og for mange mennesker giver de sikkert anledning til dyb eftertanke. Thi samlet udgør disse ting ubedragelige tegn på, at mange, alt for mange mennesker står åndeligt hjælpeløse over for alt det, de i dag er vidne til. Men der kommer ingen højtudviklede mennesker flyvende fra andre planeter for at frelse os, ej heller kan noget menneske for alvor tyde sin egen kommende skæbne i stjernerne, ligeså lidt som nogen yogalærer kan skænke os den indre fred, der udgør forudsætningen for et lykkeligt liv. Livet vrimler i dag med "billige løsninger" på alle vore problemer, bare vi kan tro på dem. Men det er jo netop det, vi ikke kan! De tvivlenes skare er i dag større end de troendes og godt således. For verden skal ikke i al evighed ledes af en tro på andre, af en autoritetsdyrkelse uden ende. Verden er i færd med at blive voksen, og det, vi oplever af uro verden over, er uanset de katastrofer, denne uro fører med sig, i virkeligheden kun et menneskesamfunds "vokseværk". Om dette står skrevet i stjernerne eller ej, er mig inderligt ligegyldigt, for det kan jeg selv se og se indtil en sådan grad, at dette syn både giver mig fred og tryghed i sindet. For mig går verdensudviklingen ikke hen over en genopblomstring af fortidens for det meste lede mystik, men derimod igennem opdragelsen til den kosmiske indstilling til alle problemer, vi møder i det verdensbillede, Martinus har givet os. For i det er der højt til loftet, vidt til væggene og vidunderlig ren luft i rummene! Det byder mig ikke at tænke, at sådan og sådan er det, men leder derimod tanken fra punkt til punkt og skaber dermed den betingelse for den indre bevidste vækst, der alene fornemmes som virkelig åndelig sundhed. Drømmen om at kunne se ind i fremtiden er jo ikke drømmen om at få lov til at se al den elendighed, den personlige sorg og ulykke, de fleste af os må gennemgå, før dette liv slutter, men derimod drømmen om et beskedent forskud på den eventyrlige lykke, der venter os alle "lige om hjørnet"! Og den slags drømme er – hvor tilgivelige de end er – ligefuldt ret farlige. At vi tror, at vi har et lykkekrav på livet, er ikke livets skyld! Studerede vi blot os selv og vor egen motivverden lidt dybere, end tilfældet er, ville vi snart opdage, at livet næsten giver mere, end vi fortjener. Der ligger både en dyb, men også en besk sandhed i de ord, at "summen af den lykke, vi oplever, står og falder med summen af den lykke, vi giver!", men det er sundt at tænke netop den sandhed igennem. For at verden i dag "ligger i det onde", skyldes ingen anden djævlementalitet end den, vi selv giver udtryk for. Og at vente fred i en verden, hvor vi – den hvide mand – foreløbig ikke har gjort meget mere for vore gule, brune og sorte brødre end at overfodre dem med maskinpistoler, automatrifler og andet "legetøj" – kan vist kun den gøre, der ikke helt har sin normale tænkeevne i behold. Nej, vi har "sået blæst" og må være klar over, at vi snart vil "høste storm"! Og denne storm vil komme, enten så alverdens astrologer ser det eller ikke. Er vi, der virkelig er sønner og døtre af et århundrede, som fremtidens historikere vil betegne som "dødens århundrede", så kloge, som vi burde være, standsede vi op et øjeblik og gav os til at tænke! På alle sider er vi i dag omgivet af en "værnemagt", der tapper verden både for dens ungdom og for dens enorme fysiske ressourcer uden at give os blot antydningen af sikkerhed, tryghed eller den fred, vi længes efter, en værnemagt, der mere udfordrer til krig end beskytter imod den. Er denne værnemagt virkelig den største, livet har at give os? Findes der ingen større? Konkluderer alle verdens største Vise, Martinus inklusive, ikke deri, at alene den, der giver sit liv for andre, skal få det? Er vi, taget hver for sig, mon ikke vor egen bitreste og ondeste fjende derigennem, at vi dyrker selvkoncentration i stedet for "næstekoncentration"? Mon ikke fremtidens mennesker kommer til at opleve den fred, vi drømmer om, derved, at disse mennesker med liv og sjæl helliger sig fredens videnskab, hvor vi af al vor kraft og med alle midler dyrker krigens og dermed selve ødelæggelsens videnskab? For er vi freden? Er vi ikke langt mere det, Martinus i sit værk betegner som "omvandrende levende bomber?" Og har Martinus ikke ret, når han hævder, at det alene er igennem fjernelsen af dynamitten i vort eget sind, at vi for alvor bidrager til fredens vækst i verden? Det har han, og han har også ret i, at den eneste værnemagt, der kan beskytte os og bringe os uskadte igennem alt det, der så åbenlyst er på vej, er den kærlighed, den forståelse og den virkelige tolerance, det inden katastroferne for alvor bryder løs lykkes os at oparbejde i vort eget sind. Derfor foretrækker jeg hans klare analyser fremfor troen på astrologer, på horoskoper, og hvad ved jeg. For Martinus analyser giver os ikke billige løsninger på noget som helst. De viser blot, hvordan livet er, og sætter tre røde streger under en sandhed, vi kendte, før han stod midt iblandt os, nemlig den, at "sådan som et menneske sår, skal det og høste!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!