Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 863 og 864.

"I det foranstående har vi samtidigt set, hvor umådelig kærligt verdensgenløsningens princip igennem Jesus kommer ikke alene den gamle jødekulturs frafaldne og derfor hungrende efter den ny sæd, i hvilken alle jordens slægter efterhånden skal velsignes, i møde, men også selve de "rettroende" indenfor samme kultur eller gudsdyrkelse, når de lidende og fortvivlede søgte ham. Ser man ikke her, hvorledes verdensgenløsningen tager det bekymrede væsen i sin kærlige favn og ligesom en far eller mor over for sit barn fortolker livet i overensstemmelse med dets alderstrin og bringer det fra gråd og nedtrykthed til glæde og munterhed ved at give det sandheden i de for dets barnesind passende formler? – Og det er sandheden, i form af sådanne tilpassede formler, verdensgenløsningen i dag giver igennem "dåben"s og "nadveren"s sakramenter de under navnet "kristne" endnu "troende" tilhængere af "Det gamle Testamente"s "vrede" og "straffende" Gud. Her henter det af "synd" betyngede, ulykkelige væsen også den dag i dag fred og livsstyrke, alt eftersom det netop "tror". Men "tror" det ikke, har sakramenterne ingen som helst livgivende værdi. Væsenet vil da umuligt ad denne vej kunne komme i kontakt med guden, få fred i sit sind og glæde ved at leve livet videre.

Som vi her har set, har verdensgenløsningen tilpasset sig så genialt og kærligt ind i den jordmenneskelige mentalitet, at den yder sin frigørende kraft til væsenerne allerede på et tidspunkt, hvor de i realiteten endnu er fuldt "troende" på "Abraham"s, "Isak"s og "Jakob"s gud. Med sakramenterne "dåben" og "nadveren" har den således banet vej fra "Det gamle Testamente"s "straffende" og "hævnende" gud til "Det ny Testamente"s "alkærlige evige Fader". I selve verdensgenløserens bevidsthed eller mentalitet ser vi et blidt tilpasset møde mellem to store i religiøs retning højst forskellige tidsepoker og deres overgang i hinanden. Med sin stærke autoritet, der var baseret på en højere absolut ufejlbarlig viden og besjæling af "den hellige ånd", kunne han i formlen: "Dine synder er dig forladt" kaste fred ind i alle de, af den gamle gudsdyrkelsesform opståede illusoriske syndskomplekser, forpinte sjæle. Og på denne hans bevidstheds side og autoritet blev hele den i dag kendte og autoriserede "kristendom" verden over baseret. Og vi kan heraf se, at denne "kristendom" kun udgør en lokal tilpasset fase i selve verdensgenløsningen. Den er verdensgenløsningens gave eller udstrakte, hjælpende hånd til alle de væsener, der endnu på det åndelige område er uselvstændige tænkere, og hvis sjæleliv derfor udelukkende kun eksisterer og udvikler sig i kraft af "autoritetstro". De er endnu ikke blevet virkelig søgende. De er ikke forskere. De er endnu barne- eller fostersjæle på det kosmiske område. Deres bevidsthed er som før berørt endnu overordentligt rodfæstet i det fra "Det gamle Testamente" overleverede gudebillede, hvor "vreden" og "straffen" har til huse. De er endnu på en måde "israelitter" i deres gudsdyrkelse og opfattelse af selve gudebilledet. De afviger kun herfra ved ikke mere i så høj grad at tro på samtlige "profeter" og benytter sig heller ikke mere af de israelittiske offermetoder med dyr og afgrøder til forsoning af guden. Her er det, at verdens genløsningen igennem Jesu autoritet har sat ind og skabt en ny fase. Så stærk har den gjort nævnte autoritet, så vældigt har sandheden i Jesu ord: "Dine synder er dig forladt", været gennemtrængende, at disse i form af sakramenter er blevet et ekko, der i det uendelige har gentaget sig og lydt til slægt efter slægt ned igennem tiderne og givet generationernes millioner af sorg- og brødebetyngede væsener midlertidig fred og mental førlighed.

Men fra verdensgenløserens læber vibrerede der også helt andre og endnu mere strålende mentale lysbølger end kunstige formler for frigørelse af illusoriske syndskomplekser og de hermed forbundne lidelser. Formlen: "Dine synder er dig forladt", var ikke en dominerende hovedfaktor i verdensgenløserens tale til hans omgivelser, ja, blev næsten slet ikke anvendt af ham overfor hans allernærmeste disciple eller andre særlige visdoms søgende væsener, tværtimod, her er hans tale en ganske anden. Ganske vist må han også her i mange tilfælde til en vis grad tale i formler eller lignelser, men i hovedtrækkene bliver hans åndsmanifestation til direkte undervisning eller intellektuel klarlæggelse af selve de evige fakta eller livsmysteriet. Hvad mener man f. eks. om hans samtale med Nikodemus? – Er denne ikke højintellektuel i renkultur? – "Sandelig, sandelig siger jeg dig, uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige", lyder det fra verdensgenløseren. At det var reinkarnationen eller genfødselen, der her var på tale, ses tydeligt i Nikodemus' forundring, idet han siger: "Hvorledes kan et menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?" – Og Jesus svarer med en endnu stærkere betoning: "Sandelig, sandelig siger jeg dig, uden nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige. Hvad som er født af kødet er kød; og hvad som er født af ånden, er ånd." – Samtidig søger han at mildne Nikodemus' store forundring ved at sige til ham: "Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af ånden"."