Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lære læser!

Da en tysk henrettelsespeloton den sjette april 1945 sendte den kun treogtyveårige Kim Malthe-Bruun i døden, mistede vi alle et menneske, der, om han havde fået lov til at leve, uden tvivl ville have udviklet sig til det helt usædvanlige. Men netop som den frihed, for hvilken han gav sit liv, var i sigte, mødte han døden, mødte den, som kun det virkeligt modne menneske evner at møde denne oplevelse. Trods sin store ungdom fik Kim Malthe-Bruun et rigt liv. Trangen til eventyr lå dybt i hans sind og førte ham allerede tidligt viden om. Hans livshunger var dyb og brændende, men ikke planløs. Sig selv måske uafvidende søgte han altid bagom tingene. Han syntes så at sige født med en kosmisk indstilling til tilværelsen, en indstilling, der lyser ud af følgende citat fra et af de vidunderlige breve, han skrev i Vestre fængsel kort før sin henrettelse: "Indtil i dag må man jo sige, at jeg har været heldig med at komme til at leve en tilværelse med mange omskiftelser og med et væld af nye indtryk. Det er herligt at leve, hvad det er at dø, ved jeg slet ikke endnu, men jeg føler det, som om det må være noget af det mest storslåede i hele Ens liv. Det kommer jeg især til at tænke på, når jeg ser gestapos og stikkernes nervøsitet, hver gang de skal i byen. Jeg er alligevel meget forskellig fra dem". Understregningen er hans egen og viser os, at han intuitivt har været i berøring med kræfter, der har fyldt hans sind med en sjælelig overlegenhed, der lyser ud af hver eneste linie i hans meget, meget skønne afskedsbrev til sin mor.

Ja, Kim Malthe-Bruun var meget forskellig fra sine bødler! Netop så forskellig som det menneske, der aldrig har mistet kontakten med Gud, er fra den, der aldrig har oplevet denne kontakt. For der går en dyb kløft mellem disse to mennesketyper. Mennesket uden Gud – og det er i dag den type, man møder flest af – er overflademennesket par excellence. Udadvendt, altid jagende imod nye oplevelser, altid rastløs og aldrig i virkelig ro. Fanget i materialismens rævesaks tror det, at dets egen evighed er begrænset til den stoffets verden, der på én og samme tid både er fængselsmur og fængselsnøgle. Men mennesket uden Gud ser kun muren! Det har endnu den oplevelse til gode, der bar den unge mand åndeligt uskadt igennem enhver lidelse, selv den tungeste mennesket kan møde.

"Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil". Og senere: "Jeg ville gerne have været en Sokrates, men publikum manglede. Jeg føler den samme ro som han og vil meget gerne, at I helt forstår det". – Hver eneste gang jeg i mit liv har læst disse linier, og det er mange, har de sendt en strøm af livgivende energi igennem mig og fyldt mig med glæde. For vi er alle vandrere på en vej, og jo mere bevidst vi bliver i denne vej, jo mere stenet bliver den. For bliver vi først bevidst i den, ser vi, den fører opad og opad i det uendelige. Og hvert trin opad fører smerten med sig. Hvor lykkeligt, hvor uendelig lykkeligt at kunne sige, med døden for øje: "Jeg har vandret ad en vej, jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet –!" Hvilken far ville ikke gerne have en sådan søn, hvilken mand ville ikke gerne have en sådan ven? – I en verden fyldt med halv-mennesker, med karakterer, der i det ydre måske nok evner at slå sig for brystet, men som i det indre er det, Nazaræeren kaldte "kalkede grave", føles det som en sjælens befrielse at læse denne unge mands sidste hjertegribende brev. Her står det helstøbte overfor det halvt mislykkede. Her ser vi et menneske kun treogtyve år – og dog så uendeligt stort i sin åndelige frigjorthed, at han, skønt død i mange år, stadig nærer den flamme i ens sjæl, der søger frem ad de samme veje.

Vi gør alle klar til at fejre julen, festen til ære for menneskets åndelige frigørelse, dets endelige sejr over døden og mørket. Men for hvor mange er julen denne fest? – Hvor mange evner, som Kim Malthe-Bruun, at bede for sine fjender? – At bede os forstå dem, primitive som de var og uden egentlig skyld i det, de gjorde? – Er skriget på hævn og "retfærdighed" – hvilket vil sige: død og undergang for dem, der står os imod – ikke så langt stærkere end råbet på tilgivelse og forståelse?" – Om ganske få døgn går vi ind i et nyt år og hvilket år? – Evner vi blot at tænke det mindste, må vi se, at dette år kan komme til at ryste verden i dens grundvold og ændre hele klodens struktur. Men hvem vil se? – Jo større faren for katastrofe er blevet, desto mere nægter vi at se den!

En gang i vor svundne, evige fortid blev vor sjæl båret på troens stærke vinger. Sort var sort, og hvidt var hvidt og livet så enkelt, at enhver kunne se de veje, man burde følge. Men i dag er den blinde tros nådegave en saga blot, og verden er kastet ud i en tvivl af aldrig før kendte dimensioner. Angsten her i denne vor nye verden og frygten dikterer mennesket en handlemåde fjernt fra de idealer, det inderste i dets sjæl higer imod. Det er i en sådan verden af mørke og frygt, at det budskab, der evnede at drage skel imellem lys og mørke for totusinde år siden, nu gentager sig, men denne gang i en form, der intet har med tro og nåde at gøre. Livet kræver mere af den voksne end af barnet, og vi er halvvoksne nu! "Fædrehjemmet" er bag os, og den store verden ligger foran os – åben og med mange muligheder! Evner vi at bruge disse muligheder? Evner vi at forme denne verden på en sådan måde, at livet bliver én stor velsignelse for alt og for alle?

Må svaret ikke her blive, at så længe vi ikke evner at skabe lykken, skønheden, harmonien og freden i vort eget liv, er vi ikke egnede til at skabe freden i det store liv. For barnet er julen stadigt det store, ufattelige eventyr, og mange voksne blændes vel også på selve aftenen af det lys, den udstråler. Men det virkeligt voksne menneske ved, at den jul, vi fejrer nu, kun er et symbol, symbolet på det liv, vi alle skal opleve, når vi selv – ved egen vilje – har frembragt det sind, HAN havde, der gav os julen.

Det er her, vi står ved kløften mellem overflademennesket og mennesket, der på ny har genoprettet kontakten med Gud i sit hjerte, genoprettet den, ikke gennem blind tro, men derimod gennem en viden, der vokser sig stærkere for hver krise, den møder, hver modstand den må overvinde. Endnu er ingen af os voksne, men alle vandrer vi ad en vej, ingen af os bør fortryde, vi er slået ind på, fordi det, den giver os, er så langt rigere end det, den tager fra os.

Når jeg har valgt at gengive Kim Malthe-Bruuns afskedsbrev, er det fordi, dette brev er skrevet af en, der ikke var sig bevidst, at han fulgte en vej af meget speciel karakter. Han fulgte den, fordi det var hans natur, var noget, der var ham medfødt. Om nogen har været det, vi forstår ved en "gammel ånd", må det være ham, for blot treogtyve år i vor verden giver ikke en sådan indsigt, en sådan overlegen livsindstilling. Det har kun den, der længe før dette liv har set og forstået det, så mange i dag ikke alene ikke har set, men end ikke aner eksistensen af. Og netop fordi denne indstilling var ham medfødt, betyder hans eksempel så uendeligt meget mere, end om den var tillært. Han repræsenterer det virkelige ideal, det som ved sin blotte, naturlige væremåde bekræfter sig selv. For mig har dette afskedsbrev gang på gang været en levende inspirationskilde, været som en gave, givet til mig af livet selv, en gave jeg ønsker at give enhver, der er moden til at læse ikke alene det, der står i dette skønne afskedsbrevs linier, men også, og måske nok så meget, det der står imellem dets linier. For her møder vi mennesket, når det er størst. Når det har gjort sig fri af ethvert ydre bånd, gjort sig fri af alt det, vi i ét samler i ordene "det timelige", og nu helt har vendt sig imod det evige, det om hvilket han selv følte, at det måtte "være noget af det mest storslåede i Ens liv".

Julen er i dag så mange ting. For de fleste noget ydre, men også for mange en stille stund, hvor de vender sig imod det i dem selv, der "ikke er af denne verden". At vende ryggen til døden er ingen kunst. Det gør de fleste. Men at vende sig direkte imod den og gøre sig selv klart, at også den udgør en del af vort liv og – hvem ved – måske den allervigtigste del, kan føre til, at julen bliver noget andet og mere end blot nogle stemningsfyldte dage. Det kan føre til, at dens inderste væsen åbenbarer sig for en og lader en næsten fysisk fornemme eksistensen af den verden og det liv, som den står som symbolet på!

Med en kærlig jule- og nytårshilsen fra hver eneste medarbejder her i huset og fra