Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På ny ligger en jule- og nytårsfest her i sagens centrum bag os, og det vil være mig aldeles umuligt at sende Dem det nye års første brev uden at bringe Dem både Martinus og alle vi andres varmeste tak for den vældige strøm af kærlige hilsener, vi i disse skønne dage har bådet os i! Fra de utroligste steder på jorden har breve og skønne kort fundet vej til os, og alle har de villet det samme, udtrykt det samme, nemlig en kærlig tak for vort arbejdes eksistens og de mest dybtfølte ønsker for dets fremtid. Jeg har nu oplevet dette eventyr gennem mere end tredive år og må ærligt sige, at det både for mig selv og for alle medarbejdere her i huset udgør en inspiration ingen af os kan få sagt tilstrækkelig tak for! I mit eget tilfælde indeholdt juleposten i år en ekstra solstråle i form af mange varme sympatitilkendegivelser fra vor store feriebys hus- og grundejere. Jeg er jo ikke tyve somre mere og netop med henblik på den omfattende strukturændring, feriebyen nu er undergivet, og det krav ombygninger og nybygninger stiller til mig, føles det som en dyb personlig inspiration at vide, at et overvældende flertal af denne lille bys beboere står bag os i vore bestræbelser for både at bevare og højne det åndelige liv på denne plads, som udgør så stor en del af sagens ydre ansigt. Kosmos Ferieby er nu et millionforetagende, og det menneske er næppe født, der i sin ledelse af en så stor virksomhed kan gøre alle tilpas. Netop derfor vil jeg gerne her sige tak for al den varme og hengivenhed, disse mange smukke breve giver udtryk for! Hver for sig har de gjort tanken om det kommende, arbejdsrige forår deroppe til en dyb og varm inspiration for mig.

Det, der betager en mest, når man sidder fordybet i disse mange kærlige hilsener fra snart sagt alle jordens lande, er en sætning, der atter og atter lyser en i møde, og det så enten hånden, der skrev den, var sort, brun eller hvid. Denne sætning kan næsten ordret gengives således: "Hvad skulle jeg dog have gjort, om jeg ikke havde mødt Martinus verdensbillede!" Hver gang denne sætning toner frem i en ny forbindelse, toner samtidig det verdensdrama, vi alle er part i, også frem for ens indre syn. For hver og en af os er i dag født ind i en verden, der kræver mere af os end nogen sinde før. Forvirring og kaos hersker overalt. Alt synes at være i opbrud, og det ståsted for sjælen, uden hvilket den ikke kan udvikles sundt og rigtigt, synes så "borte med blæsten", at de fleste føler sig isoleret som på en øde ø.

Det er midt i dette fantastiske kaos og mentale virvar, at Martinus kosmiske analyser rejser sig som den ildsøjle, der én gang erkendt og oplevet resten af livet bliver tankens selvfølgelige rettesnor. Vi har nu hørt statsmænd fra snart sagt alle verdenshjørner udtrykke deres mening, deres tro og håb om det kommende år, og gennem alle disse taler har vi følt angsten for det, man frygter at give ord. De fleste af disse taler indeholdt en mere eller mindre skjult glæde over, at det svundne år ikke lod os opleve større katastrofer, end tilfældet blev, samtidig med at de antydede muligheden af, at det nye år måske ikke lader os slippe slet så billigt. Nej, der var ingen tryghed for livet, ingen virkelig tillid til en lysende og fredelig fremtid at hente hos disse verdens store, der sikkert hver for sig gerne vil freden, men blot ikke aner, hvordan den skal blive en realitet.

Mod dette står Martinus klare og urokkelige påvisning af, at freden i virkeligheden slet intet ydre anliggende er. At den virkelige fred, den sindets balance og indre harmoni, som alene gør livet til én stor skønhedsoplevelse, kun kan skabes af mennesket selv og aldrig kan skænkes det af en udenforstående kraft, hvor gerne denne kraft så end ville gøre det. Hele kloden over har mennesker i milliontal nu ønsket hinanden "glædeligt nytår", uden at disse ønsker i virkeligheden får nævneværdig indflydelse på den enkeltes skæbne. Og hvorfor? Blot fordi mennesket ikke kender sig selv, ikke kender de simple love, efter hvilke dets egen skæbne formes. Mennesket ved bare, at det lever, at det har sjælen fyldt med ønsker og begær, og at disse ønsker og begær på en eller anden måde synes at irritere livet så meget, at det simpelthen nægter at opfylde dem, nægter at tilfredsstille dem. Midt i en verden så rig, at det ganske enkelt er umuligt at fatte og beskrive denne rigdom, ser vi en menneskehed, hvis enkeltvæsener skriger fra de ensomhedens kors, de selv med flid har tømret sammen og rejst. Alle skriger på forståelse, og alle synes, at netop deres problem overskygger alle andres og burde løses før alle andres.

Vi står i dag i et helt nyt års første spæde begyndelse, og mange spørger med angst i hjertet: "Hvordan skal dette år blive for mig? Skal det bringe mig den lykke, jeg i mit hjerte drømmer om, eller skal det blot gøre mig endnu mere ensom, end jeg allerede er, endnu mere isoleret, endnu mere ulykkeligt?" Lad os i fællesskab prøve at se lidt på disse spørgsmål, og måske især angsten for svaret på dem. Vi har nu bag os julens hektiske tid. Vi har netop fejret "hjerternes fest", og mange af os er måske en smule flove over den næsten ukontrollerede følelsernes strøm, vi lige har bevidnet. Vi er igen i den kontante hverdag, den som livet har flest af, og som ikke i altfor høj en grad synes at acceptere følelsen som det rette livsfundament. Julens fællesskab, der bragte stjerneglans frem i øjnene og tro på mennesket i hjertet, opløser sig selv på en næsten ubegribelig måde – ensomhedens kolde kno banker igen på døren, tomhedens kulde breder sig igen i det hjerterum, der blot for få døgn siden var fyldt til bristepunktet af fornemmelsen af at være ét med alle mennesker.

Hvordan går dette til? Hvad er hemmeligheden bag den proces, der for en stund lader mennesket opleve sit tilhørsforhold til hele menneskeheden for så bagefter at slynge det ud i den absolutte ensomheds iskolde rum, det rum, der alene i vort eget lille land koster mere end tusinde selvmord hvert eneste år. Det går til på den måde, at langt de fleste mennesker slet ikke kender kunsten at tænke. De lever på den besynderligste blanding af instinkt, eksplosions- og føletanker. Selv tror alle disse mennesker virkeligt, at de tænker, og mange af dem føler sig overbevist om, at netop deres synspunkter og opfattelser er så "sunde og naturlige", så "selvfølgelige", at de slet ikke opdager, at disse synspunkter og opfattelser netop er blevet den isglatte glidebane, der fører dem lige udover afgrundens rand. For et menneske, i hvert fald et udviklet menneske, er faktisk mange ting. Det er først og fremmest enten mand eller kvinde, hvad der bestemmer dets tanker og synspunkter meget mere, end det selv er klar over. Når så mange mennesker, som tilfældet er, er faldet for troen på, at det unge menneske har større livshunger end det ældre, beror det jo blot på, at man ikke gør sig klart, at livshunger er mere end én ting. Og når det unge menneskes livshunger synes så voldsom, beror det jo i virkeligheden langt mindre på tænkning end på de kirtelfunktioner, som skal sikre artens opretholdelse. Den livshunger derimod, som skal sikre livsglædens absolutte kulmination i vort livs længste og mest værdifulde afsnit, nemlig manddommen og alderdommen, synes måske ikke så voldsom, men den er der, og modsat den første tager den til, hvor den tager af.

Allerede her står vi altså overfor et område, som helt er behersket af instinkttænkning eller en tænkemetode, der sit guddommelige formål til trods meget let fører det enkelte menneske ud i de katastrofer, der lader det begære at kende tilværelsens første kosmiske A.B.C. Men instinkttænkningen spiller på et større register end det blot og bar hormonale. Den ligger også til grund for de enorme strømme af sympati- og antipatifornemmelser, der dagligt krydser vor hjerne og vildfører os der, hvor vi måske selv synes at stå sikrest. Sætningen: "Dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde", er jo givet os af en, der klart så, hvad et ukontrolleret begærliv fører til. Meget få mennesker har mod til at indrømme overfor sig selv, at flertallet af dets ønsker har rod i en verden af virkelig ond egoisme, rod i en verden, der på næsten alle sider er begrænset af den jungle, det kun teoretisk har forladt, den jungle, der iskoldt dikterer, at "enhver er sig selv nærmest". Det er stadigt "mand" eller "kvinde", altså handyr eller hundyr mere end det er menneske. Evnen til at tage, til at kræve hellere end til at give er gammel som junglen selv. Det er dette verden afspejler i sin nuværende ydre fremtræden. Det er dette, der er verdens største angstkilde.

Instinktet er en vidunderlig faktor i planteriget og det egentlige dyrerige. Der dirigerer det livet og dirigerer det vel at mærke fuldkomment. Men i vor verden er det vor menneskelige lykkes fjende nr. 1. For instinktet baner sig vej fra dybden af vor sjæl og iklæder sig følelsens skønne klædebon og får os til at bilde os selv ind, at vi er mennesker. Og når vore omgivelser så ikke vil acceptere denne vor selvbestaltede "menneskelighed", ja, så bliver vi "rasende" o.s.v., og så foretager vi os netop de handlinger, der led for led bekræfter, hvem vi virkeligt er.

Men selv om vi stadigt, som Martinus udtrykker det, er "sårede flygtninge mellem to riger", altså hverken fuldkomne dyr eller fuldkomne mennesker, gav Forsynet os alligevel midt i alt dette en kraft, en slags løftestang, ved hvis hjælp vi kan hæve os ud af junglen. Gud gav os intelligensen. Hvad er intelligens? Det er den ordnende kraft, ved hvis hjælp vi kan regulere og beskære vore begær så meget, at de ikke ødelægger os helt og aldeles. For så viseligt er livet indrettet, at vi alle, hver for sig, på et bestemt tidspunkt har begået så mange dumheder indenfor et givet felt, at vi kan gribe os selv i at standse netop på tærskelen til en gentagelse af denne dumhed, fordi vi pludselig kan "se" konsekvensen. Intet normalt menneske begår med fuldt overlæg vold imod sig selv, tværtimod. Alle ønsker vi at være beskyttet imod vold, fordi vold ødelægger vor lykke. Og betragter vi et udviklet menneske kontra et meget primitivt, ser vi, at forskellen udelukkende beror på, at hvor den ene er blottet for evnen til at "se" konsekvensen af sine egne handlinger, evner den anden at "se" i en sådan udstrækning, at det med fuldt overlæg destruerer en lang række af sine egne begær, sine egne ønsker, fordi det evner at se, hvilken elendighed en tilfredsstillelse af disse begær og ønsker vil føre det ud i. Dette menneske har med andre ord lært sig begyndelsesgrundene til kunsten at resignere, livets højeste og fornemste kunst!

Nået hertil rækker Gud os sin hånd på ny. En dag møder vi intuitionen eller denne tilværelsens højeste og skønneste "synsevne". Og så vidunderligt er livet indrettet, at selv de mest beskedne "mikrolyn" af intuition virker som en svidende og altødelæggende brand i vor bevidstheds junglekrat. Hvor instinktet, eksplosionen, følelsen og også i givne tilfælde intelligensen giver os ret til at hævne, hade og forfølge, der berøver intuitionen os denne ret så totalt, at vi genfinder os selv i den mærkelige situation med et smil at kunne tilgive vore fjender og endvidere med en forunderlig fred i sjælen hellere selv opleve uret end befordre den.

At være i sine egne begærs vold er således at være indespærret i ensomhedens mentale fængsel. Det er i virkeligheden blot dette helt at være overladt til sig selv. Vor bitreste og farligste illusion er vel nok den, at vi er født med et krav på livet, medens det omvendte så helt og aldeles er tilfældet. Derfor anbragte Guddommen ved vor livsvej visdommens lygtepæle! Stod de der ikke, var vi vel alle dømt til at vandre vild. Men nu står de der og belærer hver og en af os om, at ensomhedens grænser går der, hvor vi opgiver os selv, vore egne ønsker, vore egne begær til fordel for de andre.

Men er dette ikke at forlange det umulige af mennesket? Jeg har hørt dette spørgsmål mangfoldige gange og har altid stilfærdigt måttet svare, at livet jo intet forlanger af os. Vil vi ikke give afkald på det, vi anser for lykken, kan ingen jo tvinge os dertil. Livet selv er ikke interesseret i tvang af nogen art. Livet ér bare, er lovene, er konsekvenserne, er alt det, der en dag far os til frivilligt at opgive vor kamp og – lad det så iblandt være meget svært – lægge hele vor skæbne i Guds hånd og overlade til ham at træffe de afgørelser, vi ikke selv magter.

Historien har fortalt os om en person, højagtet af alle sine venner, der en dag knælede ned og vaskede deres fødder. De protesterede, men han så blot på dem og svarede: "Jeg er ikke kommet til verden for at lade mig tjene, men for at tjene!" For mig at se havde HAN nøglen til den lykke, livet en dag vil lade hver og en af os indse er den eneste, der er en virkelig kamp værd!

– – – – – – – – – –

Som man vil se, må svaret på spørgsmålet om det enkelte menneskes ensomhedsfornemmelse, dets angst for fremtiden og dets angst for at blive isoleret, søges i dets egen indstilling til livet. Vil mennesket fortsat lade sig tyrannisere af opfattelser og forestillinger, der udelukkende har rod i degenererende instinktfunktioner, må svaret blive, at ensomheden og isolationsfornemmelsen vil vare nøjagtigt så længe, man opretholden den tænkemetode, af hvilken disse tilstande er en simpel og naturlig konsekvens. Vil man derimod – helt bevidst – ændre indstilling, kan enhver ensomhedsfølelse, enhver depression være borte som ved et trylleslag. Men det enkelte menneske må selv ville denne ændring. Livet giver os kun valget mellem at ville være os selv på godt og ondt eller at ville være til for de andre. Og vil man betragte livet, som det virkeligt er, kan intet menneske bortforklare, at den, som giver sit liv til andre, virkeligt får det. Men naturligvis kræver denne indstilling en hel del af en, blandt andet viljen til at ville give afkald, til at ville ofre noget, og her er det, at så meget i vor rent materielle verden står den enkelte imod. For alle vil "leve livet" og have "sin del af kransekagen" – skriget herpå lyder alle vegne, og man forbløffes ofte over, at næsten ingen lægger mærke til, at ligegyldigt hvor højt der skriges, så er det, den enkelte formår at vride ud af livets hænder, kun såre lidt imod det, livet med fryd giver enhver, der har den modsatte indstilling. Så når jeg her på tærskelen til det nye år skal ønske hver og en af vore brevmodtagere et glædeligt nytår, så er det med det inderlige ønske, at studiet af Martinus kosmologi må bringe de evner i Deres sind i vækst, på hvilke den virkelige livslykke beror. Igen står vi overfor en kæde af dage, der vil veksle med alvor og smil, med tung gråd og lys latter, for sådan er vort liv. Den, som har lært af livet, oplever altid sit hjerte fyldt med medlidenhed, når et menneske, det står nær, som det virkeligt holder af, kommer ud i noget, som har rod i de her beskrevne tilstande. Men vi kan ikke altid hjælpe dem, vi holder af, fordi mennesker "ser" så forskelligt på mange ting. Men ét kan vi altid: være gode imod enhver, vi ser i ulykke. Og skulle sorgen ramme os selv – ingen skæbnekæde er jo stærkere end dens svageste led – ja, så ved jeg fra mit eget liv, at intet menneske kan stå bedre end det, der har Livets Bog på sin reol, for – og lad mig her slutte næsten, som jeg begyndte – hvad skulle vi dog gøre uden den!