Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 884 og 885.

"At disse to begreber "himlen" og "helvede" ikke er noget intellektuelt svar på det nævnte spørgsmål, men udelukkende er to for uintellektuelle væsener tilfredsstillende formler for livets højeste mysterium, bliver til kendsgerning derved, at samme formler ikke kan blive ved med at tilfredsstille væsenernes krav til spørgsmålets besvarelse. Det er en kendsgerning, at jo mere videnskabelig undervisning eller jo større intelligensmæssig indsigt, væsenerne får i de for de fysiske sanser tilgængelige foreteelser, desto større tvivlere bliver de med hensyn til "himlen" og "helvede". Når væsenerne kan vokse fra et svar på et spørgsmål, således at samme svar slet ikke mere kan dække spørgsmålets løsning, må der være noget i vejen enten med væsenerne eller svaret. Da dette, at væsenerne udvikler sig og får en større indsigt i livets problemer, er en direkte følge af jordens omdrejning om sig selv og dens løb omkring solen og af alle de heraf opståede foreteelser, kan dette forhold ikke ændres uden ved at ændre solens og jordens indbyrdes forhold i en sådan grad, at al udvikling ville være en umulighed. Hvem kan gøre det? – Kan et menneske sætte sig op imod solens og jordens løb i universet? – Men når det ikke kan det, må dets udvikling jo være i kontakt med ophavet til de kræfter, der dirigerer universets ordning eller klodernes løb. Når væsenernes udvikling således er et led i klodernes kredsløb og derved direkte kan føres tilbage til at være bestemt af ophavet til dette kredsløb, kan denne udvikling og den heraf opståede tvivl eller vantro ikke være nogen "synd" eller lægges individet til last. At væsener bliver vantroende er således ligeså naturlig en foreteelse som selve tyngdeloven eller fremkomsten af dag og nat, sommer og vinter. Dette at forfølge vantroen og derved tvinge væsenerne til at beholde opfattelser, de i virkeligheden er vokset fra, er imod selve livets kredsløb, er imod selve universets gang. Tror man ikke dette, at true med "evig fortabelse" eller fordømme væsener til evigt ophold i "helvede", fordi de er tilknyttet en foreteelse, der skyldes klodernes gang, er mere "syndig"? –

Det var ikke så mærkeligt, at verdensgenløseren docerede sin alvorlige advarsel: "Dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes, thi med hvad dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad mål I måle, skal der tilmåles eder". Desuden finder vi også her bekræftelse på Bibelens advarsel: "Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder". Er det ikke her synligt, at den, der dømmer et væsen til "helvede" eller "evig fortabelse" for dets vantros skyld, allerede er et "faldet" væsen? – Ved sin dom over den vantroende går det i rette med sol og måne, er imod selve livets gang. Et sådant væsen gør ikke nogen kirke lysende og er ikke til ære for noget tempel. Det aner ikke, at tvivlen og vantroen er kulminationen af "hungeren efter retfærdighed", og at denne hunger udelukkende skyldes evne eller talent til at se, at der må findes en langt fuldkomnere og mere højintellektuel idé eller plan bag altets eller det daglige livs foreteelser end den, det hidtil gennem kirker og templer har fået doceret.

Men hvorledes skulle det have fået denne hunger uden ved den erfaringsrigdom, livet og kredsløbet selv har givet det? – Og hvorledes skulle det kunne modtage et fuldkomnere og mere højintellektuelt svar på livets mysterium uden netop i kraft af denne hunger, denne tvivl og vantro med hensyn til de overfor samme væsen forældede og fra fortiden overleverede dogmer og antydninger? – Der må gå hunger forud for enhver mættelse. At et menneske hungrer efter højere indsigt, højere viden om universet, ønsker at møde en løsning på livets mysterium, der ikke på nogen måde står under det, der er i kontakt med den moralitet og humanisme, det selv er vokset frem til at manifestere, kan kun være guddommeligt og ikke "syndigt". At tvivlen eller vantroen med hensyn til "himmel" og "helvede" udtrykker et stadium, hvor den i øjeblikket gør sit ophav til en total gudsfornægter, der hverken tror på evigt liv eller nogen højintellektuel verdensplan, men derimod foregøgler sig, at alt er tilfældigheder, forandrer ikke princippet. Det hører til dem, der ikke kan tro, og er således af den på solens og jordens løb baserede udvikling ført frem til at tilhøre dem, der "skal mættes". Livet skal nok vide at give dem rigeligt af de erfaringer, der netop kan bringe dem til at hungre efter at se, at der er plan, logik og dermed retfærdighed og bevidsthed bag hele universet og derved gøre dem modtagelige for den mættelse, der udgøres af "talsmanden den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed", og hvorved verdensgenløserens ord: "Salige er de, som hungre og tørste efter retfærdighed, thi de skulle mættes", bliver til sandhed."