Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På en måde føler jeg mig forpligtet til at indlede dette brev til Dem med en undskyldning for, at jeg denne gang skriver om et problem af en helt anden karakter end de sædvanlige. Men da det gennem alle de år, jeg har skrevet disse breve, har været sådan, at jeg aldrig har opfattet Dem som "fremmed" i dette ords almindelige betydning, men derimod i langt højere grad som en personlig ven, til hvem jeg kunne tale frit om alt det, jeg gennem Martinus var kommet til forståelse af, så føler jeg, at jeg også kan tale frit til Dem om de problemer, der angår den sag, vi hver for sig gennem vor åndelige søgen føles os så stærkt knyttet til. Sagen er nemlig den, at livet har anbragt mig i et dilemma, jeg ikke kan løse ved egen hjælp, et dilemma som skal og må løses rigtigt.

Da jeg for knapt to år siden vendte hjem fra Indien, var vort arbejde derude, set fra et rent menneskeligt synspunkt, i de bedste hænder. Mr. Mahabir Mathur gav så at sige al sin tid til den rent praktiske spredning af bøger, kontaktbreve etc., og Mr. Techu Advani stod med sin solide offentlige position som en garant af højeste klasse. Men, som De ved, døde disse to prægtige mænd umiddelbart efter hinanden, og da ingen af deres nærmeste evnede at afløse dem, blev resultatet det, at vi selv overtog udsendelsen af vore kontaktbreve – ialt ca. 300 – indtil det opståede problem kunne få en ny løsning. Men samtidigt skete der noget, De ved meget lidt om. Ovre i U.S.A. arbejdede en af sagens trofaste venner siden ungdommen, Viggo Jahn, på at opbygge et U.S.A.-center, og også for ham lykkedes tingene takket være hans unge hustrus strålende indsats. Hun var perfekt i engelsk og tog sig af den store korrespondance, arbejdet uundgåeligt førte med sig. Men også der mødtes vi af en katastrofe, idet hun pludselig ramtes af en alvorlig sygdom, der hastigt medførte døden. For vor kære ven Viggo Jahn betød dette hårde slag, at han besluttede at vende hjem til Danmark. Men som jeg i New Delhi forsøgte at løse de der opståede problemer, forsøgte han i U.S.A. at løse det samme problem på omtrent samme måde. Begge var vi i kontakt med mange mennesker, og medens resultatet for mig i New Delhi blev, at en af vore unge venner derude, Mr. Amrit Jindal, nu er i fuld gang med at udbygge vort indiske center, kendte Viggo Jahn i Miami i Florida en dame, Miss Rachael Hopkins, der nu har stillet alle sine evner til rådighed for bevarelsen af centret i U.S.A.

Som allerede nævnt er vi på nuværende tidspunkt i berøring med ca. 300 mennesker i Indien, der hver måned får vore kontaktbreve tilsendt vederlagsfrit. Disse 300 mennesker blev udvalgt af Mathur, inden han døde. Udvælgelsen foregik simpelthen ved en af ham foretagen "eksamination", der garanterede os, at disse breve virkelig kom til mennesker, for hvem de betød noget, mennesker der ikke alene modtog disse breve, men bragte deres indhold videre til de kredse, med hvem de var i berøring. At Mathur her så rigtigt, ved vi gennem vort arbejdes vækst derude, en vækst der jo netop har resulteret i udsendelsen af Martinus bog "Den ideelle Føde" på både engelsk og hindi.

Med U.S.A.-centret er forholdet derimod et andet. Viggo Jahn medbragte ved sin hjemkomst ca. 700 adresser på amerikanere, der har udtrykt deres interesse for Martinus arbejde. Disse mennesker fik jævnligt besked fra ham, men de blev på en måde ved hans afrejse efterladt i et slags vakuum. De ved, vi eksisterer, men endnu har vi ikke genoprettet kontakten med dem. Føjer vi dertil et stedse stigende antal engelsktalende kontakter i snart sagt alle lande, som meget gerne vil høre fra os, står vi her overfor et problem, vi ikke kan løse ved egen hjælp. Og føjer vi ydermere hertil, at et ligeledes stedse stigende antal tyske interesserede i Martinus arbejde begynder at bede om oplysning, om kontaktbreve og bøger, tror jeg, De forstår, at det er på tide, jeg lægger denne sag frem for Dem.

Naturligvis har vi her i sagens centrum drøftet det opståede problem meget indgående, og mange planer har været diskuteret. Det efterfølgende forslag er et resultat af alle disse drøftelser og er i hvert fald af en sådan karakter, at det kan føres ud i livet med udsigt til succes. Betragtet som én stor opgave deler det opståede problem sig nemlig i flere afsnit. Både for det engelske og det tyske område må det første punkt, der skal bringes i orden, være selve oversættelsesproblemet. Her står vi imidlertid ualmindeligt godt udrustet, idet vi både for det engelske og det tyske område indenfor sagen selv har de personer, der både kan og vil påtage sig det nødvendige arbejde – og som har de nødvendige kvalifikationer!

Det næste punkt er det rent manuelle arbejde. Også her er vi i kontakt med personer, der er villige til at ofre tid og kræfter på den givne opgave. Problemet tænkes løst på den måde, at den respektive engelske og tyske gruppe selv overtager det med forsendelsen forbundne kartoteks- og kuvertarbejde, således at grupperne hver måned her til Instituttet afleverer den sum af adresserede kuverter, den ønsker udsendt, hvorefter vi indlægger de respektive kontaktbreve og afsender hele materialet herfra. Både de engelske og de tyske kontaktbreve vil således blive trykt af os og viderebefordret herfra. Indgående post fra samtlige brevmodtagere vil ligeledes blive fordelt herfra til de respektive gruppers ledere, der har erklæret sig villige til at besvare al korrespondance.

Den her skitserede plan er således realisabel, såfremt – ja, såfremt det kan lykkes os at etablere den for denne plans realisation nødvendige økonomi. Og her er det, at jeg igen vil tale rent personligt til Dem. De var i sin tid så kærligt indstillet overfor tanken om Martinus arbejdes udbredelse udenfor vort lands grænser, at De ikke mindre end tre gange sendte mig til Indien og bekostede mit ophold der. Jeg føler mig overbevist om, at De ville gøre dette igen, om det skønnedes nødvendigt. Det gør det på sin vis, og Martinus har da også flere gange bedt mig vende tilbage, idet inderne adskillige gange har bedt ham meget bønligt om, at de måtte få mig derud igen. Men jeg ser således på denne sag, at jeg meget gerne vil rejse, så snart arbejdet både i Indien, Japan og U.S.A. er gennemorganiseret på en sådan måde, at jeg virkeligt vil kunne udnytte min tid 100 procent. Jeg har nu rejst så meget og over så vældige distancer, at jeg har god erfaring for, hvorledes kommende rejser kan organiseres med udsigt til størst muligt udbytte. Derfor har jeg bedt Martinus om tilladelse til at vente i to, måske tre år, før jeg igen flyver ud, og om at måtte anvende disse år til en udbygning af Martinus-centre i de her nævnte tre områder, af hvilke jeg håber, Mogens Møller vil tage sig af det tyske, idet det er min overbevisning, at opgaven her vil ligge ganske naturligt for ham. Så når jeg nu fremlægger disse planer for Dem, er det i håbet om, at De vil bistå os med deres rent økonomiske løsning. Jeg er af den overbevisning, at en aktiveret tre-års-plan kan løse hele problemet. For Asiens vedkommende er forholdet stadigt dette, at vi må skænke disse fattige mennesker brevene vederlagsfrit. Alt åndeligt arbejde i østen hviler på private donationer, og dette forhold vil også på et eller andet tidspunkt komme vort arbejde til gode. Anderledes derimod i vesten, hvor vi alle er opdraget til at betale for de ting, vi ønsker, enten de så er åndelige eller materielle. Gennemfører vi her i vort forhold til U.S.A. og andre engelsksprogede lande det system, som herhjemme fungerer med så stor succes, nemlig et vederlagsfrit to-måneders abonnement til mennesker, der selv har udtrykt ønsket om at måtte høre nærmere om vort arbejde, er jeg nogenlunde sikker på, at hele udlandsområdet om ca. tre år økonomisk hviler i sig selv.

Vi regner med i øjeblikket at skulle udsende ca. 1000 engelske breve hver måned. Da samtlige gruppers repræsentanter har stillet deres tid og arbejdskraft vederlagsfrit til vor rådighed, vil vi være i stand til at gennemføre denne udsendelse for ca. 6-700 kr. månedligt. Hver for sig er vi villige til at påtage os dette arbejde i den skitserede 3-årige periode, men skal arbejdet udføres, som det bør udføres, er det klart, at om den støtte, vi beder om, øges, vil vore chancer for at gennemføre den stillede opgave på bedste vis øges i samme grad. For at holde denne opgaves økonomi helt adskilt fra sagens øvrige økonomi, har vi bedt revisor Tage Buch stå som modtager af de beløb, man måtte være villig til at ofre på denne opgaves løsning. Rent økonomisk tænker vi os opgaven løst på den måde, at vi fra vor side stipulerer et bestemt mindstebeløb per brev og derefter ganske simpelt afregner mængden af udsendte – af grupperne selv kontrollerede breve – med Tage Buch. Vi finder denne losning simpel og effektiv, og Tage Buch vil så hvert år tilsende de mennesker, der støtter dette arbejde, et klart regnskab for det forløbne år.

– – – – – – – – – –

Til slut føler jeg trang til at give udtryk for nogle få personlige tanker i forbindelse med det her skitserede forslag. Lad mig sige det sådan, at der kommer en tid i ethvert menneskes liv, hvor det ganske naturligt gør op med sig selv, om det livsfundament, der bærer dets egen tilværelse, er af en sådan karakter, at det i sig føler et brændende ønske om, at også andre baserede deres liv og tilværelse på det samme fundament. I mit eget tilfælde hersker der ingen tvivl. Omend jeg personligt afskyer ordet "missionær", så er jeg missionær i den forstand, at jeg allerede for mange år siden viede mit liv til udbredelsen af Martinus tanker, af hans verdensbillede. Og på dette punkt er der ingen ændring indtrådt i mit liv. For mig står udbredelsen af Martinus Kosmologi stadigvæk som det skønneste, et menneske kan give sit liv til. Jeg er nok lykkelig ved livet her hjemme, ved foredragene her i centrum og ved vor ferieby, men for mig er alt dette alligevel sekundært i sammenligning med tanken om at bringe Martinus strålende kosmiske analyser ud i verden. Jeg føler det simpelthen således, at de opgaver, jeg for mange år siden tog mig på i forbindelse med Martinus arbejde i Danmark, nu er løst på en sådan måde og i et sådant omfang, at jeg med god samvittighed for alvor kan begynde at rette mine tanker imod det, som jeg føler som mit livs inderste kald og mission, nemlig at bruge mit liv til at gøre verden opmærksom på Martinus eksistens. Martinus selv har aldrig ladet mig i tvivl om denne mission. Havde det stået til ham, havde jeg forlængst været på vingerne igen, men mange opgaver her hjemme trængte sig ved min sidste hjemkomst så stærkt på, at de måtte løses, før jeg igen kunne tænke på at drage ud. Nu er disse opgaver imidlertid så nær løst, at jeg med mine egne øjne kan se, at hvis man vil hjælpe os med den opgave, jeg har brugt dette brev til at delagtiggøre Dem i, så kan jeg om blot to eller tre år stille mine evner og min viden til rådighed for mennesker, som i dag bor langt fra os, men hvis åndelige hunger ikke er mindre end vor egen, og hvis krav på at kende Martinus tankeverden heller ikke er mindre end vort. Derfor beder jeg Dem rent personligt overveje, om den opgave, som her presser sig på, ikke er en opgave, det vil kunne bringe Dem både glæde og personlig tilfredsstillelse at se løst. Om man vil sende et engangsbeløb eller tegne sig for et mindre månedligt bidrag er slet ikke det afgørende. Det afgørende er, om man – som vi – føler, at opgaven bør løses. Martinus arbejde er født i Danmark, det har været vor lykke! Men glem alligevel aldrig, at det blev skabt for hele verden – for alle mennesker, og at vi muligvis svigter noget af det bedste i os selv, om ikke vi altid holder os denne sandhed for øje!