Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 887.

"Som før nævnt siger verdensgenløseren: "Men jeg siger eder, at den, som bliver vred på sin broder uden årsag, skal være skyldig for dommen". Her må man lægge mærke til, at der i nogle Bibler er bemærket, at ordene "uden årsag" ikke findes i de ældste håndskrifter af det materiale, af hvilket Bibelen efterhånden er opstået. Nævnte ord er altså føjet til af et senere tidspunkts skribenter. Men det er ganske naturligt. Disse har ikke fattet dybden af Jesu rene, højintellektuelle kærlige eller kosmiske indstilling til alt og alle. De har ment, at vreden naturligvis var berettiget og dermed fri af dom over sit ophav, når den ikke var "uden årsag", hvilket vil sige, når broderen var skyld i vreden. Og det er jo denne opfattelse, der den dag i dag gør sig gældende i kristendommen under begrebet "hellig vrede" eller "retfærdig harme". Denne form for vrede finder altså ingen begrundelse i de ældste håndskrifter, hvilket vil sige de skrifter, der er fra et tidspunkt, der lå nærmest Jesu tid. At disse ældste skrifter derfor også er mere i kontakt med verdens genløserens opfattelse af problemet bliver til kendsgerning igennem hans ord: "Dersom nogen giver dig et slag på den højre kind, da vend ham også den anden til". Når et menneske, der af sin broder eller næste bliver slået på den højre kind, bliver vred på denne sin broder eller næste, er det altså ikke "uden årsag". Og dog siger verdensgenløseren, at man i et sådant tilfælde skal vende den venstre kind til, hvilket jo vil sige det samme som, at man må tilgive sin næste. At det er dette, han mener, bliver yderligere urokkeligt stadfæstet i hans egen væremåde. Hvad var det for en indstilling til sine bødler, han åbenbarede på korset? – Siger han ikke: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre"? – Er det ikke selve kulminationen af at "vende den venstre kind til, når man bliver slået på den højre", samtidig med at denne tilgivelse ikke var udslag af naivitet, men af højintellektuel viden. Giver han ikke i ordene: "Thi de vide ikke, hvad de gøre", en højintellektuel begrundelse for denne hans tilgivelse? –

At være vred på et væsen, fordi det har gjort noget, det kosmisk set ikke vidste af, kan jo kun repræsentere den samme tåbelighed som den at blive vred på et lille nyfødt barn, der endnu slet ikke kender noget som helst til den fysiske verden, det lige er indtrådt i. Verdensgenløserens tilgivelse er således ikke et resultat af sentimental overfølsomhed eller fanatisme, men ren og skær intellektuel sympati, der jo er det samme som kulminerende kærlighed.

At være "skyldig for dommen" vil altså være det samme som at have overtrådt loven. Denne lov kan kun være den af Jesu omtalte næstekærlighedslov, der byder alle at elske sin næste som sig selv, hvilken kærlighed er "al lovens fylde". Da overholdelsen af næstekærlighedsbudet var betingelsen for adgangen til "himmeriges rige", er det denne overholdelse, man bliver "skyldig overfor dommen", når man bliver vred på et medmenneske. Virkningerne af denne skyldighed kan da kun blive – ikke en vred Gud – men dette, at man ikke kan komme i "himmeriges rige", men stadig er bundet til det primitive jordmenneskeplan, hvor man endnu lever i dyrerigets zoner og betjener sig af dets principper: vrede, kamp og drab. Man må blive ved med at være den "fortabte søn", der "æder sammen med svinene". Som man ser, kan den "dom", over for hvilken man bliver skyldig, kun være identisk med én eneste ting, nemlig – "visdommen". Verdensgenløserens ord vil da i sin dybeste eller kosmiske analyse vare at udlægge således: "Den, der bliver vred på sin næste, ligegyldig af hvilken grund, opfylder ikke visdommen og kan da umuligt undgå sammen med alle ligesindede væsener at udgøre netop den zone, i hvilken det dræbende princip har hjemme"."