Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de største farer, der truer det åndeligt søgende menneske, er ensidighed, er, at det kun vil høre den bestemte "røst", det har fattet forkærlighed for og afviser alt andet, det møder på sin vej. Ja, denne ensidighed kan endog drives så vidt, at det hænder, man på sin vej møder mennesker, der, når de hører en eller anden mening fremsat, som faktisk ligger på linie med det, de selv erkender som sandhed, da med fuldt overlæg hævder, at det har vedkommende stjålet fra den eller hin skribent, de selv hylder. At den slags er sørgeligt, ved vi alle, men vi kan næppe ændre dette forhold, blot være på vagt, så det ikke overrumpler os selv og tryllebinder vor egen sjæl.

Da jeg i sin tid mødte Martinus og næsten mere end til randen fyldtes af hans tanker, bad han mig til min store overraskelse studere så mange andre åndsretninger, jeg magtede. Han gjorde det klart for mig, at jeg fremover ville møde mennesker fra alle åndelige retninger, og at det både var klogt og kærligt af mig at indstille mig på at møde disse mennesker på deres egen vej, og så, om det var muligt, hvilket i denne forbindelse ville sige: om de selv spurgte, da at give udtryk for den opfattelse, jeg gennem ham var kommet i besiddelse af. Nu, så mange år efter, er jeg stadig fyldt med dyb beundring for den umådelige overlegenhed, Martinus her gav udtryk for. Det havde været meget lettere for ham at bibringe mig den forestilling, at hans verdensbillede var "det eneste saliggørende", og dermed bringe mig ind på den enkeltsporede bane, flertallet følger, men det har aldrig været i hans tanker at bringe hverken mig eller noget andet menneske ind i et nyt mentalt fængsel og så låse døren bag os. Tværtimod! Det, der er hans ønske, er jo netop at gøre os åndeligt "runde" i stedet for "trekantede", gøre os til mennesker, der som noget ganske naturligt forstår og accepterer andre menneskers syn på livet og dermed gøre det muligt for os at kontakte livet i alle dets vidunderlige aspekter.

For Martinus er Guds bevidsthed en kraft, der griber ind i alt liv og ikke foretrækker givne former på bekostning af andre. Så når jeg i dag med glæde kan lade mit blik glide hen over lange rækker af bøger med dybt forskelligt religiøst indhold, er det først og fremmest ham, jeg har at takke for den trang til altid at se problemerne fra de flest mulige sider, der er blevet en del af min åndelige søgen. Takket være denne indstilling sker det gang på gang, at nye bøger, der krydser min vej, netop igen lader mig opleve den salighed, det er, at se de høje kosmiske tanker, jeg gennem Martinus har lært at kende, bekræftet af andre åndfulde personligheder. For lad os aldrig skjule for os selv, at vi ikke alene ikke har, men formentlig heller ikke foreløbig får kosmisk bevidsthed. Vi er stadig åndeligt blindfødte, der i kraft af vor natur endnu et stykke tid er dømt til at vandre i mørke. Netop fordi det er sådan, betyder det umådeligt meget for sjælen, hver gang den oplever at se sine efterhånden overmåde stærke anelser om lysets virkelige eksistens bekræftet af andre, der også fornemmer dette lys. En sådan oplevelse har læsningen af den indiske vicepræsident Sarvepalli Radhakrishnan's bog "Troen genvunden" med undertitlen "Den evige Religion" givet mig. Og om også De gennemlæser det medfølgende citat fra nævnte bog med eftertanke, vil De sikkert dele min glæde. På ny genkender man ånden bag ordene. På ny er man i berøring med et menneske, hvis åndelige "bølgelængde" er ens egen, og hvis ord tilfulde bekræfter, hvad Martinus lærer os.

To former for sanseevne møder her hinanden, sanseevnen "nedenfra" og sanseevnen "ovenfra". Hvor Radhakrishnan gennem sin udviklede følelse, intelligens og intuition når frem til sin erkendelse, bekræfter Martinus gennem sin vågne, dagsbevidste kosmiske oplevelse den samme erkendelse, den samme sandhed. Og for os andre sker der altså det, at vort nervesystem for sekunder oplever den fryd, det er at fornemme den åndelige verdens virkelighed så nær, at det grænser til selvoplevelse.

Radhakrishnan's bog er ingen let bog at læse, for den er på sin vis et helt bibliotek inkarneret i én bog. Men det er en bog, man vil vide sig glad ved at have stående på sin reol, en bog, man atter og atter vil vende tilbage til, som man altid – når tvivlens grå skygger igen truer med at sløre bevidstheden – vender tilbage til de bøger, der før har hjulpet. For lad os her være meget ærlige. Tvivlen er stadigvæk en del af vort væsen! Som vi har dage, hvor sjælen jubler, og alting synes klart som solen, har vi andre dage, hvor oplevelser, der går os meget nær, får tvivlen til at tone frem, hvor den før så blå himmel dækkes af mørke skyer, og hvor den Gud, der før syntes så nær, at man kunne gribe hans hånd, igen er blevet borte.

At benægte, at dette er blevet vort livs vilkår, vil være at benægte selve den sandhed, vort udviklingstrin udtrykker. Vi er fremdeles, som Martinus har udtrykt det i sit hovedværk "sårede flygtninge mellem to riger!" Vi er ikke længere fuldkomne dyr, dertil har vi for meget hjerte, men vi er endnu ikke fuldkomne mennesker, dertil er vort hjerte endnu for uudviklet. Men vi har i glimt anet det fuldkomne menneskes virkelige eksistens og intuitivt følt, at Jesu ord om, at "mit rige er ikke af denne verden", ikke er ensbetydende med, at det ikke kan blive det. Det er kun det troende menneske, der gør tingene bogstavelige. Det mere fremskredne menneske forstår, at hvor vigtige tid, rum og afstande end er, så er sjælens tilstande dog endnu vigtigere! Og at vi er på vej imod nye åndelige tilstande i vor egen sjæl kan kun den betvivle, der aldrig har gjort sig blot den mindste anstrengelse for at lære de processer, der foregår i ham selv, at kende. Radhakrishnan har ret, når han siger, at "fremtiden afhænger af os". Det er vore handlinger, der bygger fremtiden, og jo flere mennesker, der bliver, der gør sig deres kosmiske ansvar bevidst indtil en sådan grad, at dette evige ansvar bliver deres timelige rådgiver, desto mere vil de mørke skyer, der i dag åndelig talt dækker verden, spredes. Sandt nok syner det enkelte menneskes ikke meget blandt verdens milliarder, men det er langt mere, end det synes – det burde de få store vises liv belære os om. Gennem mere end tredive år har Martinus belært os om, at "der, hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldt "onde" at eksistere". Nu ser vi denne sandhed bekræftet gennem et af de mennesker, der i dag betegnes som en af det fjerne østens største filosoffer. Denne bekræftelse gør ikke Martinus ord større eller mindre, den gør dem blot dybere for den, for hvem de samme ord udgør en del af det kosmiske fundament, der er blevet hans livs åndelige klippe. Og sådan vil enhver af os, derom er jeg urokkeligt overbevist, uafbrudt på vor vej møde nye udtalelser, nye bøger, nye artikler, der hver for sig vil bekræfte det kosmiske verdensbillede, vi gennem Martinus har lært at kende. Vi ejer ikke længere den blinde tros nådegave. Vi er fødte tvivlere, og derfor er vor vej vanskeligere at vandre, end vejen er for den, der har fundet "de vises sten" i form af en eller anden tro, der midlertidigt evner at besætte hans sjæl og lade ham leve i et lys, han anser for det største, men om hvilket vi – af bitter erfaring – ved, at det en dag vil blegne for også at lade dette menneske forstå, at virkelig endt er vandringen først den time, hvor vi som "sønner af Gud" helt omsluttes af vor guddommelige Faders egen stråleglans og med ham kan udbryde: "Se, alt er såre godt!"