Kontaktbrev 1962/3 side 1
København, den 16. februar 1962.
Kære læser!
For mange af os, for hvem livets oplevelse er blevet en aldrig trættende undervisning i det, Martinus har givet navnet "kosmisk kemi", udgør læsningen af "dagens avis" eller "dagens bog" noget ganske andet end for det store flertal. Vi oplever ikke alene det læste som "nyhedsstof" eller "roman", vi oplever det også som en til tider helt eventyrlig bekræftelse på det kosmiske livsfundament, vi eksisterer på. I mit sidste brev til Dem berørte jeg en sådan eventyrlig bekræftelse i form af den indiske vicepræsident dr. Radhakrishnan's bog "Troen genvunden", i dette brev vil jeg holde mig til et par mere beskedne klip fra en af de søndagsaviser, som, om man skulle igennem alt det stof, den bringer, næsten ville sluge hele den eftertragtede helligdag.
Øjnene fangedes uvilkårligt af den første overskrift, der med spærrede typer forkyndte "EN HÅRD ANKLAGE MOD DANSKERNE". Den slags overskrifter er fin kosmisk kemi! De giver næsten enhver dansker fornemmelsen af at være sat på anklagebænken – og så vil man jo gerne vide for hvad! Læs selv! Ikkesandt: den sad!
Naturligvis udgør et enkelt menneskes dom over et helt folk ikke nogen endegyldig dom. Men at denne dame har rørt ved noget fundamentalt i vort folks karakter, kan næppe bortforklares. Vi er født i flæskets og flommefedtets land, og det mærkes – og det mærkes også, at vi hvert år får ca. 100.000 biler mere ind i trafiken! Men helt ret har hun nu alligevel ikke. For selv om det er sandt, at man uden for vort land taler langt mere åbent om religiøse problemer, end vi gør, så er det alligevel ikke korrekt derfra at slutte til, at vi er et irreligiøst folk. Jeg troede det selv engang, men livet har siden vist mig, at vi blot taler om religion på en helt anden måde end de andre. Vi taler nemlig helst kun om religion "på tomandshånd"! Og det er ikke noget dårligt træk i vor karakter!
I Indien og England, som jeg bedst kender, taler man uhyre meget religion, meget, meget mere end hos os. Men netop fordi der tales så åbenlyst om disse problemer – noget der til en begyndelse begejstrede mig meget! – får man før eller senere en anelse om, at dette ikke helt betyder det, man i begyndelsen forestiller sig. Man kan nemlig tale om religiøse problemer på en sådan måde, at det grænser til det ublufærdige. Og her har livet lært mig, at vi i Skandinavien nærer en vis ængstelse for at forfladige tanker og følelser, vi instinktivt fornemmer hører til et af vor tilværelses mest intime områder. Vi har jo oplevet, hvorledes det seksuelle problem i den grad er blevet fladtrådt, at alt, hvad vi her følte af smukt, af ædelt og, lad os være ærlige, af romantik, er blevet dissekeret indtil en sådan grad, at man snart får kvalme, blot man hører ordet "erotik". Og vi ønsker ikke, det skal gå sådan med vore religiøse følelser!
Nej, skandinaverne er måske nok mere madglade end så mange andre folkeslag, men det kan jo skyldes overfloden. Rige indere er akkurat lige så fede, som rige mennesker kan være det andre steder på kloden, og det skyldes bestemt ikke madlede, at flertallet i dette store land er så magre, at det virker chokerende. Det skyldes simpelthen mangel på mad! Noget helt andet er, at Skandinavien hører til et område, hvor analfabetismen er praktisk talt udryddet. Alle kan ikke alene læse og skrive, men et stadigt voksende antal mennesker kan også læse "mellem linierne", hvilket jo kun vil sige: læse med kritik. Autoritetstroen har ringe kår i Skandinavien – det har den ikke i de lande, hvor dette at læse først er noget, man har lært i dette århundrede! Og intet sted ses dette tydeligere end i vort forhold til religionen. For den kristne religion i den form, den forkyndes i vore kirker, er altfor åbenlyst bygget til begrebet autoritet, til dette: du skal tro!
Og var det så blot sådan, at man kunne "ville tro". Men det kan man ikke. Man kan længes efter, at det var sådan, for så var mange problemer løst med ét slag! Men troen unddrager sig viljen, og tvivlen – dette æftefødte barn af voksende kundskab – træder ind i vor tilværelse og nægter at lade sig vise døren! Og der står vi. Og derfor taler det skandinaviske menneske ikke altfor højt om religion – for hvad skal det tro? – At kirkerne står tomme i vor del af verden har ikke det mindste med vor religiøse tilstand at gøre. Kirkerne kunne være fyldt til trængsel, om bare de var fyldt med Guds ånd, Guds bevidsthed – men det er de ikke. De er derimod fyldt med usandsynlige mængder af tomme ord, fraser og åndløse talemåder. "Læderflaskerne" er tomme, indholdet er forbrugt, og alle føler sandheden bag ordene om, at "man skal ikke fylde ny vin på gamle flasker!"
"Ny vin"! Netop fordi man kender denne "ny vin", har smagt den og erkendt dens vidunderlige fylde, dens heltud fantastiske inspirationsevne, forstår man, hvorfor skandinaverne af fremmede kan få skyld for at være irreligiøse. De har ikke de andres begejstrede trosevne, hvad der slet ikke er ensbetydende med, at de forkaster en Guddoms eksistens. På tomandshånd kommer det frem! "Hvad mener du?" Spørgsmålet kan føles ængsteligt, man vil jo nødigt udlevere sig. På den anden side: man har denne religiøse hunger, denne besynderlige sult, som aldrig lader en i ro – og man spørger! Ikke larmende, ikke altfor frimodigt, nej, forsigtigt – men man spørger! Og får man så et svar, som er i den dybeste samklang med ens egne erfaringer, ja så åbner man porten ind til sit "allerhelligste", og da sker det, at timer pludselig bliver til sekunder! For det bliver timer altid der, hvor ånd giver sig til at stråle og funkle! Nej, det er kun "et skin, der bedrager", når andre tror, at vi er irreligiøse, og at vi kun kan tale om mad og biler og det af os selv, der har haft succes og medgang – for det er jo altid det, der menes, når mannesker taler "om sig selv". Fiaskoen går ethvert menneske, hvor det så end er født, altid stille med!
Og se så, hvordan det næste lille "klip" bekræfter, hvad jeg her har berørt.
![[Avisudklip]](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1962-04-003.jpg)
Dette klip er fra en stor-artikel om "UNGE HANDICAPPEDE" af en journalist ved navn Mette Ejlersen, og det handler bl. a. om to unge alvorligt handicappede. Den ene "Richard" er invalid på den måde, at et eller andet i hans krop ikke har kunnet fungere, således at han simpelthen rent kropsligt er forblevet "barn", og dertil kommer så yderligere, at hans højre arm ikke kan fungere normalt. "Jørn" er født med en svulst i ryggen og vil hele livet være lam i underkroppen. Lyt til dem!!! Richard synes at have en chance for at kunne redde sig gennem sin evne til at tro. Men Jørn? Jørn er et ægtefødt barn af de spiste frugter fra "kundskabens træ". Han er født tvivler. Den "mening", som Richard dunkelt aner, er skjult, totalt skjult for Jørn. "En mening – hvilken?" Kan ordene være mere bitre, mere desillusionerede? – Og dog. Også Jørn er "søn af Gud", selv om han måske netop nu finder tanken vanvittig. Men han er det. Og en dag vil han vide det Muligvis er han i øjeblikket blottet for mulighed til at forstå reinkarnationstanken. Dette kan man jo ikke ændre. Men alligevel føler man, at mange mennesker ville kunne få det bedre med dem selv, om de som hinduerne var opdraget i den tanke. Jørn kan ingen mening se med den form for livsoplevelse, der er blevet tildelt ham. For ham er Gud ensbetydende med en magt, der, om han eksisterede, ikke ville tillade mennesket at blive født vanfør. Og sådan må det vel være for mennesker, for hvem dette ene liv er "alle liv". At lidelsen er en hård læremester, og at vi gang på gang fornemmer os selv som magtesløse over for dens hårde greb, ændrer alligevel ikke, at man dybt i sig selv brændende ønsker for en så hårdt ramt ung mand, at et intuitivt lyn et Nu kunne flamme op på hans mørke, mentale himmel og lade ham se – med egne øjne – at det, han nu oplever, har rod i en fortid, der alene tilhører ham, men også skænker ham en fremtid, hvor hver en tåre, der er grædt, vil blive til en lysende perle. Men her står vi med tomme hænder. Vi kan ønske, ja bede – og vi bør gøre det! – men som vort eget liv er en sag mellem os selv og den Guddom, der er selve universets altomfattende bevidsthed, er også hans liv en sag mellem ham og den samme Guddom!
Og her står vi alle! Kunne vi anbringe os selv på et tilstrækkeligt højt punkt, ville vi se, hvorledes menneskeheden hverken repræsenterer racer eller folkeslag, men derimod sjæle på forskellige udviklingstrin. Og hvert trin må handle, som det gør, i kraft af sin evige fortid og med henblik på sin evige fremtid. Men for dem alle gælder det, at deres liv er undergivet de kosmiske love, som gennemtrænger alle trin, og som betinger netop den "sæd og høst", vi overalt er vidne til. Men ét ville vi også se, og det er, at alle, fra de mindste til de største – er evige, og at ikke én, ikke én eneste kommer til at lide en tøddel mere, end der er nødvendigt, for at vedkommende kan hæve sig fra det ene trin til det næste! Men endnu er det kun få, der kan se livet fra så højt et punkt. De fleste dømmer og vurderer livet ud fra det trin, de selv befinder sig på. Og skåret ud af sin kosmiske helhed vil ethvert trin da mere blive en bekræftelse på kaos, på hårrejsende tilfældighed, meningsløshed og planløshed end på eksistensen af den dybere mening og den kærlige Guddom, sjælen så brændende ønsker at kontakte.
Men selv om "Guds mølle maler langsomt", så maler den! Og i dag står menneskeheden der, hvor den igen stiller de store evige og fundamentale spørgsmål. Og denne gang i en form og med en intensitet, der på forhånd gør det klart for enhver, der har mod – for mod skal der til – til at se, at samtlige de store verdensreligioner har tabt kampen om menneskets sjæl, og at kun en ny, strålende kosmisk impuls med et ideindhold, der på én og samme tid bekræfter alle tiders store vises berømte ord samtidigt med, at det forlænger de allerede erkendte sandheder frem til den sandhed, i hvilken "alle jordens slægter kan velsignes", kan hjælpe os. Der går ingen vej tilbage til "troens gyldne tidsalder". I dag går vejen alene frem til en tidsepoke, i hvilken klar kosmisk indsigt har afløst blind tro, og hvor hvert eneste menneske evner "at tale med Gud, som mand med sin næste!"
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
![[Avisudklip]](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1962-04-001.jpg)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige