Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

For os, der dunkelt erindrer den første verdenskrig og levende, næsten alt for levende den anden, virker det ejendommeligt at lytte til en røst fra en generation, der kun har mødt disse for os så skelsættende begivenheder gennem bøger og på film. Men hvilken røst! Vi står her overfor et menneske, der ved sit livs begyndelse evner at se tværs igennem al den forløjede idealisme, man gennem alle tider har søgt at camouflere soldaterlivet med. Denne unge mand ved – som titusinder af hans generation – at krig er, som én amerikansk forfatter har udtrykt det: "et beskidt job og tilmed dårligt betalt!" og han føler ingen trang til hverken at ofre tid eller kræfter på denne for ham så meningsløse uddannelse i at blive en effektiv dræber.

Naturligvis vil mange reagere meget stærkt overfor de her fremsatte udtalelser, og denne unge mand vil næppe af adskillige undgå at blive betegnet som defaitist o. s. v., alle de "klicheer", man gerne med mild og venlig hånd strør ud over dem, som har en anden mening end den, "et rigtigt mandfolk" bør have. Men dette kan ikke hindre os andre i at glædes over disse stadigt voksende tilkendegivelser af, at en ny tid er på vej, en tid, hvor ungdommen i stedse højere og højere grad tager afstand fra krigens modbydelige væsen og åbent tilkendegiver, at de langt hellere foretrækker at iklæde sig et internationalt hjælpekorps' uniformer end de "kongens klæ'r", som før var tegnet på, at man nu var optaget i de "voksnes kreds".

To strømninger, to vældige spændinger påvirker i dag hvert eneste menneske verden over. Den ene, den mest aktive, tvinger enhver til at indse, at en ny, tredie verdenskrig når som helst kan bryde løs, medens den anden desperat søger at få mennesket til at forstå, at der ikke i verden eksisterer blot ét problem, der ikke kan løses – og løses bedre – gennem fornuftig forhandling uden sabelraslen. Dag for dag øges spændingen mellem disse to strømninger. Det er, som om alle tænkende mennesker forstår, at denne spænding har en grænse, og at vi nu er meget nær denne grænse. Hvad alle mennesker derimod ikke forstår er, at denne tilsyneladende ydre spænding, på hvilken det enkelte menneske så godt som ingen indflydelse har, har en modpol i hvert eneste jordisk menneske, ja, at denne ydre spænding i virkeligheden er en overdimensioneret udgave af det, der foregår i gennemsnitsmenneskets eget sind. Verden af i dag er i bogstaveligste forstand et spejl, der gengiver i enorm forstørrelse det liv, der foregår i gennemsnitsmenneskets sjæl. For hvor mange mennesker vil virkeligt freden?

Vil freden? Jo verdensfreden! Intet normalt menneske ønsker krig, ønsker at se lande og byer destrueret. Men hvor finder man disse frygtelige oplevelsers inderste årsag andre steder end i den menneskelige sjæl. Samtidigt med at vi hævder, at vi ikke vil krigen, ikke vil disse ubeskrivelige rædsler, afslører en selv meget beskeden undersøgelse, at det overvældende flertal i verden ved deres egne tankeblandinger, deres egen reaktion overfor livslovene, selv bærer ved til det bål, der på ny begynder at tårne sig mod himlen, og som selv en meget beskeden gnist kan få til at flamme op. Livet er ikke materie og ånd. Livet er ånd og materie! Selv om mange hævder, at det er det ydre liv, der bestemmer det indre, er dette i sig selv en af de største og en af de farligste vildfarelser, der eksisterer. Sandt nok påvirkes vi alle af dagens begivenheder, men vi påvirkes ikke ens! Hvad der for nogle mennesker bliver årsag til dyb depression, bliver for andre kun anledning til klar konstatering af livets indre lovmæssighed, til en urokkelig bekræftelse på sandheden bag ordene: "Som et menneske sår, skal det og høste". Det hele afhænger i virkeligheden af det sansesæt, tingene bliver oplevet igennem. Og her er det, at det er umuligt ikke at se, at Martinus har urokkeligt ret i, at "der, hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldt "onde" med at eksistere". For at gennemsnitsmenneskets åndelige indsigt endnu befinder sig på et meget lavt niveau, er vel nok verdens største "offentlige hemmelighed". Sandt nok har vor oplysning i forhold til fortiden nået uanede højder, men denne imponerende oplysning drejer sig i virkeligheden blot om en teknisk indsigt og kunnen, der helt har ændret vort ydre livs vilkår og dermed også krigens. Men alene i dette, at vi fremdeles koldblodigt tvinger vor ungdom til at lade sig uddanne til eksperter i kunsten at dræbe, raffineret og effektivt, har vi beviset på, at vi stadig rent åndeligt "æder sammen med svinene". Vi er fremdeles "den fortabte søn", og for den, der kan se blot lidt længere end flertallet, er der ingen tvivl om, at endnu en voldsom bølge af lidelse må gå hen over verden, før "længslen efter det fædrene hjem" har nået en sådan styrke, at et resultat i den ydre verden vil blive følgen.

Men selv om dette er og må blive tilfældet, er der ingen grund til at tabe modet. Det ligger fremdeles i det enkelte menneskes egen hånd at opbygge en skæbne udenfor krigens og hadets områder. I samtlige de store verdensreligioner eksisterer der en række skjulte "nøgler" til den fred, der i sin natur er "over al forstand". I vor verdensdel, der åndeligt beherskes af kristendommens tanker og idealer, findes der en kristendom, som kun få skænker nogen virkelig og alvorlig tanke. Det er den, der er udtrykt i ordene: "Du skal elske dine fjender. Du skal elske dem, der hader og forfølger dig!" Disse ord indeholder i virkeligheden en "nøgle" af største værdi, en "nøgle", der i sin natur er meget nøje forbundet med sandheden bag ordene om at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre". Intet menneske undgår i sit liv at blive udsat for mennesker, der "hader og forfølger en", altså påfører en krig. At denne krig så camoufleres bag påstande om, at de har ret og man selv uret, er jo intet nyt. Det er al krigs indre udløsende årsag. Nej, det vigtigste her er ikke, at man bliver påført krigens natur og væsen, det vigtigste er ens egen reaktion. Man kan "optage den tilkastede handske" – og så er krigen der. Men man kan også lade være, selv om man så risikerer at blive beskyldt for at "krybe i skjul" o.s.v. Man kan, meget enkelt sagt, "vende den højre kind til" og dertil i sit hjertes lønkammer føje en dyb og inderlig bøn for det menneske, som ønsker krigen imod en. At denne indstilling endnu ikke er populær, ved vi alle, men den udgør ligefuldt "nøglen" til den fred, det udviklede menneske drømmer om. For enhver krig, enten den så påføres enkeltpersoner eller stater, har rod i en vildfarelse, kun livet selv kan overbevise krigsmageren om. For det almindelige menneske er tanken om at "skulle elske sine fjender" absurd. Fjender skal man bekæmpe "med alle til rådighed stående midler", ellers er man ikke normal. Nej, det er man måske ikke i gennemsnitsmenneskets øjne. Men det kan jo tænkes, at man er det i Guds! For intet menneske kommer billigt til denne indstilling. Det kan koste en desperat kamp med sit eget sind ikke at sige sin "ærede modpart" den sandhed, vedkommende så åbenlyst trænger til at høre. Men her er det, at livet for længst har belært i hvert fald mig om, at den, som i alle livets forhold bestemmer sig for at lægge sine problemer i Guds hånd, meget hurtigt vil opleve sandheden bag ordene: "Hævner eder ikke I elskelige, hævnen hører mig til, jeg vil betale!" Og sandt at sige har jeg aldrig selv haft mod eller hjerte til at betale med så hård en mønt, som jeg har set Forsynet, Gud eller Livet betale med.

Ingen af os behøver at vente på, at verdensfreden for alle skal blive en kendsgerning. Vil vi, kan vi skabe denne fred i vort eget liv. Men prisen er høj. For den består helt enkelt i dette at give afkald på enhver form for krig, enten den så ytrer sig gennem kritik eller direkte had og forfølgelse. Men ét sted skal den onde cirkel brydes, om man vil frem imod livets åndelige højder. Der kommer til ethvert menneske en time, i hvilken det må vælge mellem sværdet og ydmygelsen. At mennesket uden virkelig åndelig indsigt næsten er dømt til at vælge sværdet, er tilgiveligt. Men for mennesket, for hvem åndelig indsigt har været livets største mål, skulle vanskelighederne ikke være uovervindelige, så sandt som ens fjender jo også er gudesønner og ikke alene har krav på ens forståelse, men også på ens forbøn. Der skal jo altid to til at slås, og vil den ene ikke, ja så opstår der let den situation for den anden, at han eller hun spærres inde i sin egen vrede – og er det ikke i sig selv straf nok?

Mod den krig, der udløses gennem atombomber o. s. v., har vi kun ringe indflydelse. Den udgør en frugt af ophobet uvidenhed, ophobet mangel på forståelse og næstekærlighed, og kommer den, har vi kun ét at håbe på: at vort eget og vore børns liv enten må blive helt skånet eller hastigt udslettet. Men mod den "lille-krig", de fleste af os må opleve, kan vi reagere på to helt forskellige måder. Vi kan "forsvare vor ære" o.s.v., og krigen vil gå videre, endeløst, endeløst! Men vi kan også sige stop. For intet svar på angreb er også et svar – og måske et svar, der tvinger til større eftertanke end alenlange forsvar.

– – – – – – – – – –

Den, der skrev vedføjede artikel er måske nok ung af alder, men ikke af ånd. Vi står her overfor en repræsentant for den ny kosmiske verdensimpuls, som i dag gennemstrømmer verden, og stykke for stykke bibringer hans ord os en forståelse af, at de gennemlevede verdenskrige også har en positiv side. Denne unge mand kan meget vel selv have været et offer for den første verdenskrigs rædsler. Hans uvilje mod krig har rod i andet og mere end ydre påvirkning. Den har rod i oplevelser og begivenheder, som for længst er slettet på hukommelsens tavle, men som i dag eksisterer i form af et talent for en livsforståelse på et højere plan end det, hvor krigen hører hjemme. Derfor læser man sådanne artikler med glæde, så sandt som ungdommen er verdens eneste virkelige håb. Og ingen behøver at nære tvivl om, at denne unge mand ikke står ene – tværtimod – han er i dag talerør for titusinder af ligesindede!