Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det fuldkomne menneske, der således kun er til glæde og velsignelse for sine omgivelser, er det samme som en lysende og varmende sol for sine omgivelser. At komme til at leve i en verden med sådanne væsener må naturligvis være en livsoplevelse så umådelig ophøjet og salig, at den næsten overgår al jordisk tænkning. Men ikke desto mindre er det denne guddommelige livstilstand, alle jordens mennesker i virkeligheden hungrer efter og er på vej til, selv om de i dag befinder sig i dommedagens mørke og ikke tror på en sådan fremtid for menneskene.

Vi har her fået et meget koncentreret overblik over Guddommens hensigt med den mørke, mentale verdenskrise, jordmenneskeheden i dag befinder sig i. Dette overblik, som er skrevet ud fra mine kosmiske analyser, der er samlet i mit hovedværk "Livets Bog", er således i overensstemmelse med den guddommelige vilje og kraft, der skal føre menneskene ud af det tyvende århundredes kulminerende dommedagsepoke eller verdenskrise. Det er i særlig grad beregnet på at skulle være en opmuntring for de mennesker, der ikke mere kan acceptere krigen som den rette vej til lyset eller freden. For mennesker, der er indstillede på, at den længe ventede og ønskede virkelige verdensfred er noget, der kan skabes udefra af regeringer, skabes ved krig og magtbud eller diktatur, er nærværende beretning ingen opmuntring eller trøst. Så længe menneskene regeres ved magt og ikke ved ret, kan der umuligt skabes fred. Det er rigtigt, at ved overlegen magt kan den underlegne magt dikteres til stilstand. Derfor kappes menneskene om at skabe det mest overlegne, morderiske krigsberedskab. Denne ved våbenmagt frembragte stilstand, der således forekommer hist og her i verden, er absolut ikke fred. Den holder menneskene i en stadig frygt. I samme grad, som frygten dominerer, er freden saboteret. Frygten skaber krigsberedskab, oprustning eller mobilisering af modstand imod frygtens årsag, der i værste tilfælde atter udløser sig i krig, mord og drab. Men man kan ikke bebrejde menneskene, at de lever i denne tilstand. De kender endnu ikke de kosmiske love, der opretholder verdensaltet. Dette kendskab hører et højere humant trin til, hvor menneskenes næstekærlighed og den heraf udviklede intuitionsevne blomstrer. Men et udviklingstrin, menneskene ikke har nået, kan de jo umuligt præstere i deres væremåde.

Men Gud giver dem, som tidligere nævnt, igennem lidelsesvirkningerne af deres udløste krigsværemåde humanitetens eller næstekærlighedens gave. I kraft af denne guddommelige anordning er der, som vi har set, allerede en kategori af mennesker, der er nået frem til næstekærlighedens antikrigssind. Denne gruppes antikrigsindstilling i tanke og væremåde udgør den begyndende verdensfred. Det er i denne gruppe, der således er det begyndende resultat af Guds skabelse af verdensfreden, at Guds ånd, hvilket vil sige: den videnskab som Kristus udtrykte som "talsmanden den hellige ånd", som Gud skulle sende, og som skulle lære menneskene alt det, de ikke på Kristi tid kunne forstå, og som han derfor ikke kunne forklare dem, bliver manifesteret. Da ånd er bevidsthed, og bevidsthed igen er tanker og viden, må "hellig ånd" således være det samme som "hellig bevidsthed", der igen er det samme som "hellige tanker og viden". Men "hellige tanker og viden" kan jo kun være absolut viden om den virkelige sandhed, der igen kun kan være selve livsmysteriets løsning. Denne løsning har Gud som nævnt allerede begyndt at åbenbare indenfor den nævnte fredens gruppe. I denne gruppe vil livsmysteriets løsning i kraft af Guds ånd således blive tilgængelig for de mennesker, der er rene af hjertet, de mennesker, der kun tænker kærligt og således er uden had og bitterhed i hjerte og forstand. I disse menneskers atmosfære vil Guds ånd og visdom begynde at funkle og lyse. Og det er udelukkende dette lys, der er verdens frelse, hvilket vil sige den virkelige og absolutte verdensfred.

Denne fredens gruppe er ganske vist i dag i mindretal i forhold til krigsgruppen eller den gudløse gruppe, der i dag behersker verden, og som ifølge karma- eller skæbneloven ikke kan komme ud af krigen og frygten for krigen, fordi den endnu i en alt for høj grad hylder sværdets princip og ikke forstår, at den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Den forstår ikke, at det, man sår, skal man høste. Den forstår heller ikke, at det man vil, at andre skal gøre imod en, dette må man også gøre imod dem. Den kender hverken til Gud, skæbnelove eller verdensorden. Dette kendskab er ganske tilsløret af dens rent materialistiske viden og kunnen, som er det eneste, den virkelig regner med. Men denne viden, hvor mange goder den end på mange områder har givet menneskene, kan ikke fritage disse fra frygten for krigen eller dens virkninger. Så længe de bliver ved med at så krig, må de også blive ved med at høste krig.

Men denne høst af krigen fører dem tilsidst frem til fredsgruppen. Og i denne gruppe vil alverdens mennesker tilsidst forenes, alt eftersom næstekærligheden og dermed freden bliver til liv og virkelighed i deres hjerte og forstand. Vil man ind i freden, må man gå ud af krigen. Krigen kan ikke have til huse i et fredens menneske, ligesom freden ikke kan have til huse i et krigens menneske. De mennesker, der ønsker freden i verden, må forstå, at den absolut kun kan opnås ved, at man efter bedste evne skaber den i sin egen væremåde. Kan man ikke skabe den der, tilhører man i samme grad krigens eller ufredens gruppe, og vil i tilsvarende grad være udsat for den blodige karma eller skæbne, som virkningerne af krigsudfoldelsen urokkeligt afføder. I samme grad, som et menneske kan skabe fred, udfylder det sin andel i fredens skabelse og vil i samme grad være beskyttet imod krigen. Den krig, et menneske ikke sår, kan det jo ikke høste. Men i samme grad som det er i stand til at udfolde næstekærlighed overfor sine omgivelser, i samme grad vil det komme til at høste eller opleve næstekærlighedens eller fredens velsignelse. Det tilhører da fredsgruppen, hvis væsener er Guddommens organer og redskaber, ved hvilke han skaber verdensfreden på jorden.

Det er denne gruppe, der efterhånden vil overtage føringen af menneskeheden og, som før nævnt, gøre alverdens nationer og stater til ét rige, der i sit slutfacit er ét med verdensaltets grundtone: kærligheden. Og således er verdensfreden allerede i dag under Guds skabelse. Denne skabelse foregår altså, som vi har set, igennem fredsgruppen, hvilket vil sige: alle de mennesker, i hvem næstekærligheden er blevet så udviklet, at de ikke kan sympatisere med krigshandlinger. De er således antikrigsindstillet. De udøver en større eller mindre modstand imod krig i form af antikrigspropaganda og demonstrationer imod atom- eller kernevåben, imod oprustning, imod større staters undertrykkelse og diktatur over mindre stater, kort sagt, de udøver modstand imod alt, hvad der er inhumant, brutalt og morderisk. Og denne indsats er en fuldkommen fredshandling, for så vidt den ikke selv bliver til voldshandlinger i form af gadespektakler, rudeknuseri, sabotage og slagsmål med drab og lemlæstelse til følge. Mennesker, der udløser sådanne handlinger, er jo i samme båd som krigsgruppens væsener. De tror at kunne skabe fred med krig. Disse væsener hører ikke hjemme i fredsgruppen, selv om de måske er medlem af både den ene og den anden af fredsbevægelserne.

Guddommens sande redskaber til at skabe freden er udelukkende de mennesker, der ikke på nogen som helst måde hverken vil eller kan udøve voldspolitik og de heraf følgende voldshandlinger. Her gælder det bogstaveligt, at den, der er ren, han kan kaste den første sten. Kun ved "ikke-voldspolitik" kan freden skabes. Og alene de mennesker, der kun kan anvende denne ikke-voldspolitik både hjemme og ude, både privat og offentligt, er virkelige af naturen eller Guddommen selv valgte medlemmer af fredsgruppen. Fredsgruppens mennesker kendes ikke på, om de er medlemmer af en fredsbevægelse, fredsforening eller anden form for fredspropaganda, og heller ikke på, om de er medlemmer af en eller anden religiøs sekt, men derimod kun på deres urokkelige næstekærlighed og den heraf følgende urokkelige ikke-voldspolitik i alle livets forhold. Sådanne mennesker er af naturen fredens sande bærere. De hører alle sammen til den del af menneskeheden, der udgør fredsgruppen, hvad enten de er medlemmer af en fredsbevægelse eller ikke. Fredsgruppens mennesker findes spredt over hele jorden. Selv om de ikke kender hinanden, udgør de dog hver især, alt efter deres næstekærligheds kapacitet, tilsammen den levende kraft, den Guds ånd, der sejrrigt skal føre menneskeheden ud af atomalderens helvedesmanifestationer og frem til det bebudede verdensriges lysende guddommelighed. Og jorden vil fortsætte sin bane i verdensrummet med en menneskehed, der lyser og funkler i Guds billede efter hans lignelse.