Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Af alle problemer livet påfører os, er der intet, der optager vor tanke mere end dødens problem. Det melder sig allerede i barndommens år, hvor vi ser et elsket dyr, det være sig en hund eller en kat, ja måske blot en lille kanariefugl pludselig ligge stille hen, og det følger os op gennem ungdommen, ind i manddommens år og bliver om muligt endnu mere aktuelt, når alderdommen melder sig.

Netop fordi dødens problem på sin vis er allestedsnærværende, altid minder os om sin eksistens, kan intet menneske helt slippe det, selv om det i det ydre lader, som om det gør det. Thi at døden for mennesket, som måske står på toppen af sin livskraft og skabeevne, føles som en fjende, en meget ubarmhjertig fjende endda, er forståeligt. Men at mennesket, opslidt og udslidt, eller mennesket, ramt af håbløs sygdom, også desperat kæmper imod den, må have rod i noget andet end blot dette at ville forblive i denne verden. Det må have rod i en manglende forståelse af dødens sande væsen og natur.

Er døden blot det fysiske livs ophør? Er livet – os selv inclusive – blot en rent fysisk proces, der med standsningen af hjertets slag for bestandigt er forbi? Ja, for mange er det vel sådan. De føler døden som en fjende af livet og vender dens problem ryggen, så længe det overhovedet er muligt. Dette er ingen "tænkt indstilling". Det er en virkelighed, vi alle dagligt oplever, og vi oplever også alle dens konsekvens: mennesket, der til det sidste kæmper imod døden og først igennem morfinens milde, men nedbrydende kraft slipper det liv, som syntes det at være alt.

Men selv om vi tvinges til at acceptere, at utalte tusinder af mennesker tilsyneladende kan leve deres liv med ryggen til dødens problem, er det jo ikke os alle, der kan gøre det. Tværtimod er det således, at andre utalte tusinder har det lige modsat. For dem er dødens problem det altoverskyggende. Noget i disse mennesker kan ikke forsone sig med tanken om livets absolutte dødelighed. For dem eksisterer der et helt andet problem, nemlig udødeligheden. De ved – i rent fysisk forstand – ikke mere om livet efter døden end den gruppe, der pure benægter udødelighedens eksistens, men åndeligt har de en så fremragende anelsesfornemmelse af livets fortsættelse udover døden, at denne anelsesfornemmelse driver dem til at søge de "beviser", der, hvor subjektive de end kan være, dog bliver den dirigerende faktor bag al deres tænken og handlen.

Lykkeligst inden for denne gruppe er vel dem der lever på en "fast og urokkelig tro", af hvad art den så end er. For dette at kunne "tro" er jo ikke én ting, det er mange ting, så mange, at der faktisk ingen grænser findes for, hvad et menneske kan "dø lykkeligt i troen på". Men mellem dette skarpt afgrænsede trosområde og det begyndende virkelige vidensområde ligger der et no-mans-land, vi alle enten er på vej ind i, befinder os i eller er på vej ud af. Ejendommeligt nok kan de fleste her placere "de andre" uden virkeligt med sikkerhed at kunne placere sig selv. Man siger, "han er det" eller "det", og mener dermed at være helt klar over, hvor "den anden" står. Den slags opfattelser hører for mig til livets "billige løsninger". Nej, så længe vi ikke har kosmisk bevidsthed og dermed ved eget, fuldt bevidst selvsyn eller selvoplevelse ved, at vi er evige, og at døden er livets største illusion, bør vi gå sagte, når det drejer sig om at vurdere hinandens åndelige ståsteder. For det kan her altfor let ske, at livet selv vil afsløre for os, at mennesker, vi troede stod under os, i virkeligheden står langt over os – og omvendt! Nej, i sit forhold til dødens problem forekommer det mig langt mere betydningsfuldt, om man giver sig tid til for alvor at undersøge, om den opfattelse af døden, man lever på, udgør en tænkt virkelighed eller en sand virkelighed.

Og her er det, at Martinus klare ord om, at "liv og bevidsthed er identiske", kommer os til stor hjælp. Liv og bevidsthed er ikke to adskilte ting, de er én ting. Konklusionen heraf er da også netop den, vi møder i alle de store verdensreligioner, nemlig at "Gud er i alt og over alt", og "i ham lever, røres og er vi". Disse ord er muligvis blot klicheer for mange. Men for det åndeligt søgende menneske er de strålende nøgler til forståelse af netop dødens problem. Thi er bevidstheden det afgørende, beror det hele jo på, hvorledes den bevidsthed, man opfatter livet igennem, er. Er det en lille bevidsthed, ja, så må et sådant menneskes syn på livet også blive derefter. Derfor må det være meget afgørende for os at få et indblik i, hvorledes en bevidsthed egentlig bliver til, og her vil ikke alene vi, men en hel verden efter os komme til at stå i et ubetaleligt gældsforhold til Martinus for hans klare analyser af spændingen mellem de to seksuelle poler som bevidsthedsdannende. Dybt ned gennem historien har vi set, at menneskene anede det seksuelle mysteriums hemmelighed. Det nævnes i Vedaerne, og det lyser os i møde fra den gådefulde Sfinks i Ægyptens ørken. Men virkelig viden, virkelig indsigt i dette mysterium blev os først givet gennem Martinus fortættede, men umådeligt omfattende analyse i hans hovedværk "Livets Bog"s femte bind.

En stadigt voksende skare af mennesker ved i dag, at deres bevidstheds lys – det lys, hvormed de formår at belyse livet både omkring dem selv og inde i dem selv – afhænger af spændingen mellem deres maskuline og feminine pol. De ved, at overalt, hvor bevidstheden hviler på en enten for stærk maskulin eller for stærk feminin polkonstellation, vil individets tankeverden være præget heraf således, at det voldsomt maskuline eller voldsomt feminine menneske i virkeligheden kun vil have en yderst begrænset bevidsthed og dermed tænkemåde. En undersøgelse af dette forholds absolutte virkelighed er uhyre let at foretage og vil altid bekræfte Martinus analyser. Det er ikke verdens HE-mænd og SHE-kvinder, der udgør dens åndelige elite.

Nej, det er først den dag, polforvandlingsprocessen for alvor sætter i gang – og hvem kan her i dag sige sig fri for at være undergivet denne forvandlings lov? – at billedet helt skifter karakter. Hvor den feminine pols spænding øges i mandens sind, og hvor den maskuline pols spænding øges i kvindens sind, opstår det "nye menneske" eller mennesket, der ikke længere formår at leve på svundne tiders opfattelser, svundne tiders ideer eller livsindstillinger. Og det er da her karakteristisk, at netop fordi der ikke fandtes adgang til en større, en mere udvidet forståelse af dødens problem, blev dette ladt tilbage til fordel for en videnskabelig forskning på et rent materielt plan. Men dette plan har sin grænse, og verden over ser man nu, hvorledes fremragende begavede mennesker søger udover denne grænse. Tilværelsens åndelige side er så populær som aldrig før – og kløfterne og afgrundene mere åbenbare end nogen sinde!

At parapsykologien nu begynder at knæsætte begreber inden for de rent psykiske områder, der har været mere latterliggjorte og forfulgte end noget andet i livet, fortæller os blot, at menneskets forhold til dødens problem er begyndt at skifte karakter. Men den fysiske videnskab må følge den vej, Martinus har karakteriseret som "sanseevnen nedenfra", fordi al fysisk videnskabelig forskning nødvendigvis må bygge på slægternes ophobede erfaringer inden for rent fysiske områder. Og denne sanseevne – så strålende den end er, og så vidunderlige resultater den end rent fysisk har givet – er i sig selv lidet egnet til forskning inden for tilværelsens rent åndelige områder. Livsytringer har nu engang ikke "mål og vægt". De udgør nok en "substans", men denne substans er ikke af fysisk karakter. Ingen kan bortforklare, at en sorg kan være så "tung", at den kan knække selv den stærkeste mands "ryg", ej heller, at en glæde kan være så stor, at den kan "løfte" en til himmelen. Men alligevel findes der ingen "mål og vægt" inden for disse områder. Men hvordan da finde vej?

Ja, findes der anden hjælp her end den, vi har modtaget gennem "sanseevnen ovenfra", og som ytrer sig igennem det, vi har givet navnet "visdom"? Som videnskaben har sine mestre, har visdommen sine! Disse mestre i visdom var før den moderne videnskab fødtes, eftersom det var dem, der ledte menneskene på vej ind i videnskaben, og de vil være der, når den rent fysiske videnskabs epoke når sin afslutning. For visdommen udgør både fundament og det gyldne spir på den menneskelige videns stolte bygning!

"Sanseevnen ovenfra"? For mange mennesker et nyt begreb. Men et begreb alle vil lære at elske. For det bliver igennem dette begreb, at vor indstilling til dødens problem ændres fra at være negativ, mørk og lidelsesfyldt til at blive positiv, lys og glædesfyldt! For igennem sanseevnen ovenfra fik vi de kosmiske analyser, der vil blive vort åndelige livs virkelige klippegrund. Gennem den vil vi alle lære at forstå, at det, vi kalder en "livsindstilling", udgør en serie af tanker og forestillinger, som kan være rigtige, men som også – til stor skade for os selv – kan være helt og aldeles forkerte! Og forkerte er vore forestillinger om døden der, hvor den er vor fjende, eftersom dens dybeste natur er den at være vor allerbedste ven, om vi forstår denne natur!

Mennesket, som er meget mand eller meget kvinde, forstår ikke dødens natur som identisk med venskab og kærlighed. Et sådant menneskes livsindstilling står endnu dyrets selvopholdelsesdrift så nær, at det, ganske vist mere eller mindre camoufleret, i alt vil søge sit eget. Det siger nok: "Jeg elsker dig!", men mener i virkeligheden: "Jeg elsker dig til at elske mig selv med!" Det vil gerne give, men giver som negeren, der sagde til en kaptajn, jeg kendte for år tilbage: "Jeg gav dig bananer! Du gav ikke mig noget! Jeg gav dig palmevin! Du gav ikke mig noget! Kaptajn, du meget slet menneske!!!" Nej, mennesket, der er meget mand eller meget kvinde, lever inden for en meget begrænset verden. Det har aldrig forstået advarslen bag de berømte ord om ikke at "søge sig skatte, som møl og rust fortærer", tværtimod, det "binder" sig i kraft af sin specielle seksuelle polstruktur til tingene. Det fornemmer en "ejendomsfølelse", som det udviklede menneske forlængst har gjort sig fri af, det gør, kort sagt, livet i vor verden til "hele livet"! Han- og hun-menneskets livsindstilling er imidlertid ikke den eneste, der findes. Tværtimod ser vi, at livet repræsenterer en uendelig skala af livsindstillinger spændende lige fra den rå og primitive magtindstilling, i hvilken jeg-fornemmelsen dominerer, og frem til den af et stadigt voksende antal mennesker så dybt beundrede retsindstilling, i i hvilken vi-begrebet så helt dominerer. Og da det er denne indstilling, der bliver fremtidens ideal, vil vi lige til slut se på nogle af de tankearter, den repræsenterer og specielt på disse tankearters forhold til dødens problem.

Mennesket, der i kraft af en gryende intuition eller den kosmiske kraft, der udgør den dominerende faktor i "sanseevnen ovenfra", begynder at tage sine forestillinger, sine ideer op til revision, oplever meget hurtigt, at et liv uden en evig fortid er lige så ligegyldigt, som et liv med en evig fremtid ville være, om denne evige fremtid blot skulle være et resultat af sølle halvfjerds år i denne verden. Nej, et sådant menneske begynder at forstå, at livet i sig selv er et evigt brændende og levende NU. I modsætning til mennesket med en primitivere opfattelse af livet, mennesket, der altid venter sig noget af "fremtiden" og derfor mere betragter nuet som noget, der skal overstås, for at man kan komme frem til denne så forjættede fremtid, så oplever det kosmisk indstillede menneske nuet som udtryk for selve evigheden. Der er intet jag i et sådant menneskes sind. Det er i alt afbalanceret, hverken "oppe" eller "nede" – det er i ligevægt. Men netop fordi det er i ligevægt, oplever det nuet på en ganske anden måde end alle de, der ikke har denne livsindstilling. Det forstår, at hvert eneste livsafsnit har sin specielle charme, og kæmper derfor ikke for at bevare en ungdom, det allerede har forladt. Det ønsker ikke at synes "fysisk ung", når det ikke er det. Det ønsker tværtimod at repræsentere det bedste af det livsafsnit, det befinder sig i. Men det er især i alderdommen, at vi ser dette menneskes enorme fortrin fremfor alle andre. Thi alderdommen er måske vort livs mest afslørende livsstadium. Det unge menneske kan skjule sin åndelige umodenhed bag kroppens fysiske stråleglans, det mere modne sine primitive ambitioner bag en smilende overflade, men det gamle menneske, der repræsenterer sit nuværende livs høstområde, kan ikke længere skjule sig bag noget som helst. Dets træk røber det. Har det haft et primitivt og grimt sind gennem alle livsstadier, så vidner nu selve dets ansigts linjer om denne grimhed. Vi kender alle denne tragiske type, der selv på grænsen til døden søger at holde alt det, det "ejer", så fast, som skulle det virkeligt evne "at tage det med sig". Rethaverisk indtil det sygelige, selvoptaget indtil det barnlige, opdager det først for sent, at livet er gået fra det, og at det nu kun har tilværelsens mest beske frugt i sine hænder: den totale isolation. Det er allerede i "helvedes" forgård. "Skærsildens" flammer nærmer sig dets sjæl.

Og se så i modsætning til denne type det kosmisk indstillede menneske. Thi hvor alderdommen udgør det primitive menneskes rædsel, udgør alt, hvad det frygter og kæmper imod, så udgør den samme alderdom for det kosmisk indstillede menneske ikke alene det livsafsnit, hvor det med milde hænder deler ud af al den visdom, livet gav det, men hvor det også som sin dybe tak over for det liv, det fik, nu viser sine omgivelser, at mindre end at frygte døden glæder det sig åbenlyst til denne solnedgang over dets nuværende fysiske liv, fordi det med hele sin sjæl ved, at døden ikke er en stængt dør til en ukendt verden, men derimod en aben port ind til verdener af en skønhed og et liv, ingen kunstner, hvor rigt han end her er udrustet, ville evne at kunne skildre.

Dødens problem deler sig således i to store afsnit: ét, hvor det udgør selve fjenden i vort liv. Udgør den bitre grænse for vore drømme, vore håb og vore længsler. Og ét, hvor det udgør den kærligste ven, Guddommen sendte på vor vej, en ven som, når den fysiske verdens porte lukker sig bag os, griber vore hænder og fører os til det land, digteren anede, da han skrev: " – thi også jeg er kun her på træk og haver andetsteds hjemme!"