Kontaktbrev 1962/8 side 5
Mogens Møller:
ROLLERNE I LIVETS SPIL ELLER
REINKARNATION OG INDIVIDUALITET I
" – For sent forstod jeg, at der er et mønster, et levende mønster, der gror og blomstrer. Jeg så kun mig selv, min egen tråd, troede at der af den kunne formes et mønster, et selvstændigt mønster. – "
Kjeld Abell i "Den blå Pekingeser."
Teatret og livslovene
Ofte er livet blevet sammenlignet med et skuespil, hvori vi hver især har vore roller at spille. Både filosoffer, digtere og forskere har gennem tiderne brugt den sammenligning. Den er nærliggende og naturlig, da teatrets kunst i sig selv må være et forsøg på i koncentreret form at fortælle om livet. Er det god skuespilkunst, fortæller den om livet, så publikum ler og græder, gribes og lever med i det, som foregår på scenen. Man glemmer tid og sted, og den illusion af tid og sted, der er skabt på scenen, opfylder sindet. Uden at have tilbagelagt anden rejse – rent fysisk – end strækningen fra hjemmet til teatret kan man komme på rejse i tiden og rummet. Fjerne tiders og steders mennesker kommer til os eller også vor egen tids mennesker på en intim og afslørende måde, vi ellers ikke oplever. Vor egen hverdags mennesker viser os ofte kun en slags "facade" af deres sind og karakter, og der skal menneskekundskab til for at trænge ind bag facaden. Vi selv gør vel det samme, og kun mennesker, der kender os godt, og som vi har tillid og fortrolighed til, lærer mere af os at kende, noget mere, men ikke fuldstændigt. Der er sider af vort sind, vi helst skjuler for hverandre, og som først afsløres, hvis vi taber besindelsen, taber masken, som man siger.
Skuespilleren lægger en maske for at tilsløre sin egen person, men – paradoksalt nok – for så meget desto mere at afsløre den person, han skal forestille på scenen. Afsløringen er først foretaget af forfatteren, skuespilleren skal levendegøre den, vise personen fra alle sider, afsløre en karakter, hvis skæbnetråde flettes ind i et mønster med andre personers skæbne, et mønster, som fortæller noget om det liv, mennesker lever, har levet og vil komme til at leve i denne verden, hvor godt og ondt, lykke og ulykke, glæde og smerte fylder menneskenes sind med oplevelser og erfaringer.
Der er mange, som ved begrebet "teater" blot tænker på, at det er uvirkeligt, det er underholdning og tidsfordriv. Det kan det også være, men det er "Ej blot til Lyst", som der står over det kongelige teaters scene. Shakespeare viste, hvor alvorligt det kan være ved i "Hamlet" at lave teater i teatret. Ved hjælp af en omrejsende skuespillertrups forestilling, som han selv iscenesætter, bliver Hamlet klar over, at hans onkel, der nu er konge, har forgivet hans fader. Han ser det indtryk, et giftmord, der forekommer i skuespillet, gør på kongen, og han ved nu, at det spøgelse, der har vist sig for ham, virkelig var hans faders ånd, der ønskede, at Hamlet skulle hævne hans død. På teatret kan man se spøgelser, man kan se feer, trolde, djævle og guder. Mystiske og overnaturlige hændelser udspiller sig for ens øjne, kort sagt, alt er muligt, eller næsten alt. Teatret har nemlig som livet selv sine love, og teatrets love er de samme som livets, de er blot mere elastiske. Man ser tids- og rumforskydninger finde sted, man kan opleve det overnaturliges indgriben, man kan høre, hvad personer tænker, fordi forfatteren lader dem tænke højt, altså tale med sig selv. Vist er det fysisk set alt sammen illusion, nogle mennesker, der lige som vi selv har et hverdagsliv og deres egen personlige skæbne, illuderer på scenen som personer, der lever på en helt anden tid eller i et helt andet milieu, og dog er det en form for virkelighed, vi oplever. Vi oplever en åndelig verden, digterens eller forfatterens tanke- og følelsesverden reproduceret i kød og blod gennem instruktørens og skuespillerens tanke- og følelsesliv. Gør det indtryk på os, vil det faktisk sige, at scenen pludselig bliver vor egen bevidsthed, vort sinds kræfter bliver meddelagtige i, hvad der foregår. Det kommer os ved, der er noget af os selv i det, men samtidig også noget nyt, der virker befrugtende. Vi er ikke den samme, når vi forlader teatret, som da vi kom.
Tilskuerne
Teatrets kunst er, når den er bedst, som et tryllespejl, der afspejler en større virkelighed end den, vi oplever i hverdagen, hvor vort sind ofte er indsnævret af vaner, fordomme og konventioner. Teatrets "elastiske " verden giver os mulighed for at se livet i et større perspektiv, at få overblik over nogle menneskeskæbners fælles mønster, ja, i teatret er der endda mulighed for at se livet i evighedens perspektiv. Derfor er det naturligt, at tænkere og digtere drager sammenligning mellem livet og et skuespil, selv om denne sammenligning ofte standser på et afgørende punkt og går i stå.
Hvem opføres dette skuespil for? "Menneskene bør huske på, at i menneskehedens teater er guder og engle de eneste tilskuere", sagde den engelske renaissance-filosof Francis Bacon. Han var en handlingens mand, der foragtede "professor-visdom", som kun havde teoretisk betydning, menneskene var efter hans opfattelse væsener, hvis betydning bestod i, at de var aktive og altså derfor kun aktører eller skuespillere på det menneskelige livs skueplads. Tilskuerpladserne kunne man overlade til guder og engle, hvis man troede på dem. Helt konsekvent i sin tankegang har han dog ikke været, hvilket følgende udtalelse af ham viser: "Ustuderede mennesker foragter kundskaber, jævne folk beundrer dem, og vise mennesker bruger dem; thi deres anvendelse følger nemlig ikke af dem selv, men kræver en videregående og højere indsigt, som fås ved iagttagelse." Det sidste ord, iagttagelse siger jo netop, at den passive tilskuerrolle er nødvendig for en videregående og højere indsigt. Men denne passivitet er i virkeligheden aktivitet på et andet plan, idet iagttagelsen resulterer i tanker og følelser, der så igen fører til aktivitet på det fysiske plan. Niels Bohr har udtalt, at vi både er skuespillere og tilskuere på livets skueplads og har derved – ifølge Bacon – placeret os mellem guder og engle. Det kan lyde som en spøg, men er dog mere end det, eftersom det netop er vor evne til foruden at være aktører OGSÅ at være tilskuere eller tænkende iagttagere, der har hævet os over det egentlige dyrerige og efterhånden vil gøre os til "mennesket i Guds billede", til væsener, der ikke blot er skuespillere og tilskuere, men også medforfattere og medinstruktører af livets skuespil.
Det er sådanne perspektiver, Martinus viser os i "Livets Bog". I 3. bind, stk. 946 og frem til ca. stk. 956 skriver han om livets skæbnespil, et spil der ikke, som nogle tror, er uden hensigt og mening. Det kan se meningsløst ud, hvis man – som materialisten – kun ser spredte og sekundære årsager og standser ved dem. Men Martinus viser os de love og principper, efter hvilke skæbnemønstret bliver til, og hvorledes skæbnespillet i sin inderste analyse er selve livets udfoldelse som vekselvirkning mellem den evige Guddom og den evige gudesøn.
Vort lille liv og evigheden
"Ingen vender tilbage fra de døde, ingen er gået uden grædende ind i verden; ingen spørger en, når man vil ind, ingen, når man vil ud." Disse ord af Søren Kierkegård fra "Enten-eller" er ligesom et koncentrat af den store tænkers store pessimisme. Og hvorfor var han sådan en stor pessimist? Fordi han kunne se, at virkelig kristendom ikke blot var tro, dogmer og ceremonier, men en måde at leve på med Kristus som forbillede, og samtidig at dette syntes umuligt at nå i et kort liv. Det er jo den almindelige opfattelse her i vesterlandet, at vi kun har dette ene liv, og det synes så meningsløst. Men er en enkelt dag eller en enkelt time ikke også komplet meningsløs revet ud af sammenhængen med andre dage og andre timer? Jo, oplevelserne gennem timer og dage giver os de erfaringer, ved hjælp af hvilke vi bedre kan orientere os i Nuet og se sammenhængen mellem årsager og virkninger. Og som loven er i det små, sådan er den også i det store. Vi orienterer os i dette liv på basis af oplevelser og erfaringer, vi har haft i tidligere liv. Ja, men vi kan jo ikke huske tidligere tilværelser, er den almindelige indvending. Nej, det er i alt fald undtagelser, hvor det finder sted. Men hvem kan huske hver dag og hver time af sin nuværende tilværelse? Det er syntesen, der bliver tilbage, eller rettere, det er syntesen, vi er i stand til at drage frem som hukommelse og erfaringer i vor dagsbevidsthed, detaljerne er i almindelighed ikke tilgængelige, selv om de eksisterer. Hundrede procent tilgængelige vil de ikke være, før end vi engang jonglerer lige så suverænt med intuitions- og hukommelsesenergierne, som vi i øjeblikket jonglerer med tyngde- og følelsesenergi. Det er et spørgsmål om bevidsthedsudvikling, og det er netop denne bevidsthedsudvikling, der er meningen bag livets skæbnespil, hvor et enkelt liv fra fødsel til død kun er som en dag at regne, ja, kun som en time i en kæde af dage eller timer, der danner et kosmisk skæbneforløb, i hvilket det levende væsen først oplever en kulmination af mørke og på baggrund af dette mørke et lys, der gradvis stiger mod kulmination.
De skiftende roller i livets spil
Med forståelsen af reinkarnationsprincippets indflydelse i vor tilværelse bliver der først rigtig mening i at bruge teatret som livssymbol. Selve menneskehedens skæbne er det stykke, vi spiller med i, og vi er i forhold til dette stykkes tidsforløb kun kort tid på scenen hver gang, men vi er der til gengæld mange gange og i mange forskellige roller eller maskeringer. Hvor uretfærdigt ville det ikke være, hvis ét menneske skulle leve et kort liv som slave, et andet menneske som herre, og døden skulle udslette slaven såvel som herren uden at deres individuelle erfaringer som slave og herre fik betydning udover øjeblikkets ubehag og behag. Har mennesket måske ikke efterhånden lært at vælge en tilværelse uden slaveri? Det har det, selv om det må siges endnu at være en slags slave af mangt og meget. Men med tiden bliver det i stand til også at overvinde de former for slaveri, når de nødvendige erfaringer er gjort.
Er vort liv ikke en kæde af valg? Vi vælger, om vi vil hjælpe et ulykkeligt menneske, eller vi ikke vil. Det var det, Kristus viste gennem lignelsen om den barmhjertige samaritan. Både præsten og levitten valgte den nemme løsning at gå forbi den ulykkelige mand, som om de ikke så ham. De havde ikke de lidelseserfaringer i deres bevidsthed, på baggrund af hvilke medfølelsen og medlidenheden fik dem til at vælge at hjælpe ham. Det havde samaritanen. Kristus viste med denne lignelse, hvor genialt han kunne vælge. Han valgte at lade den af jøderne foragtede samaritan, som man i jødiske kredse måtte vente skulle tildeles en skurkerolle, blive helten i historien menneskeligt set, medens præsten og levitten, der i kraft af deres embeder var store jødisk set, viste sig at være små som mennesker. Vi har ikke noget bedre eksempel end denne lignelse på en tolerance og forståelse, der overskrider alle religiøse, racemæssige og sociale skranker. Der findes gode mennesker overalt, siger Kristus med denne lignelse, men de er ikke gode, fordi de tilhører en bestemt religion, race eller et særligt samfundslag, de er det, fordi de i en given situation vælger at handle udfra deres menneskelige eller medmenneskelige samvittighed. Præsten og levitten i lignelsen sår den mulighed for deres fremtidige skæbne, at de kan komme til at ligge som den overfaldne, de ikke hjalp. De kan få den rolle, indtil de er i stand til at spille samaritanens rolle. Men lad os føre det frem til vor tid med dens racehad og forfølgelser. Kan man ikke se skæbnens ironi bag alle de racemæssige, politiske og sociale kampe, at forfølgerne, race-fanatikerne og de, der enten ved magtanvendelse eller økonomiske midler undertrykker andre og holder dem nede, sår en sæd, som de kommer til at høste ved selv at blive født i en foragtet race, et forfulgt folk eller et lavt socialt niveau? Det er ingen straf, det er livsspillets rollerepertoire, som må spilles igennem, for at skuespillet engang kan komme til at udfolde sig i et milieu uden racekampe, sociale uretfærdigheder eller økonomisk magtkamp.
I vort nuværende liv spiller vi alle en rolle, hvor tilskueren i os er ved at lære noget om disse ting. Denne samme tilskuer, der er hævet over tid og rum på en anden måde, end vor nuværende person eller "maske" er det, vil komme til at opleve sig selv som skuespiller i nye personer og "masker", hvor det, der er lært, resulterer i skæbnespillets gradvise forvandling. Citatet fra "Den blå Pekingeser" over denne artikel rummer en stor sandhed: der er et mønster, et levende mønster, der gror og blomstrer. Men citatet rummer også noget, der ikke passer, det er nemlig aldrig for sent at forsøge at forstå det mønster og arbejde med på dets udførelse.
I næste brev følger anden del af denne artikel: "Rollen som Guds partner".
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige