Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

At det er de små glæder i livet, der skaber den virkelige lykke, bekræftes vel næppe mere overvældende end i forårets frembrud. Taget hver for sig syner vore forårsblomster måske ikke meget, og alligevel er der næppe noget, der glæder de fleste mennesker mere end synet af den første lille spire, der bryder jordens hårde skorpe og lader os vide, at foråret – årets skønneste tid – nu virkelig er på vej. Naturligvis er ikke alle mennesker lige haveglade, men mon ikke det overvældende flertal af mennesker på vore breddegrader i sig har evnen til at føle sig gennemstrømmet af glæde ved synet af naturens mange små og ubedragelige tegn på, at vinteren – mørkets tid – nu endelig er forbi. Jeg tror det!

Men foråret er andet og mere end lysets tilbagevenden. Det er også livets tilbagevenden og dermed den tid, hvor det udviklede menneske for alvor føler tilværelsens kosmiske skaberkraft stråle sig i møde, hvorhen det end vender sit blik. Det er så let at acceptere "naturens kræfter" som dækkende det, vi er vidne til, men også så fattigt! For det er med "naturens kræfter", som det er med begrebet "fantasi". Begge dele bliver altfor let til en pose, man kommer alt det ned i, man ikke forstår, måske heller ikke har hunger efter at forstå. Men har man denne hunger efter at begribe andet og mere end det rent håndgribelige, er med andre ord en vintergæk eller en eranthis andet og mere for en end den rent ydre og i sig selv så inspirerende form, ja, så er foråret vel nok livets største kosmiske guldgrube. Thi intet sted lyser den guddommelige skaberkraft os mere genialt i møde end i alt det, der sker omkring os netop nu. Med al respekt for verdens opfindergenier er der endnu ingen, der har evnet at konstruere en pakkemaskine så effektiv, så pladsudnyttende som en ganske almindelig blomsterknop. Den ene dag en ubetydelig lille brungul ting, den næste et flunklende orgie i farver og form. Og at blot denne lille enkle ting skulle være blevet til "af sig selv" kan kun den mene, der aldrig nogen sinde for alvor har stillet sig selv et virkeligt dybtgående spørgsmål. Nej, det er kun for den åndeligt umodne, at udtrykket "naturens kræfter" udgør en fyldestgørende forklaring på den næsten endeløse kæde af mirakler, foråret udgør. For mennesket, der er kommet over de billige løsningers stadium, og som modigt søger "bagom tingene", udgør den vældige manifestation, det nu er vidne til, det "bevis" på en Guddoms eksistens, det altid søgte. Der kan virkeligt være mere religion i en nyudsprungen blomst end i selv den mest inspirerende prædiken!

Alle stiller vi på et eller andet tidspunkt i livet os selv spørgsmålet, hvem vi egentlig er? Thi intet menneske er i sig selv virkeligt tilfreds med blot at være et "familiemedlem" eller søn eller datter af denne eller hin person. Det udviklede menneske føler dybt i sig selv, at det er andet og mere end blot en form, man kan navngive og føre i kartotek. Alle erkender vi os selv både som en "ting" og som noget mere, noget, vi har prøvet at udtrykke med ordet "sjæl". Men hvad denne "sjæl" består af, hvordan den er organiseret, endsige "blevet til", er netop de spørgsmål, der synes ubesvarlige, synes urimelige, fordi de uafbrudt melder sig uden tilsyneladende at kunne blive besvaret.

Intuitivt har alle virkeligt vise mennesker formået at give sig selv en slags svar af den simple grund, at de har "følt" en indre samhørighed med alt eksisterende liv – deraf deres dybe ærbødighed for dette liv. Men intellektuelt eller, i denne forbindelse, højintellektuelt har kun Martinus evnet at give os de svar, der leder vor egen tænkeevne på sporet af "den følte virkelighed" bagom tingene. Og her er det, at hans analyser af planteriget, af plantevæsenets kosmiske struktur forekommer mig eventyrligt fascinerende. Fortidens mennesker stod svagt i deres kosmiske vurdering af livet. De kendte kun et brudstykke af dette livs virkelige kosmiske mønster og måtte basere samtlige deres opfattelser på dette brudstykke, der kun i grove træk gav dem en forestilling om begreberne "kosmisk lys" og "kosmisk mørke". Disse menneskers kosmiske sanseevner rakte kun til den første, den mest spæde opfattelse af kosmisk moral. De kunne i virkeligheden kun ane forskellen mellem begreberne "godt" og "ondt".

Helt anderledes med fremtidens mennesker, der vil blive lige så fortrolige med samtlige kosmiske livssfærer eller livszoner, som vi i dag er fortrolige med den dyrerigets livszone, vi alle med alt for meget af vor bevidsthed endnu tilhører. Og på baggrund af dette vældige kosmiske overblik træder selv den mindste forårsblomst os i dag i møde med en stråleglans, Martinus simpelthen måtte udtrykke med ordene: "Så længe der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud!" Og hvorfor? Fordi plantevæsenet rent fysisk udtrykker den mest fuldkomne, intuitive skabelse, vi her i vor verden er vidne til. Hver eneste detalje i selv det mindste plantevæsen vidner om en fuldkommenhed i hvert eneste skabelsesled, vi evner at iagttage, og det lige fra frøet, over spiren frem til blomst og frøkapsel. Alt er perfekt. Ingen disharmoni i farver, intet spild af kraft – én eneste koncentration af fuldkommen skabeevne – af intuition!

"Et naturens mesterværk" siger digteren om blomsten! "Nej, et Guds mesterværk!" siger den kosmisk bevidste, for hvem det, vi har givet navnet "naturen", er identisk med Guds overvældende og allestedsnærværende bevidsthed. Thi evner denne fuldkommenhed i plantevæsenets fremtræden ikke at lede vor bevidsthed på sporet af tankeprocesserne bagom dets rent fysiske fremtræden, ser vi i virkeligheden stadigt kun "tingen" og ikke det, den virkeligt er udtryk for, nemlig hele den bevidsthedsverden, af hvilken den som enhver anden "ting" iøvrigt er et udtryk. Hvis noget væsen i vor verden evner at opfylde kravet om at "være til glæde og velsignelse for alt, hvad det kommer i berøring med!" må det vel være plantevæsenet i sin kulminationsudfoldelse. Form, farver, dufte – alt sender imod os den reneste, guddommelige velsignelse, som tænkes kan, samtidigt med, at alt dette også leder os på sporet af det, man vel i vor tid tør kalde "den tabte Guddom".

Og rækker vi så her Martinus hånden og lader ham føre os videre, sker det uundgåeligt, at det "brudstykke af et mønster", vi før levede på, skridt for skridt viger for det mønster, der har været fra evighed og vil vare til evighed. Det mønster, i hvilket hver en detalje i sig selv afslører hele planen. Thi som blomsten i sin kulmination udgør et sidste vidunderligt genskær af en verden, der nu fortoner sig bagude i vort kosmiske perspektiv, viser den degenererende "kødædende plante" frem til en verden, vi altfor vel kender, den verden vi selv udgør frugten af. Gennem blomsten skimter vi således hin kosmiske lysbro, der på den ene side forbinder os med vor egen evige fortid, medens den på den anden side forbinder os med hin evige fremtid, i hvilken også vi med hver en tanke, hver en handling skal blive til samme velsignelse for vore omgivelser, som blomsten i dag er det for os.

Det er så let at stå frem og sige, at planten og dyret "bare lever på instinkt"! Det gør de, men ved man så, hvad instinkt virkeligt er, forekommer ordet "bare" en næsten som blasfemi. Thi instinktet er det fuldbyrdede kosmiske kredsløbs adelsmærke. Det er selve den kosmiske automatik, der bærer og opretholder enhver livsform, og som i vor egen verden gør det muligt for os at leve uden at skulle beskæftige os med hverken hjerteslag eller vejrtrækning. Og når vi en forårsmorgen kan føle os næsten beruset af al den skønhed, vi ser udfolde sig omkring os, skyldes det jo netop den guddommelige kosmiske kraft, vi kalder "instinkt", og som her med en strålende baggrund af intuition lader os blive delagtige i en skabelsesproces, hvis formål er intet mindre end dette for en stund at dekorere vor egen verden med et sådant orgie af lys, farver og dufte, at vi uundgåeligt gang på gang må føle os hensat til en verden, i hvilken al tale om atomkrig og andre rædsler mere fornemmes som et mareridt end den virkelighed, de faktisk er.

For det unge menneske er foråret en slags selvfølgelighed, det nok er lykkeligt for, men hvis dybere hensigt flertallet står uforstående over for. For det voksne menneske derimod, og især for det, der gennem sorger, skuffelser og modgang er nået frem til den sjælens modenhed, der alene gør uafhængig, er foråret simpelthen det store under. Det føler i alt, hvad det oplever, næsten bogstaveligt Guds nærvær og føler sig, for hver gang det times det at opleve dette under, gennemstrømmet af en grænseløs taknemmelighed. For dette menneske er foråret med alle dets blomster, dets fuglesang og dets myldrende liv ét eneste strålende guddommeligt kærtegn, et lyshav, for hvilket – i dybeste forstand – alle nattens mørke skygger må vige!