Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I min forrige artikel nævnte jeg, hvorledes en time eller en dag kun har betydning og mening i relation til andre timer og andre dage både i fortid og fremtid, og at det samme gælder med hensyn til et liv fra fødsel til død, at det også kun har mening og betydning i forhold til tidligere og foregående liv eller inkarnationer.

Det fysiske perspektiv kender vi alle, og vi synes, at det er ganske naturligt, at to lige store telegrafpæle eller to huse af samme type viser sig for vort fysiske syn på en sådan måde, at den nærmeste pæl eller det nærmeste hus virker større end den pæl eller det hus, som er længere borte. Vi ved også, at horisonten ikke er "verdens ende", men at der uden for grænsen af vor synsvidde er telegrafpæle, huse, mennesker, kort sagt en verden eller en natur, som den verden, der er inden for vor synskreds, er en lille del af. At det samme perspektivprincip også gælder for vort mentale syn, tænker vi i almindelighed ikke på. Vi kan dog ikke komme uden om, at vort mentale overblik også følger perspektivets love med en nærhorisont, en fjernhorisont og noget bag horisonten. Detaljerne fra oplevelser i svundne timer, dage og år er desto mere utydelige, jo længere de ligger borte i fortiden, de fortoner sig og svinder bag vor dagsbevidstheds horisont, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at de er borte. Ligesom vi, når vi vandrer gennem det fysiske rum, f.eks. et landskab, på grund af perspektivprincippet får en masse indtryk efter hinanden og samler dem til en helhedsopfattelse af dette landskab, får vi også på vor "vandring gennem tiden" en række efter hinanden følgende indtryk, der samles til en livsopfattelse, en syntese, hvoraf vi kan uddrage erfaringer, og vi udvikler på denne "vandring" evner og talenter, gennem hvilke vi dels tilfredsstiller, dels vækker ønsker, længsler og begær.

Vi er altså verdensvandrere i tiden og rummet. Men paradoksalt nok må man fra et kosmisk synspunkt sige, at hvor meget vi end vandrer, så står vi dog stille. Naturligvis ikke vor fysiske person, den kan bevæge sig over kontinenter og have gennem rummet og tiden, men derved sker der jo egentlig blot dette, at nye fysiske og mentale områder kommer inden for vor dagsbevidstheds horisont. Overalt, hvor vor person befinder sig, er vor jegbevidsthed centrum eller fast punkt for alle oplevelser. Jeg'et eller vort "faste punkt" drager altså gennem sin person nye områder inden for sin horisont, det sidder på sin faste "tilskuerplads" og oplever sig selv som person eller "skuespiller" på livets scene omgivet af naturens skiftende "kulisser" og i vekselvirkning med andre personer eller levende væsener.

"Jeg er mig, men jeg er ikke den samme nu, som jeg var for en time siden eller i går, i fjor eller for 10 eller 20 år siden", sådan kan vi alle sige i forhold til, hvor gamle vi nu er. Men hvordan kan man være den samme og dog være under forvandling? Det, der forvandles, er naturligvis dels vor person, som ældes, fordi den materie, hvoraf organismen består, er underkastet den fysiske verdens love for forvandling. Men når vi ikke er den samme i dag som i går, er det jo ikke blot et spørgsmål om fysisk forvandling, men også om mentale forandringer, fordi vi stadigvæk gør erfaringer og udvikler evner og talenter. Hvorledes fremkommer denne forvandling? Her kommer en tredie faktor i det levende væsens kosmiske struktur ind i det billede, vi her forsøger at danne os af os selv. Det er den faktor, der er bindeleddet mellem Jeg'et som tilskuer og Jeg'et som skuespiller, og uden hvilken de to sidstnævnte begreber eller principper slet ikke fandtes. Martinus kalder denne faktor Jeg'et som medforfatter og medinstruktør.

I det levende væsens overbevidsthed eksisterer den livsfaktor, Martinus kalder "skæbneelementet", som i sig selv er en evig, uforanderlig realitet, men som samtidig er grundlag for det princip, uden hvilket begrebet evigheden aldrig ville kunne opleves: den evige forandring eller forvandling. Skæbneelementet er det permanente organ for det levende væsens talentkerner, som også er evige, men hvis indbyrdes kombinationsmuligheder er uendelige og derfor årsag til uendelige forvandlinger i tidens, rummets og materiernes verdener. Det er umuligt her i detaljer at komme ind på disse analyser af livets højeste og inderste virkelighed, der må jeg nøjes med at henvise til "Livets Bog". Her skal blot antydes, at der bag det enkelte menneskes øjeblikkelige situation, der kan se håbløs og meningsløs ud, hvis Nu'et løsrives fra sin sammenhæng med den evige fortid og den evige fremtid, eksisterer kræfter, som lidt efter lidt vil gøre mennesket dagsbevidst i sin evige tilværelse og sine uendelige muligheder. Men denne forvandling kan kun ske, hvis det jordiske menneske ønsker det af hele sit hjerte og samtidig er rede til at gennemgå den opøvelse og de forsøg og eksperimenter, som er nødvendige for lidt efter lidt at skabe de kombinationer af energi i overbevidsthedens talentkerner, hvorfra den geniale livskunstners skabeevne vil stråle som impulser til Jeg'et som skuespiller på livets scene. En skuespiller eller person, der med kærlighed og visdom i vekselvirkning med omgivelserne forvandler denne verdens sceneri fra at være krigens helvede, og det vil sige intolerancens, hadets, bitterhedens, irritationens, forurettelsens, kort sagt egoismens helvede til at blive en fredens og næstekærlighedens verden, der er det samme som "himmeriges rige".

Når Kristus kunne sige: "Himmeriges rige er inden i eder", var det, fordi han kendte det levende væsens kosmiske struktur og også havde kendskab til tidligere og kommende akter af de jordiske menneskers skæbnespil. Han kendte mulighederne og viste ved sit eksempel i hverdagen, hvorledes man kan vælge altid at spille den rolle i livet, som er guddommelig-menneskelig, og det vil sige kærlig og klog. Han spillede bevidst rollen som Guds partner. Men hvad er da Guds rolle i skæbnespillet? Det er forfatterens, instruktørens, maskinfolkenes, belysningsmesterens, regissørens, teatermalernes, påklædernes, sufflørens o.s.v. samt de 99 procent af skuespillernes. I virkeligheden er der nemlig kun to væsener på livets teater, den evige guddom og den evige gudesøn.