Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Paraguay – Cuba – Argentine – Congo – Algier – Indokina og nu – måske – Kina-Indien, ikke sandt, det føles, som om "den store mellemakt" langsomt nærmer sig sin afslutning, og at "tæppet" hvert øjeblik kan gå for den "sidste akt", vi alle frygter. For alle os, der dunkelt Erindrer 1914-18 og altfor levende 1939-45, er det, som om sjælen simpelthen fryser ved tanken. For vi ved, at der ikke kan dø blot ét menneske ved sværdet, uden at det, kosmisk set, er en broder eller søster, vi mister. At denne tanke synes mange altfor høj, altfor "luftig", ændrer ikke den indre fornemmelse, mennesket, for hvem livets absolutte enhed er blevet en kendsgerning, har, hver gang det må høre om mord, af hvad art det så end er.

For snart mange år siden fortalte Martinus mig, at menneskeheden nu var inde i en periode, hvor det med fuld fart suste imod afgrunden, og at den samme menneskehed formentlig ville nå sin egen histories moralske lavmål i dette århundrede. Livet synes at ville give ham ret på en måde, man ikke for blot 25 år siden ville have tænkt sig mulig. For den gang eksisterede der hverken atombomber eller dito raketter. Men i dag har vi ikke alene begge disse super destruktionsvåben, vi har også mulighed for en biologisk krigsførelse, ingen jordmenneskelig fantasi, hvor pervers den end kan være udviklet, evner at forestille sig. Muligheden for, at apokalypsens rædselsspådomme kan gå i opfyldelse, er langt om længe inden for mulighedens grænser.

Men som det ofte går i livet, er forholdet i dag det, at langt de fleste i deres tankeverden går uden om det, der hænger som en konstant mørk sky over deres hoveder. Paradoksalt nok føles det, som om mennesket i sig ejer en evne til helt at abstrahere fra den konsekvens af sin egen væremåde, livet uophørligt søger at gøre det begribeligt. Vi ser dette i det store i selve dets forhold til verdensfreden, hvor flertallet forholder sig så passivt, som vedkom denne fred det ikke det allermindste, og vi ser det i det små, hvor f.eks. den stadigt voksende trussel om lungekræft tilsyneladende ikke ændrer en tøddel i tobaksforbruget. Fatalismen fejrer gigantiske triumfer i dette århundrede. "Hvad-rager-det-mig-mentaliteten" trives som aldrig før i en verden, hvor dette at være sig selv nærmest overalt synes knæsat som den eneste vej til den lykke, flertallet begærer.

Vil mennesket ikke se? Vil det ikke høre? Med angst i hjertet spørger man ofte sig selv, om det virkeligt er sådan, at verden må opleve det totale sammenbrud, det absolutte ragnarok, før den lærer at respektere de love, der alene kan garantere alle et langt og lykkeligt liv? For hvad nytter det dog et menneske, om det kan gennemtrænge lydmuren og jage fra pol til pol på øjeblikke, om det tager skade på sin sjæl? Hvilken virkelig lykke bringer vort efterhånden heltud eventyrlige kendskab til det, vi under ét samler i ordet "teknik", os? Har dette kendskab bragt os freden, trygheden, godheden og medmenneskelig tillid blot ét hanefjed nærmere?

Nej, ingen maskine, hvor raffineret den end er, og hvor eventyrlig den end kan synes at være, kan bringe det åndeligt umodne menneske den sindets harmoni, der er al virkelig lykkes uomgængelige forudsætning. "Fred med sin Gud og fred med sin Næste" får kun det menneske, der i alt har sagt krigens væsen og natur et endeligt farvel. Og dette "farvel" evner det åndeligt umodne menneske ikke at sige. Det lever endnu på ideer og forestillinger, som udsat for en kosmisk-kemisk analyse vil vise sig at indeholde langt flere timelige bestanddele end evige. Thi for disse mennesker er krop og ånd ikke to dele, men derimod blot én. Med ryggen vendt mod evigheden binder de sig hver og en med alt, hvad de er, til det "møl og rust fortærer". De tror, de kan tage tingene med sig og søger, selv når de nærmer sig støvets år, at forpligte den fremtid, de hverken vil få lod eller andel i.

Vil man endelig bruge ordet "tragedie" i forbindelse med mennesket af i dag, må det være, at det må leve uden noget virkeligt kendskab til sin egen evige kosmiske natur, må leve uden kendskab til selv den simpleste viden om, hvem det virkeligt er, og hvorfor det er her. Med en så ligefrem uhyggelig sjælelig begrænsning er det på forhånd dømt til at binde sig til forkerte ideer og forestillinger. Det bliver, sig selv uafvidende, det letteste offer, som tænkes kan, for trosformer, som fremtiden uundgåeligt vil destruere og vel at mærke destruere i et stadigt voksende tempo.

Den berømte svenske forfatter August Strindberg brugte engang udtrykket, at "det er synd for menneskene". Ja, det er synd, at menneskene er så uvidende, som tilfældet er. For det er alene dets uvidenhed, der er årsag til det liv, det må opleve. Det synes ofte så tragisk, at den oplysning, vi er så stolte af, så stolte, at vi hændelsesvis betegner andre folkeslag, som ikke har denne viden, som "underudviklede, at denne oplysnings grænser er så skrigende åbenbare, at enhver burde kunne se dem. Den forlængst afdøde franske forfatter Camille Flamarion brugte engang det udtryk, at "dersom de andre kloder i verdensaltet er beboede, må jorden være deres galeanstalt", og vidste man ikke bedre, kunne man fristes til at give ham ret. Thi ingen kan bortforklare, at vor dejlige jord rummer alle betingelser, alle, for at hver og en af os kunne have det rigeste, det skønnest tænkelige liv – ej heller kan nogen bortforklare, at vi i fællesskab har gjort denne dejlige jord til et helvede af heltud usandsynlig karakter!

Og det er i dette "helvede", at et menneske, hvis virkelige sind, hvis virkelige indsigt ingen af os evner at fatte, har rejst sig og nu med en kosmisk logiks uimodståelige kraft "taler Roma midt imod"! I 33 år har jeg nu kendt Martinus og har i modsætning til mange andre mod til at sige, at medens han uden tvivl kender mig og forlængst har loddet min sjæls dybder, så kender jeg kun ham til grænsen af min egen bevidstheds rækkevidde. Men det, jeg kender af ham, har forlængst belært mig om, at han netop repræsenterer blomsten af den åndelige fremtid, vi alle er på vej imod. Med disse mange års næsten daglige samvær bag mig ved jeg, at han er al den fred, den retfærdighed, den åndelige indsigt og ydmyghed, vi andre kun kan drømme om. Men har er der! Og selv om hans rent fysiske livssol sagte begynder at blegne, så ved enhver af os, der lever i hans nærhed, at hans ånds kraft lyser med samme styrke som i de unge år, ja snarere synes at tiltage nu, hvor han kan begynde at overskue sin missions lykkelige fuldførelse inden for et meget begrænset antal år.

Ringe af herkomst og ringe af uddannelse udgør han netop det levende bevis på den åndens magt over materien, vi alle behøver i en tid, hvor skriget på uddannelse lyder os imøde, hvorhen vi end vender os. Uddannelse, nuvel, naturligvis bør enhver dreng og enhver pige have den bedst tænkelige uddannelse i at klare det fysiske livs krav. Men hvad nytter alle disse specialuddannelser, når man ikke samtidigt giver hvert eneste menneske mulighed for at lære den "overbliksvidenskab" at kende, der alene kan give det en klar forståelse af dets egen kosmiske position og af det kosmisk-moralske krav, livet stiller til enhver af os? Blot at være et "hjul" i en uoverskuelig maskine giver ingen fred til sjælen, ingen harmoni i sindet. Selv om det materialistisk indstillede menneske ynder at foregøgle sig selv, at det i al evighed skal være her, så er det dog stadigvæk en kendsgerning, at vi kun er gæster i denne verden, meget flygtige gæster endda, og at ingen, absolut ingen kan tage andet og mere med sig end den sum af erfaringer, livet gav det. Ej heller, at det alene er denne sum af erfaringer, der udgør selve fundamentet for vort liv i andre tilstande end dem, der her gør sig gældende. Og det må være fattigt at komme til en verden uden penge med sindet fyldt – fyldt til randen – med erfaringer om, hvordan man tjener penge og med ét stort, tomt hul der, hvor de erfaringer skulle være, ved hjælp af hvilke man skulle sprede lys, glæde og dermed velsignelse omkring sig. Men er sandheden ikke netop den, at mange her i stedet for at "gå ind til deres Herres glæde" må opleve den "gråd og tænders gnidsel", der efter døden mere eller mindre vil besværliggøre overgangsstadiet til de menneskers naturlige paradis, der i deres fysiske liv ikke blot ikke var med til at skabe fred, men også mere eller mindre ligefrem saboterede andre væseners skabelse af fred, skønhed og glæde.

– Paraguay, Cuba o.s.v. – overalt syder, bruser og gærer det. Verden ikke alene synes at være, den er i svære "fødselsveer". En ny tidsalder holder på at bryde frem, en tidsalder, i hvilken alt det skal fuldbyrdes, som verdens største ånder gennem alle tider har drømt. Men denne skønne verden vil ikke blive os foræret. Den vil blive født gennem "skrig og pine". Men bag blodet, tårerne og de endeløse sorger vil denne nye verden blive den kosmiske solopgang over verden, der vil få enhver til at glemme de trængsler og de smerter, de måtte gennemleve. Det er dette syn på livet, denne tro på godhedens og kærlighedens endelige og absolutte sejr, vi har Martinus at takke for i en verden, hvor alt synes at tale det modsatte sprog! Altid at erindre sig dette er visdom! At glemme det, ja endog gå imod det, vil blot være at gøre sig selv til tjener for det mørke, som allerede nu har mere magt i verden, end i hvert fald jeg har mod til at forestille mig!