Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 903 og 904.

"Tror man ikke denne i de levende væsener boende higen efter det mere fuldkomne og frastødning imod det mindre fuldkomne, og som bevirker, at væsenet urokkeligt må være i vækst, er et led i en af verdensordningens særlige planer med hensyn til det levende væsen? – Hvis væsenet kun lever ét eneste fysisk jordliv, hvem gavner så denne i samme væsen nedlagte væksttrang? – Det føler dragning imod højere og fuldkomnere leveformer, det hungrer efter viden og løsning på livsmysteriet. Og igennem verdensgenløsere, profeter og vismænd får det et væld af anvisninger på, hvad det skal gøre for at blive salig, hvilket vil sige opnå sine længslers mål. Men disse anvisningers overholdelse er så omfattende og besværlig, at samme overholdelse eller opfyldelse er ganske umulig i et så kort tidsrum som det, et jordliv repræsenterer. Ja, er det ikke således, at stærke smerter og lidelser for millioner af væseners vedkommende endog afkorter dette deres "ene" liv? – Den attråede fuldkomne tilstand eller de skønne idealers opfyldelse er således for myriader af væsener en umulighed.

Den i væsenet boende mentale hunger står altså ikke i noget som helst passende forhold til et enkelt jordliv. Den afslører sig her som værende af dimensioner så store, at dens tilfredsstillelse kun kan skabes gennem mange jordliv, ligesom det samme gør sig gældende med den allerede opnåede mættelse af de underlegne stadier. Da disse stadier ikke har været oplevet i det nuværende liv, kan den mættelse, som individet allerede besidder angående disse stadier, således umuligt være erhvervet i det nuværende liv. At samme mættelse ikke desto mindre er til stede bliver en kendsgerning igennem den omstændighed, at vi ikke alle vil det samme. Det, der er umådeligt interessant for det ene væsen, kan være tilsvarende kedeligt for det andet. Nogle væsener finder hele deres livslyst ved at være slagtere, jægere eller krigere, medens andre ville miste hele deres livslyst, hvis de skulle være tvungne til at indtage samme fremtræden i livet. Nogle mennesker er umådelig intellektuelle, kunstneriske og litterært begavede, medens andre er meget naive, godtroende og svagt begavede uden derfor at være unormale. Vi kan således ikke komme udenom, at væsenernes samlede fremtræden repræsenterer den førnævnte skala, ja, endog i den skønneste fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed harmonisk stigende rækkefølge uden noget som helst spring eller manglende mellemled i denne. Hvis ikke væsenerne voksede fra det ene trin til det andet, hvordan skulle denne skala da være blevet til eller kunne eksistere? –

Hvis vi f.eks. nummererer et afsnit af denne skalas trin med tallene fra 1 til 10, vil der være nogle væsener, der fødes på trin 1, andre på trin 2 og således fortsættende. Men hvorledes kan det blive udtryk for retfærdighed at lade nogle væsener fødes på så primitivt et trin som nr. 1, når andre væsener samtidig kan fødes på et så fuldkomment og over nr. 1 så hævet trin som nr. 10? – Når ingen af de pågældende væsener har levet før, kan de, som i tidligere afsnit berørt, jo ikke i mindste måde selv have nogen som helst skyld i denne deres plads i skalaen. Men hvorfor så denne skala? – Når nogle væsener kan fødes på et i forhold til nr. 1 så fuldkomment trin som nr. 10 uden ved nogen som helst forudgående fortjeneste eller selvudløst årsag, hvorfor kan så ikke alle væsener fødes på det samme trin? – Og hvis væsenerne virkeligt kan fødes på deres respektive trin uden nogen som helst forudgående selvforskyldt adkomst eller årsag, vil deres tilstedeværelse på trinnet jo være at betragte som et fra Forsynet manifesteret mirakuløst magtbud. I så tilfælde vil det altså være lige så let for Forsynet at anbringe væsener på nr. 10 som på nr. 1 i den mentale skala. Alle underliggende trin med lidelser, smerter, erfarings- og kundskabsberigelse er dermed overflødige. Men hvis disse er overflødige, bliver det et mindre heldigt billede af Forsynet, vi da bliver vidne til. Thi da vil der, som også tidligere berørt, ikke være noget som helst andet grundlag for væsenernes forfærdelige lemlæstelser og lidelser, deres fremtræden i krig, myrderi og drab, "helvedes ild" eller deres liv i "gråd og tænders gnidsel" end et tilfældigt lune, en sadistisk tendens, en pervers tilbøjelighed hos Forsynet."