Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da "Livets Bog"s første del udkom i 1932, skrev en anmelder om den, at "forfatteren ikke syntes at vente sig anden løn for dette enestående værk end den, livet i sit evige kredsløb ville give ham". Jeg har ofte siden tænkt på disse ord og på den intuition, de var udtryk for. Thi modsat de fleste forfattere, der mere skriver for samtiden end for efterverdenen, vidste Martinus allerede ved sin missions begyndelse, at det, han skulle give verden, var verden ikke i større udstrækning moden til at tage imod. Han vidste igennem sin oplevelse, at sand religion, sand religiøs følelse i sig selv beror på et medfødt talent på akkurat samme måde, som enhver form for sand kunst beror på et givet, medfødt talent. Og han vidste ydermere, at dette religiøse talent endnu hører til sjældenhederne.

Men han vidste også noget andet. Han vidste, at livet årti for årti ville bekræfte det verdensbillede, han var kommet for at give. Og det må være dette, der har været i anmelderens tanke, da han formede den oven for citerede sætning. Martinus' virkelige løn for den gerning, han udøver iblandt os, er den kendsgerning, at livet i sit evige kredsløb vil bekræfte enhver af hans kosmiske analyser, selv de, der forekommer en og anden mest uforståelig. Thi at meget i Martinus' verdensbillede rækker langt udover vor nuværende fatteevne er ikke alene sandt, men også en nødvendig sandhed. Evnede vi allerede i dag at absorbere samtlige Martinus' kosmiske analyser som "selvklare", ville hans verdensbillede utroligt hurtigt være "en saga blot". Som det nu er, må man elske Martinus for hans ord om, at den rigtigste måde at modtage hans tanker på er at tage de af dem, vi forstår og har brug for – og så lade resten ligge til den dag, nye erfaringer gør det muligt for os at flytte vor bevidstheds grænsepæle endnu længere ind i det hidtil ukendte.

Alle disse tanker kom til mig ved gennemlæsningen af FN-generalsekretær U Thant's udtalelser under hans korte besøg her i landet fornylig. Hvert og et af hans ord var som skåret ud af Livets Bog, når måske lige undtages udtalelsen om, at en krig kan komme ved en "fejlregning". Kommer krigen, vil den ikke være et resultat af nogen som helst fejlregning. Da vil den være en del af en plan, der i et ældgammelt sprog blev tilkendegivet gennem ordene: "– end ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje!" Men man forstår udtalelsen, forstår den ængstelse, der må præge enhver, der ved mere end menigmand om den uhyre nervespænding, der eksisterer de store magtgrupper imellem, og som ikke har en afklaret kosmisk baggrund som vurderingsgrundlag. For set gennem timelighedens brilleglas befinder verden sig konstant så nær de svimlende afgrunde som aldrig før.

Men den sandhed, U Thant formede med ordene: "Menneskene må elske hinanden eller dø", udtrykker i sin knaphed det, Martinus nu har brugt et langt liv til at lære os at forstå, og det endda i en videre betydning end den, U Thant gav udtryk for. For døden har også to helt forskellige sider. Vi kan, som i Algier, falde for morderhånd, og da synes døden endelig og absolut, men vi kan også, mere eller mindre bevidst, skære os selv ud af den store helhed og derved unddrage os vor pligt over for det fællesskab, der alene er vejen frem. Gør vi dette, "dør vi for verden", og verden har da i virkeligheden mistet en værdifuld medarbejder.

Og er det ikke således, at netop i vor tid virker en mængde mennesker som "døde for verden"? En tilsyneladende enorm stigning i den almene velstand har fremkaldt et materielt behov, hvis virkninger ikke altid er lige skønne at betragte. Jeg mødte heroppe i denne gennem mange år ret isolerede egn en gammel mand, med hvem jeg kom i snak om de nuværende "gode tider", der i hvert fald her ytrer sig derigennem, at det er helt umuligt at opdrive hjælp, enten det så drejer sig om kvindelig eller mandlig. Han kommenterede den nuværende situation med ordene: "Ja, statsministeren siger jo nok "gør gode tider bedre", men mig forekommer det nu, at de gode tider gør folk værre!" Og nogen ret har han. For som en ganske almindelig arbejder heroppe udtrykte det over for mig: "– i gamle dage havde vi altid tid til at hjælpe hinanden. I dag har enhver nok i sit eget og bliver nærmest gal i hovedet, hvis man beder ham omen hjælpende hånd!" Rigdom har altid haft en forbløffende evne til at isolere. Det synes som om, velstanden har sin egen A.B.C., og at dens A. stadium i virkeligheden er en smule utiltalende, en smule parvenuagtig.

Personligt forstår jeg udmærket, at både egen villa, egen bil og eget sommerhus i sig selv har en stor magt over sindet. Men hvor tiltrækkende disse ting end er, er de dog ikke livet. Sammenlignet med menneskets kosmiske bestemmelse hører disse ting kun til tilværelsens små mål, og man gør ret i at have ondt af de mennesker, for hvem disse må dække hele deres åndelige horisont. For disse mennesker er faktisk døde. Det, de søger, er ikke verdens lykke, men kun deres egen, og mange oplever jo netop nu, at opfyldelsen af disse ønsker ikke giver dem den glæde, den livsfylde, de troede, den gang disse ønsker syntes uopnåelige. Nej, vi "må elske hinanden eller dø". Vi må lære at indse, at der kun er én menneskehed, og at vi hver for sig udgør en uadskillelig del af denne menneskehed. Nøjes vi blot med at dele den op i et utal af nationer og erklære os tilfreds med at tilhøre en sådan nation, kan den nærmeste fremtid meget let give os en chokbehandling, det kan blive svært at komme over. For verden i dag er som et skib, der med fuld motorkraft drøner udover et delvis ukendt hav. I dette skibs kølvand vil vi komme til at opleve, hvorledes den ene nation efter den anden hvirvler bort for aldrig mere at komme til syne. For os vil den første havn, vi lægger til, blive Europas forenede Stater. Det er i sig selv dejligt at være dansker, for Danmark er en usædvanlig tiltalende plet på vor jord. Men vi bør indstille os på, at morgendagen vil gøre os til praktiske europæere. Men morgendagen vil ikke være den endelige havn. Den nås først den dag, verdens forenede stater er en realistisk kendsgerning. Og det er i forholdet til denne tidligere så utopiske tanke, at vi skal passe på vore følelser. Alt for mange lyser endnu rødt/hvidt ud af øjnene, når de hører om den nationale tankes negative sider. For dem er den tanke, at Danmark ikke i al evighed skal være, hvad det har været, identisk med alt tænkeligt ondt. Men Danmark har ikke altid været, hvad det er i dag. Også vort land har gennemløbet en udvikling fra det rene barbarstadium til den forædlethed, det i dag giver udtryk for, og jeg nærer end ikke antydningen af tvivl om, at det uhyre let vil tilpasse sig de situationer, der venter os forude. Hvorfor ikke indstille sig på, at livet i sig selv udtrykker en proces, der betyder evig forvandling? Og jeg ser intet ondt eller ydmygende i, at Danmark en dag udgør en levende, aktiv – og yderst positiv – del af et verdenssamfund, i hvilket den næstekærlighed, alle store vise har forkyndt os som den eneste virkelige vej til en lykke af større og dybere karakter end den, vi hidtil har kendt, endelig har fået en mulighed for at kunne blive realiseret. Disse idelige gnidninger mellem nationerne indbyrdes må ophøre. Hærene må afløses af et internationalt verdenspoliti, og verdensøkonomien må bygges efter helt andre principper end de i dag gældende. Jeg er ikke blåøjet naivist. For mig udtrykker begrebet "idealisme" det muliges kunst. Vi er ikke af natur engle, men der er så meget godt i det enkelte menneske, at al denne godhed, denne trang til at se smilet blive tændt i andres Øjne, må kunne organiseres på en bedre måde, end tilfældet er i dag. Vi må alle lære at tænke store tanker, tænke i større baner end før. Og det er her faren truer os alle. For hver for sig er vi medlemmer af en generation. Og generationer ældes. Det er ikke ungdommen, der i dag truer verden, det er alle de – i åndelig forstand – gamle. For gamle mennesker har, sig selv måske uafvidende, en vis tilbøjelighed til at tænke baglæns. De synes ofte, altfor ofte, at det hele var bedre i "gamle dage". Men det var ikke bedre. Det var værre! Værre for flertallet! Og det er flertallet, det drejer sig om!

Flertallet i verden får det ikke godt, før verden udgør en alle nationer omfattende verdensstat. At tro det modsatte er imod den udvikling, vi befinder os midt i. Verden har nu passeret sit uintellektuelle stadium og er nået frem til kulminationen af det intellektuelle, udtrykt ved vor rent fantastiske tekniske kunnen. Men foran os ligger nu det højintellektuelle stadium, hvor livets åndelige kræfter, livets virkelige magtfaktor, udgør det endelige mål. For hvor tiltrækkende det rent intellektuelle stadium end kan være, kan det aldrig i sig selv blive målet, eftersom det er en urokkelig kendsgerning, at selv den mest beskidte karakter kan tilegne sig fine eksaminer og dermed erhverve sig magt og indflydelse.

Højintellektualitet og kærlighed hører sammen på samme måde som primitiv intellektualitet og mord. Det sidste kender vi nu som aldrig før i jordens historie, det første derimod er lige akkurat i sin vorden. Vi har set en Dag Hammarskiöld give sit liv for den kærlighed, U Thant nu står som strålende talsmand for. Verdenssammenslutningstanken har fået sine riddere, og de vil mangfoldiggøre sig i tiden, der kommer. Men modstanden imod dem vil også øges så sandt som, at tryk avler modtryk. Vurderet i forholdet til det, der nødvendigvis må komme, står Martinus verdensbillede umådeligt stærkt. For utalte tusinder i Vest såvel som i Øst vil det blive en aldrig svigtende inspiration i højintellektualismens tjeneste. Hundredtusinder vil i fremtiden igennem studiet af hans tanker få kraft til at nedkæmpe det i deres eget sind, der står verdensudviklingen imod – i sit evige kredsløb vil livet knæsætte de sandheder, han gav os! Hvilket liv kan give et menneske en større løn end den, der vil blive ham beskåret?