Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 905 og 906.

"Men denne konsekvens er lige akkurat en total modsætning til den hårfine fuldkommenhed og logik, som livet selv afslører som en desto større kendsgerning for forskeren, jo mere udviklet eller intellektuel denne er. Viser ikke hvert et blad på nok så lille en plante en så kolossal logik eller planmæssig skabelse, at plantens samlede organisme må betragtes som et sandt vidunder? – Ud af jordens forskellige materier, stof eller muldarter opstår planteorganismen som en i farver, tegning, form og struktur underbar åbenbaring, strålende sit overjordiske væsen ud over alle omgivelser, forskønnende alt, hvad det kan dække med sin farve og duft. Hvad er jordens kolorit uden de store skove, grønne marker og blomsterfyldte enge? – Ville ikke forårets og sommerens hærskarer af små sangere forstumme? – Ville ikke kontinenterne være døde og golde ørkener uden noget som helst animalsk liv til sin beskuelse? – Ville ikke døden ruge der, hvor i dag tusinder af struber jubler kaskader af lovprisninger imod skyerne, og hærskarer af væseners anelser har taget retning imod en evig Fader? – I sandhed, der er ikke noget her, der tyder på sadistiske kræfter som basis for livets eksistens. Og bliver dette ikke endnu mere synligt, eftersom vi ser tilbage på årmillionerne i jordens store tilblivelsesproces? – Var den ikke engang en "ildsø", en verden af smeltede metaller? – Og var den ikke endnu længere tilbage i tiden en glødende dampsky, fortættet af lysende tåger? – Og var disse lysende tåger ikke reaktioner af ikke-fysiske kræfters begyndende jongleren med de to kosmiske grundenergier "tyngde" og "følelse" eller verdensaltets ild og kulde? – Blev resultatet heraf ikke den animalske verden, vi i dag repræsenterer? – Blev de glødende og kogende materier ikke til en verden fuld af animalske, tænkende væsener, omgivet af himmelske lyde? – Hvad er de blå oceaners solglitrende bølger? – Hvad er deres larmende brænding imod vældige klipper? – Hvad er kontinenternes himmelstræbende bjergtinder og afgrundsdybe kløfter? – Hvad er de glødende alpetinder? – Hvad er den farvestrålende morgen- og aftenrøde? – Hvad er vandfaldenes brusen og den stille bæks lønlige løb dybt inde i skovens tykning? – Hvad er gøgens kuk, droslens sang og nattergalens triller i den lyse sommernat? – Hvad er årstidernes skiftende scenerier, eller hvad er alt det, der udtrykkes ved fællesbetegnelsen "naturen"? – Er det ikke den montering, hvormed en højere magt har gjort den afkølede ildsø til en bolig for fysiske væsener? – Er det nævnte ikke en eneste fortsættende række af kærtegn til glæde, beundring og velvære for samtlige klodens beboere? – Er det ikke netop disse foreteelser, der har udviklet eller skabt digtere, kunstnere, forfattere og videnskabsmænd? – Og giver det samme forsyn ikke i ligeså overdådig grad igennem det klare solskin lys og varme til de samme animalske væsener inden for dens område? – Ser vi ikke, at skovene, markerne og haverne, foruden at være til dekorativ prydelse, i virkeligheden er denne himmelske boligs dækkede spisebord? – Kan ikke alle blive mættede? – Kan ikke alle få plads i solen, få varme og lys? – Kan ikke alle på en eller anden måde se naturen? – Hvis ikke, da er det ikke fordi, jorden mangler de attråede værdier. Tværtimod, dens rigdom på lys og varme, føde- og næringsmidler samt naturskønheder er allerede fremtrædende i overdådighed i forhold til antallet af de levende væsener, der skal leve i dens sfære. Omskabelsen fra ildsøen, de flammende og kogende materiers forvandling, lader således her foreløbig intet tilbage at ønske.

Men når der alligevel kan findes væsener, der både sulter og fryser, væsener, der hensmægter i sorg og lidelse eller vånder sig i smerte, krig og lemlæstelse, er det kun udtryk for, at skabelsesprocessen endnu ikke er ophørt, endnu ikke har nået sin bestemmelse. Når det er en kendsgerning, at jorden rummer føde nok, rummer plads nok, rummer sollys og varme nok, rummer farve og kolorit nok til det antal levende væsener, der forekommer i dens område, er det ikke ildsøens omskabelse, der er noget i vejen med, ligesom de nævnte kalamiteter jo ikke på nogen måde kan være tilsigtede som slutresultat af den skabende magt eller forvandlingens ophav. I så fald var der jo ingen mening i de nævnte goders tilstedeværelse i overdådighed. Men når disse nu ikke desto mindre er til stede i overdådige mængder, kan det umuligt betyde, at nogen skal sulte, fryse, være underkastet savn og lidelser. Da disse kalamiteter ikke desto mindre forekommer, kan det kun være udtryk for, at vi her er nået til – ikke Forsynets færdige slutresultater – men derimod kun til den store forvandlings nuværende stadium eller toppunkt. Og vi kan altså her ligefrem iagttage, hvad der er færdigt i forvandlingen, og hvad der ikke er færdigt. Den store overdådighed af livsbetingelser, klima, næringsstoffer, materialer suppleret af fremragende naturskønheder viser her, at klodens forvandling fra ildtilstanden har nået et sådant stadium, at den nu er fuldt tjenlig som basis for en over det dyriske hævet lykkelig og fuldkommen tilværelse for jordmenneskene."