Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det første kosmiske princip, Martinus for alvor beskæftiger sig med i sit hovedværk "Livets Bog", er det guddommelige skabeprincip, der udgør hovedfaktoren i den del af det levende væsens kosmiske struktur, han har givet navnet X.2. I sig selv er det guddommelige skabeprincip utilgængeligt for sansning. Det er blot. Men da dette forhold kun udgør en konstatering af en egenskab ved det levende væsen, intet menneske kan bortforklare, er det ikke det guddommelige skabeprincip som sådan, der kan påkalde vor interesse, men derimod Martinus klare påvisning af dette princip som årsag til de kulturfrembringende kosmiske impulser, der har båret vor bevidstheds udvikling fra trin til trin.

Vi står her over for en analyse af ufattelig rækkevidde. For selv om de fleste mennesker i begyndelsen vil føle en dyb tilfredshed ved pludselig at få indblik i den kosmiske proces, det rent umiddelbart oplever i dette liv, kommer der alligevel et tidspunkt for den stærkt hungrende sandhedssøger, hvor han eller hun gennem denne analyse ser sin egen evige fortid vide sig ud i det uendelige, hvorved det ligeledes af Martinus beskrevne evige kosmiske spiralkredsløbsprincip overgår fra at være et rent teoretisk problem til at blive en selvfølgelig del af dette menneskes kosmiske vurderingsgrundlag.

De kosmiske principper rejser sig således i vor tankeverden som en kæde af utilgængelige bjergtinder. De ér blot. Dette har de Vise gennem alle tider anet eller vidst, men ét har de aldrig formået, nemlig dette at gøre dem tilgængelige for vor sanseevne. Gennem sine berømte ord: "Jeg ved mange ting, men I kan ikke bære det –!" er Jesus vel den personlighed, der klarest har afsløret, at hans egen bevidsthed var af et helt andet format end hans tilhøreres, idet hans ord klart viste, at ihvorvel han af hele sit hjerte ønskede at delagtiggøre sine disciple i sin høje viden, var disse på grund af manglende udvikling ikke i stand til at fatte ham. Det er først med Martinus, at disse store principper ligesom kommer ud af tågernes verden og træder ind i vort liv på en sådan måde, at de successive vil blive hvert eneste menneskes urokkelige, åndelige livsfundament.

"Tilgængelig for sansning"? Ja, hvorledes bliver en ting tilgængelig for sansning? Udelukkende gennem iklædning af materie. At denne materie i dette tilfælde er så sublim, at vi må give den navnet "tankematerie", ændrer ikke den kendsgerning, at kun det, vi evner at forestille os, kan få virkelig indflydelse på vort liv. Og enhver forestilling er stoflig, er bygget op af de kræfter, hvis tilsynekomst vi kender som "tanker". Da disse tanker er af en forfinet elektrisk natur og udløser sig som vibrationer, som stråler eller "bølger", bliver problemet i alle livets forhold dette at omdanne sine ideer eller impulser til mentale bølgelængder af en sådan karakter, at de hverken ligger under eller over det mentale trin, de rettes imod. Det er dette forhold, der i daglig livspraksis har fået os til at karakterisere mennesker, vi er i berøring med, med udtrykket, at ham eller hende er vi "på bølgelængde med" – eller det modsatte!

I den universelle verdensplan ligger det guddommelige skabeprincip således til grund for de tankeimpulser, der har frembragt samtlige kulturepoker på jorden, lige fra de første primitive samfundsformer frem til vor nuværende komplicerede samfundsstruktur. Og her er det Martinus urokkelige fortjeneste, at han som det første menneske påviser for os, at det guddommelige skabeprincips første impulser i lyset af vort nuværende erfaringsmateriale må betegnes som "mørke", idet de, omformet til tankematerie, ledte mennesket frem imod kulminationen af et andet kosmisk princip, nemlig "det dræbende princip". Med knæsætningen af dette princip står vi for første gang over for muligheden af en åndelig indsigt, der helt opløser enhver forestilling om det såkaldte "onde" som realistisk virkelighed. Og eksisterer den virkelige ondskab ikke, eksisterer der heller ingen "djævel", "lucifer" eller "satan".

Man vil her se, at disse kosmiske principper, omformet i lysende klare tankerækker, har en næsten ufattelig, revolutionerende kraft. Kun en kosmisk bevidsthed kan gøre det muligt for os at begynde at fatte, at det, vi gav navnet "det onde", i virkeligheden er camoufleret lys, er camoufleret guddommelig kærlighed. Hvor snævre åndelige horisonter, vi før var omgivet af, står os først fuldstændigt klart i det øjeblik, vi forstår dette vældige impulsprincip, forstår, at Guds måde at "tale" til os på kun har én virkelig forudsætning, nemlig vort eget selvoplevede erfaringsmateriale og den deraf affødte modtagelighedsgrad.

Hævet op til de kosmiske højder, hvor vi ganske vist endnu kun igennem Martinus øjne ser verdensdramaet udbredt for vore undrende øjne, føles det så selvindlysende, at menneskets opfattelser må afløse hinanden i takt med dets voksende sum af både lidelses- og intelligenserfaringsmateriale, at sjælen end ikke evner at udløse protest, og man forstår, at Martinus ikke alene vægrer sig ved, men simpelthen ikke evner at anvende udtrykket "ond" på nogen som helst måde. Hans definition af det "onde" som "det ubehagelige gode" bliver fra det øjeblik, man har erkendt dette "onde"s inderste natur som camoufleret kærlighed, en urokkelig del af ens nye måde at vurdere livets tilskikkelser på, og man forstår pludselig den dybereliggende mening med ordene, at "alting tjener den til gode, der elsker Gud", d.v.s. sandheden.

Hvor vi før kun så vort eget liv og kun evnede at vurdere menneskehedens skæbne på baggrund af den uhyre korte såkaldte "historiske tid", ser vi nu ned i en evig fortids vældige dybder. Når den første svimmelhed har fortaget sig, og sjælen har nået at få sig selv stabiliseret så meget, at den kan begynde at absorbere disse vældige syner, er det, som om selve evighedens majestæt træder ind i det daglige liv. Hvad der før var stort, ja måske endda overvældende stort, bliver nu ofte til rene bagateller, til yderst overkommelige ligegyldigheder, medens tidligere såkaldte bagateller antager enorme dimensioner. Tænk blot her på vor tidligere næsegruse beundring for samfundets såkaldte "store" og vor næsten urokkelige tro på, at lykken alene lå i en efterligning af disse stores liv og vaner og så på, hvorledes det kosmisk indstillede menneske, fra det øjeblik det bliver sig sin kosmiske indstilling bevidst, i alle dagliglivets små glæder finder den lykke, de andre fremdeles jager efter.

Men det er ikke alene adgangen til synet af vor evige fortid, der i begyndelsen ryster sjælen. Det er også adgangen til de første syner af vor evige fremtid! Man forstår næsten i bogstavelig forstand, at man har oplevet en "dødsproces" og nu står åndelig frigjort over for alt det, man før var spærret af, lukket inde i. Thi den fryd, det er helt til bunden at forstå, at vi – vi selv – er evige, og at den fremtid, der må forekomme den, der ikke skal opleve den, meningsløs, nu er "vor egen fremtid", er så besættende, så berusende, at livet, første gang man "ser" dette, føles som ét eneste vældigt hav af guddommeligt lys, guddommelig kærlighed.

Alle ved vi, at man kan rejse på to helt forskellige måder, enten "ud i del blå" eller også følge en nøje tilrettelagt plan. For det kosmisk indstillede menneske eller mennesket, der har bragt sit sind i kontakt med den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip, føles det ofte, som om alle andre mennesker åndelig talt rejser "ud i det blå". Det eneste "kompas", disse mennesker kender, er deres egen lille, snævre, begærledede vilje. Deres lykke er aldrig "her og nu", men altid noget der venter forude! De er med digteren "en slægt, der som en storm i høst, henover jorden jager, men aldrig i sit eget bryst til bunden loddet hager!" Hvor anderledes, hvor helt anderledes at stræbe efter at leve i kontakt med "Guds vilje", med den plan, der døgn for døgn åbenbarer sig selv. Hvor andre må leve i angst og frygt for morgendagen og for tusinders vedkommende plages med frygtelige tanker om "jordens udslettelse" og "menneskehedens undergang", lever det kosmisk indstillede menneske, så langt dets kosmiske kraft rækker, i fred med sin Gud og i fred med sin næste. Sandt nok dikterer ingen af os vor næstes optræden, og sandt nok må vi alle i denne ofte infame jungle opleve ting og begivenheder, vi helst var fri for, men det er jo ikke vore oplevelser som sådan, der er det afgørende. Afgørende er kun vor egen måde at møde disse oplevelser på. Og ved man først, ved, som den slags kan vides, at ethvert menneske simpelthen må handle ud fra det udviklingstrin, det befinder sig på, ja, så lader man selv det hæsligste og mest stinkende snavs, der kastes på en, sidde og tørre og dermed falde af af sig selv. Tanken om hævn bliver ikke alene det kosmisk indstillede menneske fjern, den bliver direkte barnlig. Det lærer sig hastigt kunsten "at gå tilhøjre –" og overlader det til Gud selv at tage sig af den enkeltes opdragelse!

Selv om man i sit første møde med Martinus verdensbillede ofte må opleve en begejstring, der næsten har rusens karakter, så bliver der, når denne første ukontrollerede begejstring har sat sig lidt, alligevel det forunderlige tilbage, at man ligesom er blevet borger i en helt ny verden. Man lever nok fremdeles i det timelige som alle andre, men man lever også i det evige og kan når som helst trække sig tilbage til dette evige. Begrænsetheden har mistet sin magt over sindet. Man ser fremdeles, som andre, de enkelte begivenheder i timelighedens lys – men man ser også det evighedsperspektiv, hver eneste lille oplevelse rummer. Man har fundet "vejen", og intet kan længere rokke den plan, man har lagt for sit liv. Man er som alle andre "en rejsende", men ikke en rejsende "ud i det blå", derimod en rejsende med et givet mål. Og målet er det, Martinus så smukt har givet navnet "det rigtige menneskerige" eller det rige, Jesus udtrykte med ordene: "Mit rige". Før var dette rige noget fjernt, noget i sig selv ubegribeligt. Nu er det ikke alene blevet en realitet, men også en realitet, der har indflydelse på enhver af ens tanker og handlinger.

Med kendskabet til det guddommelige skabeprincips udløsning i form af de hele universet gennemstrømmende kosmiske impulser får man for første gang virkelig fast bund under fødderne i sin åndelige søgen. Man ser disse impulsers virkninger i alt og over alt. Man ser virkningen af de tidligere impulsers indflydelse, hver eneste gang man møder hadet, vreden, krigen og destruktionen. Men man ser også, hvorledes strålerne fra en ny kosmisk impuls gennemtrænger dette had, denne vrede og opløser dens kraft. En ny kultur bliver med denne nye kosmiske impuls født lige for vore øjne, og gang på gang oplever man den vidunderlige glæde, det er at konstatere dens uhyre overlegenhed i forholdet til de impulser, af hvilke vort liv i dag er en ofte bitter frugt. Lad andre stirre sig blinde og deprimerede på den nedbrydning af svundne tiders såkaldte "værdier", der i dag finder sted – intet stort hus er smukt, når det brydes ned – det kosmisk indstillede menneske fryder sig over, at dette nedbrydningsarbejde er inde i sin sidste etape, og venter kun på den dag, den nye skønne bygning – verdens både åndeligt og materielt forenede stater – rejser sig på de smuldrende ruiner. Thi for det kosmisk indstillede menneske udgør fremtiden ikke en drøm, det hverken har lod eller del i, for dette menneske udgør fremtiden takket være et andet strålende kosmisk princip, reinkarnationsprincippet, den verden, det ved sine egne tanker, sin egen væremåde er med til at forme, Gud til ære og sig selv til en kommende lykke af dimensioner, det allerede i dag dunkelt kan ane!