Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon ikke det vil gå Dem, som det er gået mig, når De har gennemlæst vedlagte bilag – at De stilfærdigt siger til Dem selv: Nej, dette kan. ikke være vejen frem!

De ved, at jeg ofte i mine breve til Dem angriber livets såkaldt "billige løsninger", og det synes mig, at vi her har en, der er til at tage og føle på. At tro, at en bibeludgave i regulært slangsprog, hvilket desværre ofte vil sige: et sprog på laveste plan, skulle føre til en højnelse af det enkelte menneskes åndelige niveau, forekommer mig så naivt, at jeg slet ikke ville belemre noget menneske med dette problem, om jeg ikke bag det så et ganske andet, nemlig den gamle kosmiske verdensimpuls' svindende magt over sindene. Der er for mig noget ejendommeligt i dette, at jeg på én og samme tid dybt beklager denne svenske præsts for mig noget desperate forsøg samtidigt med, at jeg forstår ham af mit hele hjerte. For at jeg inden for dette område ved noget, han ikke alene ikke kender til, men måske slet ingen mulighed har for at forstå, berettiger mig jo ikke til at fælde nogen dom over ham. Tværtimod ser jeg således på det, at jeg måske selv, anbragt i hans situation, kunne finde på at gøre det samme, som han her har forsøgt. Det må være fortvivlende at være præst og være det i dette ords smukkeste betydning og så søndag efter søndag at skulle tale for tomme bænke. En sådan tilstand må nødvendigvis lede til, at man griber efter enhver mulighed, ethvert "halmstrå" for at få den menneskehed i tale, man brænder efter at ville hjælpe.

At Bibelen for de unge er "kedelig og ubegribelig", ved vi. Det er den også for mange ældre, selv om disse ikke holder af at bruge så drastiske udtryk. Men det kedelige og det ubegribelige i den har i virkeligheden såre lidt med sproget at gøre. Om man i stedet for at skildre Herodias datter som en underskøn kvinde, betegner hende som en "laber larve", vil ikke skaffe Bibelen flere læsere, sandsynligvis tværtimod.

Den renæssance, Bibelen en dag vil opleve, vil udelukkende skyldes den kosmiske "nøgle" til dens evige ideindhold, en ny kosmisk impuls glitrende række af kosmiske analyser vil give ethvert virkeligt åndeligt søgende menneske i hånden – og ikke en mere eller mindre besynderlig modernisering eller gendigtning, hvor ærligt ment den så end monne være.

Der er noget dybt tragisk i dette, at de, der i dag er sat til at forkynde "Guds ord" – og i et uhyggeligt antal tilfælde må forkynde det for tomme bænke – at disse mennesker vil blive "de sidste" til at forstå, at det budskab, Bibelen indeholder, kun er evigt i sin natur der, hvor det peger frem imod en tid, hvor en større åndelig klarhed gør sig gældende. Bibelens tale er i sig selv dunkel, og dunkel var den tid, for hvilken den var bestemt. Men den opvoksende ungdom er født ind i en verden, der kræver klare svar på klare spørgsmål – og det kan Bibelen ikke give, ligegyldigt hvor "moderniseret" den end bliver.

Alle er vi født ind i et kosmisk tidehverv, hvor to store kosmiske impulser nu påvirker den menneskelige sjæl. Endnu har den ældste, den der i sin dybeste natur ligger til grund for de store verdensreligioner og dermed til grund for al sand humanitet, ikke sluppet sit tag i den menneskelige sjæl. Vi har alle, om vi vil indrømme det eller ej, en vis medfødt trosevne. Liv efter liv har vi levet på denne evne. Ved den har vi opbygget de menneskelige kvaliteter i vort eget sind, enten så dette sind er blevet formet af Østens vise mænd eller af dem, der her i Vesten havde ansvaret for vort åndelige liv eller – hvad også kan tænkes – på helt andre kloder, hvor den åndelige situation har været lig den, der beherskede denne jord. Men denne trosevne er på retur og det i et omfang, der i dag sætter dybe spor i hverdagen. For blot hundrede år siden lo man højt af dem, der troede, at elektrisk lys havde en fremtid for sig og kaldte enhver, der troede, at man en dag skulle kunne hæve sig fra jorden i maskiner og flyve hen over kontinenterne, for "gale mennesker". Den gang troede man, at man vidste alt – og det er der stadigvæk en del, der tror. Men der er endnu flere, der forstår, at vi kun står ved begyndelsen til en udvikling, der vil sprænge enhver kendt grænse og føre mennesket frem til tilstande, selv den mest fremskredne fantasi ikke evner at forestille sig. Og her er det, at en helt ny kosmisk impuls har sit virkeområde.

Denne nye kosmiske impuls fornægter ikke den impuls, der via evnen til blindt at tro hævede det jordiske menneske ud af det rene dyreriges stumme rækker. Men den viser denne svindende impuls mission og grænseområde, der netop ligger der, hvor det mere fremskredne jordiske menneske i dag rent åndeligt bevæger sig. Intet normalt menneske tvivler i dybet af sin sjæl på Guds eksistens, selv om det i det ydre giver udtryk for tvivl. Religion er ikke noget, der er os påført udefra. Det er en del af vor evige kosmiske struktur og har fulgt os gennem alle udviklingsstadier. At dette begreb i dag synes udsat for stagnation, tror kun den, der ikke kender dets virkelige natur. Tal om åndelige problemer i et sprog, der både er sobert og logisk, og mennesker, der ellers ikke synes at have åndelige interesser, spidser øren og begynder at lytte. Men kravet er først og sidst: logik. Åndelig tågetale har haft sin bedste tid. Den tilhører fortiden, og et hvilket som helst forsøg på at genoplive den er på forhånd dømt til at mislykkes.

Ingen kan med rette bebrejde de unge, at de finder Bibelen "kedelig og ubegribelig", for det må den være for dem. Alle er de opvokset i en verden, hvor kravet om undervisning og uddannelse har nået hidtil ukendte højder, og begge dele er jo i virkeligheden kun undervisning i og uddannelse af deres logiske sans eller evnen til at se klart, hvor de før kun så de samme problemer i det dunkle. At forestille sig, at man fremdeles åndeligt kan påvirke den opvoksende ungdom ved hjælp af dogmer, sakramenter etc., er at putte sig selv blår i øjnene. Alle disse ting lader denne ungdom kold og upåvirket. Omvendt – tal til den i et sprog, den forstår, hvilket her vil sige – et logisk, nøgternt sprog, fri for al forloren "hellighed", al "tåget religiøsitet", og den vil lytte akkurat så intensivt, som den lytter til enhver anden tale, der har dens interesse!

Har dens interesse? – Om mennesket blot kendte den sandhed, denne lille sætning dækker! Alle kender vi ordsproget: "Det er lysten, der driver værket", og alle ved vi, at dette ordsprog taler sandt. Hvorfor så ikke lære sig selv at forstå, at disse ord ikke alene udtrykker en fysisk, men også en åndelig lov? Lyst til en ting, af hvad art den så end er, er i sig selv sult, er et behov, for hvilket man søger dækning. Og ser vi på den opvoksende ungdom, den kirken ved disse besynderlige moderniseringer af Bibelen søger at kontakte, vil ethvert normalt begavet menneske se, at den ikke er det mindste mindre åndeligt interesseret end nogen fortidig ungdom. Den er blot langt mere hæderlig. Interesserer den sig ikke for en ting, siger den det så åbent, at der ikke bagefter hersker nogen tvivl. Og jorden over er den store magnet i dag alt det "legetøj", en begyndende teknisk tidsalder har forsynet os med. Hvem kan med rette bebrejde den, der aldrig har fløjet, aldrig har kørt bil, aldrig set T.V. o.s.v., o.s.v., at sjælen brænder efter at opleve disse ting? Ingen! Men alt dette er i sig selv blot et behov, der en dag vil være dækket ind og hvad så? Tror man virkelig, at mennesker i al evighed vil føle sig tilfredsstillet af dette i sig selv så lidet tilfredsstillende legetøj? For det vil den ikke! Bagom al larmen, alle "rekorderne", enten de så foregår på sportspladsen eller i rummet omkring os, begynder det at dæmre for et stadigt voksende antal mennesker, at det, vi søger at udtrykke i ordet "lykke", ikke findes i den udvendige verden, ligegyldigt hvor spændende man så end forsøger at gøre den. Og derfor oplever vi omkring os, at den ligegyldighed, der i så lang tid har hersket i forholdet til det, vi kalder "det religiøse liv", langsomt afløses af en stadigt voksende interesse for det, man gav navnet "den menneskelige sjæl". Men denne interesse ligger ikke længere på et rent trosbetonet plan. Den ligger i langt højere grad på det, man har givet navnet "det intellektuelle plan", hvorved man jo netop forstår et plan, hvor klare spørgsmål besvares med klare svar. Og klare svar på åndelige problemer kan den impuls, der bar os gennem uintellektualitetens tågede sfærer, ikke give. Den kan kun give svar, der er bygget til evnen til blindt at tro såkaldt åndelige autoriteter. Derfor måtte en ny kosmisk impuls fødes, og ingen, der evner at gå blot en smule under livets larmende overflade, kan være i tvivl om, at denne impuls ikke alene er født, men gør sig gældende overalt. Hvorfra ellers det enorme opbrud inden for alle livets områder?

Nej, en orkan af åndeligt lys holder på at udløse sig i vort liv. Alle er vi inde i et nyt kosmisk tidehverv, der vil bringe alt, der i sin inderste natur er imod tilværelsens kosmiske logik, til fald. Hver eneste mening, hver eneste idé vil opleve at blive udsat for en kosmisk korrektur, der vil bringe enhver velcamoufleret ukærlighed frem i solens svidende lys, hvor den vil gå sin opløsning i møde. Det er dette, der bliver den nye kosmiske impuls værk i os og omkring os, og derfor vil ethvert forsøg på at bekæmpe denne virkning, enten det så er indenfor det religiøse, det nationale eller det økonomiske område, på forhånd være dømt til at mislykkes.

For det er jo inden for disse områder, kampen står! Både religiøst, nationalt og økonomisk kæmper vældige kræfter om vor sjæl. Hos utallige mennesker er der i denne urolige tid en drift tilbage imod "de gode gamle dage", hvilket jo blot vil sige: de forældede opfattelsers tid. At denne drift er forståelig og dermed tilgivelig ændrer blot ikke, at den døgn for døgn taber terræn over for helt nye ideer og opfattelsers fremtrængen.

Forrest i rækken fører måske den interntaionale idé, der inden for et overskueligt tidsrum vil lade ethvert kongehus, ethvert kongedømme indtage sin plads i historiens rummelige museum. Men også den økonomiske idé, der delte verden i rige og fattige, er i fuld opløsning, og ser man klart – og har den interesse – hersker der heller ingen tvivl om, at det religiøse liv går en nyorientering i møde, der vil bringe det, der engang var "levende tro", til at kapitulere over for begrebet "levende viden"!

Men levende viden inden for det religiøse livs område vil dybest set blot sige "kosmisk viden" eller "kosmisk indsigt", og for at opnå den må man interessere sig lige så levende for den, som man i dag interesserer sig for den rent materielle verdens fænomener. Denne nye viden erhverves ikke gennem foredrag, hvor inspirerende de så end kan være, den erhverves alene gennem et studium, der er lige så planlagt og gennemføres lige så planmæssigt som ethvert andet studium! At tro, at der går små elskværdige "genveje" til visdommens rene verden, er i virkeligheden det samme som at tro, at man kan lære den menneskelige organisme og dens sygdomme at kende udenom det studium, der i dag går forud for enhver lægeeksamen. Nej, selv om de veje, den kosmisk-studerende må følge, er andre end de, der fører til de eksaminer, vi i dag bøjer os for, så er principperne de samme. Og her er det, at den, som for alvor er trængt ind i Martinus kosmiske analyser, klart må erkende dem som en af den nye kosmiske impuls hidtil voldsomste udladninger. Thi disse analyser, som nok bærer et menneskes navn, er i virkeligheden langt mere end det. De udgør netop de klare svar på klare spørgsmål, som det intellektuelt betonede åndeligt interesserede menneske i dag kræver. De rummer ingen "billige løsninger", og at møde dem er ikke ensbetydende med, at porten til paradiset er blevet slået op på vid gab. Snarere tværtimod! For udvidet erkendelse betyder udvidet ansvarsområde og dermed tungere byrder end før. Men er dette ikke også prisen for ethvert andet studium?

For mig er Bibelen fremdeles "bøgernes bog", men at den er det, skyldes ikke dens mere eller mindre dunkle form, men derimod den "nøgle", Martinus verdensbillede gav mig i hænde. Thi bag sit bjerg af ord og dunkle talemåder rummer den fremdeles dé evige sandheder, ethvert menneske vil nå frem til at erkende. At den for det troende menneske fremdeles evner at udløse livslang inspiration, er i sig selv kun vidunderligt. Men for den, for hvem den blev mere og mere dunkel for tilsidst helt at lukke sig, er det så nær et mirakel, som noget kan være, at livet selv en dag trykkede ham dét "tredie testamente" i hånden, sjælen sukkede efter!