Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 915.

"At dette jordmenneskenes eftertragtede mål: lykken eller det legemlige og sjælelige velvære for individet er tilsigtet i verdensplanen eller klodens forvandlingsproces, er vi også blevet klar over. Der er allerede skabt en overdådighed af ressourcer i samme øjemed samtidigt med, at den indre jordmenneskelige mentale indstilling, dens længsler eller begær udelukkende er rettet imod det samme mål. Tror man ikke, disse livsressourcer og dette menneskenes mål er bestemt for hinanden? – Hvorfor skulle de ellers være stillet over for hinanden, således som tilfældet netop er? – Og hvorfor skulle jordmenneskenes længsler netop være stilet imod nævnte ressourcer? – Til hvad nytte ellers disse ressourcer og denne menneskehedens higen imod disse? – Er det ikke netop, som vi nævnte før, en kendsgerning, at menneskehedens mentalitet vokser? – Finder der ikke en stedse stigende udvikling sted inden for jordmenneskehedens retfærdighedssans? – Bliver dens politi- og retsvæsen ikke mere og mere humaniseret? – Er kultur ikke det samme som en voksende bekæmpelse af al asocialisme? – Er det ikke humanisme, menneskene kæmper for eller tror at kæmpe for på krigens fronter såvel som inden for hjemmenes mure? – Er modsætningen til humanisme ikke det samme som barbari? – Var der ikke engang, at dette i virkeligheden sad i højsædet i den menneskelige stræben? – Var vejen til "Valhal" ikke en vandring hen over sønderknusning og lemlæstelse, tortur og slavelænkning af medvæsener uden nogen som helst anden begrundelse end selve magt-, mord- og kampglæden? – Var ikke menneskerettighed, retfærdighed og velgerninger over for andre væsener end dem, med hvem man var sammensvoret, en slags vanærende foreteelser? – Ja, var ikke en naturlig død ligefrem indgangen til datidens "helvede" eller "helheim"? – Var det ikke således, at kun de, der døde på slagmarken, de, der blev dræbt i kamp, kunne gøre sig håb om at komme ind i datidens "himmerige" eller heltehjem til de der ventende herligheder: flæsk og mjød og skønne valkyrier? – Jo, man kan ikke sige, at den store skabelsesproces ikke har forvandlet tingenes tilstand i retning af humanisme. Er jordmenneskenes højeste ideal ikke siden hen blevet dette: "Du skal elske din næste som dig selv"? – Ja, er dette ideal ikke igennem kulturens statskirker blevet autoriseret? – Og er denne autorisation ikke til en vis grad blevet afstivet igennem kulturstaternes juridiske love og retsvæsen? – Er det ikke forbudt at myrde, dræbe, lemlæste eller på anden måde påføre sin næste større gene af nogen art? – At staternes individer ikke endnu indtil hundrede procent kan praktisere dette høje ideal, afkræfter jo ikke tilstedeværelsen af den voksende eller tilblivende humanisme. Er staternes straffeanstalter, tugthuse og fængsler ikke blevet et nyt "helheim", hvor man netop i dag sender alle de individer hen, som man tidligere anså for glorværdige helte eller aspiranter til gudernes store yndlingehjem eller "valhal"? – Befolkes disse nævnte kulturens institutioner ikke netop af væsener, der i større eller mindre grad har været i stand til at praktisere den heltemoral, der i fortiden i tilsvarende grad ville have bragt dem gudernes yndest? – Er de ikke væsener, der mere eller mindre legemligt eller mentalt har myrdet, dræbt, lemlæstet eller bastet og bundet deres næste? – Er det ikke udtryk for humanisme, når kulturen i dag indsætter disse så "heltemodige" betvingere og underkuere af deres næste bag det nye "helheim"s vanærende jerngitter, lås og slå og lover "himmeriges rige" til alle, der vender den højre kind til, når de bliver slået på den venstre, og således før var hjemfalden til gudernes skammekrog eller "helheim"?"