Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 917.

"I denne forvandlings- eller skabelsesproces mødte vi den jordmenneskelige livsform eller rettere jordmenneskeheden som den sidste og dermed den yngste eller nyeste foreteelse i dette store skabeværk. Ja, den var endog så spæd eller ufærdig, at den endnu slet ikke var bragt ind i et harmonisk forhold til de vældige livsressourcer, skabelsesprocessen allerede havde lagt for dens fødder. Men igennem denne "mindreårighed" førtes den af den skabende magt fra eksperiment til eksperiment og opdagede derved lidt efter lidt de manifestationer, der var i kontakt med skabelsen af velværet for den selv, og dem, der var underminerende, lidelsesfrembringende eller tilintetgørende for det samme velvære ved dens eksistens. Igennem dette forhold blev der således af skabelsesplanens ophav ydet den mental næring, opdragelse og undervisning, der giver den et tilsvarende voksende kendskab til det virkelige liv og dermed en stedse mere og mere ufejlbarlig skelneevne overfor "godt" og "ondt". Og det er denne voksende tilstand, vi i dag kender under begrebet "udvikling". Udvikling er således, som også tidligere omtalt, resultatet af alle væsenets fejltrin såvel som af dets retmæssige handlemåde i livet. Men da alt, hvad individet således i livet eller tilværelsen kommer i berøring med, såvel dets egne manifestationer som medvæsenernes og naturens, kun kan afføde "udvikling", hvilket vil sige: mental og legemlig vækst henimod en absolut fuldkommen hundrede procent evne til at opfylde alle livslovenes betingelser for sand kulminerende lykke eller velvære for såvel dets medvæsener som for det selv, hvilken lykke eller hvilket velvære igen er det samme som "himmeriges rige", "overskygningen af den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed", bliver selve de levende væseners liv på kloden således også her synligt som et urokkeligt led i åbenbaringen af verdensplanen eller naturens guddommelige skabelsesproces som kulminerende kærlighed.

Men når selve klodens omskabelse fra ildtilstanden til dens nuværende tilstand med dens overdådige livsressourcer og den heraf følgende evne til at kunne yde hundrede procent velvære for jordmenneskeligt animalsk liv er kærlighed, og jordmenneskehedens foreløbige liv på denne klode er en udformning, tilpasning eller dygtiggørelse i at underlægge sig disse livsressourcer på en for hvert enkelt af dens individers lykketilstand garanteret hensigtsmæssig måde og derved også er kærlighed, hvor bliver så den "evige fortabelse" af? – Hvor bliver det "evige helvede" af, der skulle være åbenbaringen af "Guds vrede" og "straf" for jordmenneskets "synder"? – Ja, fandt vi i det hele taget nogen "synd" eller "syndere"? – Så vi ikke på de højder, hvorfra vi her har betragtet verdensplanen, livet og jordmenneskene, at alle disse udtryk kun dækker individernes første begyndende barnlige mentale forestillinger om de stærke behagelige og ubehagelige lokale realiteter, deres daglige liv og skæbne repræsenterede? –

Hvorledes skulle det ud fra ildsøens forvandlede materier på det fysiske plan begyndende eller opvågnende væsen kunne have andet end spæde lokale forestillinger? – Begynder det lille barn ikke sin mentale entre i verden med moderens bryst? – Tror man ikke, at dette foreløbig udgør hele dets verden? – Bliver denne lille lokalitet af den store fysiske verden, det er kommen ind i, ikke efterhånden suppleret med flere og flere oplevelser og detaljer, der gør dets horisont større og dets fysiske tilværelse rigere og fyldigere? – Hvorfor skulle det ikke være ligeså i den store skabelsesproces? – Ingen skabelse kan eksistere uden at være en vækst."