Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Fra mange sider har man skrevet til mig og bedt mig kommentere den ulykkelige thalidomid-sag. Jeg samlede omhyggeligt de mange bilag, for det var i virkeligheden min mening at bede Martinus selv kommentere det problem, der bag alle indlæg var det egentlige – medlidenhedsdrabet. Men Martinus er for tiden så optaget af arbejde og vil være det i meget lang tid fremover, at jeg har valgt, med al den risiko det indebærer, selv at gribe direkte om "nælden". Det var jo den moderne presses til tider næsten uhyggelige styrke, der for en kort stund gjorde os alle til implicerede i det drama, der fik sin afslutning ved domstolen i Belgien. Overalt diskuteredes der for eller imod menneskets ret til at tage et andet menneskes liv, og der er ingen grund til at skjule, hverken for sig selv eller andre, at flertallet, i hvert fald i dette tilfælde, var for.

For mig var denne proces på sin vis en bitter oplevelse. Ikke fordi jeg på nogen måde ønskede disse stakkels mennesker dømt. Jeg har ikke så overvældende stor tillid til vor såkaldte "jordiske retfærdighed". Og i mordsager tror jeg, at selve handlingen i langt de fleste tilfælde udløser så forfærdelige åndelige konsekvenser, at den straf, dette indebærer, er langt frygteligere end den straf, vore domstole udmåler. Nej, jeg ønskede så absolut ikke disse mennesker dømt efter bestående paragraffer, men –

Og endelig dukkede der så blandt de mange tilsendte udklip ét op, som sendte netop den varme gennem mit sind, som ingen af alle de andre havde evnet at gøre. Endelig en menneskestemme midt i det hav af ukontrollerede følelsesytringer og halvfordøjede intellektuelle udredninger, som aviserne i denne tid har været fyldt til randen med. Læs selv det vedføjede bilag med den eftertanke, det har krav på!!!

En af det udviklede jordiske menneskes farligste evner er dets evne til at fantasere, til at konstruere situationer, som det kan slynge imod os med en sådan kraft, at vi for et sekund føler os ganske våbenløse. Hvem af os har ikke været stillet over for spørgsmålet om, hvad vi ville gøre, "dersom en russer kommer ind i dit hjem og voldtager din kone – vil du så bare stå og se til?" – og nu, i dette tilfælde, "hvad ville du gøre, om du fik en sådan vanskabning lagt i dine hænder?" Det er denne mentale kniven-på-strubenpolitik, der slår benene væk under de fleste og forleder dem til at give udtryk for meninger, de slet ikke har fået fair lejlighed til at tænke igennem for alvor.

Thalidomid-sagen har så mange aspekter, at jeg ikke ønsker at deltage i diskussionen om, hvor den virkelige skyld skal placeres. For det er ikke skyldproblemet, der for mig er det afgørende, men derimod menneskets reaktion over for den konsekvens, dette infame stof afstedkom. Ca. titusinde mere eller mindre deforme børn blev resultatet af denne videnskabelige indsats til gavn for gravide kvinder. Der er næppe nogen grund til at tvivle på, at om dets opfinder – eller opfindere – fremdeles lever, at de da er mindst lige så fortvivlede, som mange af mødrene til de vanskabte børn er, nej det, der i de dage beskæftigede mine tanker så stærkt, var dette: kunne alle de mennesker, der så selvsikkert gik ud fra, at vi har ret til at dræbe disse børn, kunne disse mennesker selv forestille sig, hvad destruktionen af titusinde liv virkeligt betyder?

Jeg mindes, hvorledes en af vore kendte kirurger engang i et interview gav udtryk for den tanke, at mennesker, der ønsker et tremåneders svangerskab afbrudt, blot én eneste gang skulle overvære en sådan operation, skulle se, hvorledes dette endnu blivende menneske lå og sprang i den spand, hvori det var nedkastet, før dets vilje til livet slukkedes – så ville langt de fleste med rædsel vende sig imod dette rystende indgreb. Og her – titusinde! Titusinde, om hvilke man ved, at de hårdest angrebne vil dø en naturlig død i løbet af få år.

Nuvel, også jeg hører røsten: "Du er ikke impliceret!" Men er dette sandt? Er vi ikke alle implicerede i vor næstes lidelser? Inden for mit eget lille område har jeg i de svundne år lyttet til mere tung og bitter gråd og set ind i flere fortvivlede og også desperate øjne end i hvert tilfælde de fleste andre. Og jeg har i hvert enkelt tilfælde følt mig dybt impliceret og søgt i den grad at sætte mig i modpartens sted, at det ofte har taget mig dage at gøre mig fri af det voldsomme indtryk, lidelse gør på et menneske, for hvem næstens liv ikke er én stor ligegyldighed. Jo, jeg føler mig dybt impliceret i dette, og derfor har det beskæftiget mig langt mere, end jeg hidtil har givet udtryk for. For thalidomid-sagen afslørede mange ting for mig. For det første den hån, den indebar over for de mange handicappede, som lever iblandt os, og for det andet, at menneskets kosmiske side, den side, på hvilken hele vor fremtid beror, igennem dette har afsløret sig betydeligt mere underudviklet, end jeg havde tænkt mig.

Er vor form virkelig så betydningsfuld, så langt mere værd end dens indhold, at dens mislykkethed er nok til, at vi ønsker den fjernet, ønsker den destrueret? Livet siger det modsatte! Tusinder af mødre jorden over har netop gennem fødslen af et deformt barn, der så at sige kræver deres liv, vist en menneskelighed på et så højt plan, at de uden mindste tvivl i hjertet gav dette barn deres liv. Er disse mødre unormale? Hvem tør offentligt hævde det? Og gælder dette alene mødre? Absolut nej! Utallige fædre gør det samme! Det er så let i en følelsesrus at sætte en grænse, så let at få andres medhold, at et "glædesbrøl" kan blive resultatet! Men enhver rus går over, og det er ikke altid sikkert, at den, som på dens højde hyldede tanken om medlidenhedsdrab, også gør det, når rusens virkninger har fortaget sig og er blevet afløst af den mere nøgterne eftertanke. For hvor går den grænse, der i så fald skulle være den afgørende – og hvem skal foretage aflivningen – og hvem vil???

 

"Der falder ikke en spurv til jorden – " – " – endog Eders hovedhår er talte!" – vi har alle hørt disse ord, alle lært dem i vor barndoms skole, og deres indhold har efterladt noget dybt i vor sjæl, efterladt en fornemmelse af, at vi, når alt kommer til alt, ved meget lidt om vort eget liv, om dets indre kosmiske forudsætning og om dets virkelige mening. De af os, som i kraft af vor indre uro over for alt det, vi samler i ordet "livet", blev det, man kalder "åndeligt søgende mennesker", og vel at mærke ikke mennesker, der evnede at falde til ro i en eller anden form for tro, hvor smuk den så end føltes, fandt jo netop i disse ord vor åndelige søgens udgangspunkt. Instinktivt eller intuitivt anede vi, at der bag livets ydre form eksisterer en indre urokkelig lovmæssighed, som ikke kender til at gå på akkord med noget som helst, som ikke lader sig påvirke af følelser, hvor skønne og ophøjede de så end synes at være. I vor søgen frem mødte vi så Martinus kosmologi, og mødte her en tankeverden så fascinerende, så rig og så fyldt med uanede perspektiver, at det måske nok i begyndelsen svimlede lidt. Også vi kom måske ind i en rus og troede alle problemer løst. Men sådan er livet ikke. Ingen kan vandre vor vej for os. Men Martinus kosmologi blev for de af os, der trængte ind i dens dybder, en nøgle til en livsforståelse, ingen af os, der nu har denne nøgle i vore hænder, kan tænke sig at give afkald på. Og vurderer vi det her berørte problem ud fra Martinus tanker, ja, så bøjer man sig i dyb beundring for det menneske, der skrev vedlagte bilag. For de tanker, han (eller måske hun?) her giver udtryk for, er som talt ud af Martinus verdensbillede.

Intet menneske, der trænger blot lidt ind i tilværelsesmysteriet, ønsker at være eller at blive dommer, tværtimod! Men vi ønsker at forstå, og vi ønsker især den indre tankemæssige klarhed, der kan forhindre os i at blive ofre for følelser, der, hvor smukke de så end synes at være, alligevel ikke er i harmoni med den kosmiske lovmæssighed, vi har erkendt, så langt evner og erfaringer rækker. Og medlidenhedsdrabs-tanken er, hvor berettiget den til tider end kan forekomme at være, absolut ikke i harmoni med næstekærligheds-tanken, med den tanke, som er selve "loven" for et højere menneskeliv.

Vi ved – og vi forstår – at dyret dræber sit mislykkede afkom, for dette afkom har end ikke blot den mindste chance i den verden, hvor magt går for ret. Og vi forstår, at der i mennesket endnu lever rudimentære instinkter, som udløser samme tilbøjelighed til at udslette tilsyneladende mislykket liv. Men det er rudimentære instinkter! Selv om vi fremdeles på mange områder er meget nær tilknyttet det dyrerige, så mange foragter, så er vi også mennesker, i hvert fald begyndende mennesker! Og det er det sande menneskes adelsmærke, at det er livets højeste beskytter og bevarer, ja, at det ikke anerkender nogen byrde for tung, når det drejer sig om at beskytte og bevare livet. Der går en lige linje fra beretningen om den barmhjertige samaritan og frem til den sociale forsorg, vi indtil nu har opbygget, og som, hvor ufuldkommen den end endnu kan være, dog udtrykker vor brændende tro på, at ethvert menneske i nød, og det være sig såvel legemlig som åndelig, har krav på hjælp og støtte fra dem, der er fri af et sådant handicap. Intet alvorligt menneske kan i dag forestille sig, at vort sociale system har nået sin maksimale grænse. Tværtimod beskæftiger utalte tusinder af mennesker sig jorden over fremdeles med at forbedre ethvert ulykkeligt stillet menneskes situation og – ikke mindst – at udfinde og fjerne årsagerne til al den nød og elendighed, mennesket kan komme til at befinde sig i. Mig bekendt er det kun Adolf Hitler, der gennem love ønskede at løse vanskeligt stillede menneskers problemer ved simpelthen at destruere dem.

Nej, man kan forstå menneskers ønske om ret til medlidenhedsdrab, men man kan ikke dele disse menneskers ønsker eller acceptere deres motiver, hvor smukke de end forekommer at være. Denne indstilling har intet med hård eller kynisk dom at gøre, den er simpelthen en frugt af den sjælelige udvikling, man selv befinder sig i, og den kræver da heller ikke andres acceptation. Men summen af mennesker jorden over, der går imod medlidenhedsdrabs-tanken, øges for hver ny generation, der vokser frem – og samtidigt hermed øges også kravet om, at ethvert deformtfødt menneske fra samfundets side skal mødes med al den forståelse og al den kærlighed, dette samfund er i stand til at mobilisere. Og her er det også – gudskelov – således, at utallige mennesker føler det som et kald at bruge deres liv i denne medmenneskelige kærligheds tjeneste, et kald som – den tanke kan virkeligt tænkes – kan have rod i et liv, der udefra set mislykket, i sit indre dog forberedte den blomst, der gennem det nuværende liv kommer til fuld udfoldelse.

Den materialistiske livsopfattelse, der i dette århundrede har domineret så voldsomt, giver ingen større inspiration til at bære byrder. Vi lever kun én gang, ikkesandt – og så skal der leves. Men det er nu et meget stort spørgsmål, om mennesket, der på den ene eller den anden måde gør sig fri af de byrder, livet lægger hen til os alle, lever et rigere og skønnere, et mere menneskeligt liv end det menneske, der, omend måske ufuldkomment, alligevel tager sine byrder og i det mindste forsøger at bære dem til vejs ende. Dyret dræber sit ufuldkomne afkom uden reflektion, simpelthen som resultat af et instinkt. At mennesket også har dette instinkt i sig, er der næppe nogen grund til at betvivle. Men dermed er jo ikke sagt, at det – som menneske – har ret til at betjene sig af det!