Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I mit sidste brev til Dem behandlede jeg et specialtilfælde, hvor en ung præst truede sin menighed med at gå, såfremt den ikke mødte op til hans gudstjenester, et synspunkt han fik medhold i af vor nuværende kirkeminister, der gav udtryk for, at et sådant eksempel kunne have positiv betydning derved, at det så måske kunne gå op for folk, at de faktisk havde præsten gratis, hvorimod de, om han gik, selv i fremtiden måtte finansiere den præst, de i så tilfælde ønskede at få.

Hovedproblemet i tilfældet var, at beboerne i det pågældende sogn ikke syntes at have nævneværdige åndelige interesser. Man overså ganske, at man her ved åndelige interesser udelukkende forstod dem, der var knyttet til vor statskirke. Man syntes slet ikke at kunne forestille sig den mulighed, at beboerne i dette sogn muligvis ikke helt er de åndeligt sløve padder, man vil gøre dem til, om den religiøse forkyndelse, de får i kirken, lå på et ganske andet plan, end tilfældet er. At den, kort sagt, tog netop det hensyn til forstanden, mennesket af i dag har krav på!

Det medfølgende bilag, der desværre også er tilsendt mig uden kildeangivelse (vær venlig altid at huske at notere avisens navn og datoen for det tilsendte stof), berører det samme problem, omend på en helt anden måde. Da udtalelserne er af Indre Missions tidligere så navnkundige høvding, pastor Chr. Bartholdy, finder jeg dem så værdifulde, at de bør citeres her i Kontaktbrevet, for pastor Bartholdy er et menneske, hvis åndelige udvikling har været ret exceptionel. Den voldsomme ild, der prægede hans manddom, er veget for et livssyn af mildere og langt mere positiv struktur. Han er ikke længere den hårde dommer, men i langt højere grad et menneske, der næsten nærmer sig seerens karakter. Snæversyn og hård dogmatisme synes veget for en forståelse og en tolerance på højeste plan, selv om ordene også dækker et vist vemod over det, livet har ladet ham opleve.

Pastor Bartholdy ser ganske klart, at den nuværende kirkes dage er talte. Han forstår, det må være sådan, men det, der under læsningen af hans udtalelser betog mig, var hans intuitive forståelse af – sagt i hans eget sprog – at "Jesus vil sprænge hvert enkelt menneske ud af flokken, få dem til at stå ene, hver enkelt for sig, ansigt til ansigt med Gud". Vi står her overfor et menneske, der ikke kan slippe tanken om, at "også det har Gud en hånd i", det der sker nu, et menneske der intuitivt forstår, at det ikke er livet, der har revet sig løs af den store plan, men derimod blot menneskene, der ikke forstår denne store plan, måske heller ikke ønsker at forstå den.

Jeg ved udmærket, at den sidste sætning kan lyde som et paradoks. At det i sig selv skulle være utænkeligt, at der eksisterer blot ét menneske, der ikke ønsker at vide besked med selve meningen med hans liv. Men det er nu slet ikke så utænkeligt, som det ser ud til. For ét er at "vide" den besked, man får dikteret udefra, noget ganske andet er selv møjsommeligt at finde ind til tilværelsesmysteriets kosmiske løsning. Så langt de fleste er i dag så optaget af Nu'et, at de slet ikke ser, at alle disse Nu'er samlet danner en kæde, døden tilsyneladende hugger over en dag! Det har faktisk optaget mig meget, at gennemsnitsmennesket i virkeligheden allerede nu lever så temmelig udødeligt. I hvert tilfælde er det uhyre sjældent at møde et menneske, der har mistet lysten til at leve, fordi det har fået den forestilling, at det måske skal dø i morgen – og så er der jo ingen grund til at planlægge noget som helst! Nej, alle er vi optaget af det, morgendagen vil bringe – og dagen efter den, så optaget, at der slet ikke er plads for tanken om, at denne "morgendag" måske overhovedet ikke oprinder.

Jeg finder i dette forhold noget meget værdifuldt, idet det bekræfter for mig, at det almindelige menneske ligesom "ved", at livet ikke kan standse. Intet menneske kan jo forestille sig en ikke-væren, alene dette burde i sig selv være en advarsel til den, der benægter det evige livs eksistens. Spørgsmålet om vort evige liv er derfor i virkeligheden en bøn om at få indsigt i den store, guddommelige eller kosmiske plan, der ikke alene har muliggjort vort nuværende liv, men også muliggør vore kommende liv ud i al evighed.

Det har altid virket en smule komisk på mig, når mennesker, der har anvendt utrolig megen tid og flid inden for et givet område og der virkelig har opnået at blive anerkendt som dygtigheder – altså som respekterede tænkere – på dette givne felt, at de samme mennesker, blot fordi tanken er dem for stor, straks forkaster ideen om deres egen udødelighed! Det synes, som om dette at ofre energi, kraft og koncentration på et givet, begrænset felt koster en relativ høj pris, når det begærede mål er nået. Langt de fleste mennesker kan ligesom ikke komme videre. Uden måske selv at gøre sig det klart, glider de ind i en kreds, der har nået det samme mål – og der bliver de. For mig at se er det kun en beskeden procentdel af disse mennesker, der i sig ejer åndelige resourcer til at gå videre på. Stiller man dem spørgsmål uden for de områder, de vitterligt behersker, føler man det ofte som noget, man ikke burde have gjort. Samtalen falder ud på en måde, der som regel afslører, at man har ramt et felt, hvor modparten er aldeles uden sult og altså uden interesse. Og her er det, jeg mener, at noget absolut afgørende nyt må komme en dag. Livet tvang enhver af os til at interessere os for "et eller andet", vi kunne leve af, gifte os på og formere slægten. Dette var nok for blot halvtreds år siden. Men det er ikke nok i dag! Så længe fritiden var reduceret til det absolutte minimum og ofte måtte bruges til at indhente den søvn, man de andre dage havde fået for lidt af, var der hverken tid eller kraft til at udvikle særlige åndelige interesser, om man ikke havde et medfødt talent, der simpelthen tvang en til at bryde det påtrykte livsmønster. Men i dag er fritidsproblemet begyndt at gå vore ledere på nerverne. For lediggang er stadigvæk "roden til alt ondt", deri er intet ændret. Skal dette ændres, må den opvoksende ungdom bibringes en mulighed for at kunne lære at stille spørgsmål på andre end rent faglige områder. Uden åndelig sult med mulighed for tilfredsstillelse, intet virkeligt åndeligt liv! Kirkens nuværende forkyndelse forudsætter ikke megen åndelig sult. De fleste kirkelige prædikener er i dag en åndelig pyntelig anretning, som muligvis mætter hjertet, men efterlader forstanden i et yderst pinligt vacuum, og den slags oplever de fleste kun nogle få gange, før de tager deres gode tøj og går! Men prøver man at forestille sig det åndelige liv på et plan, hvor det fra at være søvndyssende, monoton enetale over dagens tekst er blevet til livfuld, spændende undervisning, der formelig slår gnister i hver eneste lyttende sjæl – og den undervisning er faktisk mulig i dag – er billedet et ganske andet! Alle vi, der beskæftiger os med undervisning i kosmologi, ved dette. Men vi ved også, at forudsætningen for denne undervisning er en hunger, der går ud over tilhørerens rent faglige interesseområder. Hos nogle mennesker er denne hunger så udtalt, at den klart kan betegnes som medfødt talent. Hos andre derimod, og det er vel den største part, skal denne hunger først skabes. Hvor moderne vor skole end er blevet, savner den endnu det vigtigste af alle fag: menneskekundskab! Sandt nok har vi stadigvæk religionsundervisning, men enhver, der kender blot det mindste til denne sag, ved, at netop dette fag er et af de mindst yndede, rent læremæssig set. Men den dag, dette fag suppleres op med eller – i de større klasser – afløses af undervisning i en til de respektive alderstrin afpasset kosmologi, vil fundamentet for en helt ny tidsalders åndelige liv være lagt!

Pastor Bartholdy ser ganske klart, at en svunden religiøs tidsalder "synger på sidste vers" og han aner dunkelt, at der må være en mening, også med dette. En dag vil han se denne mening lige så klart, som han i dag ser, at kirken i dens nuværende form har udspillet sin rolle. Han ved, at man ikke kan skrue tiden tilbage, og det er faktisk meget, eftersom utallige præster ikke alene ikke ved dette, men stadigvæk tror, at det kan lade sig gøre. Vidste han blot, at der forude, "lige omkring hjørnet", venter en ny tidsalder, hvor det åndelige liv vil komme til at blomstre mere strålende end nogen sinde før, ville han ikke blive bedrøvet på sit folks vegne. Da ville han se dette folk som en, ganske vist meget beskeden, del af en større verden, men alligevel et folk, hvis navn for evigt er indskrevet i historien både på grund af sin fortid, men også, og ikke mindst, på grund af det, der er hændt i dette land i det tyvende århundrede!

For mange mennesker er verden af i dag en verden, der "ligger i det onde". Sådan kan jeg ikke føle det. For mig er verden vidunderlig derigennem, at den aldrig har rummet så mange lysende håb som netop nu. Ganske vist skal en forældet verden ramle helt og aldeles sammen, før en så ny verden som den, der holder på at blive født, kan komme til verden. Men for den, der oplever nutiden som selve "fødselsperioden" for en kommende ny åndelig guldalder, spiller "blodet, sveden, angsten og tårerne" ikke den samme rolle som for den, der i disse begivenheder ser "verdens undergang". At erkende de nuværende svære rystelser i verden som nødvendige forudgående "fødselsveer", indebærer jo netop også, at man forstår, de vil slutte en dag, nemlig den dag menneskeheden for alvor har kastet "dyrehammen" og er opstået som det, der gennem hele dens lange "svangerskab" var dens evige bestemmelse: det rigtige menneskerige eller som den verden, i hvilken ret har afløst magt, og hvor position uden ånd er nøjagtigt lige så utænkelig, som den i dag er, ak, alt for tænkelig!