Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 971 og 972.

"Hverken i det glade eller lykkelige naturmenneske eller det glade og lykkelige religiøst troende menneske finder vi det jordmenneske, der helt og fuldt ud dækker "Bibelen"s "fortabte søn". Tilbage bliver så kun den stærkt intelligensbetonede, gudløse materialist. At han repræsenterer det væsen, der mentalt set er nået længst bort fra Guddommen, afslører hele hans mentale såvel som fysiske fremtræden. Af hjertet at benægte Guddommens eksistens kan jo kun være selve kulminationen af gudsbenægterens gudløse tilværelse. Kun at øjne mål og vægtfacitter overalt, hvor man er i stand til at sanse, eller kun at se sin egen identitet som en kulmination af døde bevægelser, virkninger af tilfældighed, kan jo kun være livets fattigste, mentale tilstand, selv om den ganske vist er overdækket med intelligensmæssige gyldne blomster. Væsenet kan jo i denne tilstand repræsentere overordentlig stor dygtighed i materiel frembringelse eller skabelse, idet denne skabelse i sig selv kun er en jongleren med eller en vis organisering af "virkninger" (faste, flydende såvel som luftformige materier). Et sådant væsens viden består netop af mål- og vægtfacitter, hvilket igen vil sige, at den udelukkende er det samme som "virkningsfacitter" eller kundskab om virkninger. Nævnte væsen kan derfor, som før nævnt, undertiden være en genial og fremragende ingeniør eller skaber af rent materielle foreteelser, såsom: huse, maskiner eller store anlæg af enhver art, lige så vel som det kan være en fremragende kemiker og skabe næringsmidler, medicin samt syntetiske eller kunstige erstatningsprodukter på mange områder. Ja, et sådant væsen kan endog være læge, hvilket vil sige: være ekspert på selve den animalske organismes område, være fortrolig med en stor del af de materielle virkninger (faste og flydende stoffer), hvis kombinationer samme organisme jo udgør en hovedkombination af. Det betyder naturligvis ikke, at alle store ingeniører og læger eller andre videnskabsmænd altid er hundrede procent materialister, tværtimod. Der findes mange af nævnte væsener, der allerede forlængst har passeret selve kulminationen af det materielle stadium, og for hvem mål-, vægt- eller virkningsfacitter derfor ikke er nok. Disse væsener kan derfor godt være åndeligt søgende. Den materielle viden, mål- og vægtfacitterne eller "frugterne" fra "kundskabens træ" gør således individet til – "materieekspert", hvilket vil sige: en modsætning til Guddommen, der jo er – "livsekspert". Vi skal om lidt komme tilbage til denne sidste bevidsthedstilstand.

Lysten til at blive "materieekspert" er således i virkeligheden den urdrift eller "udlængsel" i den "fortabte søn"s bryst, der fik ham til at længes imod lige akkurat kontrasten til denne tilværelse eller bevidsthedstilstand, lige så vel som det var det samme kontrastbegær, der lå bag "slangen"s "forførelse" af "Eva" og hendes "forførelse" af "Adam". I alle de pågældende situationer var det begæret efter at se "virkninger", der var lige modsat dem, der ellers var "haven"s eller det fuldkomne livs ordinære. Det liv, der var havens ordinære, udgjordes altså af alt, hvad der var logisk, alt hvad der var harmoni, alt hvad der var sundt velbehag og dermed direkte frembringende lykke. Et sådant liv kunne havens beboere: "Slangen", "Adam" og "Eva", hvilke beboere jo alle er identiske med den "fortabte søn", til overdådighed nyde. Men denne nydelse var ikke uden betingelser. Den blev båret eller opretholdt ved særlige, bestemte love. Disse love kendte "Adam" og "Eva" såvel som den "fortabte søn" ikke. Nævnte væsener havde levet så længe i lyset, at opfyldelsen af lysets eller det fuldkomne livs love var blevet selvfølgelige, naturlige automatfunktioner på samme måde, som lunge- og hjertefunktioner er selvfølgelige automatfunktioner hos det animalske, fysiske væsen. At skabe lys og lykke for sig selv og omgivelserne var ikke mere i særlig grad nogen vågen dagsbevidst viljesakt, men derimod en ren ubevidst organisk funktionsudløsning. Og den rent dagsbevidsthedsmæssige viljefunktion var derfor begyndt at blive uden næring. Men en levende fungerende vilje er jo det samme som et begær, en sult eller hunger. Og lysets væsener i form af "Adam", "Eva" og den "fortabte søn" var således væsener, der var begyndt at få et begær, der ikke kunne tilfredsstilles ved nogen som helst form for overholdelse af de ordinære livslove. Denne overholdelse var, som før nævnt, ikke nogen viljesakt, men en overbevidsthedsfunktion, der ikke mere krævede nogen som helst indsats af spekulation, tanke eller vilje. Den krævede således ikke mere indsats af nogen dagsbevidsthedsfunktion. Men når livet eller eksistensen ikke mere krævede nogen indsats af dagsbevidsthedsfunktionen, blev denne jo uden næring. Den blev således ganske uden "A. viden" eller oplevelse. Og denne mangel på næring blev altså den oplagte jordbund for "syndefaldet". Ved hjælp af dette blev der åbnet en dør ud til en sfære, i hvilken den hungrende dagsbevidsthed i overdådig grad kunne blive mættet. Her var der foreteelser i hobetal, der kunne sætte både fantasi og intelligens i svingninger og bringe liv i den af lys overmættede og døende dagsbevidsthed. Disse foreteelser måtte alle uden undtagelse være af en til lyset eller fuldkommenheden kontrær natur. Men en natur, der er kontrær til lyset, harmonien og fuldkommenheden, kan jo kun være i mørkets, hvilket vil sige: disharmoniens og ufuldkommenhedens favør. Denne kontrære natur blev således på et givet tidspunkt den eneste eksisterende føde for den i lyset forekommende gudesøns mentale sult eller hunger. Den blev den frelsende kølighed, den forfriskende morgendug eller grødebefordrende sommerregn på den af salighed eller mentalt solskin og tørke begyndende vansmægtende gudesønlige plante. Vi møder således her i denne kontrære natur eller "syndefaldet" et for gudesønnens fortsatte opretholdelse af liv og mentalitet eller passage i kredsløbet befordrende og dermed "frelsende" princip. Dette "frelsende" princip er intet mindre end selve "verdensgenløsningsprincippet" i sin første fase."