Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de mest inspirerende faktorer ved Martinus verdensbillede er den kendsgerning, at livet selv på alle områder bekræfter det! I mine to sidste breve til Dem har jeg berørt den gamle, religiøse kosmiske verdensimpuls' aftagende indflydelse, bekræftet af fremragende menneskers udtalelser om kirkens svigtende betydning og indflydelse. Jeg belyste den opståede situation på basis af Martinus analyser af en ny, kosmisk impuls' tilsynekomst og vil til afslutning tillade mig at kommentere det omstående bilag, i hvilket en af vore tidligere meget kendte og agtede ministre, nuværende medlem af folketinget, direktør Axel Kristensen giver udtryk for sin ængstelse over den nuværende religiøse krise – en ængstelse, der så åbenlyst udgør en stor virkelighed for ham, hvad den absolut ikke er for mig.

Som De vil se, skulle Axel Kristensen tale over emnet: "Er der en fremtid i nutiden?" Jeg vil overlade til Dem selv at læse hans svar på dette spørgsmål, et svar, som rummer hans dybe ængstelse over den situation, vi i dag befinder os i. Ihvorvel jeg finder Axel Kristensens svar både ærligt og også på sin vis klogt, kunne jeg dog ikke lade være med at tænke på, hvad en Martinus ville have svaret på det samme spørgsmål! Også han kender bagsiden af det religiøse livs medalje, men modsat Axel Kristensen ville han uden tvivl lade hovedparten af sit svar dreje sig om den samme medaljes strålende forside! Atter og atter har Martinus givet udtryk for, at selv om nutiden udgør frugten af vor evige fortid – og den har ikke været altfor tiltalende, rent humant set – så udgør den samme nutid i sig selv den mest guddommelige baggrund som tænkes kan for vor evige fremtid! At kirkens autoritet har udspillet sin rolle, er "smuldret", behøver dog ikke i sig selv at betyde, at vi af den grund har mistet særligt meget, så sandt som det dog må siges at være langt bedre for den enkelte at bygge sit åndelige hus på sine egne erfaringers klippegrund fremfor at bygge det på en autoritetsfornemmelse, der, hvor betydningsfuld den end én gang har været, så dog aldrig har ejet evighedens natur.

I det hele taget begynder begrebet "autoritet" at stå de fleste mennesker i halsen. Lad så være, at dette begreb har og fremdeles vil have sin store værdi inden for det fysiske livs rent praktiske områder, inden for det åndelige liv har det alle dage været en endog til tider ret farlig foreteelse. Det er så fristende let at gøre sig selv til "autoritet" inden for det religiøse livs domæne. Så let at gøre sin egen opfattelse til "den eneste rigtige". Men livet viser med ubønhørlig klarhed, at netop den slags opfattelser, den slags "absolutte sandheder" har en relativ kort levetid! Den såkaldt "kristne kultur" og den kristne kirke kan muligvis ikke adskilles, men må da i så tilfælde finde sig i at afgå ved døden samtidigt. Kristus egne sandheder derimod – og her tænker jeg kun på de Kristus-ord, der kan stå for en klar kosmisk kritik – vil evigt bestå! De vil gå uskadt gennem nutidens pseudo-religiøse liv og direkte ind i en kommende fremtids virkelighedsopfattelse af sand religiøsitet eller af den gudsdyrkelse, der i dag ofte forekommer det virkeligt åndeligt søgende menneske som ikke så lidt af en parodi på det, den burde være!

Ingen idé har vel gjort det enkelte menneske mere fortræd end forestillingen om, at vi "lever kun én gang!" At evigheden har "en begyndelse", og at begyndelsen altså er dette liv. Hvor besynderligt, at netop dette begreb i vor vestlige verden er blevet en "absolut sandhed" i en sådan grad, at den for de fleste er blevet livsbestemmende. Og hvor tragisk! Intet under, at det blev den vestlige verden, der blev neurosernes, rastløshedens og nervøsitetens eldorado. Thi en livsindstilling uden en lige så evig fortid som evig fremtid er en livsindstilling uden perspektiv. Det er en livsopfattelse, der på forhånd dømmer sin tilhænger til at fare vild i abstraktionernes verden for sluttelig at efterlade ham i tvivlens grå hængedynd!

Et liv uden evig fortid er simpelthen et liv uden logik. Det er et liv uden antydning af forklaring på, hvem man selv er, og hvorfor man er, som man er! Det er så let – og så billigt – at hævde, at man er et produkt af "arv og miljø" – to autoritære udtryk, de fleste nejer sig for uden at begribe! "Menneskene bliver værre og værre", siger nogle (mange), hvilket i virkeligheden indebærer, at vor kommende fremtid skulle blive endnu værre, eftersom den overleverede "arvemasse" i så tilfælde må siges at blive langt ringere end den, af hvilken vi selv er et produkt! Hvilket fremtidsperspektiv!!!

Nej, lad mennesker, der er disponerede for en sådan tro, en sådan logik, beholde deres fejltagelse i fred. Livet vil i så tilfælde alligevel alene være det, der kan fri dem ud af den vildfarelse! Ser man derimod sig selv som en del af den fremtid, vi er på vej imod, skifter billedet helt karakter! Og er det i virkeligheden et større mirakel, at vi – efter døden – opholder os en kort stund i en åndelig tilstand, hvis varighed står i et nøje forhold til vor moralske kvalitet og udvikling, og så vender tilbage hertil, end det er, at vore træer og buske for en stund mister blomster og løv og står som nøgne "skeletter" for så pludselig en herlig forårsdag at velsigne verden med frugten af tidligere års vækst og udvikling? Jeg kan ikke se det! Tværtimod bekræfter reinkarnationstanken sig for mig, hvorhen jeg end ser. Og sagde ikke Jesus på spørgsmålet om Johannes Døber, at han var den for længst afdøde, men altså nu genopstandne Elias? Intet i den rigtige kristendom modsiger reinkarnationstanken – tværtimod er denne tanke alene i stand til at kaste lys over en mængde dunkle kristusord.

Martinus har ofte givet udtryk for den tanke, at det tyvende århundrede er "dødens århundrede", og at vi må være indstillet på, at det mentale mørke, som vitterligt hviler over vort liv som et næsten uudholdeligt tungt skydække, kan tætnes endnu mere og muligvis først vil vige efter en eksplosion, der bekræfter alle apokalyptiske spådomme. Men alle vi, som har oplevet to storkriges rædsler, rummer dog i os en vis mulighed for at forstå, at selv endnu en eksplosion ikke vil hverken lade verden forgå eller udslette alt liv. Jeg bøjer mig i dyb respekt for videnskabsmænds angst for en atomkrigs rædsler, men ingen af disse "autoriteter" er mig i Guds sted, og ligegyldigt hvad jeg end har set på tryk af "videnskabelige spådomme" om, at hvis – har ændret en tøddel i min tillid til, at vi, hvor mørkt og skæbnesvangert det hele end til tider kan se ud, er på vej ind i en ny strålende kulturepoke og ej heller, at jeg selv om end på nok så beskeden en post en dag vil være med i dens udformning og opbygning! Det lyder så smukt, at man skal være med til at bygge en verden op for "vore børn", men denne opfattelse inspirerer mig ikke halvt så meget som tanken om, at jeg også selv er en del af den fremtid, vi går i møde, og vel at mærke en levende virkelighedsnær del!

For det menneske, der selv fik et rigt og frugtbart liv, kan det være en dyb smerte at se alle dem, der blev nægtet det samme. Uden reinkarnationstanken ville utallige af disse liv forekomme direkte meningsløse. Men i lyset af denne høje, rene tanke forstår man, at spørgsmålet om disse liv mindre er et spørgsmål om selve livsformen, end det er et spørgsmål om kosmisk sæd og høst. I dag "høster" utalte millioner på det dræbende princips blodvædede agre. Intet århundrede har givet den samlede menneskehed en sådan sum af bevidste lidelseserfaringer som det, i hvilket vi befinder os. Alle bærer vi på "brandsår" fra den lidelsens skæreflamme, der i vor egen tid har gennembrændt land efter land. Ondt har det gjort, det er sandt, men i hvilket andet århundrede har den menneskelige ånd sprængt så mange lænker som i vort? Har lidelsen i dette århundrede ikke et "vokseværk"s karakter? Og kan det ikke tænkes, at vi netop oplever alt det, vi virkeligt oplever, fordi menneskeheden simpelthen er ved at være alt for udviklet til at leve et så primitivt liv, som fortidens liv virkeligt var? Hvorfor altid forestille sig, at disse storkrige, fortidige så vel som eventuelt kommende, betyder afslutningen på vor "kultur" – kan de ikke lige så godt tænkes at være de "veer", der går forud for en virkelig sand og verdensomfattende ny kultur, der vil indfri alle de skønne syner, fortidens store ånder intuitivt oplevede? Hvis døden, hvad jeg føler mig overbevist om, er den største mennesketænkte modsætning til livet, altså blot en illusion, hvorfor så altid se den som en fjende? Måske er den – som vinteren for træer og buske – netop den fornyelsesproces, der lader ethvert forår være denne verdens største eventyr! Hele sit liv har Martinus fremstillet døden for os som Guddommens sidste, skønne gave til os i denne hårde verden. Som indgangen til et livsafsnit, der for enhver, synder så vel som helgen, betyder en hvilepause mellem to fysiske liv, som, hvor skønne de end kan være, dog aldrig kan tåle sammenligning med den verden, fra hvilken vi kom, og tilbage til hvilken vi går, hver gang vore venner giver vor udslidte krop tilbage til det stof, hvorfra den var lånt. Føler vi ikke alle med digteren – i hvert tilfælde i de ensomme stunder, vi alle oplever – "at også vi er kun her på træk og haver andet steds hjemme"? Som man vil forstå, er mit hjerte ikke belastet af, at kirkens indflydelse er på retur, ja, at den med en berømt gejstligs egne ord "har udspillet sin rolle". Det var ikke Jesus, der skabte den nuværende kirke. Det var os. Og alt skabt må følge loven: begyndelse, kulmination, afslutning! Men kun for at give plads for en ny skabelsesakt! Selv ser jeg denne nye skabelsesakt, hvorhen jeg end retter mit blik, og hvad der for andre er sorg, tilbagegang, ja endog "moralsk opløsning", er ofte for mig det absolut modsatte! Det er ingen smertefri proces at miste illusioner, ej heller at se opfattelser, man troede "klippefaste", smuldre bort, men det kan være nødvendigt, meget nødvendigt! Man kan forse sig så meget på mørket i verden, at man slet ikke kan få øje på det lys, der pipler frem alle vegne. Og verden af i dag er svanger med store, nye og meget skønne tanker! At det vil tage disse tanker tid, megen tid, at vinde frem, er dybest set underordnet. Sejrer de ikke i vor egen tid, sejrer de i hvert fald i "Guds tid"! Nej, det afgørende er, om vi er med eller imod disse tanker. Det er her, vor egen skæbnes slag bliver udkæmpet. For er vi imod dem, er vi imod selve livet, er vi imod den guddommelige plan, der bragte os selv dertil, hvor vi nu står. Og dette forekommer mig ikke alene uklogt, det forekommer mig at være direkte ukærligt ikke alene imod os selv, men også imod den menneskehed, hvis fremtidsskæbne bliver vor egen! Derfor hilser jeg med glæde, at begæret efter viden har afløst begæret efter blind tro! Og derfor ser jeg med fuld fortrøstning den fremtid i møde, som andre frygter, men som for mig indebærer opfyldelsen af enhver drøm om sand menneskelighed, om kunst, ja, om den næstekærlighedens gyldne epoke, samtlige kosmiske seere har forudsagt os vil komme den dag, enkeltmennesket kaster "dyrehammen" og indser, at mennesket har ingen værre fjende end den, der bor i dets eget hjerte!