Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Har De nogen sinde tænkt over, i hvor høj en grad Martinus verdensbillede har to helt forskellige sider: en der vender indad i dette ords mest bogstavelige forstand, og en, der vender udad. I almindelighed beskæftiger mine breve til Dem sig mest med den side, der vender indad af den simple grund, at både jeg selv og vel også de fleste, der beskæftiger sig med Martinus kosmologi, mest er interesseret i den del af hans analyser, der vedrører udformningen af vor rent åndelige struktur. Men i dette brev vil jeg for en gangs skyld for alvor beskæftige mig med den side af hans verdensbillede, der vender udad. Årsagen hertil er omstående bilag, der udgør et "klip" i en stor artikel i Berlingske Aftenavis for den 16. februar d. å. Artiklen handler om Amerikas berømte "automationsprofet" John Diebold, der kun 36 år gammel har formået at gøre amerikanerne og dermed hele verden opmærksom på, at vi er inde i en teknisk udvikling, der ændrer vor rent fysiske tilværelse i et tempo, kun de færreste er ganske klar over.

Nuvel, Diebold har klart indset, at den periode, i hvilken mennesket "skal æde sit brød i sit ansigts sved", går imod en hastig afslutning. Han ser, hvad Martinus så, inden denne endnu unge mand var født, at den nye kosmiske impuls' voldsomme indslag i det blivende virkelige menneske vil tiltage og udløse ideer, opfindelser og dermed samfundsforvandlende maskiner i et tempo, der vil vokse for hver ny generation for sluttelig at efterlade os i et samfund, hvor begrebet "arbejde" i gammeldags forstand er forsvundet fra jordens overflade. Læs selv Diebolds tanker og ideer om denne nye verden og sammenhold dem med Martinus udtalelser i "Livets Bog"s fjerde kapitel (1. bind, side 67 (1932)), og De vil se, at også der bekræfter livet nu Martinus analyse af den verden, vi er på vej imod. Læg mærke til sætningen "Fritiden bliver tilværelsens kerne og ikke blot en ussel rest, der bliver tilbage af arbejdsdagen, når man er træt og udkørt", for det er på en måde den sætning, der udtrykker den mest afgørende og mest betydningsfulde sandhed i automatismens tidsalder. På en måde er vi allerede i dag nået så langt, at dersom nationerne pludselig evnede at slutte sig sammen i en alle lande omfattende verdensstat uden anden militærmagt end det for sikkerheden nødvendige verdenspoliti, ville verden på blot ét år ikke være til at kende igen! Menneskets værste fjende er ikke længere den ydre verden! Vi ved i dag så meget om vor egen verdens rent ydre side, og vi ejer en så fantastisk maskinpark, som døgn for døgn forbedres, at vi – om alle værdier, alle kræfter blev stillet i et positivt livs tjeneste – kunne udføre ting, der simpelt hen ville få skæret af mirakler! Men mennesket har en helt anden fjende end den ydre verden – det har sig selv! Det har sin egen manglende kosmiske indsigt, sin manglende kontrol over sit eget sind. Og denne "sidste fjende" er langt fra nedkæmpet, meget langt fra! Men om vi for en stund lod ham være nedkæmpet og med denne "sejr over dyret i os selv" så udover en ny verden, hvilket syn ville vi da få?

Rent personligt tror jeg, at selv en John Diebold ville blegne ved synet af det, han i så fald blev vidne til! Thi selv om jeg udmærket forstår hans tanke med "undervisningsmaskinerne", som jo allerede er begyndt at blive realiseret (TV, radio, båndspiller etc.), udgør dette dog kun en spæd begyndelse til den form for tilværelse, vi selv i kommende liv vil komme til at opleve. Diebold tænker på en måde stadigt i rent materielle baner. Sagt kosmisk aner han endnu kun "søluften i nærheden af havet". Hvad han ikke ser og vel heller ikke kan se, er de umådelige evneressourcer, den menneskelige sjæl rummer, og som kun venter på at komme til udløsning i en verden, der friet for det rå materielle tryk, som i dag tvinger mennesket til at arbejde for føden, giver hvert eneste menneske "grønt lys" for alle dets sjæl iboende kunstneriske evner og anlæg. I dag er dette at være rig stadig en uopfyldt drøm for flertallet. Endnu er det det rent materialistiske begær, der dominerer flertallets sjæleliv. At tilfredsstille dette begær vil imidlertid være en såre beskeden sag for verdensstaten den dag, krigens og dermed hadets og den gemene ondskabs periode er totalt udlevet. Og den dag vil den rigdom, så mange i dag drømmer om, ikke være nær så attraktiv, som tilfældet endnu er. For da er man ikke længere "stor" på grund af det, man ejer i den ydre verden. Da er storhedens centrum flyttet til det, et menneske virkeligt er, altså til dets sande moralske kvalitet. Da er de "falske værdiers epoke" endt, og de urokkelige, evige værdiers epoke for alvor begyndt. Og hvad er det så for værdier, der til den tid udgør hvert eneste menneskes virkeligt brændende mål? Det er simpelt hen dem, ved hvis hjælp man formår at udtrykke sin sjæl! Menneskets værste svøbe i dag er ikke, hvor mærkeligt det end kan lyde, savnet af de materielle goder, i hvert fald ikke i de efterhånden ret mange "velfærdsstater", der findes; det er derimod dets manglende evne til at udtrykke sig selv, dets manglende evne til at frigøre sig for den ensomhedsfølelse, der er denne svøbes bitre frugt. Alle er vi af "ånd". Vor bevidsthed har hverken vægt, mål eller volumen i disse ords rent fysiske betydning. Alle ved vi dette, og alle længes vi ikke alene efter at realisere denne i vort legeme inkarnerede ånd, men vi længes også efter at møde mennesker, for hvem vi virkeligt tør åbenbare os, som vi er! Vor ensomhedsfølelse har således rod i to tilstande: i vor manglende evne til at realisere vor egen ånd og i vor frygt for, at denne realisering skal øge vor ensomhed endnu mere. For hvem tør være "sig selv" i denne verden? Bruger vi, når alt kommer til alt, ikke mere tid på at skjule os end på at åbenbare os?

Forestil Dem da en verden, hvor vi, fri for både materiel og åndelig angst, helt kan åbenbare os selv, fordi vi ikke længere rummer tilstande, vi behøver at skjule! Hvor alle møder alle med åben favn, og hvor hvert eneste menneskes daglige bøn er den, med sit væsen, sin indsigt og sine kunstneriske evner at kunne bidrage til at forgylde sin næstes liv, fordi enhver ved, at alene genskinnet af de andres lykke er ens egen lykke. I dag oplever vi kun dette i forholdet til de få, i hvis hænder vi har turdet lægge vor skæbne, og hvis egen skæbne på en måde er blevet vor! Unge elskende oplever det, og forældre oplever – kan i hvert fald opleve – dette i forholdet til deres børn. Men ensomheden er det normale i vor verden, og ofte desto dybere, jo mere livets timeglas truer med at løbe ud!

Kunne lykken købes for penge, var mange mennesker allerede nu meget lykkelige. Men lykken er intet udvendigt problem, den er så helt et indvendigt problem. Det aner en John Diebold måske, men det ved en Martinus. Derfor ser Martinus ganske klart, at mennesket, som det i øjeblikket er, endnu ikke er modent for en verden af den høje grad af næstekærlighed, der her er tale om, og derfor ser han ingen "ulykke" i de nuværende forhold. Han ser derimod en "undervisning"; og det er, trods alt, noget ganske andet! Men han ser som John Diebold, at denne specielle og meget hårde undervisning er inde i sit sidste afsnit, og også, at intet menneske her behøver at vente på "de andre"! Vil vi udvikle vort sind i overensstemmelse med en kommende ny verdens idealer, står det os frit for. Men vi må blot vide, at der her gælder omtrent samme regler som for den, der ønsker at "slanke sig"! Thi som bekendt må et menneske, der ønsker at blive slank, normalt holde sig fra al den slags føde, det holder mest af – og det er meget svært! Og det samme gælder mennesket, der vil udvikle sig åndeligt. Også det må holde sig fra alle de åndelige vaner, det gennem sit ophold dels i dyreriget og dels i en af dyrisk mentalitet behersket menneskeverden tilegnede sig – og det er heller ikke let!

Men selv om vi som enkeltmennesker ofte taber slaget om vor egen sjæls udvikling, er dette ikke i sig selv det afgørende! Det afgørende er, at vi fortsætter kampen! At vi, selv i nederlagets bitre stund, nægter at give op! Der står ingen steder skrevet, at vi skal vinde den endelige sejr i netop dette liv! Derfor står mennesket, for hvem det evige liv i form af afbrudte inkarnationer er blevet en kendsgerning, langt stærkere end det menneske, der i dette ene, så umådeligt korte liv tror at skulle vinde livets største krone! En gylden materiel tidsalder er på en måde "lige henne om hjørnet"! Men der skal "brede skuldre til at bære gode dage", eller frit oversat: "Uden ånd ender enhver form for materiel rigdom med at blive sin besidders forbandelse!" Lad os aldrig glemme dette. For gør vi det, kan det hænde, at den materielle "guldalder", som virkeligt er på vej, kan lade os fornemme livet, som om vi fra "asken er kommet i ilden!" Fra høje åndelige verdener begynder strålende sjæle nu at inkarnere og rent fysisk forberede verdens omskabelse til en verden for rigtige mennesker. Når lang tid er gået, og menneskeheden evner at se tilbage på vor egen nuværende tid med historiens øjne, vil man se, at samtidigt med, at Gud via høje tekniske begavelser forberedte en helt ny, fysisk verdens fødsel, forberedte han også – skjult for det store flertals uforstående blikke – det åndelige fundament, der alene kan gøre denne nye fysiske verden til det "paradis", der er dens sande bestemmelse!