Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den skik at henvende sig i bøn til guder eller en enkelt guddom er lige så gammel blandt mennesker, som religionerne er det. Bønnen har altid været en væsentlig side ved enhver religion, selv om de former, den har haft, naturligvis har været forskellige til forskellige tider og under forskellige religiøse betingelser. I primitive religioner udfolder bønnen sig oftest som besværgelse eller magi, hvorigennem man søger at få herredømme over visse af tilværelsens skjulte kræfter eller magter for ved deres hjælp af kunne overvinde fjender og rivaler. Disse primitive magiske former for bøn er nu næsten forsvundet sammen med de primitive religioners uddøen, men gennem lange tider var de noget væsentligt og fundamentalt i den jordmenneskelige tilværelse. Det er et spørgsmål, som er værd at gennemtænke, om det ikke kun er de ydre former, ritualer og ceremonier, der er forandret, således at grundprincippet for denne primitive form for bøn i virkeligheden har overlevet og på en vis måde er overtaget af de højere religioner, selv om deres specielle kult, deres dogmer, ceremonier og ritualer får det til at se anderledes ud. Gælder det også kristendommen? Det gør det absolut, det bærer dens historie vidnesbyrd om lige fra dens ældste tider frem til vore dage.

Det åndelige klima, som behersker "det gamle testamente", der som bekendt er en af kristendommens anerkendte hellige bøger, må set i et humanistisk perspektiv siges at være primitiv religion i den forstand, at der også her forekommer former for bøn, der er besværgelser og magi. Bønnen er her ofte forbundet med rituelle ofringer, ved hvilke man søgte at formilde den vrede Gud, søgte at opnå hans gunst i kampen mod filistre, babyloner og hvem man ellers sloges med. "Stå op Herre! i din vrede, ophøj dig over mine fjenders megen grumhed, og vågn op til mig", synger David i den syvende psalme. Denne anråbelse er vel også en form for magi, et forsøg på at overtale "Herren", ja ligefrem at vække ham af dvale, fordi han ikke i tilstrækkelig grad lader fjenderne falde til føje. Biskop Absalon fra vor hjemlige historie kunne have kommet med lignende anråbelser i kampen mod venderne, og han skulle dog ellers repræsentere det nye testamentes kristendom. Men både David og biskop Absalon repræsenterede jo svundne tiders religiøse opfattelse, så hvorfor beskæftige sig med dem? Fordi det mentale klima, de repræsenterede, for en stor del ligger til grund for vor tids officielle kristendom, dens syn på bøn og dens offentlige anvendelse deraf. Og fordi netop dette mentale klima, hvori der findes så stærkt et islæt af intolerance, er en anstødssten for mange humanistisk indstillede mennesker, som af den grund tager afstand ikke blot fra kristendommen, men også fra Kristus, hvor de netop hos sidstnævnte skulle kunne finde den allerbedste inspiration til at fortsætte deres humane livsindstilling og måde at leve på og forstærke og udvikle den ved at følge det eksempel, Kristus selv har givet menneskene, når det drejer sig om kontakt med den evige Guddom gennem bønnens magt.

Vi har lært, at Kristus i Getsemane bad: "Fader, er det muligt, da tag denne kalk fra mig". Men straks efter: "Ske ikke min, men din vilje!" Han bad ikke om at få en hær af soldater eller legioner af engle til at slå sine fjender. Han havde ingen fjender. Der var ganske vist mennesker, der forfulgte ham, fangede ham, dømte ham, pinte og korsfæstede ham, men de var ikke HANS fjender. At de anså ham for deres fjende var en anden sag, og den sag blev også indflettet i hans bøn, da han sagde: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Han forstod dem, forstod, at de ikke kunne være anderledes, og han tilgav dem. I det hele taget går den tilgivelse og tolerance, der er baseret på forståelse af næsten, hele tiden igen i hans lære og hans væremåde, og deraf følger naturligt kærligheden til næsten, sådan som denne næste er, uden betingelser eller forbehold. Det mentale klima, Kristus repræsenterede, var noget helt andet end det gamle testamentes, og bønnen var en anden i hans sind end i deres, der tænkte på sejr, hævn og straf over anderledes tænkende, eller som bad om at blive fri for noget eller om at opnå noget, som om de ville overtale Gud eller opnå en slags kontrakt ved ofringer og gaver. Kristus har aldrig anbefalet offentlig bøn eller ceremonielle og rituelle bønner. Han sagde: "Når du beder, da gå ind i dit lønkammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i løndom". Bønnen er for Jesus en helt privat sag mellem Faderen og ham. Derfor behøver lønkammeret ikke at være et kammer med fire vægge, der er mange mennesker, der ikke har det til deres rådighed, og han havde det vel heller ikke altid selv, i alt fald hverken i Getsemane eller på korset. Bønnen var for ham menneskets grundholdning over for Gud, en kontakt i det lønkammer, der er i menneskets eget sind, "det allerhelligste" i det tempel, som er det levende væsens bevidsthed, hvor det selv er "ypperstepræst" og alene med Gud.

Inden for kristendommen taler man meget om "bønnen i Jesu navn", men hvad vil det egentlig sige? Det er ikke så lidt, historien kan fortælle, der er sket i Jesu eller Kristi navn gennem tiderne, som overhovedet ingen forbindelse kunne have med en mentalitet som den, Kristus repræsenterede. Man kan jo blot tænke på kætterbål, religionskrige, tortur, forfølgelser, velsignelse af våben og mange andre krigeriske handlinger foruden al smålig fordømmelse af anderledes tænkende eller af mennesker, der var kommet i ulykke, som de "frelste" eller "hellige" jo netop, hvis de virkelig ville vandre i Jesu fodspor, skulle forsøge at forstå, at tilgive og at vise kærlighed. Og bønnen i Jesu navn er blevet til "bønnen om Guds nåde i Kristus", d.v.s. at det, der skulle være det enkelte menneskes indre kontakt med selve universets bevidsthed i Kristi ånd, tilgivelsens og forståelsens ånd, i stedet blev til dogmer om nåde og forsoning ved Kristi lidelse og blod. Forsoningslæren har sin rod helt i det gamle testamente, hvor der i tredie Mosebog, 16. kapitel, beskrives, hvorledes ypperstepræsten på forsoningsdagen skal gå ind i "det allerhelligste" i templet og stænke den ofrede "syndebuk"s blod på "nådestolen" på Pagtens Ark, hvorved han gør "forligelse for helligdommen fra Israels børns urenheder og fra deres overtrædelser i alle deres synder". Det kristne dogme om forsoningen, hvor det er Kristus, der spiller rollen som "syndebuk", er i virkeligheden en ny variation af dette gamle primitive religiøse tema.

Nu må dette ikke opfattes som kritik eller bebrejdelse rettet mod nogen eller noget i fortid eller nutid. Det er et forsøg på en karakteristik eller analyse, der måske kunne hjælpe nogle af de mennesker, der med deres humane indstilling har svært ved at tolerere den intolerance, den ortodokse kristendom har vist gennem tiderne, og som i nogen grad eksisterer endnu, selv om den er stærkt på retur. Denne intolerance har som alt andet sin naturlige årsag, og dens virkninger oplever vi i øjeblikket som samme ortodokse kristendoms gradvise degeneration.