Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når dette brev er Dem i hænde, er jeg på ny vendt tilbage til KOSMOS FERIEBY for at forberede sommersæsonen, der, hvad vi allerede nu kan se, bliver den største og mest intensive i feriebyens historie. Selv om vinterens undervisningsarbejde endnu ikke er totalt afsluttet, er det inde i sin sidste fase, og vi er for længst her i huset i fuld gang med at tilrettelægge den nu tilstundende sæson ved Klint, der faktisk kræver lige så meget af os som arbejdet i vintertiden.

Men før jeg atter forlader hovedcentret her, føler jeg trang til at kaste et blik tilbage over den vinter, der nu begynder at ligge bag os. For denne vinters arbejde har på mange områder været ulig alle tidligere vintres arbejde. Som De ved, traf vi allerede i efteråret beslutning om at ombygge sagens hovedcentrum således, at det blev et endnu bedre instrument i sagens tjeneste end før. Sandt nok har vor store sal været rammen om utallige lyse begivenheder i sagens liv. Den gav ly for vort arbejde under besættelsens sidste onde år, og den har været den inspirerende ramme for de fleste af Martinus foredrag de sidste næsten tyve år. At det derfor måtte give et stik i hjertet hos mange, der havde vænnet sig til at komme her og nyde den specielle åndelige atmosfære, der herskede i dette rum, vidste vi, men vi vidste også, at fra at have været en naturlig ramme om vort arbejde var denne sal ved at udvikle sig til at blive en "spændetrøje". Vi kunne ligesom ikke komme videre her. Det er udmærket med fulde huse hver gang, men det fører altfor let til, at der i det lange løb kun bliver tale om en bestemt kreds af mennesker – og så toner "sektspøgelset" for alvor frem. Sådan følte vi det, og da dertil kom, at vor stadigt voksende forlagsvirksomhed kræver mere og mere plads, føltes beslutningen om ombygningen af os som et naturligt resultat af sagens vækst og udvikling.

At bygge er imidlertid en kompliceret sag i dag. Men efter en del forhandlinger med både boligmisterium og vort lokale bygningsinspektorat blev vore planer godkendt, men med den klausul, at alt arbejde skulle udføres "vederlagsfrit og af ufaglærte personer" samt for et bestemt – meget beskedent – beløb. Og her har vi så igen oplevet det samme eventyr, vi oplevede i Kosmos Ferieby sidste år. En lille gruppe mænd med hånd og hjerte på rette plads har i løbet af ca. 60 døgn udført, hvad de fleste vel ville betegne som et mindre mirakel. I hvert fald er ombygningen nu fuldført og sagen en række lyse og venlige lokaler rigere. Et af disse lokaler skal nævnes her, fordi det i de kommende år vil danne rammen om netop den undervisning, vi så længe har ønsket, men som vi ikke kunne praktisere, fordi vi savnede lokale dertil, nemlig gruppeundervisningen. Sådan som vort arbejde former sig, er det naturligt, at der opstår et behov for en undervisning af mere eksakt natur end den, der kan gives ved de store offentlige foredrag. Dette behov kan vi nu imødekomme, og da vi foruden et ganske dejligt lokale også har en gruppe dygtige lærere til at løse netop denne opgave, ser vi frem til et helt nyt, spændende kapitel i sagens historie her i København!

Med hensyn til de store foredrags overflytning til Studenterforeningens næststørste sal er der kun at sige, at denne ordning fra sin første begyndelse har haft succes. Den samme livlige og glade ånd, der prægede foredragene her på Mariendalsvej, præger nu også foredragene der. For mig er bekymringen blot blevet den, at selv om denne sal jo rummer et betydeligt større antal deltagere end salen her i sagens centrum, truer også den med at blive for lille. Men da det er imod min natur at tage bekymringer på forskud, i hvert fald mere end højst nødvendigt, vil jeg indtil videre lægge hele dette problem i Forsynets hånd, vidende, at skal en ny udvidelse blive aktuel, finder også dette problem sin rette løsning!

Dette var i korthed en beskeden rapport over vinterens undervisningsarbejde her i København. Det vil imidlertid være mig umuligt at slutte den uden at bringe både de mænd og også de kvinder, som under ombygningen af huset her i meget høj grad har måttet savne deres mænd, sagens kærligste tak for den enestående indsats, de her på ny har præsteret. Man skal opleve dette team-work på nærmeste hold for helt at forstå, hvilken indsats der her i virkeligheden er tale om! Personligt føler jeg det som denne sags stolthed, at der altid har været og altid – derom har jeg ingen tvivl – vil være mennesker, for hvem denne sags liv og trivsel er det, der står deres hjerte allernærmest, og for hvilken de er villige til at ofre udover de grænser, det store flertal altid vil kunne ofre. Når jeg i denne stund lader tankerne gå tilbage over de mere end tredive år, jeg nu har været sammen med Martinus, toner en lang række ansigter mig i møde, ansigter tilhørende mennesker, for hvem denne sag blev det, der gav deres liv mening og indhold, og for hvilken de uden tanke på sig selv ofrede både sparsom fritid og penge, der kunne have givet dem selv de private glæder, flertallet altid søger. Gold kritik har der gennem årene været nok af, og vil der fremdeles blive nok af, det har livet for længst belært mig om – netop derfor udgør disse mennesker for hver af os, der i denne sag bærer på et ansvar, den inspiration, uden hvilken livet, levet i kamp for udbredelsen af Martinus verdensbillede, let kunne få en smertelig grå tone.

Vender vi os nu mod et andet af sagens områder, hvor en levende udvikling også er i gang, nemlig vore kontaktbreve og vore bøgers udsendelse på svensk, engelsk, tysk og esperanto, står vi også der i en ubetalelig gæld til en stadigt voksende gruppe af mennesker, der her har taget en opgave op, hvis resultat uundgåeligt vil blive til meget stor velsignelse for de mennesker, der gennem disse kanaler kommer i berøring med os. Dagligt bringer posten os breve fra mennesker uden for vort eget lands grænser. Forrest i rækken står her naturligvis Sverige, hvor vort arbejde er i en stadig, tryg udvikling, ledet af mænd og kvinder, for hvem Martinus tanker er blevet livet på samme måde, som de er det for os, dernæst følger de engelsktalende lande, hvor Indien naturligt har ført, men hvor også U.S.A. og England nu begynder at rykke stærkt frem, og endelig udfører esperantogruppen et enestående arbejde for spredningen af Martinus tanker i områder, hvor hovedsprogene ingen indflydelse har. Føjer vi hertil den tyske gruppes ihærdige anstrengelser, der især i den seneste tid har bragt os i nær kontakt med en stadigt voksende skare af interesserede mennesker i både Tyskland og Østrig, vil der her kun være at sige, at hele dette efterhånden meget omfattende udlandsarbejde i sig selv udgør en sæd, der med tiden vil give en rig høst. Intet menneske, der er trængt ind i Martinus kosmiske analyser og for alvor har fattet betydningen af den ny kosmiske verdensimpuls indslag i verdens liv af i dag, vil rumme blot skygge af tvivl om, at disse mange medarbejdere, der her ofrer både tid og også penge, har knyttet sig til en mission, der skal og må udføres! Martinus arbejde er ingen "døgnflue", og ingen af os, der på hver sit felt kæmper for disse tankers spredning i verden, skeler efter nogen øjeblikkelig succes. Vi er, hver for sig, bevidst i den enkle kendsgerning, at vi tjener en sag, der uundgåeligt vil sejre i "Guds tid", og for os er der kun én løn, der tæller, nemlig vor daglige glæde over at se Martinus sag vokse på alle de områder, den kontakter!

For én af vore medarbejdere har denne vinter været en streng oplevelse, nemlig for Mogens Møller, hvis liv jo er blevet en konstant flakken mellem danske og svenske byer. Vi ved, han har tilbragt endeløse timer i kamp med sne og is, men vi ved også, at vi aldrig har hørt blot én beklagelse fra ham over de vanskeligheder, hans job har ført med sig. Der hviler et meget stort ansvar på Mogens Møllers skuldre, men enhver, der har fulgt ham gennem de mange år, han nu har virket i sagens tjeneste, vil kunne bekræfte, at de sjældent har mødt et menneske, der har været undergivet en rigere åndelig udvikling, end tilfældet er med ham. Selv om vi i de kommende år må lægge ansvaret for vort arbejdes vækst i både Norge og Tyskland på hans skuldre, er vi her i huset overbevist om, at han også vil evne at løse disse opgaver på samme strålende måde, som tilfældet har været med de opgaver, han hidtil har løst.

Også for en anden af vore medarbejdere, nemlig Per Bruus-Jensen, har denne vinter været af særlig karakter, idet han allerede i efteråret fik betroet den opgave at reorganisere og opbygge hele vor forlagsvirksomhed på en ny basis, et arbejde der uundgåeligt har stillet store fordringer til hans kræfter, da han parallelt hermed også har måttet varetage skrivningen og udgivelsen af sit store specialkursus over Martinus verdensbillede. Men, som for Mogens Møllers vedkommende, står vi også her over for et menneske, for hvem sagens krav er det centrale. Per Bruus-Jensen er netop trådt ind i sin begyndende manddomsperiode, og ingen af os, der kender ham, nærer blot antydningen af tvivl om, at de opgaver af både praktisk og teoretisk art, der allerede er og i fremtiden vil blive betroet ham, ikke alene er i de bedste, men også i de allerbedste hænder!

Og endelig står vi over for den glædelige kendsgerning, at Martinus store symbolbogs første hefte begynder at gå i trykken. Selv om en nærmere redegørelse for dette kostbare værks udsendelse senere vil fremkomme, vil jeg ikke kunne slutte dette brev til Dem uden at give udtryk for den glæde og de forventninger, jeg selv stiller til dette værk, jeg for mit eget vedkommende nu har ventet på i mere end tredive år. For jeg ved, at den dag, vi har dette værk, har vi samtidigt også en ny "lærer" i hvert eneste menneske, der har det i hænde og forstår det! Med udsendelsen af dette åndelige storværk vil vor sag træde ind i en helt ny epoke. Fra det øjeblik, det foreligger, vil Martinus tanker være tilgængelige for enhver, hvis åndelige sult har sprængt de skranker, der nu så længe har spærret vort åndelige udsyn. At Martinus selv i fuldbyrdelsen af dette værk ser kronen på sin mission, forstår vi, thi hvad noderne altid har været og altid vil være for det musikelskende menneske, vil hans symboler være for det menneske, der blot én gang for alvor har forstået ikke alene meningen med dem, men også – og måske langt mere – den dybere hensigt med dem! Thi med disse symboler er der for første gang i jordens historie skabt ikke alene den største mulighed for nedbrydningen af enhver åndelig misforståelse, men også – og det bliver måske symbolbogens største mission – det fornemste våben i kampen mod det ondeste af alt ondt: den religiøse intolerance!