Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 993 og 994 (fortsat fra forrige citat).

"Ved således at iagttage verdensgenløserens kosmiske ord og sætninger og den modtagelse og fortolkning, nævnte har været genstand for hos jordmenneskeheden, får vi et tydeligt billede af, hvor fejlagtige eller ufuldkomne opfattelser eller facitter kan være, når de ikke er baserede på det virkelige "faste punkt", men blot udgør "skabte" tings forhold til andre "skabte" ting. Jesu ord eller udtalelser er analyser baserede på det førnævnte uendelige og dermed evige "Noget, som er". Da dette er evigt uforanderligt og derfor udgørende et absolut "fast punkt", bliver de samme ord eller udtalelser lige så faste eller stillestående, hvilket igen vil sige: urokkelige eller uforanderlige. Når Jesus siger: "De, som gribe til sværd, skal omkomme ved sværd", er denne udtalelse en analyse hvilende på det samme "faste punkt". Ordene udgør en analyse af "bevægelsen"s forhold til det "faste punkt". I sætningerne udtrykkes det "faste punkt" ved ordene "de" og "som", medens "bevægelsen" udtrykkes ved ordene "gribe", "sværd" og "omkomme". Disse sidstnævnte tre ord udtrykker således alle "det, der sker", det, der forvandles og derfor som nævnt er det samme som "bevægelse", medens ordene "de" og "som" udtrykker "det, der oplever det, der sker" og derfor nødvendigvis må udgøre det "faste punkt", uden hvilket oplevelsen af "det, der sker" eller "bevægelsen" umuligt ville kunne konstateres. Med hensyn til begrebet "sværd" må læseren erindre, at dette er "skabt" og dermed har haft en "begyndelse". Men da alt, hvad der har haft "begyndelse", også må ile mod en "afslutning" og således være en forvandling underkastet, er det identisk med "bevægelse". "Sværdet" er således lige så godt "bevægelse" som "gribe" og "omkomme". Vi har således her for os i verdensgenløserens udtalelse tre former for "bevægelse" og et "fast punkt". Den første "bevægelse", "sværdet", vil vi kalde "bevægelse 1". Den anden "bevægelse", der er udtrykt ved ordet "gribe", og som i dette tilfælde betyder det samme som "ombringer", vil vi udtrykke som "bevægelse 2", medens vi vil udtrykke den tredie "bevægelse", der er udtrykt ved ordet "omkomme", som "bevægelse 3". Og verdensgenløserens udtalelse vil da i sin kosmiske eller inderste analyse kun udtrykke følgende: "Når "bevægelse 1" sættes i berøring med "bevægelse 2", opstår "bevægelse 3". Det er det absolutte indhold af verdens genløserens ord. Andet indeholder det ikke, og andet vil det umuligt kunne indeholde. Vi ser, at det "faste punkt" er ganske uberørt heraf og vil umuligt kunne berøres af noget som helst. "Bevægelse" bliver ved med at være "bevægelse", ligesom det "faste punkt" bliver ved med at være det "faste punkt". Men når det "faste punkt" i det hele taget nævnes, er det jo kun, fordi det er i dette, at hele oplevelsen eller konstateringen af "bevægelsen" eksisterer. Men det kan aldrig berøres af eller være identisk med selve "bevægelsen". Men dets tilstedeværelse er således en absolut betingelse for enhver konstatering af de nævnte tre bevægelsesarter, hvilke igen i realiteten vil sige: oplevelsen af livet.

Oplevelsen af livet kan altså aldrig i noget som helst tilfælde i sin inderste analyse udgøres af andet end netop denne bevægelsens treenighed: "Bevægelse 1"s berøring med "bevægelse 2", og ved hvilken berøring "bevægelse 3" opstår. Denne bevægelsens treenighed er det absolut eneste, der er tilgængeligt for sansning. Og denne tilgængelighed ville være en total umulighed, hvis ikke netop det uendelige, evige – "Noget, som er" – eksisterede. Som vi her ser, er dette – "Noget, som er" – således ganske uberørt af "bevægelse" eller sansning. Hvis ikke det var således, måtte det i sig selv være "bevægelse" og ikke udgørende noget "fast punkt", og enhver form for sansning ville være total umulig, eller også måtte man være nødsaget til at antage, at "bevægelse" kunne opleve "bevægelse". Hvis der ikke eksisterede andet end "bevægelse", måtte ethvert jernbanelokomotiv eller enhver anden kraftmaskine kunne opleve sin egen start, fart og standsning. Er antagelsen af et sådant ræsonnement ikke en skrigende modsætning til enhver form for intellektualitet? –

Da det er en kendsgerning, at "bevægelsen" bliver oplevet, må der være "Noget", som netop "oplever". Og derved bliver det til en lige så urokkelig kendsgerning, at oplevelsen afslører to ting, nemlig: "Det, der oplever" og "det, der opleves". "Det, der oplever" er det "faste punkt". Og "det, der opleves" er "bevægelsen". Men, som vi lige har set, kan oplevelsens kosmiske analyse kun udgøres af "bevægelse 1"s berøring med "bevægelse 2", hvorved "bevægelse 3" opstår. Om vi opfatter disse "bevægelser" som opbygning eller nedbrydning, som mord, drab, lemlæstelse, lykke eller ulykke eller som en hvilken som helst anden foreteelse, forandrer ikke "bevægelsen"s og dermed en handlings kosmiske analyse. Den er og bliver kun udgørende den førnævnte bevægelsestreenighed: "Bevægelse 1"s berøring med "bevægelse 2", hvorved "bevægelse 3" opstår. Det, der sker, finder udelukkende sted i "bevægelsen" – ikke i det "faste punkt". Det virkeligt "levende Noget" i væsenet er evigt uforanderligt. Det er rigtigt, at man i den gængse, daglige sprogbrug opfatter tingene således og tror, at det netop er det "levende Noget", der berøres af begivenheden, men det er jo netop denne fra virkeligheden afvigende opfattelse, der viser os væsenernes endnu rent materialistiske sanseevne. De ser slet ikke ords eller sætningers kosmiske indhold og får derved en hundrede procents materialistisk opfattelse af virkeligheden eller et tilsvarende usandt billede af samme virkelighed."