Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Naturligvis er der et godt stykke vej fra dette, at man på grund af vanesløvhed ikke er vågen over for nye indtryk og til ovennævnte tilstande, men vejen er der, og masser af mennesker befinder sig på forskellige stadier af den. Det er ganske rigtigt, at det arbejde, mange mennesker har dag ud og dag ind, hvor der sker det samme og det samme, let kan føre til vanesløvhed, men man glemmer ofte, at dette, at man har et arbejde, der for en stor del kan klares ved hjælp af vanen, også KAN medføre, at man, medens man arbejder, tænker på andre ting eller oplever andre ting. Det er et spørgsmål om mental åbenhed, om modtagelighed for nye tanker og nye indtryk. Og selv om disse indtryk ofte kun er, hvad man kalder bagateller, kan de have stor betydning for et menneskes forvandling og udvikling.

For nogen tid siden havde jeg en lille oplevelse, der fortæller noget om barnet og den voksne, og som i dobbelt forstand handler om skyklapper. Det var i en sporvogn, en lille dreng sad ved siden af sin far, og den lille var travlt optaget af alt det, der foregik ude i trafikmylderet. Pludselig dukkede en virkelig seværdighed op, en rigtig vogn med rigtige heste. Det var så eventyrligt, at det ganske naturligt måtte give anledning til en masse spørgsmål, deriblandt: "Hvoffer har hestene sådannogle sorte klapper for øjnene, hva' far?" "Det er fordi, de kun må se ligeud og ikke til siderne", lød svaret. Men det var ikke svar nok, drengen fortsatte med at spørge: "Hvoffer må hestene kun se ligeud, hva' far?" "For at de ikke skal forstyrres af alt det, der sker omkring dem på gaden". Nu var der en anelse irritation i faderens stemme, men det generede ikke drengen. "Hvoffer forstyrrer det hestene, det er da bare sjov at se", fortsatte han. Faderen svarede ikke, men stirrede blot ud ad vinduet (sikkert uden at se noget). Drengen valgte at snakke med sig selv og sagde: "Det er sy-y-ynd for hestene, at de ikke må se alt det, der sker på gaden, det er sy-y-ynd for dem!" Da han havde sagt det nogle gange, vovede han at tilføje: "Det er sy-y-ynd, ikke far?" Faderen så kort på ham og sagde bestemt: "Nej, hestene skal se ligeud, ellers glemmer de at trække vognen, og det er deres arbejde". Der var så megen gammeltestamentlig fadermyndighed i stemmen, at drengen, der vel tidligere havde erfaret, at hvis han gik videre, blev det til lyn og torden, tav og gav sig til at studere det myldrende gadeliv, som de stakkels heste ikke måtte lade sig distrahere af. De skulle "se ligeud" ligesom soldater under kommando, og ligesom vi voksne alt for ofte gør, så vi går glip af meget af det, der kunne give vort liv indhold og kolorit og noget at tænke over. Hvor tit har vi ikke mentale skyklapper på og vandrer ligeud ad vanens, traditionens og konventionens lige vej, der er en sløvhedens vej, hvor kun det sensationelle kan få os til at løfte hovedet et øjeblik. Vi synes måske, det er irriterende, når barnet spørger: "Hvoffer det?" Men fejlen er, at vi selv har glemt at spørge og har sat os til ro i den konventionelle kliché-verden. Hvad var det Einstein sagde: "Det menneske, som ikke mere kan undres, er så godt som død".

Skuespillerens teknik er altså dygtiggørelse af en indre evne; i forhold til, som denne evne udvikles, er han i pagt med livet og dermed en bedre og bedre skuespiller. Men akkurat det samme gælder for tilskueren, som ikke ophører med at være tilskuer, fordi han forlader teatret. Han skal kunne åbne sig og modtage i alle livets vejrlig og klimaer, både fysiske og psykiske, for at han senere, når det, der har befrugtet hans sind, er modnet og blevet hans eget, kan give det fra sig som en impuls til andre eller som arbejde og skabelse. Her vil kendskabet til Martinus analyser af "kosmisk kemi" kunne hjælpe den enkelte, det er jo netop bevidsthedsteknik eller arbejde med indre evner. Og forståelsen af reinkarnationen er ensbetydende med en forståelse af, at det virkelig kan nytte på længere sigt at arbejde med sig selv, at være åben over for livets nuancer i stedet for at lukke sig inde i et mentalt fængsel af vaner eller selvtilfredshed. Det sidstnævnte er også en tilstand med skyklapper, hvor mennesket traver ligeud ad sine faste meningers vej uden at skele til højre eller venstre, for sådan er nu hans mening, hans vilje, hans planer, hans tanker, og der er intet andet, der duer. Et sådant menneske lytter ikke til, hvad andre har at sige og er ikke interesseret i at studere og derved lære at forstå andres væremåde. I en samtale venter det kun på lejlighed til selv at komme til at sige noget, og det kan ikke fordrage stilhed. Det ved ikke, at tavshed mellem mennesker kan have samme betydning som en pause i et musikstykke. "Dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde", og vi er alle sammen større eller mindre dårer – og ikke engle. Men det, som dette udtryk (der også er blevet en glansbilledkliché for os) egentlig dækker over: en guddommelig medskaber og medarbejder i universet, er vi alle på vej til at blive. Da vil vi kunne udfolde en guddommelig aktivitet, hvis rækkevidde vi i dag næppe kan ane, da bliver vi virkelig AKTØRER i livet og MEDFORFATTERE og INSTRUKTØRER af livets skuespil. Men først må vi lære at blive gode tilskuere med vågne sanser og åbent sind, det er vejen – til trods for alle besværligheder og lidelser – til at lære at elske livet.