Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Har det aldrig slået Dem, i hvor høj en grad det er de små ting i livet, der tvinger sjælen til eftertanke? Læs f.eks. vedføjede beskedne bilag igennem og læg mærke til Deres egen reaktion. Sandt nok vil mange blot finde det kuriøst og sandsynligvis glemme det omtrent lige så hurtigt, som de har læst det, men andre – og jeg tror her, der er tale om langt flere, end man straks forestiller sig – vil føle sig gennemstrømmet af en lang række tanker og ideer, der både lyser op og varmer sindet.

For hvor går grænsen mellem mennesker og dyr? Det groft tænkende menneske lever simpelt hen på den forestilling, at et menneske er et menneske, og et dyr er et dyr, men så enkelt er det hele jo slet ikke. Der findes ingen skarp grænselinje inden for dette område, for vi har faktisk mennesker, der er så dyriske, at man har svært ved at bekvemme sig til at hæfte den dog i sig selv ret fornemme betegnelse "menneske" på dem. Og omvendt findes der dyr – heste, hunde, aber – der kan reagere så "menneskeligt", at man kvier sig ved at betegne dem som "bare et dyr".

Hverken De eller jeg kan vide med bestemthed, hvad Berlingske Tidende 31.8.1963. der er foregået dels i den hunabes sind, der her er tale om, ej heller hvad "mand" og "kone" har talt om ved "manden"s hjemkomst. Vi kan kun anskue det hele udefra. Men har man blot én gang selv oplevet et møde på en indisk landevej med de utallige aber, der ofte næsten terroriserer hele distrikter derude, så ved man i hvert fald, at dumme i dette ords almindelige betydning er disse aber ikke. Og der er intet i mit sind, der protesterer mod den tanke, at netop disse to aber har haft evnen til at erkende, at selv om den lille menneskeunge var meget tiltrækkende, nogen abeunge var den ikke, og at det derfor var bedst at aflevere den igen. Moderinstinktet har i hvert tilfælde været så stærkt, at den lille menneskeunge ikke blev udsat for overlast af nogen art, og allerede det er i sig selv et bemærkelsesværdigt træk.

Men som det ofte går ved læsningen af den slags "småglimt" fra livet, fortsætter tankerne næsten af sig selv. Vort sjælelige liv følger jo to helt forskellige baner i dag. For mange er tankelivet så "videnskabeligt" inficeret, at livets evighedsperspektiv er totalt bortelimineret, og for sådanne mennesker er en abe en abe, blot et ligegyldigt dyr blandt millioner af dyr og deres eget liv en "ting", der begynder med fødslen og ender på kirkegården. Evnede sådanne opfattelser virkeligt at give den fred i sindet, alle normale mennesker begærer, var tilværelsen egentlig såre enkel. Men det gør en sådan opfattelse kun så længe, sjælen så at sige er arresteret i et bestemt begær, der ikke tillader sit ophav at beskæftige sig med andet end netop dette ene begærs tilfredsstillelse. Man behøver jo blot her at tænke på et dybt forelsket menneske. Hvad har det i sin bevidsthed andet end den elskede? Er han (hun) ikke den akse, hvorom hele dets tankeliv drejer sig?

Men mennesker kan som bekendt forelske sig i andet end mennesker. Det kan også forelske sig i et hus, en bil, en social prestige o.s.v., der er faktisk ingen grænse for, hvad mennesket kan forelske sig i, hvilket i omskrevet form vil sige, at der ingen grænse er for, hvilket mentalt fængsel det kan spærre sig selv inde i og det så grundigt, at det smider nøglen til dette fængsel lige i hovedet på en, om man vil prøve at hjælpe det ud!

Men mennesket kan også tænke i en anden bane end den her beskrevne. Mennesket kan være spirituelt-minded, og så ser tingene straks ganske anderledes ud. Det kosmisk indstillede menneske fornægter ikke videnskaben, er måske, når alt kommer til alt, en endnu større beundrer af den fysiske videnskabs resultater end det rent materialistisk indstillede, for hvem disse resultater ofte er rene mentale fængselsmure. For det kosmisk indstillede menneske inkorporerer simpelt hen videnskabens resultater i sit verdensbillede. Dets kosmiske perspektivfornemmelse tillader det at anbringe utallige af disse resultater på pladser, hvor de er andet og mere end blotte resultater, hvor de tværtimod udgør livsnødvendige dele af den store helhed, det hele tiden har for øje.

Anskuet på denne måde bliver ethvert videnskabeligt resultat en bekræftelse i stedet for noget i sig selv ret dødt og ligegyldigt. For hvor er det dog ligegyldigt, om man i dag får at vide, at om så og så mange år vil videnskaben være i stand til f. eks. at bringe os rundt omkring jorden på så og så få timer, når man alligevel ikke selv kommer til at opleve det. At være en død ting i en død verden er nu trods alt ikke nær så spændende som at være et evigt levende væsen i en evigt eksisterende verden! For mig ville den førstnævnte opfattelse være som en spændetrøje, der hastigt ville kvæle enhver impuls til sjælelig ekspansion, hvor den sidstnævnte for længst er blevet dagligt livsnødvendigt åndeligt brød. Og det er ud fra denne opfattelse, at de to aber i Calcutta for mig ophører med blot at være aber. For mig gjorde læsningen af det lille stykke dem til to levende væsener, der rent sjæleligt var kommet op i noget, deres sind ikke kunne magte, ikke kunne overskue, hvorved der opstod en sjælelig spænding, der måtte udløse sig på en eller anden måde. Og at måden blev, at de næsten "menneskeligt" bestemte sig for at levere den lille menneskeunge tilbage til den ulykkelige moder, forekommer mig at være et bevis på, at der her har været tale om andet og mere end et rent dyrisk instinkt. Her har været kræfter på spil, som hører et højere plan til – og det er denne sidstnævnte tanke, der sendte en lys- og varmebølge gennem sin sjæl!

For så rigt er livet, at vil vi, kan vi overalt se "Guds fodspor i sandet"! Sandt nok kræver det en vis åndelig uddannelse bevidst at kunne skimte den kosmiske evighed bagom livets rent fysiske funktioner. Men det koster også en uddannelse at kunne tegne, male, spille o.s.v. Vi får ikke blot det simpleste talent foræret! Og her er det altså, at det står således for mig, at talentet for kunsten at leve må være vor tilværelses største talent, fordi det simpelt hen giver os det mest levende liv. Kunsten at leve! Kunsten i alt og over alt at være i kontakt med tilværelsens sande virkelighed i stedet for at leve på begrænsede virkeligheder, begrænsede "videnskabelige sandheder". Og tilværelsens største sande virkelighed er simpelt hen den, at Gud virkeligt eksisterer og med ham en så hårfin plan med alt liv, at "end ikke en spurv falder til jorden", uden at det er hans vilje, eller som Martinus udtrykker det: "End ikke et støvkorn evner at lægge sig noget sted, uden at det er i den dybeste samklang med universets love". Det er dette høje syn på livet, der alene skaber idel frugtbarhed i sjælen. Dette syn giver ikke det, mennesket kalder "døden", blot den mindste mulighed for nogen virkelig eksistens!

Og netop fordi dette er tilfældet, betyder alle de mange små "glimt", vor presse dagligt giver os, langt mere for det spirituelt sindede menneske, end det gør for det materialistisk sindede. For disse glimt er som små guldnøgler til den store virkelighed, som små guddommelige smil i en verden af en hårdhedsgrad, der gang på gang kan tvinge os i knæ i angst.

Foran mig ligger et brev fra et menneske, der takker mig for mit sidste brev om de to garrotterede spaniere. Brevet er meget smukt, men rummer også en dyb smerte, for brevskriveren er overbevist ateist, overbevist om, at døden udgør "et endeligt punktum, ingen kan komme udenom". Smerten ved sådanne breve er ikke, at brevskriveren erklærer sig for overbevist ateist, men derimod det absolutte i denne indstilling, der simpelt hen ville gøre en argumentering imod den til den rene påtrængenhed. Det kan man simpelt hen ikke. Til gengæld kan et sådant menneske heller ikke hindre en selv i at føle en jublende glæde over at leve i et større åndeligt rum, et rum, hvor himlens uendelighed omgiver en på alle sider. Set udefra ødelægges der dagligt så meget værdifuldt liv, at eksisterede evigheden og med den reinkarnationen ikke, levede vi simpelt hen i et perversitetens helvede, i hvilket det ville være en forbrydelse at producere nyt liv. Men sådan er det jo ikke, og sådan fornemmes det heller ikke af flertallet, derom vidner den permanent tiltagende folkemængde.

Det er ikke således, at jeg ikke forstår de mennesker, der bliver ateister. Men denne opfattelse er for mig noget rent midlertidigt, en opfattelse vi alle må passere – og vokse fra! Men for at dette skal kunne ske, må der i vort sind fødes en dyb og ægte hunger efter sandheden, og her er det, at så mange mennesker i dag kommer til kort. De hævder at ville sandheden og vil det måske også, men ikke med en sådan styrke, at sandheden kan åbenbare sig for dem. De er nær livet, men alligevel ikke så nær, at de kan gennembryde den usynlige mur, der skiller dem fra det virkelige himmelske lys. Man kan i sit hjerte føle sig ulykkelig over dette, dybt ulykkelig, om det angår et menneske, man holder af, men man kan ikke ændre det. Vi står her ved et af de områder, hvor livet udelukkende former sig som et spil imellem Guddommen og gudesønnen selv – og her har vi kun at bøje vort hoved og lære os selv at forstå, at netop dette fuldbyrder sig selv i sin egen tid. Men selv om man føler sig ulykkelig over dette forhold, så ændrer det ikke den glæde, man føler i sin egen sjæl over det lys, man føler sig omgivet af, og som gør, at ens glæde over de små ting i livet er af en sådan karakter, at disse små af så mange upåagtede ting gang på gang sender rene kaskader af lys gennem sind og sjæl.

Alle lever vi i dag i en verden i opbrud. Mørkets kræfter koncentrerer sig overalt, det kan så at sige enhver se. Men lysets kræfter gør det også! Der har aldrig været så megen sand åndelig hunger i verden, som der er i dag, så megen vilje til det rene gode, som der er nu. Og dette er en frugt af jordklodens eget kosmiske talent for kunsten at leve, dette vældige talent, i hvilket vort eget er for en næsten forsvindende "celle" at regne. Anskuer vi dette voksende talent for sand kosmisk godhed fra et tilstrækkeligt højt punkt, vil vi – og dette forekommer mig at være det største, vi i dag kan opleve – se, at det for længst har nået en sådan styrkegrad, at mørket, hvor tungt det end vil blive, allerede har tabt kampen om den menneskelige sjæl! Millioner af sjæle verden over har for længst passeret mørkets grænselinje og er gået ind i en verden af lys, en verden af dyb kosmisk forståelse af Guds virkelige eksistens. At man tilsyneladende ikke hører så meget til disse utalte millioner beror simpelt hen på, at de modsat mørkets repræsentanter er hørt op med at larme. Men de er der, og virkningerne af dem spores alle vegne! Og intet kan vel i sig selv være lykkeligere end dette bevidst at vide, at den sag De og jeg er knyttet til, går dette kosmiske godes ærinde. Overalt hvor vort arbejde vokser frem, vokser også kendskabet til de kræfter, der alene vil lys. Og har disse kræfter først for alvor slået rod i et menneskes sind, gives der ingen vej tilbage. For disse kræfter nærer menneskets talent for kosmisk forståelse og dermed for evnen til at leve langt mere intenst end før. Og der hvor denne evne holder sit indtog i sindet, må de store grove sensationsbetingede oplevelser vige for de titusinde små guddommelige smil i hverdagen, de smil der bag selv de groveste ydre funktioner lader en ane – ane ind til grænsen af vished – at alt mørke i verden en dag, med Tolstoj, vil "svinde bort som aftenens solglød over bjergene!"