Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

De ved, at jeg ofte har givet udtryk for den tanke, at vor daglige avis, hvilken politisk kulør den så end har, i virkeligheden formidler kontakten mellem vor egen bevidsthed og den samlede menneskehed. Sandt nok suppleres dette forhold, i den vestlige verden i hvert fald, med både radio og TV, men alligevel udgør avislæsningen selve hovedstammen i dette korrespondanceforhold. Men avislæsning er to ting. Den kan være en gennemført engagerethed i det stof, der altid trykkes med store overskrifter og fede typer, men den kan også være den engagerethed i de små ting, der jo ældre man bliver i livet, bliver de virkelige "nøgler" til den livets dybere mening, vi alle søger.

I mit eget tilfælde glider øjnene hurtigt hen over de fede overskrifter. De er for mig beregnet for dagen og kunne faktisk mange gange lige så godt sættes med petitsats. Nej, det jeg søger, og som for mig fornemmes som noget endda ofte meget stort, sættes som regel med små typer, ja, fungerer ofte som "fyld" mellem sensationerne. Alligevel rummer dette "fyldstof" gang på gang netop det, som sætter tanken i gang! Man læser disse småstykker – læser dem én gang til! Og pludselig oplever man på ny fornemmelsen af "den store helhed", den der end ikke tillader en spurv at falde til jorden, uden at dette i sig selv fuldbyrder en del af denne allestedsnærværende helhed.

Overflademenneskets reaktion kender både De og jeg. "Svag karakter" vil de fleste sige, og de vil haste videre. Hvor er det dog nemt med disse karakteriseringsklicheer! Man "trykker på en knap", og straks er et menneske sat på plads, rubriceret. "Sådan er (var) han!" – "Sådan er (var) hun!" – jo, det er nu rart med denne praktiske psykologi – den gør tingene lettere for en! Anderledes derimod med mennesket, der har fået blot nogen kosmisk indsigt. Pludselig rykker en sådan menneskeskæbne inden for dets kosmiske nærhorisont – det begynder at tænke.

Der er for mig noget dybt tragisk i, at kosmologi endnu ikke er et fag i de sidste skoleår, før ungdommen slippes ud i livet. Tragisk fordi denne ungdom i dag er langt mere mekanisk og kommercielt uddannet, end den er uddannet til at møde det liv, der, uden kendskab til dets åndelige side, så let, så alt for let bliver dets bitreste fjende. Tag blot her Martinus analyse om den begærledede vilje og den forstandskontrollerede vilje. Tænk, hvad en fornuftig gennemgang af netop dette problem kunne komme til at betyde for enhver blot nogenlunde begavet ung! Hvor uendeligt let det ville være ved hjælp af indlysende eksempler at vise dem, hvorledes deres egen krops reaktioner står på deres ånds side i kampen mod den begærledede vilje. For hvilken ung har ikke oplevet modbydeligheden ved den første cigaret, den første "snaps" etc.? Og tænk videre, hvad det ville sige, at man klart kunne påvise for dem, at vejen til menneskelig lykke ikke går over dette, blot at gøre "som de andre", men derimod i alle livets forhold at søge, ved hjælp af tankens klare kraft, at danne sig et billede af, hvad dette eller hint, man nu gør, vil føre til. Forestil Dem en dygtig lærer i "kosmisk kemi" vise alle disse unge, hvorledes den menneskelige sjæl rummer uendelige muligheder, som står til hver dens rådighed, som ønsker at anvende dem.

Som det er, gøres dette at kunne tjene mange penge identisk med menneskelig lykke. At "blive til noget" er stadigt det store mål. Som en umådelig stime af små ubeskyttede fisk sendes hvert eneste år utalte tusinder af unge ud fra skoler og læreanstalter uden blot den mindste indsigt i deres egen kosmiske struktur. Alle ved de hvilken timeløn, de snart vil kunne kræve, og alle tror de at vide, hvordan disse penge skal bringe dem al den lykke, et vandfald af magasiner, ugeblade o.s.v. har fyldt deres unge, umodne sind med. Alt kan de få, og alt kan de gøre – – og gør de!

Men er livet blevet lykkeligere under den tilsyneladende stadigt stigende materielle velstandsbølge, der i dag går hen over den vestlige verden? Materielt, absolut jo! Men åndeligt –? Nej, åndeligt er mennesket ikke blevet lykkeligere, det ved enhver, som interesserer sig for den side af livet. Den begærledede viljes triumfer går mod zenit. Alle vil have – og alle får. I hvert fald langt mere end nogen sinde før i historien. Men man skal ikke have ret meget med mennesker at gøre, før man får kontakt med den utilfredshed, der fornemmes overalt. For mere vil have mere – og det ydre liv sætter ikke her nogen som helst grænse.

Tænk om enhver ung, medens det endnu var tid, havde fået indprentet som uforglemmelig visdom i sin sjæl, at alle grænser i livet må sættes af det selv. "Dertil går jeg og ikke et skridt videre!!!" Men ikkesandt, moral er ikke moderne, ja, det er faktisk afskaffet, siger mange. Men er den det? Kan moral afskaffes? Er det et menneskeskabt begreb, som med et pennestrøg kan slettes af livsoplevelsen? Rummer sætningen: "Gør du godt, da se frit op, men gør du ondt, da ligger synden for døren" slet ingen sandhed? Udtrykker den bare et postulat opfundet til gavn for en autoritet, enhver i dag giver pokker i? Tænk, om det var så enkelt!

Nej, livet har fremdeles andre love end dem, vore myndigheder belemrer os med. Det har love, som, selv om de aldrig blev fæstnet i ord på et stykke papir, alligevel hersker over os med langt større styrke, end de vor rigsdag i sin visdom forkynder for os. Og disse love, disse kosmiske principper, der udgør de virkelige regulatorer for alt liv og for al skæbne, dem aner de fleste unge intet om – og de fleste ældre for den sags skyld heller ikke! En sikkert ganske sød ung studine, der på grund af lærermangel fik et vikariat, hvor hun skulle undervise små børn i religion, forkyndte frejdigt for dem, at Gud ikke var til, og at Jesus ikke præsterede andet, end hvad enhver anden også kunne have gjort. I al sin visdom forkyndte hun ligeså frejdigt, at Moses bare var en dygtig hypnotisør o.s.v. – de børn havde i hvert fald noget at fortælle deres forældre! At hendes lærergerning blev brat stoppet, er en sag for sig. Det der må interessere os er, at der ingen grund er til at tvivle på, at denne unge pige sikkert selv har troet på den "forkyndelse", hun videregav. For mig er hun et typisk barn af den åndelige uvidenhed, der ligger tæt hen over vore skoler og læreanstalter. Hun har, lidt koldt sagt, giver videre, hvad hun selv har modtaget.

Nej, vi giver vore unge en dårlig åndelig opdragelse. Netop derfor har vi ingen ret til at bebrejde dem deres væremåde. For mig er verdens unge af i dag det bedste uforarbejdede åndelige råvaremateriale, der nogen sinde har eksisteret. Sandt nok bearbejdes det, men énsidigt materielt. Og det mærkes! Men skylden herfor er vor, og ingen af os burde kunne føle os virkeligt lykkelige, før dette forhold er ændret.

– – – – – – –

Et én gang strålende begavet menneske vises frem for en gruppe medicinske studenter med ordene: " – det, som begæret efter giften har gjort ham til, et appendiks" – kan en menneskelig ydmygelse tænkes større? Hvilke afgrunde er vi ikke omgivet af på alle sider? Hvilke muligheder for elendighed ligger ikke "lige om hjørnet"? Det er så let at tvinge en ung ind i de samfundsformer, der i dag er de herskende. Så let at byde ham eller hende på en drink. Så let ja, og så let at anbringe ham eller hende i en situation, hvor de simpelt hen føler, at hele deres prestige står på spil, om de ikke følger "lands skik".

Jeg har aldrig følt mig som moralist, og jeg afskyer løftede pegefingre. På den anden side har jeg lyttet til for megen menneskelig elendighed til at kunne tie. Jeg ved – ved med hele min sjæl – at den dag må komme, hvor vore skoler må tage begrebet "menneskekundskab" op til fornyet overvejelse. Vi er i dag stagneret i en tåbelig diskussion om, hvorvidt vi skal have religionsundervisning i skolerne eller ej. Men hvorfor skal ordet "religion" ensidigt opfattes som kristendomsundervisning? Hvorfor kan man ikke gå blot ét trappetrin højere op og udvide dette begreb til at omfatte en undervisning i livsvisdom og lade alverdens visdom træde ind i klassen? Det væsentligste kan ikke være, at man søger at presse livet ind i en given, af det eksisterende samfund accepteret religiøs form, det væsentligste må være, at den unge får en mulighed for at forstå, at livet er andet og mere end en rent materiel foreteelse. Man diskuterer så voldsomt, om vi befinder os i en kulturkrise. Det har vi altid gjort, og det vil vi gøre lige indtil den dag, ethvert menneske forstår, at sand kultur kun er én eneste ting, nemlig den hensynsfølelse, den forståelse af vore medmenneskers ret til et lykkeligt liv, vi har givet navnet næstekærlighed.

For kultur kan kun være ét: kultivering af vore egne sind, og det kan igen kun betyde: nedkæmpning af alt det i vort sind, der skaber ufred, hensynsløshed, krig eller al den gemenhed, der gør vor næstes liv til et helvede i stedet for til det lykkelige liv, det kunne blive.

Utopi! hører jeg en og anden mumle, men jeg svarer: mon? For er livet ikke netop, takket være sine kosmiske love og principper, sådan indrettet, at alt, hvad vi gør af nederdrægtigt, slutteligt vender sig mod os selv? Er der, når alt kommer til alt, andet til end livet og os. Mennesker siger: hvad er livet? Men Martinus har ret, når han hævder, at dette spørgsmål er forkert stillet. Det bør hedde: hvem er livet? Stiller man det således, har man mulighed for at få netop det svar, der kan ændre hele ens situation. For da vil man en dag vide, at svaret er: livet er Gud, og at det er med ham, du taler gennem enhver af dine handlinger. På alle tænkelige måder søger han at hjælpe dig, men så længe du ikke vil høre hans røst, må du på sjæl og krop føle netop det svar, der kan lede dig på vej. Du har din frie ret til at handle imod alle de love og principper, der må respekteres, om du vil blive et lykkeligt menneske, for han har tid nok, men der venter dig ingen sand, virkelig lykke, så længe du bærer dig sådan ad. Lytter du derimod med hele sin sjæl til livets stemme, finder du hastigt nye veje at vandre, veje der fører dig fra dine egne begærs tyranni og frem til den forstandsledede vilje, de forstandskontrollerede begær, hvis eneste mission det er at lade dig opleve netop den frihed, du altid drømte om. Og gør du dette, vil du erfare, at du har alverdens vismænd med dig, thi de så, at hver den, der i sit liv først søger Guds vilje og hans retfærdighed, også vil komme til at opleve, at "alt det andet", som den naturligste ting af verden vil blive givet dette menneske. Thi hvilken fader nægter sit eget kød og blod, hvis optræden i alt er ham til ære, noget som helst? Og skulle den Guddom, der virkelig "hersker over stjernehære", være mindre gavmild, mindre storsindet, end du og jeg?